15. apr. 2020
Af Trine Larsen

Dronningen afslørede på tv: Det fik prinsesse Marie i julegave

Prinsesse Marie og dronning Margrethe
Prinsesse Marie og dronning Margrethe
Foto: Martin Høien
Dronning Margrethe havde selv lavet den julegave, som prinsesse Marie kunne pakke ud fra svigermor i julen 2018. Hvad det var, prinsessen fik, kom frem i DR1-udsendelsen "Dronningen holder frikvarter".

Den har helt sikkert bragt lykke, gaven fra svigermor til prinsesse Marie juleaften 2018.

For det er ikke hver juleaften, man kan åbne pakker, som der er lagt så meget arbejde, tid og kærlighed i, som dén gave prinsessen fik af dronningen dette år.

I tv-udsendelsen "Dronningen holder frikvarter", der blev vist på DR1 den 14. april 2020 som optakt til dronningens 80-års fødselsdag, sidder dronningen nemlig og broderer, da hun pludselig udbryder med en lille latter: - Dette bliver ikke vist før efter jul, vel?

Flot aftentaske til prinsesse Marie

Broderiet, dronningen sad og nørklede med under tv-optagelserne, var nemlig, afslørede dronningen, julegaven til prinsesse Marie.

- Jeg har tænkt mig, at denne aftentaske skal være julegave til min svigerdatter, prinsesse Marie ... og så kommer jeg nok også til at lave én til kronprinsessen, siger dronningen.

- Men den har jeg kun tænkt på, jeg er ikke begyndt. Jeg vil ikke ... jeg bryder mig ikke om at have mere end ét sytøj af gangen. Det kan jeg ikke gabe over, siger dronningen og viser den regnbue af farvet garn, majestæten bruger til aftentasken, der foreløbig har farverne gul, lyserød og forskellige blå nuancer.

Dronning Margrethe: Jeg sidder sjældent og glor

Når dronningen ikke syr eller maler, så læser hun gerne, fortæller majestæten selv i tv-udsendelsen "Dronningen holder frikvarter".

- Jeg sidder sjældent og glor ud i luften. Det føler jeg mig ikke kaldet til. Jeg vil gerne have noget mellem hænderne, fortæller dronningen.

Læs mere om: