Dronningen går i sin farfars fodspor den 10. juli
Det bliver en historisk begivenhed af dimensioner, når 100 året for Genforeningen fejres i Sønderjylland til sommer. Og den historiske begivenhed bliver endnu mere sat i relief af, at dronning Margrethe deltager i 100 års-fejringen sammen med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Sammen vil de deltage i festlighederne og dronning Margrethe vil tilmed gå i sin farfar, kong Christian X's fodspor. Dronningen vil sammen med kronprinsparret krydse grænsen præcis dér, hvor kongen på sin hvide hest, symbolsk red over den gamle grænse nord for Christiansfeldt 10. juli 1920
Det skriver kongehuset i en pressemeddelse, hvor det fremgår, at dronningen og kronprinsparret kører i karet på hele den historiske strækning og at festlighederne strækker sig over fire dage, inspireret af Christian 10.s rundrejse i området for 100 år siden.
Dengang fandt Genforeningsfesten sted på Dybbøl Banke, hvor godt 100.000 mennesker deltog i fejringen. Genforeningen var et resultat af den folkeafstemning, hvor et flertal af befolkningen i Nordslesvig – det nuværende Sønderjylland - stemte sig hjem til Danmark efter at have været under tysk styre i 56 år.