11. dec. 2015
Af Trine Larsen

Dronningen Margrethe har mistet sin nære ven

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe.
Foto: Lars H. Laursen og Thomas Laursen
En af dronning Margrethe og prins Henriks nærmeste venner, præsten Peter Parkov er død. Den meddelelse har bragt ikke alene regentparret, men hele den kongelige familie i sorg. For alle, unge som ældre, holdt uendeligt meget af den optimistiske, venlige, morsomme præst med det store hjerte.

Dronning Margrethe og prinsgemalen er i sorg.

For én af deres allertætteste venner gennem et langt liv, pastor Peter Parkov, er død 78 år gammel, kun knap en måned efter sin fødselsdag.

Peter Parkov har været én af dronning Margrethes nærmeste venner siden ungdommen, og senere blev også prinsgemalen ven med den joviale, sjove, flinke, begavede og imødekommende præst, der egentlig var uddannet civilingeniør fra DTU efter at han blev student som kun 17-årig.

VIDEO: Dronning Margrethe skal samarbejde med popstjerne

Dronning Margrethe holdt jul og påske med Peter Parkov

Peter Parkov var så tæt på regentparret, at han i mange år har tilbragt jul og juledage sammen med kongefamilien på Marselisborg Slot, og det bragte ham også tæt på den yngre generation, både kronprins Frederik, prins Joachim og senere deres familier og venner.

Peter Parkov var også altid med, når regentparret holdt påskeferie i Jylland, ligesom han ofte ferierede på vinslottet Cayx i Frankrig, hvor han gerne agerede chauffør for dronningen ind til markedet i Cahors, hvor han også galant bar dronningens indkøbte varer med et smil.

I 2007 viede Peter Parkov grevinde Alexandra og Martin Jørgensen, men da Parkov i 2009 blev ramt af lymfekræft, frygtede alle det værste, og kemoterapien tog da også hårdt på den ellers friske og rørige pastor, der som 69-årig gik på pension fra Margrethekirken i Valby.

Sås sidst i påsken

De sidste par år har Peter Parkov boet på Danmarks ældste plejehjem, Holmegårdsparken i Ordrup, og det var også her, han døde onsdag. Ikke af sin kræftsygdom, men af følgerne fra et slemt maveonde. Indtil han blev ramt af det, var Peter Parkov egentlig frisk og havde da også traditionen tro inviteret til "nytårskur" - en festlig sammenkomst for kammerherrernes fruer, mens kammerherrerne var til nytårskur hos hans gode venner, regentparret.

Sidst Peter Parkov var sammen med regentparret på ferie var i påsken i april, hvor han trods besvær med at gå blandt andet klarede at være med til gudstjenesten i Aarhus Domkirke.

Det bliver derfor en trist jul for regentparret, når de 21. december efter Pater Parkovs begravelse, rejser til Marselisborg, men dog fyldt med gode minder om et prægtigt menneske og alle tiders ven.

Læs mere om: