11. jun. 2022
Af Marianne Singer

Dronningen mindes prins Henrik ved stor prisfest: Han ville have været stolt

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.

En meget rørt dronning Margrethe overrakte lørdag eftermiddag den nye lyrikpris, "Prins Henrik Prisen", til den danske digter Klaus Høeck. Efterfølgende forklarede dronningen, hvor meget prisen betød for hende og helt sikkert også ville have betydet for hendes mand, der gik bort i 2018.

- Det ville have gjort ham stolt, at man ville huske hans digtning på denne måde, ved at bruge hans navn til en pris. Det kan ikke være bedre.

Sådan lød det fra en rørt dronning Margrethe til BILLED-BLADET, efter at hun lørdag eftermiddag på den dag, hvor prinsen ville være fyldt 88 år, overrakte den nye prestigefyldte lyrikpris "Prins Henrik Prisen" til digteren Klaus Høeck.

Prisen har til til formål at anerkende danske digtere og omfatter en bronzestatuette af prinsens skulptur "Fabeldyr" samt et beløb på 300.000 kroner.

Se en rørt dronning Margrethe overrække prisen og dele kærlige ord om prins Henrik i videoen i toppen af artiklen

Enestående digter

Klaus Høeck blev tildelt Prins Henrik Prisen 2022 for sit omfattende og enestående forfatterskab, der fra start til slut består af originale digtsamlinger karakteriseret af såkaldt eksperimentel systemdigtning.

Prisen uddeles til en aktuel og etableret digter, der med sit virke har ydet et væsentligt bidrag til dansk lyrik.

Over en periode på 55 år, fra debutsamlingen Yggdrasil til slutværket Password, har Klaus Høeck udgivet mange unikke digtsamlinger og etableret sig som en væsentlig digter i det danske litterære samfund, lyder blandt andet juryens begrundelse.

Prins Henrik udgav fra 1982 til 2014 selv en række digtsamlinger.

Læs mere om: