Dronningen om kronprinsparrets bryllup: Én ting var jeg ked af
Hele Danmark nærmest sitrede af spænding, da kronprins Frederik 14. maj 2004 giftede sig med australske Mary Elizabeth Donaldson.
Alle sejl var sat til, medier fra hele verden var kommet til København, og den røde løber var rullet ud foran Vor Frue Kirke.
Et sus gennem kirken
Kronprinsen stod oppe ved alteret med sin bror, prins Joachim, ved sin side, og der gik et sus gennem kirken, da Mary trådte ind i kirken sammen med sin far, John Donaldson.
Efter vielsen fortsatte fejringen med karettur, hyldest på Amalienborg Slotsplads og om aftenen med en stor fest på Fredensborg Slot.
Det eneste, jeg var ked af
For dronningen var brylluppet en helt særlig oplevelse.
– Det var i allerhøjeste grad en stor glæde at opleve brylluppet. For det første var jeg meget glad for, at kronprinsen havde fundet den, han gerne ville dele sit liv med, og kronprinsessen var en person, som jeg kom til at sætte kolossal pris på meget hurtigt. Jeg fik en vældig respekt for hendes evner og hendes gode måde at tage opgaven på sig. Hun var fortrøstningsfuld. Jeg var virkelig glad for at få en svigerdatter som hende. Jeg kunne se, at hun havde det potentiale, der skulle til. Det eneste, jeg var ked af, var, at min mor aldrig oplevede, hvor godt Frederik havde valgt. For det havde virkelig glædet hende. Det er der ingen tvivl om, fortalte dronningen i et interview med BILLED-BLADET, som hun gav i anledning af sit 50-års Regeringsjubilæumsfejring.
Dronning Ingrid døde den 7. november 2000 på Fredensborg Slot.
Kun to måneder forinden havde kronprins Frederik lært Mary Donaldson at kende under OL i Sydney.