Dronningen talte om sin far med stor kærlighed: Helt fars pige
Da dronning Margrethe torsdag eftermiddag fik overrakt Danske Rederiers Søfartspris var hun både beæret og rørt.
Prisen fremkaldte nemlig mange minder om hendes elskede far, kong Frederik 9., i folkemunde kaldet "Sømandskongen".
Blev hentet i skolen
I sin takketale forklarede dronningen blandt andet, hvor involveret hendes far havde været i forbindelse med, at hun som kun 7-årig havde sin første officielle pligt med at skulle navngive DFDS’ skib "Kronprinsesse Ingrid" i 1948 på Helsingør Værft.
- Det er en meget stor ære at blive tildelt Danske Rederiers Søfartspris. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle ske. Jeg har set frem til i dag med stor glæde og ikke ringe benovelse. Netop søsætningen af "Kronprinsesse Ingrid" i 1948 er virkelig noget, jeg selv husker meget tydeligt. Det var meget specielt. Min far var lidt nervøs for, om jeg skulle blive bange for at gøre det. Og derfor fortalte han mig ikke om det på forhånd. Men han kom op i skolestuen, det var dengang jeg stadig gik i skole hjemme med seks veninder, og sagde "Du skal komme med". Og så fik jeg fint overtøj på, hvorefter vi kørte til Helsingør.
En stor glæde
- Det var noget, han glædede sig over, fordi han selv var navngiver til søsterskibet "Kronprins Frederik", der var blevet søsat under krigen og først blev sat i fart efter krigen. Det betød meget for ham, at der nu kom det nye skib med hans hustrus navn, min mors navn. Det var en meget stor begivenhed. Jeg husker meget tydeligt det enorme skib. Jeg kunne næsten ikke se, det var et skib, fordi jeg aldrig havde set et skib fra den vinkel før. Så det var min introduktion til dansk søfart, fortalte dronningen endvidere.
Så bliver jeg stolt
- Så for mig er det en stor begivenhed at modtage denne pris. Jeg takker af hjertet for den. Søen stod min far nær hele hans liv, og det var ikke kun marinen, men enhver der farer til søs. Så det har jeg fået ind fra barnsben af, kan de høre. Og når jeg ser et skib med dansk flag i fremmede havne, bliver jeg stolt. Hjertelig tak for denne meget fornemme gave, som jeg tager imod med stor taknemmlig og, som sagt, ikke ringe benovelse, sluttede dronningen sin fine tale.
Efter prisoverrækkelsen satt dronning Margrethe sig på scenen med forfatteren Tom Buk-Swienty, der har skrevet hendes erindringsværk "Undervejs", til en samtale om "livet på søen".
Her kom de blandt andet ind på de dejlige sommertogter med familien, hendes fars store passion for færger og de mange sømandsudtryk, hun har lært gennem tiden.