Dronningens hofdamer i helt ens look: Her er årsagen bag
Onsdag formiddag afholdt dronning Margrethe nytårskur for det diplomatiske korps på Christiansborg Slot.
Også majestætens fire hofdamer, oberstinde Annette de Scheel, Annelise Wern, Jette Nordam og Henriette Obel, deltog i kuren.
Og som altid ankom de fire kvinder, der nu også kan kalde sig kammerdamer, i helt særlige gallakjoler.
Deres røde rober, der er skabt af mørkerød silkedamask og rødt kniplingsstof med tilhørende håndtaske, er nemlige magen til hinanden, hvilket var noget, dronningen indførte for mange år siden.
- Dronning Margrethe indførte de røde gallakjoler til sine hofdamer i forbindelse med sit og prinsgemalens sølvbryllup i sommeren 1992.
De bæres ved officielle lejligheder, såsom gallamiddage og nytårstafler, hvor dronningens hofdamer således altid er let genkendelige, har historiker Jon Bloch Skipper tidligere svaret i BILLED-BLADETs kongelige brevkasse.