31. dec. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media

Dronningens nytårstale: Det vil hun tale om

Dronning Margrethe i en af sine traditionsrige nytårstaler fra Amalienborg Slot.
Dronning Margrethe i en af sine traditionsrige nytårstaler fra Amalienborg Slot.
Foto: AOP
Krisen, familien og medmenneskelighed er måske nogle af de ting, dronning Margrethe vil tale om. Få ekspertens bud på talen her.

Det er for mange danskere noget helt særligt, når man er hoppet i nytårstøjet, er samlet med vennerne og med en drink i hånden lytter til H.M. dronning Margrethes nytårstale den 31. december kl. 18.

Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og kongehusekspert, giver her nogle bud på, hvad dronning Margrethe muligvis vil tale om i år.

- Det er selvfølgelig svært at sige præcist. Men jeg tror, at hun ligesom sidste år vil tale om den økonomiske krise, fordi den betyder meget for mange mennesker. Og så vil hun måske komme med nogle betragtninger om, at krisen ikke skal overskygge alt. Altså, at de menneskelige relationer er vigtige. Det er meget klassisk Margrethe at appellere til vores medmenneskelighed, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Sætter gerne en debat i gang

Han peger på, at medmenneskeligheden er et emne, der tidligere har optaget dronningen i hendes nytårstaler.

- Hun vil formentlig også tage noget op omkring, hvor vigtig familien er - netop fordi vi har økonomisk krise. Og at der har været familieforøgelse i kongefamilien med prins Joachims og prinsesse Maries yngste, er netop en god anledning til at tale om dem, der er heldige at have en familie, og dem, der ikke har en, siger han.

Kongehuseksperten peger også på, at dronningen som regel tager et overraskende emne op, som hun selv synes er vigtigt. Tidligere har hun f.eks. taget emner som egoisme og individualisme op, og i 1984 talte hun om, hvordan vi behandler indvandrerne, hvilket satte en stor debat i gang.

Vil vise kongehusets indhold

Selvom talen laves ud fra et samarbejde med Statsministeriet og kongehuset, har dronning Margrethe i høj grad noget at sige til indholdet.

- Begge parter skal jo være enige i det, hun skal sige. Det, som er meget karakteristisk ved dronning Margrethes taler, er, at de er meget personlige. Meget mere end kong Frederik d. 9.'s var. Det er meget vigtigt for dronning Margrethe, at den har et personligt præg. Hun vil gerne vise, at kongehuset også har indhold og en funktion, og at det ikke bare refererer, hvad Statsministeriet siger, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Han peger også på, at hendes taler er blevet mere modige og personlige med årene.

Læs mere om: