Dronningens nytårstaler siden 1972 - her er de alle sammen

Dronning Margrethe nytårstale 2014

Dronning Margrethe

Foto: Jeppe Michael Jensen

Dronning Margrethe debuterede med sin første nytårstale i 1972. Læs den og de mange der er fulgt med i årene efter, herunder...

Søndag, 31. december 2017 - af Jan Bergman

Dronningens nytårstale 2017

Så er det nytårsaften – igen!

Det er som om, at det går hurtigere og hurtigere, når man kommer op i årene. Som barn var det anderledes: Det varede en evighed, fra man stod op juleaftensmorgen og til man endelig kunne samles omkring juletræet. Dagene imellem jul og nytår var der forslag i, men nytårsaften slæbte tiden sig igen af sted, før man kunne lytte til rådhusklokkerne og hele byen eksploderede i raketter og guldregn.

Det er nok blandt andet forventningens glæde, som gør denne tid på året så særlig: Glæden over at kunne være sammen, glæden ved at se frem til et nyt år med nyt håb og fornyede kræfter. Dog, året der er gået, kan også have budt på tunge stunder - ikke alt er glæde for os alle.

Mennesker er forskellige og Danmark har brug for forskellige mennesker med hver deres evner og talenter, deres måde at virke på.

Den ene er talknuser, den anden forstår sig på teknik. Én er god til at få kunder i butikken, eller kan få en forretning op at stå. Nogle har det talent at kunne lære fra sig, mens andre har en evne til at drage omsorg for børnene og de ældre eller de syge. Andre vil helst fordybe sig i bøgerne og se verden åbne sig derfra. Nogle er så dygtige med deres hænder, at man næsten ikke forstår, hvordan det går til.

Det ene er ikke finere eller bedre end det andet, vi har brug for det hele og for os alle.

Hver og én gør vi, hvad vi kan. Danskerne har ved fælles kraft rystet den økonomiske krise af sig, der er livlig aktivitet rundt om i landet.

Når det går fremad, har vi brug for alle kræfter, ja, for flere end vi selv har. Op gennem historien har vi hentet dygtige hænder og kloge hoveder fra andre lande. Mange mennesker er kommet til Danmark for at arbejde her, dem har vi tidligere haft brug for, og det har vi stadig! Det kan være medarbejdere i landbruget, på hoteller og restauranter eller højtspecialiserede forskere, hvis viden der er behov for.

Det er ikke alene et spørgsmål om at mangle hænder. Vi har også brug for ideer og inspiration udefra, for at kunne bevare den fine position, som Danmark har på så mange områder, ligesom vi selv formår at inspirere andre ude i verden.

Danmarks gode omdømme skyldes både vore traditioner og den fornyelse, som er kommet til for hvert slægtled. Vi lader os ikke løbe over ende; vi vil være tro mod os selv, som vi altid har været det her i Danmark.

Meget har forandret sig, siden jeg og mine jævnaldrende var børn eller unge mennesker. Men grundtonen har stadig rod i en kultur og en levevis, der er groet frem her i vort land.

Den er et udtryk for, hvem vi er, og for det, som er vigtigt for os, som land, og som danskere.

Måske glemmer vi indimellem at spørge os selv, hvad der er vigtigst i livet.

I dagligdagen går mange af de vågne timer med arbejde og pligter. Men hvad betyder mest for os, når det kommer til stykket?

Det gør de mennesker, der står os nær. Og for de allerfleste er det vores familie.

En familie er ikke nødvendigvis det samme i dag som for en generation siden. Jeg tror, der er kommet en erkendelse af, at ikke alle familier er far-og-mor-og-børn. Der er i dag større variation, men også større frisind og tolerance.

Er der flere muligheder, er der også flere valg. Det er som udgangspunkt et fremskridt. Men vi kan også snuble over de mange muligheder.

I en moderne familie er der et hav af gøremål. Jeg kan godt undre mig over, hvordan tiden slår til, når lillebror skal følges til svømning, og storesøster skal hentes hos en legekammerat, inden mor eller far skal på kursus. Hvordan når de dog det hele?

Vores hverdag er fuld af krav, der skal mødes, og valg, der skal træffes.

Det kan være, som om alle døre står åbne. Men ét menneske kan jo ikke gå ind ad dem alle sammen på én gang.

Jeg tror ikke, at man kan overkomme at interessere sig for alting.

Jeg vil her i aften komme med min lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer. Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål.

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!

Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie. Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne, - et sytøj, en skitseblok; noget med farver.

Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.

Det er slet ikke så unyttigt endda.

Ethvert lands særpræg er et spejl af dets natur. Det danske rige består af tre lande: Danmark, Færøerne og Grønland, hver med sin egen profil, men samtidig et fællesskab.

Til sommer besøger Kronprinsparret og deres børn Færøerne. Jeg ved, at Kronprinsen og Kronprinsessen glæder sig til gensynet med den betagende natur, det rige kulturliv og den store gæstfrihed. Mig glæder det, at mine børnebørn nu også skal få de oplevelser, som har betydet så meget for mig.

På Færøerne går det godt i disse år, virkelysten er stor, og befolkningen vokser. Det kan vi alle glæde os over.

Jeg sender mine varmeste nytårsønsker til alle på Færøerne.

I Grønland gør den voldsomme natur et dybt indtryk på alle, der besøger landet.

”Hvor frydefuldt at høre

isens klage

når den begynder at knække

det strålende panser begynder at sprække

de første forårsdage!”

Sådan skriver min mand i sit digt ”Ode til Grønland”. Han har, som jeg, været betaget af Grønland og af den grønlandske natur siden sit første møde for nu mange år siden. Men den grønlandske natur kan være nådesløs, den rummer også ødelæggende kræfter.

I sommer ramte en naturkatastrofe de to bygder Nuugaatsiaq og Illorsuit. Familier mistede deres kære, og mange fik selve deres livsgrundlag revet væk. Det var en svær tid, hvor fællesskabet viste sin betydning og hvor alle stod sammen om at hjælpe.

I aften sender jeg mine dybfølte tanker til alle dem, der er blevet ramt. Jeg ønsker alle i Grønland et godt nytår.

I mange situationer er der brug for, at vi hjælper hinanden. I aften har de fleste danskere fri. Men der er også en del, som er på arbejde, fordi de tager sig af andre. På hospitaler, på plejehjem og på institutioner er personale på vagt alle døgnets timer og alle årets dage. Sådan er det også i aften.

Brandfolk, beredskab, politi og soldater holder sig også klar til at rykke ud. For dem er nytårsaften ikke forskellig fra alle andre aftener.

Til alle sender jeg min varme nytårshilsen.

Også i år opholder danske soldater, politifolk og specialister sig langt hjemmefra, hvor de bidrager til at skabe sikkerhed og stabilitet, dér, hvor de er udsendt.

Kronprinsessen har fortalt mig om sit besøg hos soldaterne i Mali, hvor de hjælper med at beskytte civilbefolkningen, ligesom Prins Joachim kunne fortælle om vore soldaters indsats i Irak.

Vi vil også i det nye år fortsætte indsatsen i Irak og Afghanistan, ligesom Forsvaret vil deltage i en forstærket indsats i Østersø-regionen.

Jeg ønsker godt nytår til alle, der, fra poster ude i verden, passer på alle os herhjemme.

I aften tænker jeg også på de danskere, som opholder sig ude omkring i verden, og på de mange, som har rod i Danmark. Deres trofasthed mod deres gamle land berører mig, hver gang jeg oplever det. Jeg bringer dem alle mine varmeste nytårshilsener.

Min nytårshilsen går også til det danske mindretal i Sydslesvig. Her er den danske ånd stadig en levende del af hverdagen.

At danskheden har rum til at blomstre syd for grænsen, ser jeg som et udtryk for venskab, respekt og godt naboskab mellem danskere og tyskere, ligesom jeg glæder mig over de mange foreninger og institutioner, der er med til at knytte stærke bånd hen over grænsen.

Et godt nytår ønsker jeg for alle danske syd for grænsen.

Til sidst vil jeg sammen med hele min familie sige en varm tak til alle for det gamle år.

Det er en glæde for både Kronprinsparret, Prins Joachim, Prinsesse Marie og deres børn, at så mange følger levende med og deltager i alt, hvad der sker i de unge generationer.

På nogle måder har det ikke været noget nemt år for mig og min familie - så meget mere har det rørt os, at man fra så mange sider har omfattet Prins Henrik med sympati og forståelse. Det er vi taknemmelige for. Det gør hverdagen lettere for os alle sammen.

Livet går op og ned. Det vigtigste er, at vi har mennesker, som står os nær.

Derfor går min nytårshilsen her i aften til alle, der har haft svære stunder i det gamle år og til hver og en, som må sidde alene.

Jeg ønsker, at det nye år må bringe håb og glæde til alle.

 

                                        GUD BEVARE DANMARK

 

 

Dronningens nytårstale 2016

Nu er der kun få timer tilbage af det gamle år, 2016. Om lidt skal vi skrive 2017? et nyt år med nye muligheder; men også med de opgaver og problemer, som vi ikke fik fuldført eller løst i det gamle. Vore bekymringer bliver ikke slettet ved at skrive et nyt årstal

Vi har i det forløbne år været vidne til terrorangreb, som har skabt angst og forfærdelse. Men vi har lært, at vi ikke skal lade os lamme af frygt, livet skal gå videre. Vi skal være standhaftige og holde modet oppe.

Her er der god grund til at sige tak til alle de, der gør en indsats for vores sikkerhed. De har påtaget sig et ansvar, som de vel er forpligtede til, men som de røgter med engagement og omsorg. De er altid parat og de er med til, at vi kan holde livsglæden oppe. For den vil vi ikke slippe.

Krig og fattigdom har fået mange til at flygte, også til Danmark. Vi tager os af mennesker, der har brug for hjælp, og mange står parat til at hjælpe dem til rette og til at skabe sig en ny tilværelse i dette, for dem, meget fremmede land. De har forventninger til deres nye tilværelse? og vi har også forventninger til dem. Flygtningene må forstå, hvor de er kommet hen: Til et land, hvor ikke blot klimaet er et helt andet, men hvor livsformen og skikkene er andre og har en lang historie og dybe rødder.

Det er ikke nemt at falde til i et fremmed land. Det er hårdt arbejde, det kræver god vilje og et åbent sind

Det er der mange nye danskere, der kan tale med om. De har arbejdet målbevidst på at tilegne sig sproget og lære de danske traditioner at kende. De har fundet arbejde og sørger for, at deres børn kommer godt i vej. De har fået fast grund under fødderne og føler sig hjemme i Danmark. De er blevet en del af vores fællesskab.

De kan med god grund være nervøse for at blive ramt af den skepsis, der kan opstå, når nye store flygtningestrømme kommer til landet, og når nogle har svært ved at finde sig til rette; men de skal ikke undgælde, hvis andre ikke gør sig den samme umage for at blive en del af det danske fællesskab.

Netop dét, at være en del af det danske fællesskab, har stor betydning. Det er ikke noget, man kan kræve, men det er noget, der kommer næsten umærkeligt lidt efter lidt. Det er dér, hvor "de" bliver til "vi" og "dem" bliver til "os"? danskerne, vi danskere!

Hvad er det at være dansk? Har vi brug for at være danske? Har nationalitet overhovedet betydning i det moderne industrialiserede verdenssamfund?

Sikke et spørgsmål at stille!

Vi er jo danskere; men vi er også forskellige. Vi har forskellig baggrund, vi har forskellig opvækst. Vi kommer fra storbyen, vi kommer fra det lille samfund, men hver især ved vi, at vi er danske. Det er en del af vores identitet.

Vi føler det måske stærkest, når vi kommer hjem fra en længere rejse: Skiltningen er dansk? og nummerpladerne - vejret? Jo, men det er det, som vi er fortrolige med. Sproget? ja, det er en del af os selv. Vi har hørt det og talt det fra barnsben. Det er genkendelsens glæde, vi oplever. Dét, ligeså meget som vore vaner og skikke, er en del af det at være dansk.

Danmark er et lille land, hvor det er nemt at komme fra sted til sted. Men vi er også et samfund, hvor folk har meget travlt. Børn i skole, job både til far og mor, planer for ferierejser; det kan blive svært at få øje på selv de nærmeste naboer - de andre familier i opgangen, eller dem lidt længere nede ad vejen, kollegaerne på arbejdet. Vi anser os selv som et imødekommende folk med let til smil og en snak. Men vi skal ikke overse den selvtilstrækkelighed, som også kan karakterisere os danskere.

Lad os gøre et nytårsforsæt! Lad os prøve at se de mennesker, der omgiver os. Lad os huske også at lægge mærke til dem, vi ikke kender i forvejen. "Hvordan står det til derhenne?" Er der brug for en hjælpende hånd, lidt omsorg, eller blot et genkendende godmorgen, et nik til den, vi står i kø med ved kassen?

Man kan være ensom, også i vores travle, myldrende hverdag.

På mine ture med Kongeskibet Dannebrog har jeg besøgt vidt forskellige egne i landet. Nogle steder snurrer hjulene, erhvervslivet blomstrer, og stoltheden lyser ud af alle, jeg møder. Andre steder er forholdene vanskeligere, der er klart problemer med at få økonomien til at hænge sammen og med at holde modet oppe. Alligevel er det smilene og den varme velkomst, jeg får alle vegne, som står klarest. Også dér, hvor problemerne kan synes store, er der folk med friske ideer, med virketrang; sommetider på trods.

Her ved indgangen til det nye år vinder optimismen frem. Økonomien er i vækst. Det er nu, der er brug for mennesker med ideer og gåpåmod overalt.

Danmark kan ikke fungere uden alle de, der gør en indsats i produktionen. Det gælder for store som små virksomheder, for landbruget. Det gælder for dem, der kører varer fra den ene ende af landet til den anden, der sælger dem til kunderne, eller har en helt anden funktion i vores samfund.

Arbejdsglæden er helt grundlæggende for vores dagligdag. Det er den, der får medarbejdere såvel som ledere til at tage et tag til, den, der får hjulene til at snurre, og det hele til at gå op i den højere enhed, som er det velfungerende danske samfund. Vores samfund, som vi er stolte af.

Netop i år blev de olympiske lege afholdt i Rio de Janeiro i Brasilien. Det var en glæde for mig at møde mange af deltagerne både fra de olympiske lege og de paralympiske lege her i efteråret efter deres hjemkomst. Deres indsats var forbilledlig? og nervepirrende? og de er gode rollemodeller for unge såvel som ældre. De flotte resultater gjorde os alle stolte.

I 2017 er Aarhus valgt som europæisk kulturhovedstad. Det kan vi alle glæde os over. Jeg har så mange gode minder fra den tid, hvor jeg boede og studerede i Aarhus? i min ungdom for mange år siden. Kronprinsen har også taget sin uddannelse i Aarhus. Vi kommer der sommer som vinter og vores familie fejrer ofte påske og jul i byen.

Jeg vil ønske alle i Aarhus og i regionen til lykke med hvervet som kulturhovedstad og alt held med at udføre den opgave? og os andre god fornøjelse med alle de oplevelser, der venter. Jeg glæder mig. Aarhus har meget at byde på, også til resten af verden.

Igen i år har danske udsendte gjort en stor indsats. Mange gør tjeneste i fjerne egne, hvor de risikerer liv og førlighed i kampen for fred. De giver nyt håb til mennesker, der uforskyldt har mistet alt i blodige konflikter? deres kære, deres hjem og deres livsgrundlag.

På landjorden i Irak træner danske soldater de irakiske styrker og i Afghanistan træner de fortsat landets egne soldater. Kronprinsen har besøgt vores udsendte i Irak og i Mali. Her fik han mulighed for at takke dem personligt for deres store og dygtige indsats.

Flyvevåbnet er fortsat engageret i kampen mod terrorismen i Mellemøsten, hvor de bidrager med stor dygtighed. Det er krævende for såvel piloter som personellet på jorden.

 

Søværnet har stået i spidsen for at sejle rester af Libyens kemiske våbenlagre væk fra landet, en nødvendig og betryggende opgave, som de har udført, samtidig med, at de varetager deres vigtige opgave med suverænitetshåndhævelse og søredningstjeneste på havet i nord og i alle danske farvande

Til dem alle, i Danmark, såvel som hvor i verden de end gør tjeneste, sender jeg i aften min tak for deres gode og professionelle indsats og ønsker dem hver især et godt nytår.

Rundt omkring i verden bor der mange af dansk oprindelse. De er velintegrerede, og mange har statsborgerskab, der hvor de bor, men de føler sig stadig danske, og er gode repræsentanter for danske værdier. Dem ønsker jeg godt nytår, vi er stolte af dem her i deres hjemland.

En særlig gruppe uden for Danmark er de danske i Sydslesvig. Dem sender jeg i aften mine varmeste nytårshilsener. Det glæder mig altid at se, at så mange foreninger, institutioner og private hjem værner om dansk kultur, tradition og historie.

På årets sidste aften vil jeg gerne sende min hilsen og tak til de mange, både professionelle og frivillige, som hen over jul og nytår bidrager til at gøre højtiden festlig, også for dem, der ofte må sidde alene, mens andre fester.

Min tak og nytårshilsen går også til alle de, der sørger for, at vi kan leve trygt i hverdagen såvel som på en festaften som denne. Det gælder Politiet og Forsvaret, Beredskabet og de, der har vagt, blandt andet på sygehusene.

Det var med stor glæde jeg i sommer igen rejste til Færøerne. Det var som altid en dejlig oplevelse at møde det færøske folks varme og venlige velkomst. Jeg fik et klart indtryk af den virkelyst, som det færøske folk lægger for dagen og de resultater, det fører med sig. Det ses klart, både inden for erhverv og i det levende kulturliv overalt på de skønne øer.

Mine varmeste hilsener med ønsket om et godt nyt år for alle på Færøerne.

Igen i år har vi mærket den øgede interesse for Grønland. Den vældige natur gør indtryk og trækker gæster til fra nær og fjern. Naturen er Grønlands enestående skatkammer; men Grønland ligger udsat. Et klima under forandring mærkes tydeligt, og en øget international interesse for de arktiske områder får manges øjne til at hvile på Grønland. Jeg er meget opmærksom på den udfordring, som man står midt i, og jeg vil gerne i aften sende mine inderlige nytårsønsker for alle i Grønland.

I året der kommer, kan Prins Henrik og jeg fejre guldbryllup. Vi har valgt at holde det helt stille med vore sønner, svigerdøtre og børnebørn. De 50 år har været fyldt med gøremål, som har givet os mange glæder. Altid bliver vi og vores familie mødt med varme og omsorg. Det fylder os med taknemmelighed

Den opmærksomhed møder også Kronprinsen og Kronprinsessen og Prins Joachim og Prinsesse Marie. Alle føjer de deres hilsener og gode ønsker til, sammen med Prins Henrik og mig, når jeg i aften ønsker et godt nytår med tak for det gamle.

GUD BEVARE DANMARK

Dronningens nytårstale 2015

Et år er ved at rinde ud; i morgen står et nyt for døren.

Vi kan ikke forlade 2015 uden at tænke over, hvad året har bragt. I januar så vi først det chokerende attentat mod det franske satireblad i Paris, og godt en måned senere oplevede vi så det dobbelte attentat i Krudttønden og ved Synagogen i Krystalgade i København. To danskere mistede livet, og vi sad alle tilbage med chokket og forfærdelsen – terroren var nået til os. Mine tanker går til de pårørende til begge ofre. Alle følte vi os ramt, sådan som den store opslutning viste det i dagene og ugerne efter de tragiske begivenheder.

Men det skulle ikke blive herved. For ikke mange uger siden ramte terroren igen i Paris med mange døde og sårede til følge. Ikke alene Europa – men hele Verden har vist sin solidaritet med Frankrig. Terroren er ikke et europæisk fænomen, den rammer uskyldige mennesker overalt, mennesker, der blot er i gang med dagligdagens almindelige gøremål.

Også vi føler os ramt, og vi må forstå og besinde os på, at ingen er en ø, vi er alle en del af et hele.

Vores reaktion må ikke blive til en lammende frygt. Vi skal indstille os på vore vilkår, som de er, vi må vise agtpågivenhed. Men vi skal leve vores hverdag med fortrøstning, og med godt mod – ja, med godt humør, for angst gør os svage.

At der er krig og nød og terror i verden er ikke noget nyt, det har vi kunnet følge hver dag i aviser og i fjernsynet: Rystende billeder af andre menneskers ulykke. Alligevel har det hidtil kun berørt os på en sært uforpligtende måde, indtil vi i år har set nødstedte mennesker og hele familier desperat søge til Europa og komme også her til vores land i større skarer end i mands minde.

Mange flygtninge har søgt beskyttelse i Danmark og det er vores ansvar at hjælpe. Det er en stor opgave, men også et vanskeligt dilemma, for hvor mange kan vi hjælpe og hvordan hjælper vi bedst? Jeg vil ønske, at det nye år må blive et godt år for alle, der nu skal finde sig til rette i Danmark.

Jeg vil også benytte denne aften til at sende min hilsen til de mange, både myndigheder, organisationer og privatpersoner, der yder en stor og væsentlig indsats for at tage sig af de mennesker, der kommer hertil, og som løfter de opgaver, som det medfører.

Andres nød kaster nyt lys over det liv vi lever her i Danmark. Det er et trygt liv. Der er sammenhæng mellem vore forhåbninger og de muligheder vi alle har. Hektisk, det er vores tid blevet for mange af os, og det kan få ”gamle dage” til at tage sig romantiske og ubekymrede ud; men sådan var det ikke. De fleste mennesker havde en mere barsk hverdag for to-tre generationer siden. Dengang kunne der nok være grund til bekymring. Vel forstår vi, at vi ikke kan have en ubekymret tro på fremtiden, men vi skal ikke male alting sort i sort.

Vi er sundere og raskere end tidligere generationer. Vi lever længere, vi har mere fritid og flere muligheder for at udnytte den. Vi er kort sagt meget privilegerede i forhold til Verden i øvrigt.  Alligevel kan det se ud, som om flere bekymrer sig mere om mindre. Spiser vi for meget? Spiser vi sundt nok? Er brugsvejledningen til at forstå? Kan vi nå at markere os, så at alle kan følge med i hvor betydningsfulde vi er, hver især? Hvordan skal det gå os, når vi bliver gamle – og leve længe; dét vil vi gerne. Vi skal lægge mærke til, at de fleste af os er raskere og mere rørige end vore forældre eller bedsteforældre var det.

Børnene skal man nok heller ikke være så bekymret for. Vi kan ikke holde dem i hånden hele tiden. Vi må give dem plads og ikke beskytte dem så nidkært, at de aldrig får gjort sig nogen erfaringer. Engang fik de lov til at lege i fred og ro, fri for de voksnes indblanding og med frit spillerum for fantasien. Sommetider faldt de ned og slog sig, og sommetider kunne det knibe med at forklare, hvordan bukserne havde fået en flænge eller hvor hårsløjfen var blevet af. ”Op og stå” sagde man – og de klarede den. Det gav erfaringer, som man måske helst havde været foruden, men det er en del af livet selv.

Ingen glider ubesværet gennem det hele. Med tiden melder udfordringerne sig: i skolen, under efteruddannelsen, på den arbejdsplads, hvor man befinder sig. Det er vigtigt, at man som ung får udfordringer. Nogle står man igennem, overfor andre må man give køb; men det skal ikke føre til, at man giver op. Så gælder det om at finde ud af, hvad man så kan.

Vi kan ikke alle det samme. Vi behøver ikke for enhver pris gøre som alle de andre; men vi skal heller ikke have så travlt med at være enestående, at det går ud over vores samvær og samfølelse med de andre.

I år har Prinsgemalen og jeg igen besøgt Grønland. En fjortendages rejse, som det smukke sommervejr var med til at gøre til endnu et uforglemmeligt møde med Menneskenes Land. Vi genså mange steder, men oplevede også bygder, som vi ikke tidligere har besøgt. Overalt blev vi mødt med en sådan varme, at solen også syntes at stråle, der hvor himlen var overskyet. Vi siger begge: Tak for i sommer og ønsker hele det grønlandske samfund et godt nytår.

For Færøerne har det været et godt år. Naturen har været i sit gavmilde hjørne, og virkelysten og foretagsomheden blandt færingerne er stor. Prinsgemalen og jeg havde glædet os til vores besøg, som desværre måtte opgives; men vi sender vores varmeste hilsener og bedste nytårsønsker til alle på Færøerne, og jeg kan tilføje: På gensyn til sommer!

Det år, der er gået, har budt på store udfordringer, ikke mindst for Politiet. Jeg vil gerne takke for indsatsen; den har ikke været uden omkostninger for såvel den enkelte som for hele styrken. Et godt nytår ønsker jeg med en varm tak for hvad enhver har ydet.

Jeg sender også min nytårshilsen til alle de danske udsendte, der gennem året har løst farefulde opgaver rundt om i verden.

De har alle gjort en ærefuld indsats på Danmarks vegne, og jeg vil sende dem en særlig tak. Specialister fra Beredskabet har assisteret i Nepal efter de ødelæggende jordskælv. I Vestafrika, hvor ebola-epidemien har krævet så mange ofre, har danske læger og sygeplejersker ydet en uforfærdet indsats, så at de berørte lande nu kan håndtere den frygtelige sygdom.

Danmark er sig sit internationale ansvar bevidst, og derfor har Forsvaret også i år været aktivt flere steder i Verden, hvor det brænder på. Alle vegne fra hører vi rosende ord om de danske styrkers indsats. Det gælder såvel Hæren som Søværnet og Flyvevåbnet. Det kan vi godt være stolte af. Jeg vil gerne takke alle, der har været udsendt.

For alle, både de, der er hjemme og de, der er ude netop nu, ønsker jeg et godt nytår.

I aften sender jeg også mine hilsener og tanker til alle danske, hvor i verden de end befinder sig. En tak for deres indsats og et ønske om et godt nytår for dem selv og deres virke. Jeg sender også mine hilsener til de danske sydslesvigere. Ligesom det tyske mindretal nord for grænsen er de med til at gøre vort grænseland til et forbillede for andre grænselande. Jeg ønsker dem alle et godt nytår.

Jeg kan ikke slutte uden at sige tak, en tak for alt, hvad Prinsgemalen og jeg og hele vor familie har modtaget af varme og venlighed også i dette år

Men jeg vil i aften rette en særlig tak til Prinsgemalen. Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at ”drosle ned” - til, hvis jeg må sige det på almindeligt dansk, at gå på pension. Fremover vil Prinsgemalen derfor kun i meget begrænset omfang tage del i de officielle arrangementer, som igennem så mange år har været en naturlig del af hans liv. Det er hans beslutning, jeg forstår den og jeg respekterer den. Jeg er min mand dybt taknemmelig for al den støtte, hjælp og inspiration, han har givet mig igennem alle årene. Jeg ser frem til, at jeg fortsat kan varetage mine opgaver, og at jeg stadig har min mand at støtte mig til, selvom det bliver mindre synligt.

Foran os ligger et nyt år. I nat vender vi endnu et blad: Hvad venter der os? Vi må se på fremtiden med håb, velvidende, at det nye år kan bringe os glæder såvel som sorger, udfordringer såvel som lykkelige stunder.

Jeg ønsker for alle og for vort land, at de lykkelige stunder må blive de fleste og at vi kan møde udfordringerne med fortrøstning.

Af hjertet: Godt nytår 2016!

GUD BEVARE DANMARK

 

Dronningens nytårstale 2014

Nu er det nytårsaften. Bag os ligger et helt år med sorger og glæder. For de fleste vil det være glæderne, som står klarest. For andre er det sorgerne, der fylder mest i tilbageblikket. 
 
Men foran os ligger et helt nyt år, som vi allerede fylder med forventninger og ønsker. ”Hvad du ønsker, skal du få” har mange af os sunget med den gamle julesang; men vi ved jo godt, at helt så nemt er det ikke. Vi forventer os så meget. Måske skal vi snarere huske at forvente noget af hinanden. 
 
Hvis man slet ikke har nogen forventninger til et andet menneske, hvis man bare siger: ”Det kan du slet ikke klare”, så ligger det i luften, at der nok ikke kommer noget ud af det. For selvom nogle reagerer med et ”Det skal være løgn, nu skal jeg vise dem”, så kan det ligeså godt være de ord, der vælter hele læsset. Så har vi måske været med til at ødelægge et menneskes fremtid. 
 
Vi skal virkelig forvente noget af vore medmennesker, ligesom vi ønsker, at nogen skal forvente noget af os. Det er at have tillid til hinanden, at tro på mulighederne for hinanden. 
 
Derfor skal vi tale op i stedet for at tale ned. 
 
Det begynder allerede i skolen. Hvem husker ikke sin skoletid? Den har præget os alle. De fleste af os husker nok en lærer, som var særligt god til at få det bedste frem i hver enkelt af os i klassen. De lærere er der altid brug for, og sådanne lærere er der fortsat rigtig mange af. Lige nu er der juleferie; men snart skal børn og lærere i gang igen. Jeg vil gerne ønske alle jer børn, der ser med i aften, et rigtigt godt nytår. Efter ferien tager I fat igen, så gælder det om at vise, hvor dygtige I kan blive. 
 
Der kommer også en tid, når skolen er overstået. Hvad skal man så? Skal man stræbe efter en universitetsuddannelse? Skal man blive skolelærer? Skulle man måske lære et håndværk? Blive en god tømrer, en dygtig mekaniker, udnytte sine gode evner ved at udføre noget med sine hænder. Sætte sin egen lille virksomhed i gang eller komme ind på en større arbejdsplads med mange andre dygtige medarbejdere. 
 
Uanset hvad man vælger, må man gøre sig umage. Al begyndelse er svær, men glæden er stor, når det lykkes. 
 
Jeg vil ønske, at 2015 må blive et år, hvor mange unge får lyst til – og held med -  at tage fat, også på de svære opgaver. 
 
Vi lever i et rigt samfund. Vi behøver ikke at bekymre os om at få nok at spise, snarere om det modsatte. Vores land er velstående, også selvom vi har haft år med økonomisk krise. Vi har det tryggere her i Danmark end de fleste andre steder i verden.
 
Det er naturligvis godt; men vor velstand må ikke blive en sovepude. Vi må ikke blive så magelige, at vi ikke kræver nok af os selv og hinanden. Tværtimod skal vi blive ved med at stræbe efter ny viden, nye færdigheder og ny kundskab. Vi skal blive ved med at gøre vort bedste. Det er sådan, vi kan bevare og udvikle det rige og trygge samfund, vi har.
 
Det gælder for de unge, som det gælder for os alle. Vi skal gøre os umage. Vi skal gøre vort bedste i alle livets forhold, også når andre behøver hjælp. Måske er der en kollega, som har brug for opmærksomhed og omsorg, bare en venlig bemærkning, et smil på en grå dag eller en håndsrækning, som viser, at vi kerer os om hinanden. Vi kan også blive vidne til, at nogen bliver chikaneret eller mobbet. Så kan man hurtigt blive fristet til at tænke: ”Hold mig udenfor. Hvad kan jeg stille op? Det må andre tage sig af”. Men hvis ingen gør noget og alle bare lurepasser, så bliver ingenting bedre. Vi kan jo også selv få brug for, at et menneske standser op og rækker os sin hånd. 
 
I det forløbne år har vi oplevet, at uro og usikkerhed har grebet om sig flere steder i verden på en måde, som godt kan bekymre os. Det har også ramt lande, som slet ikke ligger så fjernt fra os. Vi ser mønstre tegne sig, som minder foruroligende om tider, som vi nødigt vil genopleve. Det er ikke underligt, hvis vi bliver bekymrede; men vi skal ikke lade os kyse. Vi skal holde fast ved de værdier, som er grundlæggende for os - både for vort velfærd og vor sikkerhed. 
 
En af følgerne af den nuværende situation er den voldsomme flygtningestrøm, som vi er vidner til, og som vi også herhjemme mærker på nærmeste hold. 
 
I den seneste tid er tusindvis af flygtninge kommet til Danmark, især mange fra den forfærdende og langvarige borgerkrig i Syrien. Overalt i landet gøres der en stor indsats for at hjælpe flygtningene. Opgaven kan synes uoverskuelig – at tage imod så mange mennesker fra fremmede himmelstrøg og anderledes kulturer. 
 
Kommunerne har fået nok at se til, de store som de små. De bliver godt hjulpet af de frivillige organisationer og de mange enkeltpersoner, som bruger deres kræfter på praktisk hjælp og på at indføre flygtningene i det danske samfund. For vi skal ikke bare tage hånd om dem, vi skal også hjælpe dem med at finde sig til rette i samfundet, sådan at de kan få fodfæste og klare sig selv. 
 
Hjælpen alene gør det ikke. Vi skal også anspore de nyankomne til at opbygge en ny tilværelse, hvor de kan tage ansvar for sig selv og gøre deres bedste for at falde til i det fremmede land, enten den tid bliver lang eller kort. 
 
Jeg vil gerne rette en tak til alle, der har engageret sig i hjælpearbejdet. Jeg ønsker dem et godt nytår, ligesom jeg ønsker et godt nytår og en god begyndelse for dem, der er kommet hertil. 
 
I det forløbne år har Grønland oplevet både politisk søgang og økonomiske udfordringer. Sådan havde man ikke forestillet sig det for blot et år siden. Vi håber alle, at det nye år må blive en ny begyndelse for det grønlandske samfund. Trods alle vanskeligheder har den grønlandske hjertelighed og det gode humør ikke forandret sig. Det stod lysende klart under Kronprinsfamiliens besøg i Grønland i sommer. Det blev for Kronprinsparret et glad gensyn og for deres børn en oplevelse, som de aldrig vil glemme, og som vil bringe dem tilbage til Grønland gang på gang. Vi, der som forældre og bedsteforældre kunne følge rejsen på afstand, varmede det om hjertet. Jeg vil gerne, sammen med Prinsgemalen, bringe en tak til alle i Grønland for den gæstfri modtagelse, Kronprinsfamilien fik overalt. 
 
Det forgangne år har ikke været noget dårligt år for Færøerne. Det skorter ikke på initiativ og gå-på-mod blandt færingerne. De kender de vilkår, naturen byder dem, og man har godt fat om de udfordringer, som det internationale samfund betinger. 
 
Sammen med Prinsgemalen sender jeg mine varmeste hilsener og gode nytårsønsker til alle på Færøerne og til alle i Grønland. Til sommer vil vi sammen besøge både Færøerne og Grønland; det ser vi frem til med stor forventning. 
 
Den 18. april i år mindedes hele landet Stormen på Dybbøl i 1864 og det nederlag, som kom til at præge Danmark i stort som i småt. Vi har også i dette år kunnet huske 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig. Den krig, som trak sit blodige spor gennem de fleste af Europas lande, men som Danmark stod udenfor. Men udfaldet af den krig var også årsag til, at sønderjyderne i 1920 kunne stemme sig tilbage til Danmark. Et dybt sår kunne heles. 
 
Dog gjaldt det ikke for alle de dansksindede. Sydslesvigerne kom til at stå udenfor. ”I skal ikke blive glemt” sagde Christian X ved den nye grænse i Kruså, da han mødte sydslesvigerne under fejringen af Genforeningen i 1920. ”I er ikke blevet glemt” kan vi sige i dag, selvom jeres skæbne blev en anden. I har holdt ved jeres danske arv gennem generationer, og I har tilføjet grænselandet et træk, som er enestående blandt grænseegne i verden. Jeg sender mine varmeste nytårshilsener til alle sydslesvigere. 
 
Hvert år sender Danmark mange mennesker ud til fjerne egne af verden. Det gælder vore soldater, som i Afghanistan og Irak er med til at uddanne landenes egne soldater. Det gælder vore søfolk, som har transporteret farlige kemiske stoffer væk fra Syrien, eller som har patruljeret ud for Afrikas Horn. Også Flyvevåbnet er aktivt i luftrummet over Irak. Andre er, eller har været, udsendt med nødhjælp af forskellig art. Her vil jeg særligt nævne de danske læger og sygeplejersker, som har påtaget sig at blive sendt til Afrika for at engagere sig i bekæmpelsen af den frygtelige ebola-epidemi. Den indsats, som de er parate til at yde, fortjener vor største ros. På denne nytårsaften vil jeg gerne takke dem alle for deres uselviske indsats og ønske dem og andre danske udsendte, hvor i verden de end er, et godt nytår. 
 
Jeg vil sende min nytårshilsen til alle, der må kæmpe med sygdom, sorg og tunge problemer. Det kan være særligt svært på en nytårsaften, hvor andre fester og glæder sig. Måtte det nye år bringe Dem alle lindring og nyt mod. 
 
Mange danske fejrer nytåret udenfor Danmark. Enten de er nær eller fjern, enten de er hjemmefra for en kort tid, eller har slået sig ned mere permanent i det fremmede, vil jeg ønske dem et godt nytår. De er med til at gøre Danmark kendt over hele verden. 
 
For mig og min familie har året bragt så mange glæder. Jeg tænker her på vore rejser rundt i landet og på den opmærksomhed, som blev Prinsgemalen til del ved hans 80 års fødselsdag. Det har varmet ham, som det har varmet os alle sammen. En tak af hjertet!
 
Måtte det nye år 2015 bringe meget godt! Til hver især, til alle familier og til vort land.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2013

 
Helligdagene omkring jul og nytår er for de fleste af os en dejlig tid på året. Det er festdage, hvor vi mødes med familie og venner, slapper af og hygger os og får hverdagens bekymringer på afstand. Mens det er mørkt og koldt udenfor, og blæsten suser om hushjørnerne, sidder vi lunt og godt med stearinlysene tændt og er sammen med mennesker, vi holder af. Vi giver os tid til at nyde hinandens selskab. Noget, vi alt for let kan glemme i dagligdagen. 
 
Der er store forventninger knyttet til helligdage og fester. Også til nytårsfesten i aften. Der er købt ind og pyntet op rundt omkring i hjemmene. Og vi gør os umage med det hele. Hverken børn eller voksne må blive skuffede.
 
Måske er det vore store forventninger, der gør, at helligdagene også kan give brydninger. I mange familier er højtiderne et puslespil, der skal gå op. Det skal gå retfærdigt til. Hvem holdt jul hos hvem sidste år? Hvor skal man være i år? 
 
Det er ikke altid lige nemt at gøre alle tilpas. Heldigvis lykkes det ofte at løse problemerne i mindelighed. Men det kan også give alvorlige gnidninger, som kaster en skygge over familiefesten.
 
Der er dog dem, der gerne byttede deres egne problemer mod de bekymringer, jeg lige har beskrevet. De mennesker, der for alvor kan have det svært i højtiderne, er dem, der slet ikke har nogen familie at brydes med om den slags, eller som har en familie, hvor langt tungere problemer skygger for glæden. 
 
Jeg vil gerne i aften sende mine varmeste nytårshilsener til alle, der kæmper med sygdom eller ensomhed, med misbrug eller hjemløshed. 
 
Jeg sender også min hilsen til de mange, der bruger helligdagene på at hjælpe netop dem, der har det sværest. De har erfaret, hvor meget det giver én selv, når man glæder andre.  Deres indsats er uundværlig, og de fortjener anerkendelse og en stor tak fra os alle.
 
Danmark er et land med mange forskellige mennesker. Vi er unge eller gamle eller et sted midt i mellem.  Nogle bor på landet, andre i byerne. Nogle har boet her altid, andre er kommet til. Men vi er en del af det samme samfund, og derfor deler vi vilkår i stort og småt, på godt og ondt. Vi må skelne mellem store og små bekymringer. Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land. 
 
Og hvis vi husker på det, vil vi også forstå, at vi skal løse vore problemer ved at bøje os mod hinanden. Hvis det kun er den ene gren, der skal bøje sig, så risikerer den at knække. 
 
Vi skal ikke lægge låg på diskussioner. Vi skal turde tage de debatter, der skal tages. Det kan være på arbejdspladsen, på skolen eller dér, hvor vi bor. Det er en god begyndelse. Næste skridt er, at vi også hører efter, hvad andre siger. Så får vi den diskussion, vi kan blive klogere af. Det kræver mod at gå ind i en debat – men også at vise storsind. 
 
Vores moderne liv giver os mange fordele, som vi ikke ville være foruden. Vi har en frihed og en velstand, som de forrige generationer aldrig har kendt magen til. Men udviklingen har også sin pris. 
 
Det er, som om nærværet går tabt i vores fortravlede tid.  Alle de hjælpemidler, som skal gøre tilværelsen lettere, gør den også mere kompliceret og stiller stadig større krav til os, om hvad vi skal opnå og overkomme. Vi bekymrer os om fremtidens klimaforandringer. Det skal vi også gøre. Men nogle gange glemmer vi at nyde den smukke dag, solen og blæsten og de skiftende årstider. Vi bekymrer os om problemer på den anden side af jorden, og det er selvfølgelig vigtigt. Men har vi også overskud til at hjælpe den familie, der bor lige ved siden af, selvom vi ved, de har brug for det? 
 
Vi går op i dagens problemer, både for os selv og for hele verden, men lad os alligevel for en stund vende blikket bagud. Lad os se på en tid, der virkelig var kritisk for vort land og vort samfund.
 
For 70 år siden måtte de danske jøder flygte netop under det jødiske nytår i oktober måned. Midt i nytårsfesten og de dage, som i øvrigt var ganske almindelige hverdage, måtte de bryde op og flygte over hals og hoved. Familier, børn og gamle befandt sig med ét midt i en voldsom krise. I små fiskerbåde måtte de flygte over Øresund skjult i fugtige og snævre lastrum og med dødsangsten som medrejsende. Det er oplevelser, som aldrig er blevet glemt og som gør et stærkt indtryk, også på alle os, der kun har fået dem fortalt. Men det er også en begivenhed, som vi kan huske på med stolthed og hvis minde er værd at holde i hævd. For da viste det danske samfund sin styrke, da mænd og kvinder fra alle samfundslag – forskellige som de var – spontant gav sig til at finde udveje, organisere flugtruter, sørge for mad og husly – uden tanke på egen sikkerhed. 
 
Danskerne er også i dag forskellige. Vi har ikke alle rod i den samme religion eller kultur, men lige så lidt som for 70 år siden må forskelligheden stå i vejen for, at vi hjælper vore naboer og landsmænd – menneske til menneske.
 
Også rigsfællesskabet består af forskellige folk med forskellig kultur og hver sit sprog. Det skal vi anerkende og respektere. 
 
Men vi er også knyttet sammen gennem en lang historie og vi skal værne om alt det, vi har til fælles og som samler os. 
 
Når isen smelter ved Grønland, åbner der sig nye muligheder for sejlads i farvande, som aldrig før har været tilgængelige. Samtidigt viser der sig nye muligheder for udnyttelse af landets rige ressourcer til gavn for både beskæftigelse og indtægter; men udviklingen medfører også et stort ansvar for alle, der bliver involveret. Det gælder såvel varetagelsen af sikkerheden til søs som hensynet til landets sårbare natur. 
 
Det færøske samfund har allerede gennemlevet en del af den udvikling, som det grønlandske samfund nu står over for. Men ligesom Grønland er man til stadighed afhængig af naturens ressourcer og det internationale samfunds konjunkturer. Det er man fuldt ud bevidst om. Jeg er overbevist om, at Færøerne også fremover vil evne at udvise den sejhed og den opfindsomhed, som skal til for at navigere under de givne betingelser. 
 
Vi mærker alle den stærkt øgede internationale opmærksomhed på hele det nordatlantiske område. Det vil stille både Grønland og Færøerne over for beslutninger af vidtrækkende betydning, og få konsekvenser for såvel det enkelte samfund som for rigsfællesskabet som helhed.
 
Jeg sender mine varmeste nytårsønsker og hilsener til alle i Grønland og til alle på Færøerne. Jeg tænker med glæde på de mange gange, jeg og min familie har besøgt disse dele af riget, som står vore hjerter så nær, og tænker med taknemmelighed på den store gæstfrihed, som vi altid nyder. 
 
Også de danske i Sydslesvig er knyttet til Danmark med stærke hjertebånd. Det glæder mig altid at se, at så mange holder fast i dansk kultur og tradition, og jeg ønsker et godt nytår for de mange foreninger og institutioner og for alle danske hjem. 
 
Også i år er der danske soldater og andre udsendte på farefulde poster rundt omkring i verden. Alle ønsker vi at se dem komme velbeholdne hjem igen. Jeg takker dem alle for deres indsats. Både Kronprinsen og Prins Joachim har besøgt dem, dels i Kosovo, dels i Afghanistan. De er, ligesom jeg selv, dybt imponeret af deres indsats. Selvom den danske tilstedeværelse vil blive gradvist mindre i 2014, betyder det ikke et afsluttet kapitel for alle. Nogle må leve videre med både fysiske og psykiske mén; dem må vi ikke glemme. Jeg ønsker hver enkelt, ude som hjemme, et godt nytår. 
 
Nytårsaften er der mange danske rundt omkring i verden, som følger med i nytårsfejringen herhjemme. Jeg ønsker dem hver og én, henover alle tidszoner, et godt nytår.
 
Også til alle, som i aften må være på deres post herhjemme, for at vort samfund trygt kan hænge sammen, sender jeg mine gode nytårshilsener og min tak for hvad de yder i årets løb.
 
Nu er der kun tilbage at sige tak for i år. Den tak kommer fra Prinsgemalen og mig selv og fra hele vores familie. En tak for al venlig opmærksomhed og for de mange hjertevarmende møder og hilsener, som er blevet os til del, også i dette år.
 
År 2013 er ved at rinde ud. Hvad det nye år vil bringe, ved ingen af os, men lad os sammen gå ind i det med fortrøstning.
 
Jeg ønsker et godt nyt år 2014 for alle hver især. 
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2012

 
Det er nytårsaften. Om få timer falder rådhusklokkerne i slag, så kommer det nye år 2013. Det sker uafvendeligt, og vi ser frem til det med håb og forventning; men hvordan det vil blive, kan vi ikke vide, hverken for os selv eller for vort samfund, for Danmark.
 
Vi opstiller prognoser, vi laver beregninger, vi gør vort bedste for at begivenhederne ikke skal komme bag på os. Det nye år vil altid være ukendt land. Derfor drejer det sig ikke alene om, hvad der vil ske, men i høj grad om, hvordan vi tager det.
 
Vi danskere har altid set os selv som et flittigt og foretagsomt folk. Det samfund, som vi har i Danmark, er ikke kommet af sig selv. Vort samfund er et resultat af den indsats, som vi har ydet gennem tiderne for at forme fremtid og fremskridt: Dygtige handelsfolk har solgt danske varer til fjerne lande. Uforfærdede søfolk har sejlet over hele verden. Stædige bønder har opdyrket Jyllands heder. Stræbsomme arbejdere og håndværkere har gjort deres for at Danmark er blevet, som det er i dag.
 
Sådan har vi i fællesskab udviklet vort samfund og sådan vil vi gerne have, at det fortsat skal være.
 
I krisetider kan vanskeligheder virke uoverskuelige, og forhindringer føles som stopklodser, ikke til at komme udenom. Derfor kan det være svært at se hen til morgendagen, hvis man selv må stå udenfor, mens hjulene ruller, og man er uden arbejde eller frygter for at miste sit job. Vort samfund gør i vor tid en stor indsats for at imødegå disse problemer. Dog skal vi passe på med ikke alene at overlade det til samfundet at klare ærterne. Vi må altid begynde med os selv, med vore nærmeste og med dem, vi møder på vor vej. Den enkelte kan betyde uendeligt meget ved en opmuntrende bemærkning, en hjælpende hånd, en hensynsfuld respekt for det andet menneske.
 
Det har altid været vor styrke her i Danmark, at vi kender hinanden på kryds og tværs, og at selv de geografiske afstande er små. Den krise, som præger verdenssamfundet i disse år, og som også mærkes her hos os, bør kalde på al vor opfindsomhed og virketrang til gavn for hver enkelt og for hele vort samfund: for vort lands fremtid.
 
I modgangstider er det ikke kun de store, de ydre forhold, vi skal være opmærksomme på. Vi må også tænke på, hvordan vi personligt forholder os til hinanden og til os selv.
 
Der er en tendens i tiden til at tegne et billede af det perfekte liv med ægtefælle, børn, et inspirerende arbejde, spændende fritidsinteresser, et ungdommeligt
 
udseende uanset alder. Hvem kan leve op til det alt sammen? Hvorfor skal vi dog det? Vi møder jo alle sammen modgang før eller siden. Vi knækker halsen på de kriser, der kan ramme os, hvis kun det perfekte – og overfladiske – liv er godt nok!
 
Jeg tror, at det i særlig grad er de unge, som er udsatte. De moderne kommunikationsmidler med internet og Facebook rummer fantastiske muligheder, men der er også farer forbundet med det. De meget unge kan blive så optaget af det, at de så at sige lever i cyberspace, at virkeligheden leves på anden hånd i et slags udstillingsvindue, hvor det mere gælder om at tage sig ud end om at være sig selv. Men de unge skal nå frem til at være sig selv, ikke kun som en gruppe, men som de enkelte personer, de er. Det skal vi hjælpe dem til; ikke ved at rydde hver en sten på deres vej, men ved at indgyde dem tro på sig selv, sådan at de kan klare sig i livet.
 
I morgen, den 1. januar, er det fyrre år siden, at Danmark trådte ind i det europæiske fællesskab. Det europæiske fællesskab blev til på baggrund af et Europa i ruiner efter anden verdenskrig. Det blev skabt i erkendelse af, at der nu skulle bygges op og samarbejdes henover landegrænserne.
 
Med vor indtræden gjorde vi dét tydeligt, som altid har været vore betingelser både økonomisk og geografisk: at vi er en del af den verdensdel, som kaldes Europa, at hele vor kultur, vor historie, vor dagligdag er præget af, at vi er en del af Europa.
 
Det var et stort skridt for os, og det har heller ikke stået uimodsagt; men det er en kendsgerning, at vor verdensdel med det europæiske fællesskab har gennemlevet en opblomstring, som alle har nydt godt af, og at vi har oplevet en omsiggribende fred efter århundreders krig og ufred og gensidig mistro. De goder skal vi værne om.
 
I dette efterår havde jeg den glæde at gøre et kort besøg i Grønland, da Færøernes Kommando og Grønlands Kommando blev lagt sammen til den nye Arktisk Kommando med hjemsted i Nuuk. Den nye kommando er et vidnesbyrd om de nye udfordringer og muligheder, som udviklingen i det arktiske område bringer med sig.
 
Ikke mindst Grønland står over for beslutninger af afgørende betydning for samfundets udvikling. Det skal vi være opmærksomme på alle sammen i Nord som i Syd.
 
Vel ligger der tusindvis af sømil mellem Danmark, Grønland og Færøerne, men i Rigsfællesskabet kommer vor indbyrdes forbundethed og fælles historie til udtryk. Jeg og min familie har altid følt os nært knyttet til såvel Grønland som Færøerne. Med de ord sender jeg mine varmeste nytårsønsker og hilsener til alle i Grønland og til alle på Færøerne.
 
Jeg vil også sende min varme nytårshilsen til det danske mindretal i Sydslesvig. Her er den danske ånd stadig i live. Den er forankret i gamle traditioner, men lever synligt også i nutiden. At danskheden får lov at blomstre syd for grænsen, ser jeg som et udtryk for venskab, respekt og godt naboskab mellem danskere og tyskere.
 
Til alle, der holder nytår fjernt fra Danmark, går min hilsen og mine gode ønsker. Særligt vil jeg sende min hilsen til vore soldater og andre udsendte på farefulde poster. De gør en stor og modig indsats, som gør Danmark ære. For dem og deres pårørende ønsker jeg et godt nytår. Måtte vi få dem alle velbeholdne hjem igen.
 
Også til vore veteraner og deres pårørende går mine tanker i aften. For nogle af dem er deres udsendelse ikke et overstået kapitel, for både de og deres pårørende må kæmpe med følgerne af det, de har været igennem. Måtte det nye år bringe dem nyt mod og måtte vi alle være med til at sikre også deres fremtid.
 
Et samfund som vort ville ikke kunne hænge sammen, hvis ikke der var nogle, der, også på en nytårsaften, bliver på deres post for at sikre tryghed for os alle. Jeg ønsker dem hver især et godt nytår og takker dem for deres indsats.
 
Nytårsaften samles vi gerne med venner og familie, og vi mindes året, der gik, og hvad det bragte os. Ofte må vi savne nogle, som hører til kredsen, måske fordi de er langt væk. Men én eller flere må vi savne, fordi vi aldrig mere skal være sammen med dem. Mine nytårstanker går til enhver, som må sidde med den sorg og det savn.
 
Året 2012 har for mig på mange måder stået i 40 års jubilæets tegn. Jeg vil på årets sidste aften gerne takke for al den opmærksomhed, som er blevet mig til del over hele landet og så at sige hver eneste dag. Det har glædet og varmet mig, mere end jeg kan sige. Min familie har året igennem følt sig omgivet af varm hengivenhed. Det kom til udtryk ikke mindst da Prins Joachim og Prinsesse Marie fik deres lille datter i januar og ved hendes dåb senere på året.
 
Sammen med Prinsgemalen, med Kronprinsparret og med Prins Joachim og Prinsesse Marie takker jeg for året, der gik.
 
Jeg ønsker alle et godt og velsignet nytår. 
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2011

 
Året har 365 dage; det er ens for os alle, men hvor virker det forskelligt, når man er barn eller ung, og når man er blevet voksen og efterhånden ældre. Der er så langt til juleaften, der er et helt år til en fødselsdag, der er evigt langt til sommerferien.  Siden flyver tiden hurtigere og hurtigere afsted; det har næsten lige været sommer, så bliver det nytår igen og igen og igen.
 
Dog, uanset hvilken alder man har, vil et nyt år altid være mulighedernes år, og er man nået op i den ældre alder, kan livserfaringen være en ballast i mødet med et nyt år og en ny tid, uanset om det er præget af alvor eller optimisme.
 
Det er alvorlige tider i disse år. Den globale økonomiske krise er tydelig for alle, ikke mindst her i Europa, hvor man står over for meget alvorlige problemer, som påvirker alle dele af samfundet.
 
I vores tid er det blevet stadig klarere, at alle dele af verden er afhængige af hinanden, og at det, der sker ét sted, kan være skæbnesvangert også for andre. Inden for Europa er det blevet særligt tydeligt i de seneste år. Over store dele af verden er væksten gået i stå eller sat på vågeblus, og det er bekymrende, også for Danmark, skønt vi ikke er blandt de hårdest ramte. Vi ser jo, at arbejdspladser må lukke ned, og at det kan være svært at finde arbejde. Mange er bekymrede for, hvordan det skal gå dem og deres familie.
 
Også for mange af de unge er situationen bekymrende. De kan ikke få rigtigt fat, fordi de ikke kan komme i arbejde, eller fordi de ikke får den uddannelse, som kan forbedre deres chancer for at finde beskæftigelse. Det kan give selvtilliden et knæk, som gør det yderligere vanskeligt at komme i gang, finde fodfæste og komme videre. Det er alvorligt; ikke bare for det enkelte unge menneske, men for hele samfundet. For det er jo de unge, der skal føre vort samfund videre, det er dem, som vores fremtid skal bygge på.
 
Når tiderne er usikre, bliver vi også mindre sikre på os selv, og på, om vore evner slår til. Vi bliver tøvende over for udfordringerne, det er forståeligt nok; men det må ikke føre til handlingslammelse.
 
Som samfund må vi ikke grave os ned i bekymringerne, men derimod se problemerne i øjnene og gøre noget ved dem.
 
Vi har før mødt modgang, og vi har før set, hvordan vi kunne stå en krise igennem ved at bide tænderne sammen, støtte hinanden og ikke give op. Fællesskabet er et bærende element i vort samfund, men fællesskabet eksisterer bedst der, hvor hver enkelt føler det naturligt at yde sit.
 
Vi kan ikke overlade til andre eller til tilfældighederne, hvordan vi skal komme videre. Vi må selv sørge for at komme derhen, hvor vi kan finde et udgangspunkt. Det gælder såvel mentalt som helt konkret.
 
Gør tidernes ugunst, at man ikke kan finde arbejde inden for sit felt, skal man måske finde nye veje, det har mange prøvet i tidens løb. For de unge kan det gælde om at finde et andet spor, hvis man ikke kommer ind på sin ønskeuddannelse. Måske skulle man flytte til en anden by eller en anden landsdel, hvis mulighederne for arbejde eller uddannelse er bedre der.
 
Vi har store fordele og mange muligheder i Danmark, måske netop fordi landet ikke er så stort, og vi ikke er så mange. Men det kræver en indsats at se de muligheder og udnytte dem.
 
Fra i morgen har Danmark formandskabet i EU. Det sker netop som den økonomiske situation er i en kritisk fase både på verdensplan og i Europa. Det stiller store krav til vor formåen, såvel organisatorisk som praktisk. Vi skal vise hvad vi duer til; men jeg er ikke i tvivl om, at vi formår at løfte den opgave.
 
Til alle, der har et ansvar og en opgave i forbindelse med formandskabet, det være sig i stort som i småt, vil jeg ønske frisk mod og lykke til.
 
Vi husker vel alle, at vi som børn så på fremtiden og på verden som mulighedernes tid og sted. Vi ønsker at udvikle os som mennesker, at kunne blomstre og være til glæde og gavn for vore nærmeste og for vort samfund. Alligevel kan det gå skævt for nogle; de møder måske modgang, som overstiger deres kræfter, eller de kommer i uføre, som de ikke selv kan finde vej ud af. De mister så at sige grebet om livet.
 
På trods af alle de tiltag, som vort samfund stiller op for at hjælpe og støtte, kan det blive så svært at finde rede i det hele, at nogle giver op. De lukker sig inde i sig selv. Ikke mindst ved højtiderne, i julen og ved nytårstid, kan det være hårdt at føle sig uden for fællesskabet. Alle disse mennesker er i mine tanker på denne aften.
 
Danmark er et godt og trygt samfund. Overalt har vi engagerede mennesker, som yder et stort og professionelt arbejde på sygehuse, på plejeinstitutioner, i skoler og i børnehaver. De påtager sig et stort ansvar og forvalter det dygtigt og medmenneskeligt.
 
Men vi kan ikke parkere hele ansvaret på rådhuset eller forvente, at alle problemer kan løses gennem lovgivningen. Vi har alle et medansvar.
 
Mange har taget et sådant medansvar på sig og yder en stor frivillig indsats. Det sker såvel gennem landsdækkende organisationer, som ved små lokale initiativer eller blot ved en opmærksom, hjælpende hånd i det helt nære og konkrete. Det er en hjælp, som betyder mere end vi ofte forstår. Dem vil jeg gerne sende min tak og min nytårshilsen.
 
Året rundt er der nogle, som må være vågne og parate til at træde til, hvis det kræves. Jeg sender min nytårshilsen til Beredskabet og Politiet, som er med til, at dagligdagen for os alle i Danmark kan forløbe trygt og roligt.
 
En af dette års helt store oplevelser for mig var at besøge vore soldater i Helmand-provinsen i Afghanistan. Vi ved alle, at de gør en stor og dygtig indsats; men med egne øjne at se, hvordan de lever, at tale med dem og få et indblik i deres hverdag, er noget jeg aldrig vil glemme. I aften sender jeg dem alle mine varmeste nytårshilsener og gode ønsker.
 
Også i år har danske udsendte været indsat i mange af verdens brændpunkter. Overalt aftvinger de stor respekt og anerkendelse blandt vore samarbejdspartnere og allierede. Her vil jeg gerne fremhæve de danske flyvere og takke dem for deres fremragende indsats i Libyen.
 
Den 5. september i år indviedes i Kastellet ”Monumentet for Danmarks Internationale Indsats”. Det står der, for at vi kan have et sted at mindes vore faldne og ære dem og vore veteraner, og for at huske på deres pårørende, som må bære deres del af omkostningerne for Danmarks engagement.
 
Sammen med hele min familie ønsker jeg et godt nytår for alle vore udsendte, hvor de end er, og for deres pårørende; de skal vide, at vi tænker på dem.
 
I sommer gjorde Prinsgemalen og jeg igen en længere rejse i Grønland. Fra nord til syd blev vi mødt med en enestående varme og gæstfrihed, som gik os til hjertet, og som føjede yderligere oplevelser til de mange gode minder, vi har fra vore besøg gennem mange år. Man glæder sig over at se, med hvilket gå-på-mod det grønlandske samfund udvikler sig, trods det, at tiderne ikke er de nemmeste.  Prinsgemalen og jeg og hele vores familie ønsker alle i Grønland et godt nyt år med tak for året der gik.
 
Også til Færøerne går min nytårshilsen og mine gode ønsker. Prinsgemalen og jeg har endnu vort besøg sidste år i glad og frisk erindring.
 
I aften skal der også gå en varm hilsen til alle danske, der er bosat uden for landets grænser, og til de mange, som har bevaret båndene til deres danske hjemstavn - sommetider igennem generationer. Det gælder også for sydslesvigerne, hvis danske sindelag knytter dem så stærkt til Danmark. Jeg ønsker alle et godt nytår.
 
Året 2011 indledtes med en glædelig begivenhed, da Kronprinsparrets familie blev forøget ved tvillingerne Prins Vincents og Prinsesse Josephines fødsel. Nu ser vi frem til, at Prinsesse Marie snart igen skal nedkomme, og at hun og Prins Joachim kan se frem til endnu et barn. Det glæder os og rører os alle, at man rundt omkring deltager så varmt i alt, hvad der sker i vores familie. Jeg kunne ønske for alle familier, at de kunne opleve ligeså mange glæder som vi: at se deres børn vokse op og udvikle sig, og deres børnebørn trives og sprede glæde. Dog ved vi jo, at tilværelsen kan forme sig meget forskelligt, og at vilkårene kan byde på knaster og forhindringer, som nok kan tage modet fra én.
 
Netop i vanskelige tider er det vigtigt, at vi har blik for hinanden og er parate til at opmuntre og støtte, der hvor vi kan.
 
Lad os gå ind i det nye år med bevidstheden om, at vi alle kan være hinandens nærmeste. Gud bevare jer alle;
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2010

 
Nytårsaften er det skik at se tilbage på året, der gik. Selv kan jeg ikke gøre det, uden først og fremmest at sige tak, når jeg mindes al den venlighed og opmærksomhed, som jeg har modtaget, ikke mindst i forbindelse med min 70-års-dag i april. Den dag har lagt et lys og en glæde ind over hele året, som har varmet og rørt mig mere end jeg kan sige. Det skete ikke blot her i København på selve dagen, men jeg mødte det også rundt omkring i landet, hvor jeg end kom, alene eller sammen med min familie, og det kom også til at præge vort besøg på Færøerne.
 
Selvom vi alle hver især nok kan finde meget at glædes over i det forløbne år, har det ikke desto mindre været et år præget af den økonomiske krise, der har ramt verdenssamfundet og dermed også det danske samfund.
 
Det er bekymrende, for mange har mistet deres arbejde, butikkerne tjener færre penge, når kunderne har mindre at købe for, og krisens globale omfang gør, at virksomhederne er ramt af mindre omsætning både ude og hjemme.
 
Ikke desto mindre er Danmark blandt de nationer, som krisen har ramt mindre hårdt.
 
Gennem krisen har det hjulpet os, at vi her i Danmark har haft velstand og opsparing at tære på. Men det, vi har at stå imod med, er ikke alene vores solide materielle rigdom. Vi er også rige på andre måder. Vi har et grundfæstet fællesskab, som vi er stolte af. Det går langt, langt tilbage i vor historie, tilbage til den frie forfatning; ja, længere endnu, for Grundloven af 1849 kan netop ses som en bekræftelse af et fællesskab, som allerede eksisterede.
 
Fællesskabet er en stærk kvalitet, som vi skal skønne på, og som vi har brug for, når tiderne er mindre gunstige. Vi skal sammen bruge vores idérigdom, vores flid og skaberkraft. Det er egenskaber vi kan trække på, når vi nu søger at vriste os helt ud af krisens greb.
 
Når vi ser, hvordan andre bliver stadig dygtigere, skal vi ikke lade os skræmme af det, men lade det være en spore for os. Vi må ikke stille os tilfreds med det, vi engang var dygtige til, men fortsat bruge den blanding af individualisme og sammenhold, som har bragt os langt.
 
Kriser og vanskelige tider har Danmark kendt mange af i tidens løb, men vi er sammen kommet igennem dem, og alle har været med.
 
Men er der i disse år tegn på, at vi er blevet mere egoistiske, at vi er blevet tilbøjelige til først og fremmest at kræve ind og sikre os, at vi hver især får det vi selv mener at have krav på? Er vi ved at blive mistroiske overfor hinanden og tillægge hinanden mindre pæne motiver?
 
Så er det ikke alene en økonomisk krise vi befinder os i, så er det vore holdninger, der er ved at komme i skred. Det er en krise, der kommer snigende og som kan forgifte vort forhold til hinanden. Så er vi ved at sætte noget over styr, som kan være uopretteligt.
 
Den krise, der så at sige kan måles og vejes, som man kan sætte tal på og tegne kurver over, er ikke nær så alvorlig, som hvis det er vore værdier og holdninger, der vakler. Den økonomiske krise vi nu står i, skal vi nok finde vej ud af på kortere eller længere sigt; men vi skal ud af den med anstændigheden i behold og uden at sætte fællesskabet over styr.
 
I løbet af det seneste par generationer har samfundet udviklet sig sådan, at vi kan leve mere og mere trygt, både økonomisk og socialt. Vi har vænnet os til frit at kunne vælge og vrage i stort som i småt. Vi har fået det så godt, at vi næsten har glemt, at vore valg også har konsekvenser, og at ikke alle livets vilkår kan vælges til eller fra.
 
Vi mennesker lever i gensidige afhængighedsforhold. Det gælder i dag, som i går og til alle tider. Tidligere stod det måske mere klart, dengang man levede i de små landsbysamfund,
 
hvor mange opgaver måtte løses i fællesskab, og da flere generationer ofte levede under samme tag, og enhver havde sine opgaver at varetage over for hinanden. Det var et afhængighedsforhold, der var tydeligt for enhver. I dag har vi overladt til samfundet at klare mange af de forpligtelser, som engang var hver enkelts opgave. Ofte går det så vidt, at vi helt glemmer eller overser, at samfundet jo egentlig er os selv, og at det slet ikke kan fungere, hvis vi ikke hver især gør en indsats og føler en forpligtelse over for såvel vore nærmeste, som for dem vi ikke lige løber på i det daglige.
 
Vi har opnået en frihed til at forme vort eget liv, som tidligere generationer aldrig har kendt magen til, og det skal vi skønne på. Men vi bør også huske, at ingen kan klare sig selv helt alene. Derfor skal vi også passe på det samfund, som vi kender som en tryg ramme om den enkeltes udfoldelse, og have øjne og ører og hjerte åbne for vore medmennesker.
 
På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner, skal vi ikke glemme dem, som må fejre nytår langt herfra. Særligt tænker jeg på vore soldater i Afghanistan. De er sat på en opgave, som er yderst vanskelig og farefuld, men de udfører den målrettet og ansvarsbevidst og med stort mod. Både de og deres pårørende herhjemme skal være i vore tanker i aften. Det kan være hårdt at sidde hjemme, mens éns kæreste er langt væk i farefulde omgivelser. Fra Kronprinsen, som kort før jul har besøgt vore soldater, ved jeg, at de går til deres opgaver med både alvor og frimodighed, og at de er sig bevidst, at de magter dem.
 
Ikke desto mindre har vores indsats i Afghanistan en høj pris: adskillige unge danskere har mistet livet også i år. Lad os i aften mindes dem og tænke på deres pårørende, deres venner og kammerater, som nu sidder tilbage med savnet.
 
Nogle af vore soldater er vendt hjem hårdt sårede, og andre er psykisk mærkede af deres oplevelser. For dem alle gælder det, at de har fortjent al vor omsorg og anerkendelse. I efteråret havde jeg lejlighed til at møde nogle af vore sårede soldater under deres genoptræning på Rigshospitalet. De viser alle et livsmod og en utrolig vilje til at overvinde deres handicap, som gjorde et stort indtryk på mig, og som kun kan vække beundring.
 
Jeg sender mine nytårshilsner til alle danske mænd og kvinder, der arbejder for vores sikkerhed og tryghed indenfor Forsvaret, Beredskabet og Politiet. Jeg ønsker et godt nyt år for jer alle, hjemme såvel som ude, hvor I end er.
 
Ved nytårstid går mine tanker som altid til de danske syd for grænsen. De er en del af vort danske fællesskab. Det bånd er aldrig blevet brudt, det er vi stolte over.
 
Hvert år er det en glæde for Prinsgemalen og mig at komme på besøg rundt omkring i landet. I år gik turen også til Færøerne, og til sommer planlægger vi et længere besøg i Grønland med Dannebrog. Det ser vi meget hen til, og når jeg i aften sender mine nytårsønsker til Færøerne og til Grønland, vil jeg samtidig takke for den tillid, der vises mig og min familie såvel i Grønland som på Færøerne og for de varme bånd, som jeg føler knytter os sammen.
 
For min familie og mig har 2010 været et godt år med mange glæder. Nu ser vi frem til det nye år med stor forventning, ikke mindst til den familieforøgelse, som vi venter i januar. Det varmer og glæder os alle at mærke den hjertelige interesse, som møder os fra alle sider, hvor vi end færdes.
 
I gode tider skal vi huske på, at medgang ikke er nogen selvfølge, og at der altid er nogle, for hvem hverdagen kan være trang. Når tiderne er dårlige, skal vi ikke glemme vort gode humør, og at et smil er med til at bære os gennem hverdagen, også når den er grå.
 
Så lad os møde det nye år med fortrøstning, og lad os vise hinanden tillid i stort som i småt.
 
Det skal være mit ønske for året 2011.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2009

 
Nytårsaften er den aften, hvor vi ser tilbage på året der gik og ser frem til det nye år, med hvad det mon vil bringe. Vi er forventningsfulde, men også bekymrede, for vi lever i en verden, hvor alt hvad der sker også kan mærkes her i Danmark og har konsekvenser for vort land og for os hver især. Det kan godt lægge en dæmper på den festglæde vi gerne forbinder med nytårsaften. Krisen ansporer til mådehold efter mange glade år med stigende forbrug, og det at have og kunne beholde et arbejde er ikke længere så selvfølgeligt. Alle vil vi gerne føle at der er brug for os, og at vi hver især kan yde noget i samfundets hverdag.
 
Det gælder også de unge, der står over for en særlig udfordring i krisetider. Det er blevet sværere at finde et arbejde. Når man endnu ikke har haft mulighed for at vise, hvad man duer til, er det skuffende, at man ikke kan få afløb for al sin energi, og det kan være vanskeligt overhovedet at finde ud af, hvor ens evner ligger, når der ikke er bud efter en.
 
Ikke desto mindre mangler den danske ungdom ikke livsmod. De unge vil gerne tage fat og gå nye veje. De uddanner sig og dygtiggør sig. De rejser ud og får indtryk med hjem fra fjerne lande i hele verden. Det giver dem en videre horisont, end min generation måske havde, da vi voksede op. Vi må vise de unge, at der er brug for dem. Vi må skabe plads for, at de også kan gøre sig de erfaringer, som skal til for at bringe vort samfund videre.
 
I de sidste 20 år er udviklingen gået meget hurtigt. Vi er blevet vænnet til, at alt blev bedre og bedre dag for dag. Nu står vi i en økonomisk krise, der er verdensomspændende. Den bliver vi næppe af med lige med det samme; men krisen kan være en spore til at overveje, hvordan vi lever vort liv. Måske er det slet ikke så usundt at sætte tempoet lidt ned, at give sig tid til at nyde øjeblikket, finde tid til at være sammen med sine nærmeste, mærke efter hvordan de har det, og hvordan det går også for andre, som ikke står os så nær.
 
For mange er det at blive ældre vanskeligt at affinde sig med. Som barn har man travlt med at blive voksen, som voksen vil man gerne blive ved med at føle sig ung; ja det er nærmest et krav at holde sig ikke blot ungdommelig, men ung i ti, tyve år længere, end man egentlig er det. Vores tid er blevet ungdomsfikseret. Det er både godt og skidt.
 
Vi beundrer dem, der holder sig unge hele livet, vi gør det næsten til en dyd i sig selv, som om årene ingen spor må sætte sig, den dyrt vundne erfaring ikke må komme til udtryk. Det er måske noget af det, som er med til at gøre vores - i øvrigt spændende nutid - så forjaget.
 
Erfaring er en værdifuld bagage, som også de unge skal kunne glæde sig over og glæde sig til. Den der ikke længere er ung af år, skal også have plads, og de der tidligt mærker alderens forandringer sætte ind, må vi ikke tabe i den store og glade ungdomsdyrkelse.
 
Samtidig er det dejligt stadig at kunne det ene og overkomme det andet, men det kan også være tilfredsstillende at sætte sig roligt ned og vide, at der er mindre at jage efter, og at det perfekte ikke altid er så vigtigt.
 
Igennem det meste af det forgangne år har vi set frem til COP15, det store Klimatopmøde i København i december. Forventningerne har været store og ambitionerne ligeså. Det gjaldt dels de praktiske forhold: hvordan vi skulle klare at have så mange og prominente delegationer på besøg, og hvordan det hele skulle tilrettelægges, dels hvordan det ville forløbe, og hvilke resultater det ville føre til.
 
I tolv hektiske decemberdage kunne vi følge konferencens forløb. Vi så, hvordan man fra hele verden kunne sidde sammen og tale sammen her i København, og konstatere at skønt alle var på det rene med emnets alvor, var der dog ingen garanti for, at man kunne nå til indbyrdes forståelse endsige til et entydigt resultat. Men vi vil også huske billeder af ledende mænd og kvinder fra hele verden i arbejdstøjet, og vi fik et klart indtryk af de vanskeligheder, der mødte dem og de anstrængelser, de gjorde sig for alligevel at finde sammen. Alt lykkedes vel ikke, men et grundlag blev lagt, og arbejdet vil fortsætte i det nye år.
 
Klimatopmødet i København var kulminationen på et langt og travlt forarbejde. Mange har bidraget på forskellig vis. Diplomater og andre embedsmænd har arbejdet nøgternt og engageret på at lægge alt til rette. Dygtige medarbejdere på alle niveauer har bestræbt sig på, at alt kunne glide så godt som muligt for de tusindtallige tilrejsende. Politiet har haft den vanskelige opgave at sørge for sikkerhed og orden omkring mødet, og har løst den ansvarsbevidst og på bedste vis.
 
Endelig har Københavnerne taget imod de mange gæster fra hele verden med venlighed, og har med godt humør båret over med de daglige indgreb i deres juleforberedelser.
 
Her i aften vil jeg gerne takke alle, der i stort som småt har bidraget til, at vi i Danmark har kunnet gennemføre det ærefulde hverv at være værter for Klimatopmødet.
 
I år har Danmark fået en ny flagdag, den 5. september. På den dag hejser vi Dannebrog til ære for den indsats vore udsendte har ydet og til stadighed yder rundt omkring i verden. Vi samler vore tanker om deres gerning, og om den offervilje, de har udvist, og vi mindes dem, som har betalt den højeste pris. Den dag i året vil fra nu af kunne samle os i taknemmelighed og eftertanke.
 
Netop nu går mine tanker til alle vore udsendte og i særlig grad til vore soldater i Afghanistan. Kronprinsessen har netop besøgt dem og mødet med de danske soldater og vore allierede gjorde dybt indtryk på hende. Hendes beretninger om sine oplevelser er med til at gøre deres hverdag nærværende også for mig. Den opgave de har er ikke let, men de udfører den med beslutsomhed og dygtighed, og de udviser et mod, som vi må beundre. De skal vide, at de og deres pårørende ofte er i mine tanker, og at deres tab berører mig dybt. Sammen med Prinsgemalen og Kronprinsparret sender jeg dem alle mine varmeste hilsener og gode ønsker for det nye år.
 
Også herhjemme i Danmark gør mange kvinder og mænd et stort arbejde for vores sikkerhed og tryghed. Min nytårshilsen går til alle inden for forsvaret, beredskabet, politiet og sundhedsvæsenet med tak for, at de holder hovedet koldt og hjertet varmt både i hverdagen og i krisesituationer. Det nyder vi alle godt af.
 
I år kunne Grønland fejre indførelsen af den nye selvstyreordning. Det var en stor oplevelse for Prinsgemalen og mig og for Kronprinsparret at være til stede på nationaldagen den 21. juni. Vi fik et stærkt indtryk af den glæde og stolthed, der præger det grønlandske folk, og den vilje til at tage fat på fremtidens opgaver, som kom så stærkt til udtryk i disse dage. Vi vil gerne takke for den varme modtagelse vi fik og ønske alt godt fremover for Grønland og det grønlandske folk. Jeg sender dem alle mine varmeste nytårsønsker.
 
Mine nytårsønsker går i aften også til Færøerne. Jeg håber sammen med Prinsgemalen til sommer atter at kunne besøge øerne. Gensynet med Færøerne og det færøske folk er altid noget jeg ser frem til med glæde.
 
Hvert år når jeg sender mine nytårshilsener går mine tanker også til de danske i Sydslesvig. De har boet og levet på den samme egn i mange, mange generationer. Der har de hjemme, de er loyale og respekterede borgere i landet, men samtidig er de trofaste mod Danmark. Dem vil vi ikke glemme, dem sender jeg mine varme ønsker om et godt nyt år.
 
Over hele kloden finder man danskere, der har bosat sig eller opholder sig for kortere eller længere tid. Nogle er udsendte, mange har valgt at lægge deres livsgerning under andre himmelstrøg, men alle vil de nok på en nytårsaften lade tankerne gå til Danmark og til deres kære derhjemme. Jeg ønsker dem hver især et godt nytår.
 
Når jeg ser tilbage på hvad det år, som nu næsten er omme, har betydet for mig og min familie må jeg først og fremmest tænke på den store glæde, det var for Prinsgemalen og mig igen at blive bedsteforældre. Sammen med Prins Joachim og Prinsesse Marie vil vi gerne takke for den hjertevarme medleven ved lille Prins Henriks fødsel i maj og ved dåben i sommer. Det varmer, ligesom også Prinsgemalen er rørt over al den venlighed, der kom til udtryk ved hans 75-års fødselsdag. At se sin familie vokse og trives er en stor glæde for ham som for mig. Under vort besøg i Vietnam i november har han yderligere kunnet glæde sig over at vise både mig og Kronprinsparret det land, hvor han oplevede sine tidligste år, og hvor han tilbragte noget af sin ungdom. Det var som om en ring blev sluttet.
 
Nu er det gamle år næsten forbi. Når rådhusklokkerne falder i slag er 2009 ude og vi skriver 2010. Et nyt år, et nyt årti, hvad vil det bringe ? Gid vi kunne gå ubekymrede ind i det nye år; men sådan vil det være for de færreste.
 
Dog skal vi ikke lade os kue af bekymringer. Der vil altid være nye udfordringer og nye muligheder for unge som gamle.
 
Lad os sammen tage udfordringerne op og udnytte de muligheder, som viser sig. Det skal være mine nytårsønsker i aften.
 
Gud give os alle et glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2008

 
Det er årets sidste aften. Efter julen med dens funklende lys og varme toner, med røde hjerter og dybgrønne grangrene, hvor vi helst samles med familien og dem, der står os allermest nær, kommer nytårsaften. Den bryder ind over os med stort rabalder, selv om nogle også i aften foretrækker at fejre den i det stille. For i nat tager vi afsked med det gamle år og byder det nye velkommen. Det maner til eftertanke. Det ny og ukendte kan virke både lokkende og skræmmende. Sådan oplevede vi det som børn, men, hånden på hjertet, sådan kan det stadig føles.
 
Netop i år kan der være mange, som bekymrer sig for, hvad det nye år vil bringe. Overalt tales og skrives der alvorsfuldt om verdensøkonomien, der er ved at tabe pusten, og vi kan frygte, at vi også kommer til at mærke det i vores egen dagligdag. Mange vil naturligt være bekymrede for deres arbejde, og om det bliver sværere at få familiens økonomi til at hænge sammen.
 
Vi har længe vænnet os til, at alt gik bedre og bedre, at morgendagen tegnede stadig lysere. Nu males der med mørkere farver; men lad os alligevel se op og ud og sætte vore bekymringer i forhold til et større perspektiv.
 
Andre steder kæmper mennesker med problemer af en helt anden karakter. Der hersker sult og sygdom, nød og krig. Målt med den målestok er Danmark så afgjort blandt verdens mest privilegerede nationer. Det forpligter. Vi kan ikke i en moderne verden isolere os og lade andre om at løse de problemer, der ikke umiddelbart berører os selv. Vi har igennem mere end et halvt århundrede engageret os i mangfoldige internationale sammenhænge, og Danmark har ydet betydelig bistand til udviklingsarbejde mange steder i verden. Særligt i nedgangstider er der behov for fortsat at tage et aktivt medansvar. Vi har mulighederne, og vi har meget at byde på. Det kan vi i grunden være stolte over.
 
Danmark skal i 2009 vise sin formåen på et område, der berører os alle. Vi har påtaget os værtskabet for FN's klimakonference. Det er en stor opgave, og vi vil få brug for al vor viden og erfaring, når vi skal medvirke til at finde løsninger på de klimaproblemer, som synes at blive stadig større. Vi har stor viden og erfaring, når det handler om at forvandle miljøproblemer til nye muligheder. Vi har også lange traditioner for at formidle synspunkter og for at få mange parter til at bøje sig mod hinanden og opnå den grad af enighed, som kan føre til resultater.
 
Danmark er trods den økonomiske krise stadig et rigt samfund og et trygt samfund. Det er noget som mange generationer har bygget op over lang tid, og fundamentet har først og fremmest været de menneskelige ressourcer: flid og godt humør, praktisk sans parret med venlighed.
 
De egenskaber skal vi holde fast ved. Dem har vi brug for til alle tider, ikke mindst når vanskelighederne begynder at melde sig. Så er det vigtigt, at vi ikke tager alle goderne for givet, eller betragter vore medmennesker som blot og bart en sag, der skal ekspederes. Man kan godt sige tak for det, man får, selvom man har ret til at få det. At yde med et smil og tage imod med et "tak!" Det får så meget til at glide lettere.
 
I vores samfund er vi dybt afhængige af hinanden, og af de grupper af mennesker, der får hverdagen til at hænge sammen. Det gælder skolelæreren, der lærer vore børn at læse og åbner en hel verden for dem. Det gælder hjemmehjælperen, som kommer rundt til de ældre og handicappede og får deres dagligdag til at fungere. Det gælder sygeplejersken og politibetjenten, der med lige dele professionalisme og omsorg sikrer vores tryghed. Endelig gælder det de mange, som rundt omkring i stat og kommune skal bistå og vejlede deres medborgere i stort og småt. Deres indsats har vi alle grund til at påskønne, og jeg vil gerne på denne årets sidste aften sige dem tak for hvad de yder og ønske godt nytår.
 
Også i år er der mange familier, som på denne aften må savne at være sammen med en af deres kære, fordi han eller hun må opholde sig langt fra hjemmet og fra Danmark
 
Her tænker jeg særligt på vore soldater mange steder i verden, men først og fremmest på de, som er udsendt til Afghanistan. Her udfører de deres opgaver med dygtighed og stort mod, men til stadighed, trods alle farer med stor ansvarsfølelse og godt humør. De fortjener alle vores påskønnelse og vores tak for hvad de gør. Derfor var det en glæde for Kronprinsen at besøge de danske soldater i Helmand provinsen og personligt få et indblik i deres liv dernede. Når vi har dem i vore tanker i aften så lad os også huske på de ofre, det har krævet og tænke på de efterladte som sidder tilbage med sorgen og savnet.
 
I aften omfatter min nytårshilsen også hele Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabet med tak for hvad de dagligt yder for vores sikkerhed og tryghed her i Danmark.
 
Det har sin pris, at Danmark åbent forfægter synspunkter og forsvarer ideer, som er rodfæstet i vores kultur og baggrund. Det mærker de mennesker som arbejder for Danmark i udlandet. Det er blevet tydeligt i dette år da den danske ambassade og et hotel i Islamabad i Pakistan blev ramt af terrorbombning. Mine tanker og min medfølelse går til de efterladte og de sårede.
 
Prinsgemalen og jeg havde i efteråret den store oplevelse at besøge Tanzania. Også der fik vi lejlighed til at møde nogle af de mange danske, som er med til at skabe bedre vilkår for mennesker i fjerne egne af verden. De gør en prisværdig indsats, som vi alle kan være stolte af. Jeg ønsker dem et godt nytår både for deres virke og for dem hver især.
 
Jeg sender min nytårshilsen til alle danskere i udlandet og til alle, der må tilbringe nytårsaften på søen. Her skal også gå en varm hilsen til Søværnets skib Absalon og hele dets besætning.
 
Det er mig altid en glæde at kunne sende min hilsen til de danske i Sydslesvig, og særligt i år hvor jeg for få måneder siden havde den gode og festlige oplevelse at være med til indvielsen af det nye danske gymnasium i Slesvig. Det var en bekræftelse af den smukke måde hvorpå sydslesvigerne stadig slutter op om deres danske arv, samtidig med at de er respekterede borgere i deres land.
 
Også i år går mine tanker til Færøerne og jeg mindes de mange gode møder med det færøske folk, som min familie og jeg har haft i årernes løb. Jeg ønsker et godt nytår til alle.
 
I dette efterår har Grønland taget en stor beslutning ved folkeafstemningen den 25. november. Jeg glæder mig til at være i Grønland på nationaldagen den 21. juni, hvor det nye grundlag for relationerne mellem Danmark og Grønland træder i kraft. Jeg ser hen til et fortsat tæt og fortroligt samarbejde mellem Danmark og Grønland. Jeg ønsker et godt nytår for det grønlandske samfund og for hvert enkelt hjem.
 
For min familie og mig har 2008 være et travlt år, men først og fremmest et glædeligt år, hvor vi kunne fejre Prins Joachim og Prinsesse Maries bryllup. Den måde hvorpå ikke blot egnen omkring Schackenborg, men hele landet samledes omkring vores søn og hans unge brud, har varmet vore hjerter. Prinsgemalen og jeg og hele familien bringer vores tak for al den hjertelighed, vi har mødt igennem hele året overalt, hvor vi er kommet både herhjemme og ude under fremmede himmelstrøg.
 
Nu er det gamle år næsten forbi. Om lidt river vi det sidste blad af kalenderen for 2008. Et nyt år kan begynde: 2009. Hvad vil det år bringe? Nye bekymringer? Ny udfordringer! Nye gode oplevelser med familien og med dem, vi arbejder sammen med. Hvis der skulle blæse lidt koldere vinde i det kommende år, kan det være en udfordring til os om at stå sammen og være opmærksomme på dem, som vi kan give en hjælpende hånd med et smil og med en tak, for det ethvert af vore medmennesker betyder for os.
 
Til hver og en ønsker jeg et godt og glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2007

 
Nytårsaften er et af årets mærkeligste højdepunkter. I morgen er der jo atter en dag; solen vil stå op på det sene tidspunkt, som hører årstiden til, og vejret vil næppe blive anderledes, end hvad den seneste vejrmelding lover os.
 
Alligevel ser vi frem til denne aften som noget særligt, enten vi samles i glade venners lag eller vi måske foretrækker at holde den i stille eftertanke. For denne aften er skelsættende; i morgen står vi pludseligt i et helt nyt år: år 2008; i aften vil vi sige farvel til år 2007.
 
Her i Danmark oplever mange af os i disse år gode tider med øget velstand, med optimisme og tryghed. Vi synes, at vi efterhånden er blevet dygtige til at indrette vort samfund sådan, at alle skal kunne få det mest nødvendige, i hvert fald når det gælder materielle goder.
 
Vi er meget optaget af at opnå det perfekte, det gnidningsfri og behagelige liv. Landet skal være yndigt men det må ikke lugte. Byen skal være fuld af liv men den må ikke larme. Alle vore ønsker skulle gerne opfyldes men det må ikke koste noget. Vi ser helst, at vort liv er fuldt af udfordringer; men de må endelig ikke blive for krævende eller medføre uberegnelige konsekvenser.
 
Især de unge familier er hårdt spændt for. De har rygende travlt, de har høje ambitioner, de sætter sig store mål, og mange ser dem også gå i opfyldelse, måske i højere grad end deres forældre og bedsteforældre nogensinde kunne gøre sig håb om. Men for nogle unge er det anderledes, de når måske ikke engang så langt, som at sætte sig noget mål, de er udenfor endnu inden, de rigtigt får begyndt.
 
Vi har et ansvar for hinanden, det er et af de principper, vort samfund bygger på. Måske var vi bedre til at forstå det, dengang der var mindre at deles om; nu er det så nemt at synes, at problemerne kan nogle andre tage sig af, blot vi selv kommer videre. Så bliver vi chokerede, når vi hører om børn eller ældre mennesker, der vantrives eller om unge mennesker, der ikke kan finde noget ståsted. "Hvem har nu svigtet?", spørger vi forarget, og ser os omkring. Det har vi egentlig selv. Vi skal også i det moderne, hurtige samfund kere os om andre. Vi bliver fattigere, hvis vi glemmer det. Og menneskelig fattigdom skulle nødig være prisen for materiel rigdom.
 
Det rige samfund, som vi tilhører, med dets mange goder og den indarbejdede omsorg også for de svagere, tiltrækker mennesker, der kommer fra andre egne af verden, og som nærer de samme håb som vi: Et godt og virksomt liv med familie og venner, med glæde både i det nære og i fællesskabet. Det er ikke let for nogen at skulle lægge sin tilværelse om, sådan som det må ske, når man slår sig ned i et nyt land. Helt kan det ikke undgås, at der måske bliver set lidt skævt til den fremmede, som har andre skikke, en anden klædedragt, og som endnu ikke behersker sproget. Men det er helt nødvendigt, at man har et åbent sind og en vilje til at finde sig tilrette. På samme måde er det vigtigt, at det samfund, som modtager de tilrejste, er parat til både at hjælpe og støtte og til at forklare, hvilke krav der stilles og hvilke regler, der gælder. De har brug for os, og vi har brug for dem. Denne nytårsaften vil jeg gerne rette en hilsen til alle de mange, som gennem den seneste menneskealder har slået sig ned i Danmark. Jeg ønsker for dem alle, at hvert nyt år, de oplever her blandt os, trods alle vanskeligheder, må bringe dem videre, så at de kan se sig selv og deres efterkommere som en del af det danske samfund.
 
Danmark er ikke stort, vi har hverken høje bjerge og dybe dale eller vældige vidder og endeløse skove. Men vi har vort landskab, som vi holder af. Næsten altid har vi udsigt til fjord eller hav; overalt er der spor af vore forfædres færden. Dog varer det aldrig længe før de bløde bakker afløses af bebyggelserne som breder sig ud fra de gamle byer ved kysten eller fra jernbaneknudepunkterne inde i landet.
 
Ligeså meget som vi glæder os over broen, som føjer sig ind i landskabet eller den vellykkede omformning af et gammelt torv i byen, ligeså meget ærgrer det os, når en nybygning pludseligt stjæler vores udsigt, eller når en husrække skæmmes af en ufølsom facadefornyelse. Den vældige udvikling vi har været vidne til indenfor de senere år, fylder os med modstridende følelser. Det er vemodigt at se meget af det gamle forsvinde, men ikke desto mindre er vi med rette stolte af den foretagsomhed, som alt det nye vidner om.
 
Men nej, vi kan ikke skrue tiden tilbage. Vi vil jo ikke sidde i dagevis i Nyborg eller Korsør og vente på gunstig vind for at komme over Storebælt, eller på at der er vand nok i åen, til at møllen kan male vores mel. Vi tilhører et moderne og dynamisk samfund, og vi er mange. Vi vil hver især gerne udvikle alle vore evner og vi vil, at vore børn og børnebørn skal kunne leve videre i et samfund, som stadig byder på muligheder og udfordringer.
 
I disse år bliver det i stigende grad klart for os, at al vor stræben efter udvikling også har rent fysiske konsekvenser, nemlig for miljøet: luften, vi indånder; vandet, vi skal drikke; jorden og havene, hvorfra vi skal hente vores mad. For vi ved jo, at alt det er betinget af de klimatiske forhold, vi lever under. Og nu begynder klimaet tilsyneladende for alvor at blive påvirket af vore aktiviteter ikke bare lokalt, men globalt.
 
Hvis vore efterkommere også skal opleve den befriende glæde ved at gå ud i naturen, nyde udsigten fra en bakketop eller ligge i græsset og se skyerne sejle for vinden, så må vi alle sammen tage et ansvar for at give det, der blev os betroet, videre til de næste generationer.
 
I aften går mine tanker til de danske soldater, som gør tjeneste under fremmede himmelstrøg og som under svære betingelser arbejder for at skabe fred og sikkerhed og et bedre liv for den lokale befolkning i lande fjernt fra Danmark. Særligt tænker jeg på dem under meget krævende forhold i Afghanistan. De har i de seneste måneder lidt sørgelige tab, men jeg ved at de stadig holder hovedet højt og står sammen. Vi herhjemme kan dårligt forestille os, hvad de må gennemgå, men vi kan være stolte af deres færd, og vi skal lade dem vide, at vi tænker på dem. Til alle i det danske forsvar sender jeg min nytårshilsen og min tak for deres indsats i året der gik. Min dybeste medfølelse går til de familier, som nu sidder med sorgen og savnet af en de havde kær, og som har ofret livet i Afghanistan eller Irak; også de er ofte i mine tanker.
 
Der er mange, som i år må tilbringe nytårsaften fjernt fra Danmark og deres nærmeste. Hvad enten de er udsendt til nogle af verdens alt for mange brændpunkter eller de har opgaver at røgte til lands eller vands, sender jeg dem mine gode nytårsønsker. Jeg sender også min hilsen til de danske syd for grænsen med ønsket om et godt nyt år.
 
Når vintermørket sænker sig og blæsten suser over tagene, går mine tanker ofte nordpå til Færøerne og Grønland. Der bliver julen og nytåret netop til lysenes fest. Men nu er solen vendt og nu går det langsomt mod lysere tider. Måtte det nye år bringe alt muligt godt både til det færøske og det grønlandske folk.
 
For at vi alle kan færdes trygt og hvile roligt, er det nødvendigt, at der er nogle, der våger og er parate til at yde en indsats, hvis ulykken alligevel rammer. Jeg tænker på Beredskabet og på Politiet og på dem, hvis arbejde er på hospitalerne. Jeg ønsker dem hver især et godt nyt år, med en tak for alt hvad de yder både til daglig og i kritiske situationer.
 
Hvert år har i tilbageblikket sit eget ansigt. I dette år har Prinsgemalen og jeg haft den store glæde, at vores familie er blevet forøget med endnu et lille barnebarn, da Kronprinsparret fik deres datter Isabella. Det har varmet os at føle hvordan alle sluttede op om os i vor glæde, ligesom vi har mærket den varme interesse, der har samlet sig om Prins Joachim og hans forlovede Marie Cavallier. At så mange tager del i alt, hvad der rører sig i vor familie og glæder sig med os, berører os alle dybt og fylder os med taknemmelighed. Det er en kilde til daglig inspiration, og en forpligtelse til altid at yde vort bedste. Det føler vi, unge som gamle.
 
På årets sidste aften er det mit ønske at det nye år må blive et godt år for Danmark og for os alle sammen. Må også de, der sidder med sygdom og bekymringer eller med tunge tanker, finde et lysglimt, der kan føre dem videre: En kærlig hånd, et venligt blik, som kan vise dem, at de ikke er glemt.
 
Så vil vi alle ønske hinanden et godt nytår og med fortrøstning se det nye år i møde og hilse år 2008 velkommen her.
 
Godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2006

 
Ved et årsskifte er det almindeligt at se både frem og tilbage. Blev det forgangne år sådan, som vi forventede, eller formede det sig ganske anderledes? Kunne vi lægge det gamle års begivenheder bag os, eller viste det sig, at de forplantede sig ind i det nye, at de blot var en optakt til nye begivenheder? For sådan er det selvfølgelig: Ethvert år bærer i sig både en begyndelse og en fortsættelse. Intet brud er totalt, intet nyt er uden rødder.
 
Det år, der nu er gået, blev på mange måder ganske usædvanligt for vort land.
 
Vi i Danmark er stolte af vort land og af, hvad danskere i nutid og fortid har bedrevet, selvom vi gerne forsøger at lægge lidt ironisk afstand til vores selvbegejstring. Vi er slet ikke kede af at gøre os bemærket som nation og modtager med glæde ros og opmærksomhed, og vi er ikke uvant med at blive holdt frem som et godt eksempel; men pludselig at blive genstand for ophidselse og vrede er ikke noget, vi er vant til, endsige forventer.
 
Ethvert land, ethvert folk er præget af sin kultur og sin historie. Det præg bærer ethvert menneske med sig, hvad enten han eller hun forbliver hjemme eller rejser ud i verden, måske for at slå sig ned et helt nyt sted. Dér, på det nye sted, måske i en helt anden verdensdel, vil den tilrejsende møde et nyt land og et andet samfund, betinget af netop det lands beliggenhed og historie, dets kultur og dets skikke. Også det land og den befolkning, som modtager de tilrejste, vil få helt nye oplevelser at forholde sig til. Det har vi her i Danmark også måttet erfare. For vel har vi altid vidst, at verden er stor, men det er, når den træder indenfor hos os selv, at vi må indse, hvor mangfoldig den er, og hvor anderledes skikke og livsformer kan være.
 
At slå sig ned på et nyt sted er krævende; det fordrer, at man gør sig store anstrengelser for at lære det nye at kende, for at tilegne sig sproget og leve sig ind i årets rytme og dagligdagens gang. Der bliver sat nye rammer for ens tilværelse, og det vil også vise sig, at der er vaner og skikke, man må forandre eller endog lægge helt fra sig. Ingen bør forvente, at den, der kommer til et nyt sted, et fremmed land, straks skal kaste alt sit arvede gods over bord, som om det var overflødigt. Det ville let føre til, at man blev rodløs for alvor. Skal et træ plantes om, må det have et godt rodnet fra starten, så vil det også kunne suge næring til sig på sit nye sted og vokse og trives.
 
Her i Danmark vil vi helst, at alt kan forløbe gnidningsfrit, at problemerne, hvis de melder sig, skal løse sig af sig selv; for vi synes jo, at det, som falder os naturligt, også må være det for alle andre. Så enkelt er det bare ikke. Vi begynder at indse, at vi selv må forstå og gøre os umage for at forklare, hvad det er for nogle værdier, vort samfund bygger på, sådan at de, der endnu ikke har slået dybe rødder i Danmark, kan finde plads og finde sig til rette inden for det samfund, hvis medborgere de er blevet. Det forgangne år har nok lært os et og andet, ikke mindst om os selv. Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb.
 
Hvert år, når det bliver nytårsaften, går vore tanker på langfart til dem, der må være hjemmefra på denne aften. Sidder de ganske alene, eller er de mon blandt venner som gerne vil høre, hvordan vi plejer at gøre i Danmark; eller er de sammen med landsmænd i festligt lag, men dog under helt fremmede himmelstrøg?
 
Her i aften skal der lyde en varm hilsen til alle danske, hvor i verden de end er: til de danske syd for grænsen såvel som til dem, der er rejst ud for at slå sig ned i det fremmede for kortere eller længere tid. En særlig hilsen skal gå til dem, der må fejre nytår til søs. Her gælder mine tanker ikke mindst alle ombord i "Vædderen" med Galathea-ekspeditionen; de er med til at bære en frisk hilsen fra Danmark rundt i hele verden.
 
I aften må vi også tænke på de mange, som i offentlig tjeneste eller med en af nødhjælpsorganisationerne arbejder fjernt fra Danmark. Det er både vanskelige og farlige opgaver, de har påtaget sig, enten de er af humanitær eller militær karakter. Der står respekt om deres indsats, som de udfører uforknyt og dygtigt, fuldt bevidst om det ansvar, der påhviler dem. Jeg sender dem hver især mine ønsker om et godt nytår. At det kan være med risiko for liv og helbred, véd vi alle, og det gør et dybt indtryk på os, når vi må sande, at nogen har betalt den højeste pris. I aften går mine tanker til hver og én, der har mistet sin mand, sin fader, en søn eller broder eller en nær ven.
 
I et år som dette, hvor Prinsgemalen og jeg ikke har været helt så meget rundt i det danske rige som i andre år, er mine tanker ofte gået til Færøerne og Grønland - disse fjerne egne, der dog står mig og min familie så nær. Jeg sender mine gode nytårsønsker til det færøske og til det grønlandske samfund og til hvert enkelt hjem.
 
Min nytårshilsen går også til de mange, der i de senere år er kommet langvejs fra og har slået sig ned her, men som fortsat oplever Danmark som et fremmed land. Måtte det nye år gøre dem mere fortrolige med livet i Danmark og hjælpe dem, de ældre såvel som den opvoksende generation, til at finde sig til rette i det danske samfund.
 
Når vi ønsker godt nytår er det gammel skik også at sige tak for det gamle år, og vi i min familie har meget at sige tak for. Atter i år har min familie og jeg mødt en varm medleven i al vor færden både ved store begivenheder og i vor hverdag. Jeg tænker her ikke mindst på Prins Christians barnedåb for snart et år siden, og på den sympati, som jeg personlig har mødt i forbindelse med mit, stort set, udmærkede helbred.
 
Når vi står på tærsklen til det nye år, vil vi alle gerne, at alt det gode, alt det, der lykkedes i det gamle år, må vare ved og bære frugt, mens vi lægger alt det mindre gode bag os. Vi skal ikke slå en streg henover det eller lade som om, intet er hændt, men bruge det som en erfaring, der måske gør os klogere og bedre rustede til at møde livets tilskikkelser.
 
Så vil jeg da på årets sidste aften til hver og én udover det ganske land sende min varme nytårshilsen med en tak for det år, der er gået, og med ønsket om, at 2007 må blive et godt år for vort land og for hver enkelt af os. Sammen med Prinsgemalen ønsker jeg alle et godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2005

 
Det er nytårsaften. År 2005 synger på sit allersidste vers. Om lidt lukker vi bogen i og stiller det gamle, kendte bind op på hylden i reolen. Ved siden af står en lukket bog, om hvilken vi kun véd, at den hedder 2006. Lidt af indholdet mener vi at kende, måske aner vi også en del af handlingen; men hvad den vil byde på af stort og småt er først kendt, når endnu 365 dage er gået.
 
Sidst vi fejrede nytår, var det i skyggen af den katastrofale flodbølge i Sydøstasien. Den kom meget tæt ind på livet af os, fordi vi endnu i de dage måtte frygte, at også antallet af danske ofre var stort. Efter mange ængstelige uger viste det sig, at tabene lykkeligvis ikke blev så alvorlige, som vi først frygtede; men for hver enkelt familie, som blev ramt, er tabet lige stort, og ude i de lande, hvor flodbølgen hærgede, vil der gå lang tid, før tilværelsen igen er normal.
 
I dette efterår blev vi igen vidne til naturkatastrofer af et omfang, som vi har svært ved at fatte, da det nordøstlige Pakistan i oktober blev ramt af jordskælv, som ødelagde liv og ejendom og har gjort andre tusinder hjemløse. Men heller ikke et teknologisk højt udviklet samfund kan vide sig sikker mod naturens luner. Det måtte vi sande, da en serie af tropiske storme fejede ind over Mellemamerika og det sydlige USA og gjorde selv en storby som New Orleans til et katastrofeområde.
 
Hver gang har den danske hjælp været spontan og rundhåndet. Og kunne det se ud, som om vi var nok så hurtige og gavmilde dér, hvor også vore egne landsmænd var blandt ofrene, er det dog en glæde at se, hvordan hjælpen til Pakistan nu for alvor er kommet i gang. Men i aften skal vi først og fremmest samle os om at takke alle fra Danmark, som personlig har taget del i hjælpearbejdet. Under meget vanskelige forhold har de gang på gang stillet op for at bidrage med, hvad de hver især formår. Det gælder Redningsberedskabet, Forsvaret og Politiet, Røde Kors og andre humanitære organisationer, store som små. Med mine nytårsønsker skal også lyde en stor tak for den indsats, de yder. De gør Danmark ære.
 
Men det er ikke kun naturens kræfter, der har hærget i 2005.
 
Også den blinde terror har været med til at kaste sorte skygger ind over samfundene i året, der gik. Sommetider så nær, at vi selv fornemmer chokbølgerne, som da London i sommer blev ramt midt i en travl hverdag, der ligner vores.
 
Voldshandlinger og selvmordsattentater som disse ligger fjernt fra vore begreber her i Danmark. Alligevel må vi se i øjnene, at ekstreme meninger og handlinger kan virke fristende for unge mennesker, og at det at ofre sig for en sag kan synes heroisk. Men at ofre andre for sin egen vrede eller håbløshed, det er råt og kynisk, det gør ingen til helt. Den skæbne ønsker vi ikke skal friste et eneste ungt menneske, som er vokset op her i Danmark.
 
Det danske samfund er åbent og demokratisk; det er baseret på respekt for hinanden som mennesker og på respekten for hinandens meninger. Det er nok typisk for os i Danmark, at vi ikke bryder os om konflikter; en diskussion skal helst ende med, at vi alle bliver enige. Skarptskårne synspunkter og kategoriske krav, dramatiske udtalelser har vi ikke let ved at tage alvorligt, og vi reagerer ofte ved enten at fnise eller blive fornærmede. Men det er vigtigt, at vi både lytter til hinanden og kan tale klart om vore synspunkter, samtidig med at vi siger til, når vi er enige, og når vi er uenige. Det er sådan, vi har bygget det samfund, som vi er stolte af, og som vi godt véd, at man både ser op til og er lidt misundelige på andre steder i verden. Netop det samfund ønsker vi, at alle i de opvoksende generationer skal føle sig som en del af, sådan at det er naturligt for enhver ung mand eller kvinde at holde fast ved det og forsvare det i sin daglige færden.
 
Det år, som vi nu tager afsked med, er også en optakt til noget helt nyt for det danske samfund. Med kommunalvalget i efteråret har vi taget hul på den kommunalreform, som længe har været undervejs. Allerede nu mærkes det overalt i landet. Gamle mønstre skal brydes op, nye dannes, og det kan ikke undre, om det også gør mange usikre på, hvordan det vil påvirke deres hverdag.
 
Om et år er kommunalreformen en realitet med sammenlagte kommuner og nye regioner. Danmark møblerer om i sine stuer. Der rives vægge ned, og nye døre slås igennem. Det vil nok kræve lidt tid, før vi alle vænner os til det og finder ud af, hvor alt nu er kommet til at stå. Men det er det samme hus og den samme familie. Det har både Prinsgemalen og jeg klart kunnet mærke, da vi tidligere på året var på besøg rundt omkring i landet. Det er overalt den samme, varme gæstfrihed, vi møder, og den samme stolthed, vi fornemmer, skønt vilkårene kan være nok så forskellige fra det ene sted til det andet.
 
I disse år står også det danske forsvar midt i store omlægninger, som berører den enkelte både i tjenesten og i det private liv. Samtidig fortsætter arbejdet med de opgaver, som Forsvaret pålægges. Året har været præget af den store indsats, som gøres internationalt, og det er tydeligt, at der står respekt om det danske forsvar og dets personel. Vi har alle set, at det kan koste, og mine tanker går til dem, der er blevet ramt så pludseligt og hårdt, og til de familier, som må sidde med sorgen og savnet. Jeg sender mine nytårshilsener til enhver inden for forsvaret, til deres familier og deres nærmeste. Måtte det nye år blive et godt år også for det danske forsvar.
 
Mine tanker og ønsker går til alle danske, som må fejre nytår langt fra hjemmet, og til alle dem, som må savne et familiemedlem på netop denne aften. Min hilsen gælder også de mange, som er rejst ud for at slå sig ned i det fremmede for kortere eller længere tid, og de danske syd for grænsen, som så trofast holder ved deres danske arv, samtidig med, at de er respekterede borgere i det land, hvor de bor. Jeg ønsker et godt nytår for dem alle.
 
I dette efterår har Prinsgemalen og jeg haft en af de allerstørste glæder, et forældrepar kan opnå, nemlig atter at blive bedsteforældre. Kronprinsparrets lille søn er blevet endnu et samlingspunkt ikke blot for familien, men, tør jeg mene, for hele Danmark; hans glade forældre, Kronprinsen og Kronprinsessen, og Prinsgemalen og jeg selv er dybt rørte over den varme medleven, vi har mødt fra alle sider. Jeg vil ønske alt godt for alle unge familier, der i dette år oplever den lykke, det er, at et nyt lille liv lægges i deres hænder.
 
I sommer gik turen atter til Færøerne, denne gang sammen med Kronprinsparret. Det var et besøg, vi glædede os til; og som altid er vi vendt berigede hjem, opmuntrede og rørte over den varme modtagelse, der blev os alle fire til del. Måtte det nye år blive et godt år for færingerne og for det færøske samfund.
 
Også Grønland står stærkt i bevidstheden for hele min familie og mig, og jeg bringer varme nytårshilsener og gode ønsker for Grønland og alle, som lever i det store, skønne land. Hvert år har sine glæder, men også sine sorger, som kan være dobbelt tunge at bære, når andre kan feste og være glade. Til enhver, der sidder med store bekymringer, eller som har mistet en, de holder af, går mine tanker, og jeg håber, at alle, der véd om nogen, der sidder alene med deres ængstelse og savn, vil være parat med trøst og hjælp, måske blot et håndtryk eller et smil på en kold dag.
 
Årets bog er en mærkelig bog. Noget af teksten står der allerede og vil afsløre sig dag for dag. Noget skrives af andre, uden at vi selv har ret megen indflydelse på det. Men noget af teksten skriver vi selv; derfor er årets bog også vores helt egen.
 
Lad os hjælpes ad med at gøre det nye års bog til en god bog for vort land og for vort samfund og for os alle hver især; måtte 2006 blive et glædeligt nyt år.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2004

 
Ingen véd, hvad et år kan bringe; det har vi netop måttet sande i forbindelse med den forfærdende naturkatastrofe i Sydøstasien. Med uhyggelig kraft fejede flodbølgen ind over de lave kyster langs Det Indiske Ocean og førte død og ødelæggelse med sig. Blandt de mange tusinde ofre er også mange danske familier, og i disse dage må vi alle føle os dybt berørt, det er de tanker, som ligger øverst hos os alle.
 
Vi er ikke ubekendt med naturkatastrofer i fjerne egne, men vi tror aldrig, at det er noget, som kan ramme os. Vi er jo blot glade turister, der søger en varmere sol og et hav, der er mere blåt end ved vore kyster. Lad os derfor ikke kun tænke på vore egne tab, men også på de mange tusinde mennesker, som nu må se hele deres tilværelse slået itu. Vi skal heller ikke glemme de mange familier her i landet, som har deres oprindelse netop i nogle af de hårdest ramte områder; også de lever i disse dage med en stor uvished om, hvordan det er gået for deres slægtninge og deres oprindelige hjemegn. Netop nu varmer det derfor at se den offervilje, som mange yder på eget initiativ og det ihærdige arbejde, der gøres også fra dansk side med at sende hjælp ud til de hårdest ramte samfund.
 
Ja, vi lever i en verden i stadig forandring. Vi tror på fremskridtet og forventer en stadig fremgang, sådan som også vore forfædre gjorde det, selv om deres liv foregik i et roligere tempo, og morgendagen for dem var mere forudsigelig.
 
Det er i tilbageblikket, at fortiden virker så trygt overskuelig, mens fremtiden er fuld af "hvis" og "hvordan mon"? Vi beregner, og vi opstiller prognoser, vi lægger planer og sætter os mål. Men har vi det bedre som mennesker? Trives vi bedre end for blot et par generationer siden?
 
Om den øgede velstand i vor del af verden og her i Danmark kan der ikke herske tvivl; heller ikke om fremskridt for samfundet som helhed eller for den enkeltes forhold. De fleste af os vil nok mene, at det er gået fremad. Vi har åbnet os både udadtil mod den store verden og indadtil mod hinanden. Vi gør meget ud af, at enhver skal kunne komme til orde, og at ingen skal blive overset. Alligevel véd vi godt, at der er spændinger også i vort samfund, og at der hersker delte meninger om vejen frem. Sådan må det være i et åbent samfund, hvor den enkelte frit kan give udtryk for sine tanker og meninger, også når de måtte være ubekvemme, men hvor heller ingen skal forvente, at de kan stå uimodsagt.
 
Vor demokratiske tradition er ingen selvfølge, og et demokrati gror ikke frem af sig selv; det kan vi se, hvis vi kaster blikket rundt omkring i verden. Det er som en fin plante; den kan sagtens blive stor og stærk; men den kræver luft og lys for at kunne trives; den fordrer også læ, for den vantrives, hvis den skal passe sig selv. Det er vigtigt, at vi hører på hinanden og gør plads for forskellige synspunkter; men det er lige så vigtigt, at vi siger stop, hvis vi frygter, at noget truer vores samfundsform. Vi ønsker et samfund, hvor der hersker åbenhed og tolerance; men vi må samtidig stå fast på de værdier, som vi anser for grundlæggende for fællesskabet. Det er en vanskelig balance. Vi kan komme til at gøre vort demokrati fortræd ved at overreagere; men vi styrker ikke demokratiet ved at dukke os eller lade stå til. Det er en udfordring, som vi må tage alvorligt.
 
Hvis vi igen lader blikket vandre et par generationers tid tilbage, ser vi nok, at der er gjort fremskridt, ikke mindst materielt; men vi ser også, at vor hverdag alle hjælpemidler til trods er blevet mere kompleks. Der kræves meget for at kunne følge med. Den, som ikke er vågen, eller som har svært ved at begribe alt, hvad der foregår, kan nemt blive rendt over ende eller kørt ud på et sidespor, hvor al tale om at deltage i samfundets udvikling bliver uden mening.
 
Vi skal værne om det samfund, som vi har opbygget igennem generationer. Et samfund, der bygger på den enkeltes ret og værd, hvor der skal være plads til alle, hvor ingen grupper lukker sig om sig selv, men hvor alle er med.
 
Det år, som nu næsten er til ende, har været rigt på begivenheder for mig og min familie. Det er som om Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys lykke og glæde ved hinanden spreder sig som et varmt skær overalt, hvor de kommer frem, og stråler tilbage mod dem og mod os andre. I tiden omkring brylluppet, i sommerens løb, ja hele året igennem har vi mærket en varm medleven i alt, hvad der angår vores familie. Det var med til at gøre Prinsens 70 års dag til en dejlig begivenhed, og den megen opmærksomhed både varmer og glæder ham. Også min søster, Prinsesse Benedikte, er dybt taknemmelig for den interesse, der blev vist hende ved hendes runde fødselsdag i april.
 
Men "sorrig og glæde de vandre til hobe" - og ingen familie undgår tunge tider. Derfor har det betydet så meget for min familie og mig at mærke den sympati og forståelse, som vises Prins Joachim og Prinsesse Alexandra i den vanskelige tid, de må gennemleve i forbindelse med deres separation.
 
At så mange lever med i vore glæder og vore sorger styrker en far og en mor og rører os mere, end vi kan sige.
 
Selv i et ellers trygt samfund som det danske kan en ulykke brat slå ned og ændre alt. Så er det godt at vide, at nogle har gjort det til deres arbejde og livsopgave at yde hjælp. Her tænker jeg særlig på den indsats, beredskab og redningstjenester sammen med politiet gjorde i dette efterår, da en voldsom eksplosionsbrand pludselig forvandlede et stille villakvarter til et inferno. De tøvede ikke og rystede ikke på hånden, skønt det kostede en af dem livet. Dem skylder vi stor tak, både for, hvad de gjorde den dag, og fordi vi véd, at vi kan regne med dem alle årets dage.
 
Naturkatastrofer og så voldsomme ulykker får lange følger for mange og slipper ikke lige straks sit tag i dem, der bliver berørt. Mine tanker og medfølelse går til alle, der er blevet ramt, og til enhver, som i årets løb har været ude for store prøvelser; måtte det nye år bringe dem trøst og opmuntring.
 
I aften bringer jeg også alle i forsvaret min nytårshilsen, både til dem, der gør tjeneste her i landet, og til dem, der er udsendt. De gør et stort arbejde ofte under vanskelige forhold; men de gør det godt, og deres indsats nyder anerkendelse og respekt ude som hjemme.
 
Mange danske befinder sig i aften uden for Danmark, nogle fordi de har valgt at lægge hele deres virke i det fremmede, andre fordi de er udsendt for kortere eller længere tid. Til dem og til de mange danske, som netop i disse dage er engageret i hjælpearbejdet i Sydøstasien, sender jeg mine gode ønsker for det nye år. Den indsats, de yder, er med til at gøre Danmark til et land, der er kendt og respekteret, og som man kan regne med.
 
I år har Prinsen og jeg haft mulighed for atter at træffe de danske i Sydslesvig i forbindelse med Slesvig bys 1200 års jubilæum. Det korte møde ved Dannevirke og i kirken på Gottorp Slot vil altid stå som et smukt og varmt minde. Begge ønsker vi alle et godt nytår.
 
I sommer fejrede Grønlands Hjemmestyre sit 25 års jubilæum. Det var en dejlig oplevelse for Prinsen og mig at deltage i festlighederne. Det grønlandske folk har påtaget sig sit ansvar for Grønlands ve og vel, og Hjemmestyret har opnået store resultater. Under hele vores rejse sammen med Kronprinsparret kunne vi se og mærke den udvikling, som det grønlandske samfund står midt i, og det levende engagement, der gør sig gældende. Den modtagelse, vi fik overalt, vil sammen med de store naturindtryk stå som uforglemmelige minder for os alle sammen. Med en tak for det gamle år ønsker vi godt nytår for alle i Grønland.
 
Til sommer vil turen atter gå nordpå sammen med Kronprinsparret, og denne gang til Færøerne. Den rejse ser vi frem til i glad forventning om endnu et møde med færingerne og det færøske samfund, og vi ønsker alle et godt nytår.
 
I det nye år er det 200 år siden H.C. Andersen fødtes. Det vil blive fejret herhjemme og mange steder i verden, kendt og elsket som han er for sine eventyr og historier.
 
Han var en mand af sin tid og et romantisk gemyt, men samtidig et mærkeligt moderne menneske, der forstod og lod sig begejstre over sin tids videnskab og opdagelser. "Vor tid er eventyrets tid", skrev han om sin egen tid. Hvad ville han ikke have sagt om vores! For det er en forunderlig tid, vi lever i. Vi kan kortlægge både det store og det små. Vi trænger stadig længere ud i det uendelige rum, vi udforsker galakser så fjerne, at det svimler for os. Vi finder ind til stoffets mindste størrelser, vi kan næsten måle en tanke. Og dog lever vi samtidig i den verden, hvor solen står op og går ned, og hvor himlen med sine stjerner hvælver sig over os; hvor vi kan glæde os over synet og smagen af et æble, mærke den varme nærhed fra en hund; hvor vi kan trøste os ved et blik fra en, der står os nær, og føle et kærtegn fra en hånd, vi kender.
 
Og vi ser, at vi er sådan, som mennesker har været til alle tider - ikke større, men heller ikke ringere. Selv på den mørkeste vinterdag kan glæden pludselig trænge sig på ligesom et solstrejf, lirke ved den knude, der synes uløselig, og dæmpe den sorg, der synes ubærlig.
 
Gid år 2005 må blive et år med solstrejf selv på de mørkeste dage, og hvor glæden må tændes gang på gang, hvor sår må læges, og hvor vi kan række hinanden hånden, så at revner og sprækker ikke bliver til afgrunde.
 
Med de tanker vil vi gå ind i det nye år, i dem kan vi lægge både vort håb og vor fortrøstning.
 
Sammen med hele min familie ønsker jeg alle et godt nyt år.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2003

 
Igen står et nyt år for døren, et skudår oven i købet: 366 dage, 8.784 timer - mere end 500.000 minutter. Man bliver helt forpustet bare ved at tænke på det. Året bliver jo næsten opbrugt, før det er begyndt, ved sådan at stilles op i tal. Arbejdstid, fritid, ja sågar kvalitetstid prøver vi at sætte i system for at nå alt det, vi skal, og alt det, vi burde gøre - og så noget af det, vi allerhelst vil have tid til.
 
Vi savner den roligt fremadskridende tid, hvor årstiderne veksler med hver sit ansigt, sine gøremål, hvor uge lægger sig til uge, og månederne følger på hinanden i en rolig rytme. Sådan føles det bare ikke nu om stunder. Vi lever i en tid, hvor der kommunikeres som aldrig før. Uanset, hvor vi er, kan vi få en besked igennem angående vort arbejde, og vi kan sende en hilsen til den anden side af jordkloden og få svar næsten med det samme. Afstandene er ophævet, vi kan holde kontakt, og det går så dejlig hurtigt.
 
Den nye teknik giver os hidtil uanede muligheder. Men på et væsentligt punkt kommer den til kort. Selv nok så mange e-mails og SMS-beskeder, og hvad det nu alt sammen hedder, kan ikke erstatte den personlige kontakt, det menneskelige nærvær. Vi bliver let så opslugte og fortravlede, at vi glemmer, at der også skal være tid til at være sammen, til at tale sammen.
 
Meget er sket, siden det sidst var nytårsaften, i verden som helhed, i Danmark og for hver enkelt af os. Mere end nogensinde mærker vi, at begivenhederne i verden omkring os berører os alle, og at vi ikke lever isoleret her i landet.
 
I det år, der er gået, er der sket meget, som har sat sindene i bevægelse. Krigen i Irak, hvori også Danmark har deltaget, spørgsmål på den hjemlige dagsorden og begivenheder fra vores fjernere eller nærmere fortid har affødt diskussioner, som kan være nok så skarpe. Det overrasker os måske lidt, for her til lands har vi nok tradition for at sige vores mening, men helst sådan, at vi også kan blive enige. For tiden er det, som om meningerne brydes om næsten alle forhold i samfundet, store såvel som små.
 
Men er det nu så ilde en gang imellem at sige sin mening uden at lægge fingrene imellem? Det kan klare begreberne både for én selv og over for andre, og det kan rense luften, når følelser og tanker får lov at komme frem. Man skal ikke give køb bare for at få ro. Der, hvor det virkelig gælder, skal der klare linjer til; for gensidig respekt opnår man bedst, når man også véd, hvad alle parter står for. Først her kan virkelig samtale begynde.
 
Men det er vigtigt, at det netop bliver sam-tale: at tale sammen, at lytte til den anden part, så at det ikke bliver to enetaler mellem døve, hvor enhver holder på sit og ikke opfatter, hvad den anden har at sige, fordi man tror at vide det på forhånd. For den anden parts meninger kunne jo have forskubbet sig, bare lidt; og det kunne jo være, at man selv tog fejl. Man kan sagtens komme ud for at være enig med én, som man aldrig havde forventet at dele opfattelse med.
 
Den åbenhed, som vi bør udvise over for andre meninger, skal vi huske også at vise over for andre mennesker, helt uanset om de giver sig til kende eller forholder sig tavse. For det er ikke enhver givet let at finde ord og dermed blive hørt. De fleste mennesker har så meget mere i sig, end vi forestiller os; det berigende ved samtale er jo, at vi får øre for de mange forskellige klange, som ethvert menneske rummer. Mange spændinger i dagens samfund stammer måske netop fra de samtaler, som aldrig finder sted.
 
Danmarks internationale engagement medfører, at mange danske gør tjeneste i verdens brændpunkter, eller hvor katastrofen har ramt. Det gælder forsvar og politi såvel som dem, der er med i nødhjælpsarbejde. Jeg sender dem alle en varm nytårshilsen med tak for deres indsats og offervilje. De nyder stor anerkendelse overalt, og vi herhjemme kan godt være stolte af dem.
 
Rundt omkring i næsten alle jordens egne bor der danskere eller mennesker af dansk oprindelse. Til daglig er de travlt optaget af det, der omgiver dem, men her ved jule- og nytårstid går deres tanker måske tilbage til det Danmark, de forlod, eller som de véd, at de har rod i. De skal vide, at vi herhjemme også tænker på dem, og jeg ønsker dem et godt nytår. Det samme gælder de danske syd for grænsen. Lige dybt forbundne med Danmark som med den egn, de bebor, nyder de stor respekt, og jeg sender dem mine varmeste hilsener.
 
Et godt nytår ønsker jeg for Færøerne og det færøske folk; overalt hvor jeg møder færinger eller får øje på det færøske flag, fører det altid mine tanker til de øer i det store hav, som jeg holder så meget af.
 
Til sommer vil Prinsen og jeg på ny besøge Grønland, og vi glæder os over, at Kronprinsparret vil gøre rejsen med. Med et 'på gensyn' ønsker jeg et godt nytår for Grønland og det grønlandske folk.
 
Selv en nytårsaften går verden ikke i stå. Der er mange funktioner i samfundet, som stadig må holdes gående. Derfor sender jeg en særlig nytårshilsen til enhver, som til vands, til lands eller i luften passer deres dont ganske som sædvanlig. Dem skylder vi alle en tak.
 
Vi har netop fejret jul, og i aften skyder vi nytår ind med bulder og brag. Vi har været sammen i familien og med gode venner; overalt har der været lys og glade ansigter. Disse dejlige dage, hvor går de hurtigt! Men for den ensomme, den glemte, den isolerede er det årets tungeste tid, der slæber sig af sted som én uoverkommelig, klæbrig masse, ikke til at skelne fra årets øvrige uger og måneder. Et nyt år; javel, vi skal skrive 2004, men gør det en forskel? Jo, måske det kunne gøre en forskel, hvis vi tænkte os om. Hvis vi forsøgte at gøre noget for hinanden, at tale med hinanden, at lægge mærke til, hvem der er blevet til overs, og vise dem, at vi respekterer dem og også gerne vil drage dem ind i vores travle dagligdag.
 
Prinsen og jeg og hele vor familie har meget at sige tak for i det år, der er gået. Vi har overalt mødt så megen varme og hjertelig medleven i al vor færden, og særlig i forbindelse med Kronprinsens forlovelse. Det er en begivenhed, som for altid vil præge mindet om det forgangne år, og som får os til at se frem til 2004 med glad forventning.
 
Jeg véd, at jeg har hele min familie med mig, store som små, når jeg nu ønsker et godt nytår med tak for det gamle og med ønsket om, at det må blive et godt år for vort land og for hver enkelt, og at 2004 må bringe nyt håb også for dem, der føler sig mest forladt.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2002

 
Det er nytårsaften - igen. Så alt for hurtigt, synes vi, måske især, når vi bliver ældre. Men hurtigt går tiden, især for den travle; og der er mange, der har travlt nu om stunder. Det gælder både yngre og ældre. Oplysninger, forslag, data kan hentes ind ved at trykke på nogle knapper. Med imponerende fingerfærdighed jongleres der med informationssamfundets muligheder, og man lever tilsyneladende fortroligt med det; men det giver alligevel en stresset hverdag for mange; helt har vi nok ikke vænnet os til det.
 
Nyheder fra hele verden vælter ind over os og kræver, at vi forholder os til alt, hvad der sker. Vor tids store udfordringer presser sig på: den internationale terrorisme, situationen i Mellemøsten, kaotiske forhold som i Afrika og andre steder, truende hungersnød, menneskeskabte miljøproblemer. Det kan hurtigt blive uoverskueligt, og man fristes til at lukke af for de mange indtryk. Men tidens store spørgsmål falder ikke bort blot ved at trække dynen op over hovedet og lade stå til.
 
For der er jo tale om forhold, som vedkommer os alle, både som nation og som enkeltpersoner. Det, der er genstand for internationale forhandlinger i dag, vil indvirke på vores dagligdag i morgen. Vi er jo hver især en del af et større hele, ligesom Danmark er en del ikke blot af Europa, men af hele verdenssamfundet.
 
En aktiv indsats fra dansk side i det internationale samarbejde stiller krav til os alle. Vi må selv hver især følge med i, hvad der sker i verden omkring os. Det gælder også i det år, som nu melder sig, med nye udfordringer og nye muligheder. En ny begyndelse, der lader os tage fat med friske forhåbninger: Det er nytår - på ny.
 
For Europa betyder netop dette årsskifte en sådan begyndelse. For 14 dage siden, under Det Europæiske Råds møde i København, blev 10 nye lande budt velkommen til at deltage i det nære samarbejde inden for EU, og måneden forinden blev der truffet beslutning om udvidelse af NATOs medlemskreds. Vor gamle verdensdel med sin endeløse række af konflikter og spændinger har bevæget sig langt. I løbet af de seneste uger er et stort skridt taget i retning af at hele de dybe sår, som det 20. århundrede tilføjede Europa med de to verdenskrige og den lammende opdeling, som fulgte efter. Ikke mindst i forhold til de lande, der geografisk ligger Danmark nærmest, og hvis skæbne vi herhjemme har fulgt med særlig medleven, er det en begivenhed, som vi af hjertet glæder os over.
 
Det har ikke været nemt at nå dertil, hvor vi i dag står, og vejen frem skal nok vise sig at rumme vanskeligheder; men det er jo for sammen og i fællesskab at kunne tage fat på problemerne, at Europas mange forskellige lande har valgt netop denne form for samarbejde. Nu kan vi for alvor samle os om at genfinde og styrke de bånd og de broer, som forbinder vore lande, og som vidner om århundreders, ja årtusinders fælles kultur og historie. Det er nok værd at have i tankerne, når vi fejrer dette årsskifte.
 
Med formandskabet i Den Europæiske Union faldt det i Danmarks lod at stå for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af de afsluttende forhandlinger om udvidelsen af EU. Det har stillet store krav til vore evner, såvel diplomatiske som organisatoriske. Mange, mange enkeltpersoner har været inddraget i det arbejde både på fremtrædende og mindre synlige felter. Når Danmark har høstet anerkendelse viden om, skyldes det i høj grad deres indsats. Jeg bringer dem alle en stor tak.
 
I disse år åbner grænserne i Europa sig for alvor, og der rejses som aldrig før. Selv rejsemål fjernt fra vor verdensdel er nu blevet opnåelige, ikke kun for de få og eventyrlystne. Verden er blevet mindre, siger man; det betyder også, at der skabes en mangfoldighed af personlige kontakter ikke mindst blandt de unge. Det påvirker uvægerligt vores holdning til, hvad der sker ude omkring. Det fremmede bliver vedkommende på en anden måde, når man selv kan få kendskab til forholdene. Men det medfører også, at den store verden med dens trusler og farer træder nærmere, så nær, at vi selv rammes. Det har nogle danske familier måttet erfare med smerte, da tre unge danske piger var blandt ofrene for terroraktionen på Bali.
 
Jeg sender mine gode nytårsønsker til alle i forsvaret, i beredskabet og ved politiet med en tak for den indsats de yder for, at Danmark fortsat kan være et trygt og sikkert sted at bo. En særlig hilsen skal gå til de mange i forsvaret, der gør tjeneste uden for landets grænser: i Centralasien, ved de danske NATO-styrker på Balkan og i andre sammenhænge. I det år, der er gået, er vi på ny blevet mindet om, at den internationale tjeneste ikke er uden risiko, og mine tanker går til de hjem og familier, som skæbnen har ramt så pludseligt og hårdt. Til dem og til alle, der har mistet en, der stod dem nær, går min inderlige medfølelse. Måtte det nye år også for dem bringe meget godt.
 
Et godt nytår ønsker jeg for de mange danske, der må fejre årsskiftet uden for landets grænser eller på havet, og som i aften må savne dem derhjemme. Jeg sender også mine gode nytårsønsker til de danske syd for grænsen med en varm tak for deres trofasthed over for alt dansk, og til de mange ude omkring, hvis rod er i Danmark, og som hæger om danskheden og det danske sprog.
 
Jeg bringer også mine gode nytårsønsker til alle dem, der er kommet til Danmark fra fremmede lande og fjerne himmelstrøg. Hvad enten de har boet her kort eller længe, håber jeg, at det nye år må være med til, at de kan føle, at de hører til her.
 
I det forløbne år er mine tanker jævnlig gået til Færøerne og Grønland, der i årenes løb har givet mig og min familie så mange uforglemmelige oplevelser, og jeg sender min nytårshilsen til de to landsstyrer, til Lagting og Landsting og til hvert enkelt hjem. Måtte det nye år blive et godt år for det færøske såvel som for det grønlandske samfund.
 
Atter i år føler jeg trang til på denne aften at sige tak. En tak, der går til alle de mange, der både i det daglige og ved særlige begivenheder viser mig og min familie så megen opmærksomhed. Prinsen og jeg, Kronprinsen, Prins Joachim og Prinsesse Alexandra med deres to drenge, vores børnebørn, føler os omfattet af en varm hengivenhed, der er til støtte og inspiration for os i al vor færden.
 
Et nyt år står for døren, og vi ser frem og ser tilbage. Hvordan gik det ? Hvad nåede vi ? Hvor kom vi til kort ? Hvor skal vi sætte ind ?
 
Det er dejligt, når vort liv lykkes; når vore børn trives, når vort arbejde giver os tilfredshed, og vi høster anerkendelse for vor indsats. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Sygdom kan ramme, ulykken slå ned. Der er så meget, der ikke er til at beregne - og dog skal livet leves. En ny dag skal begyndes, også når den er grå. Meget kan vi gøre selv - når vi har overskud; men der er vilkår, som vi ikke umiddelbart er herre over. De kan pludselig sætte bom tværs over den vej, vi troede, vi skulle gå, eller rejse sig om os som mure, der spærrer for alt udsyn, og vi ser ingen udvej. Da kan det vise sig, at vejen frem går op over det, der spærrer, at det er selve forhindringen, der gør det muligt møjsommeligt at komme videre. Det har mange oplevet, hvad enten de hårde vilkår var af fysisk eller psykisk art eller skyldtes andre forhold. Blev det ikke den tilværelse, de havde forestillet sig, så blev det dog et liv - et liv, der var værd at leve.
 
Om få timer kan vi igen høre Rådhusklokkerne falde i slag. Hvert år lytter vi til dem med tilbageholdt åndedræt: dong - dong - dong; tolv slag; mærkeligt som stemningen bliver næsten knugende. Så bryder et kor igennem med den kendte salme, Vær velkommen... Deri ligger ikke en hurra-optimisme, men en fortrøstningsfuld accept: Hvad det end vil bringe, tager vi imod det nye år, tager det på os - med dets glæder og sorger, med dets udfordringer og dets muligheder: Velkommen nytår og velkommen her.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2001

 
Årene går, og i tilbageblikket får hvert af dem sit eget ansigt. Sommetider er det en begivenhed i familien, som gør året mindeværdigt: en festdag, en barnefødsel eller det år, huset blev malet; eller det kan være en stor sorg. Året vil blive husket; men det er vort personlige mindeår. Andre gange er det et år, vi alle i Danmark vil huske: et sportsmesterskab, en ny stor bro, for eksempel. Men der er år, vi aldrig vil glemme, og hvis minde, vi deler med millioner af mennesker i hele verden. Et sådant år vil 2001 være; for ingen af os kan holde denne nytårsaften uden at en bestemt dato står mejslet i erindringen.
 
Da terroren slog midt ned i USA den 11. september, var det ikke blot Amerikas Forenede Stater, der blev ramt, det var os alle sammen. For det anslag føltes som en undsigelse ikke af en enkelt nation, men af alle de samfund i verden, som forsøger at leve i fred og fordragelighed, som med glæde og stolthed udnytter de mange muligheder, vor tids viden og teknologi kan give, og som arbejder på at opbygge samfund, hvor det enkelte menneske respekteres og kan trives.
 
Det kom som et lyn fra en klar himmel; men det var ikke noget lyn, ikke en af de naturkræfter, som rammer i blinde. Det skyldtes heller ikke en menneskelig fejl, eller at teknikken svigtede. Det var den villede ondskab, den forsætlige hensynsløshed.
 
Den tirsdag eftermiddag i september, mens vi chokerede fulgte begivenhederne i New York og Washington, blev der lukket op for frygten: Hvad ville blive det næste ? Hvem kan føle sig sikker ?
 
Det véd vi ikke - det kan vi aldrig vide. Måske er det den vigtigste erkendelse, den væsentligste erfaring, den 11. september har at give os. Tilværelsens usikkerhed er et af de grundvilkår, som vi i Danmark er så lykkeligt lidt fortrolige med. Derfor er det også godt at mærke, at vi ikke har ladet os gribe af panik eller ladet os lamme, men roligt forsøger at leve videre og passer vor daglige dont.
 
Vi lader os heller ikke skræmme til at være os selv nok, men fortsætter med at deltage i det internationale samfunds mange aktiviteter og forpligtelser. Det blev senest understreget, da Danmark kort før jul traf beslutning om at stille danske militære styrker til rådighed for den internationale indsats i Afghanistan. Vi bliver bemærket, og vi bliver hørt; man regner med os - og man kan regne med os.
 
De voldsomme begivenheder, som vi i år har været vidne til, ryster os; ikke bare fordi TV bringer dem helt ind i stuen til os, men fordi vi véd, at de truer også vores dagligdag.
 
Det åbne samfund er vor stolthed; men det er netop på grund af sin åbenhed også sårbart. Det kan vi ikke lukke øjnene for; men det er vigtigt, at vi ikke ligger under for frygten. Nok skal vi være vågne; men vi skal ikke ligge søvnløse.
 
Historien har alt for mange eksempler på, at utryghed og frygt har givet næring til fordomme og har sået splid mellem mennesker. Det kan også ske her hos os, for vi er i dag en mere sammensat befolkning, end vi var for et par slægtled siden. I Danmark bor nu side om side mennesker, som ikke kender nogen anden tilværelse end den danske, og mennesker, som er kommet hertil med en helt anden baggrund og andre traditioner. Ikke alle har nået at leve sig ind i de forhold, der er en selvfølge i Danmark; og så let er det heller ikke at måtte indse, at forholdene herhjemme faktisk har forandret sig.
 
Det kan give - og har givet gnidninger. Det er en udfordring til sammenholdet i det danske samfund.
 
Lige så klart, som vi tager afstand fra ekstreme standpunkter, må vi heller ikke lukke ører eller øjne for nogle af de forhold, som kan være årsagen til dem. Vi må lytte, også når vi er helt uenige i de synspunkter, der bliver fremsat. Vi må stå fast på de værdier, som vi i generationer har bygget vort samfund på, og imødegå de holdninger, som vi ikke kan dele.
 
At stå sammen er ikke noget, der gøres kun fra én side. Det kræver noget af os alle, for det er ikke altid så ligetil at erkende medmennesket bag anderledes træk og uvante skikke.
 
Når vi ønsker godt nytår, siger vi også tak for det gamle år. Og en tak skal der lyde fra min side, fra Prinsen og fra hele vor lille familie til alle herhjemme, som i det forløbne år har vist os så megen venlighed, som har mødt os med gode smil og varm interesse. Alle tre generationer har vi meget at sige tak for.
 
I år 2001 har vi ikke været så vidt omkring inden for det danske rige som i andre år, men mine tanker går ofte både til Grønland og til Færøerne. Begge de to samfund er inde i en vældig udvikling og står over for væsentlige afgørelser. På denne nytårsaften sender jeg mine varme hilsener og mine ønsker om et godt nytår for alle i Grønland og på Færøerne.
 
Store krav og udfordringer stilles i disse tider til det danske forsvar, og vi véd alle, at det kommende år kan blive særlig krævende for de mænd og kvinder, som har deres gerning dér. Til dem vil jeg gerne rette en varm tak for deres indsats både hjemme og ude i det år, der er gået. Måtte både de og deres familier og nærmeste få et godt nytår.
 
Efterårets voldsomme begivenheder har gjort det klart for os, hvad et godt og offervilligt beredskab betyder. Vel har Danmark været forskånet for store ulykker, men vi véd, at der er mænd og kvinder inden for Beredskabet, ved Politiet og ved hospitalerne, som står parat, hvis det værste skulle ske, og som også gang på gang træder til, når der bliver kaldt fra et af verdens katastrofecentre. De er med til at hævde Danmarks anseelse, og dem skylder vi stor tak. Til dem alle sender jeg mine gode ønsker for det nye år.
 
Når jeg sender min nytårshilsen til de danske i udlandet, véd jeg, hvor stærke bånd der til stadighed består mellem dem derude og os herhjemme trods årtiers, ja måske generationers ophold uden for Danmark. Jeg véd også, at nogle med bekymring synes, at Danmark i disse år forandrer sig meget; men de skal vide, at vi husker dem og regner med dem. Det gælder de danske i Sydslesvig såvel som de, der er bosat fjernt eller nær eller fejrer nytår på søen. De er ofte i mine tanker, og jeg ønsker dem alle et godt nytår.
 
Når vi ser frem til det nye år, er det ikke uden bekymring, for der er så mange spændinger i verden, så mange ulykkelige forhold, som nok ikke så let lader sig rette op. Alligevel vil vi se fremtiden i møde med fortrøstning og ønske, at vi i det nye år må opleve, at nogle af de hårde konfrontationer må blødes op, og at meget af den nød, som hersker, må mindskes, og de sår må læges, som mennesker bærer både på krop og sind. Måtte vi også fra dansk side kunne medvirke til, at året 2002 må blive blot begyndelsen på bedre og fredeligere tider.
 
I det håb ønsker jeg alle et godt og glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 2000

 
Det er igen blevet nytårsaften. Vi har taget hul på det 21. århundrede; en tid, hvor mulighederne for at kommunikere forøges dag for dag. Blot ved at trykke på nogle knapper kan vi få forbindelse til andre mennesker i alverdens lande og på alle døgnets tider. Og vi kan følge med i og se, hvad der sker overalt i verden. Men bagved lurer ensomheden. For nok kommunikerer vi, finder nye bekendtskaber, holder forbindelsen ved lige med venner langt eller taler med familien uden at skulle ud af huset. De nye muligheder kan være gode og sjove redskaber, men i lutter begejstring over tidens tekniske fremskridt kan det ende med, at ingen får tid til at samle sig om noget, til at være sammen med nogen, til at være noget for andre.
 
Den virkelig givende samtale mellem to eller flere, det egentlige nærvær, det kan teknikken ikke klare. Vi kan ikke sidde bag hver sin skærm og tie sammen.
 
Netop ved jule- og nytårstid kan ensomheden føles allersværest, for der er ikke meget tilbage af det gamle familiemønster, hvor man uden videre kunne regne med at `skulle hjem til jul'. Familierne er blevet så små, eller de er splittet op, og det er snart længe siden, familien - slægten - var tilværelsens faste holdepunkt. Der var engang, da generationerne følte en langt mere forpligtende tilknytning til hinanden. Familien var et fællesskab, hvor der var brug for alle - og plads til alle. Den var rammen; og sammenholdet gav tilværelsen indhold. Enhver måtte yde sit for, at det hele kunne hænge sammen; det gav selvværd og tryghed; og man vidste, at der stadig var plads til en, når kræfterne begyndte at svigte. Lige let var det vel heller ikke altid, hvor kårene var små eller gemytterne vanskelige; men mon ikke familiens bånd alligevel var mindre snærende dengang, end ensomheden er det i dag?
 
Når vi er i nød, er det de kendte ansigter vi trænger til at have omkring os. Når vi vil lette vores hjerte eller have gode råd, har vi brug for en, der kender os, en der vil lytte, og som kan give støtte og hjælp, selv hvor problemerne ikke umiddelbart lader sig løse. Mod ensomheden hjælper kun menneskeligt nærvær. Det er ikke noget, vi kan overlade til andre, til det offentlige; det er et ansvar, vi har over for hinanden.
 
Til alle tider har der været enspændere, folk som valgte at kappe familiebåndene, hvor uforståeligt det end måtte synes; men storbyensomheden, som man kunne kalde den, den ensomhed, som i dag ikke begrænser sig til livet i byerne, den trives i det skjulte; den rammer så mange. Den kan have forskellige årsager, men dybest set tror jeg, den kommer af det svage familiemønster. Den, der falder uden for familiens snævre kreds, er ikke længere nogens ansvar. Tidligere lå der i selve familien kræfter gemt, som kunne samle dem op, der var ved at falde af vognen, og en styrke som kunne hele, hvad der var ved at gå i stykker, blot ved at være der. Vi lever et liv, som giver meget lidt plads til den omsorg, tidligere generationer kunne yde hinanden, og jeg er ikke den, der ved, hvordan vi skal løse det problem. Men lad os i det mindste se det i øjnene, så at vi ikke galoperer ind i det 21. århundrede uden at skænke det en tanke.
 
For mig og min familie har det år, der nu er gået, budt på mange glæder; men vi har også oplevet en stor sorg. Min moder, dronning Ingrid, døde en novemberdag da solen gik ned. Den uforbeholdne varme og kærlighed, alle danske viste hende gennem hele hendes liv, glædede min moder til det sidste og fyldte hende med taknemmelighed. Som hendes nærmeste følte vi os omsluttet af samme varme og omsorg; for det var, som om hele Danmark ville vise os, at de var vores familie.
 
Den dag samlede os alle og gav os midt i sorgen så uendeligt meget. Vi, hendes tre døtre, prinsesse Benedikte, dronning Anne-Marie og jeg, prins Henrik og hendes to andre svigersønner og alle hendes børnebørn må af hjertet takke for de gode ord og tanker, der kom til udtryk, og for blomster og levende lys i mørket. Det har støttet og glædet os midt i sorgen; det vil vi aldrig glemme.
 
I løbet af det år, der er gået, har mange måttet opleve, at et elsket menneske er borte; for hver især ønsker jeg, at sorgen ikke må lamme dem, men at de må finde hjælp til at komme videre; ikke for at glemme, men for at huske.
 
Selv om min moder kom fra et andet land, blev hun fortrolig med hele Danmark og kom til at holde af hver plet i landet; men en egn fik hun et særligt forhold til: Sønderjylland. Den kærlighed gav hun videre til os alle i sin familie; den vil vi heller ikke svigte i årene, der kommer.
 
I sommer kunne Prinsen og jeg besøge både Færøerne og Grønland; også dér fulgte dronning Ingrids tanker os på rejsen, og vi følte klart de nære bånd, som knyttede både hende og os til begge folk. Med mine og Prinsens nytårsønsker for Grønland sender også Kronprinsen sin særlige hilsen til alle, men først og fremmest til Qaanaaq. Jeg véd at de mennesker, han der lærte at kende, har gjort et uforglemmeligt indtryk på ham. Til Færøerne går Prinsens og mine, nytårsønsker med en tak for den modtagelse, vi fik, og den gæstfrihed, der blev vist os; det varmede og glædede os meget.
 
Jeg sender mine nytårsønsker til alle i forsvaret, i beredskabet og ved politiet med en tak for deres gode indsats i det forløbne år, både herhjemme og i udlandet. Mine tanker og nytårsønsker går til alle danske, der må fejre nytår langt fra hjemmet, og til deres familier, som må savne dem netop i denne tid. Også til de mange, der er rejst ud for at slå sig ned uden for Danmark, og til de danske syd for grænsen sender jeg mine ønsker om et godt nytår. Men jeg tænker også på dem, der er kommet hertil, og for hvem livet i Danmark er et liv i et fremmed land under uvante forhold; måtte de også få et glædeligt nytår.
 
I aften skal der lyde en særlig tak til alle, der enten som en del af deres arbejde eller helt spontant tager den udfordring op: at være noget for andre. Uden deres hjertelag blev livet fattigere for os alle. Men lad os ikke glemme, at det er en udfordring, som i virkeligheden kalder på enhver af os; den må vi også selv tage op. Lad det være vores nytårsforsæt.
 
Jeg vil slutte med at takke for det år, der er gået, for alle de gode smil og venlige ord, som har fulgt mig og min familie igennem alle årets dage. Lad os ønske hinanden godt nytår i håbet om, at det nye år vil bringe fortrøstning og livsmod til alle. Jeg ønsker alle et godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1999

 
Ikke alle mener, at det nye årtusinde begynder netop i morgen; men i aften tager vi afsked med 1900-tallet, det århundrede vi har haft hjemme i, og som vi føler som vort eget. Det må vi nok have lov til at betragte som skelsættende.
 
Vi, der er ældre eller gamle, kan nå at opleve en lille del af det nye århundrede. Men for de unge og de yngste vil det 21. århundrede blive deres, det hvori de skal lægge størstedelen af deres indsats, og som vil blive rammen om deres liv. Hvordan vil de mon betragte vores gamle århundrede - ja, hvordan betragter vi det selv - nu, mens vi endnu er i det?
 
Det er tankevækkende, at næsten alt, hvad vi synes tegner det 20. århundrede, allerede lå parat ved århundredskiftet: kernefysikken, som gav os atomkraften; røntgenstrålerne; mikrobiologien; telefonen; bilen og flyvemaskinen; men også den abstrakte kunst, arbejderbevægelsen, parlamentarismen, kvindefrigørelsen. Alle disse strømninger, disse opfindelser var med til at stemme forventningerne til det kommende århundrede højt. De gav tiden en optimistisk tone, som vi i dag kan have vanskeligt ved at forstå. For nu ved vi jo, hvordan det gik, og hvad har vi dog ikke været vidne til og medvirket til af rædsler og gennemlevet af frygt.
 
Krige har hærget til alle tider, og voldsregimer har også før holdt folkeslag i deres jerngreb. Men de stridigheder, der har præget dette århundrede, har antaget et hidtil uset omfang. Hele to verdenskrige har vi oplevet, som begge trak dybe spor efter sig af omfattende ødelæggelser og indgribende omvæltninger. Og det blev ved. I næsten et halvt århundrede var der trukket et »jerntæppe« ned gennem Europa, der afskar de ældgamle forbindelser mellem lande og folk. Og næppe var tvang og undertrykkelse ophørt, her eller i andre verdensdele, før det viste sig, at det ikke kun var de gode kræfter, som endelig var sat fri. Er der noget at sige til, hvis vi mister modet? Når vi har troet, at der var sat punktum, har det alt for ofte vist sig, at det kun var et komma eller en tankestreg.
 
Dog, Danmark er blevet forskånet for de værste følger af det 20. århundredes mange konflikter. Selv Den Anden Verdenskrig efterlod os ikke et land i ruiner og en decimeret befolkning. Vi har ikke været henvist til at begynde forfra og bygge alt op fra grunden. Vi lever i et velordnet samfund, vore menneskelige ressourcer er mange, og vi har sikret et velfærd, som tidligere generationer kun kunne drømme om. Alligevel er det, som om vi står mere usikre og skeptiske over for fremtiden, end man gjorde for hundrede år siden. Vi føler, at der mangler et eller andet, at vi er ved at miste noget vigtigt.
 
Jeg tror, det hænger sammen med den vældige teknologiske udvikling og den voldsomt forøgede nyhedsstrøm, som vi har oplevet i løbet af de seneste 10-20 år. Det er svært at rumme alt det nye, som vælter ind over os, og som ikke blot præger dagligdagen, men også rejser spørgsmål, der rækker langt ud over den; grundlæggende spørgsmål om etik og om ret og uret. Vi forstår, at vi må tage stilling, og at valget er væsentligt - for os selv i dag og i morgen, og for kommende generationer. Men har vi hver især de forudsætninger, der skal til for at træffe vort valg? Hvorhen skal vi vende os for at få klarhed?
 
Når tidligere generationer tilsyneladende var i stand til at træffe de rette afgørelser, var det så, fordi spørgsmålene dengang var enklere, eller havde de noget, en ballast, et instinkt, som vi har mistet i vor moderne og splittede verden? Måske nærede de større tiltro ikke blot til deres egen, men også til hinandens gode dømmekraft. Er det mon vores manglende tillid, der gør os usikre, og som også gør, at vores forhold til hinanden ikke er så tillidsfuldt, som det burde være?
 
Det er godt at være selvstændig, at ville og kunne selv; det giver selvtillid, når det lykkes. Men vi har ikke alle det held eller de kræfter. Så må vi støtte os til andre. Det er ingen skam, for man bliver ikke ringere af at vise tillid. Hvis vi ikke vover at stole på hinanden, bliver vi for alvor fattige og afmægtige. Tilliden er kittet, som holder os sammen i et fællesskab.
 
Nu er det sidste år i århundredet næsten forbi. Blev det så et år, der bare skulle overstås, eller blev det et år med sit helt eget ansigt?
 
For dem, der i årets løb har oplevet den glæde at blive forældre eller bedsteforældre, har året været noget ganske særligt. Det har vi oplevet i min familie, og vi er alle dybt rørt over, at så mange har villet dele den glæde med os. Derfor skal der lyde en særlig hilsen med ønsket om et godt nytår for alle Danmarks nye små, for deres forældre og bedsteforældre - ja, for alle familier ud over hele landet.
 
Tolv måneder er hurtigt forbi, når man er travlt optaget og har meget at glæde sig over. Men for nogle har månederne slæbt sig af sted. Måske fordi de bar på en stor sorg, eller fordi ulykken ramte dem og truede med at slå dem omkuld; eller fordi alle de gamle problemer stadig var uløste, og der ikke var vej frem at se. For dem alle vil jeg ønske, at det nye år vil blive en ny begyndelse og bringe nyt håb.
 
Både for Færøerne og for Grønland er det nye år 1000-året for kristendommens komme. Både Prinsen og jeg glæder os over, at vi til sommer skal være med til at fejre den begivenhed, som har præget det færøske og det grønlandske folk så dybt. Vi ønsker er godt nytår for alle på Færøerne og i Grønland.
 
En særlig hilsen skal også i år gå til de danske syd for grænsen med en tak for deres trofasthed over for Danmark og alt dansk og med mine bedste nytårsønsker.
 
I årets løb har Prinsen og jeg på vore rejser, sammen eller hver for sig, mødt danskere under alverdens himmelstrøg. Det har hver gang været en oplevelse, som har varmet. Det gør os stolte af vore landsmænd, enten de er udsendt eller selv har slået sig ned i det fremmede, måske i flere generationer. Vi ønsker et godt nytår for dem alle og for deres opgaver, så vidt forskellige, som de er.
 
Jeg ønsker et godt nytår for alle i forsvaret og for enhver, ude såvel som hjemme, for hvem pligt og frivillighed går hånd i hånd; for alle, der i aften må være langt fra hjemmet, og for dem, der nytårsaften er på deres post for, at vi andre kan sove eller feste trygt og roligt.
 
Så siger vi farvel til 1999 og drager ind i det nye årtusinde. Forventningsfulde, og lidt beklemte. Planer har vi lagt, og håb og ønsker nærer vi - for vort eget liv, for vort land og for den store verden. Men hvordan vil det gå? Hvordan bliver det for os? Trækfuglene finder frem over land og hav, tusindvis af kilometer, med en indbygget viden om, hvor de skal hen. Tillidsfuldt kaster årgang efter årgang sig ud på rejsen og finder frem til målet; kun sjældent bliver de slået ud af kurs. Hvorimod vi, vi som har en fornuft og en hukommelse, som er helt anderledes end deres, vi farer vild.
 
Vi har ikke den samme instinktive tillid; men vi har hinanden. Vi kan nære omsorg for hinanden, og vi kan støtte og opmuntre hinanden.
 
Når folk i gamle dage begyndte noget nyt eller lagde ud på en stor rejse, ønskede de hinanden `Gud i vold.' Det er større ord, end de fleste af os tør bruge i dag. Men de ord var udtryk for en dyb tillid, trods livets usikre vilkår.
 
I aften vover jeg det alligevel: Gud i vold - Godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1998

 
Som barn husker jeg, hvor spændende det var hvert nytår, når vi skulle til at skrive et nyt årstal. Det var næsten, som når man havde fødselsdag. År for år vandt man ind på tiden og tilegnede sig et nyt afsnit af sit eget liv. Det kunne næsten ikke gå stærkt nok.
 
Med alderen er det, som om tiden går hurtigere og hurtigere, og så er det pludseligt ikke mere så sjovt. Nu er selve århundredet blevet gammelt, og tidens hastige løb rammer os alle, gamle som unge.
 
Er det derfor, vi er fascinerede af årtusindskiftet? Det ligger kun et år ude i fremtiden, men påvirker os allerede, så vi nærmest får rejsefeber.
 
Det ukendte er både tillokkende og afskrækkende. Når det drejer sig om en rejse, er der et valg; man kan også blive hjemme. Men når det gælder tiden, er det anderledes; DEN går, og vi føres med, enten vi vil eller ej.
 
Vel er det spændende med det nye årtusind; men lad os ikke af lutter rejsefeber overse det år, vi nu skal ind i. De tolv måneder er ikke blot en optakt; de er et helt år. Et år, som skal leves her i vort land, i vor verden; et år med forpligtelser, som skal opfyldes over for familie såvel som samfund, med opgaver, der skal løses, tanker, der skal tænkes; et år fuldt af gode øjeblikke, der skal nydes.
 
1999 har andre egenskaber end blot at være årtusindets sidste. Det bliver et mærkeår; for den 5. juni kan vi fejre, at vi har haft en grundlov i 150 år. Det er tankevækkende, at FN's Menneskerettighedserklæring blev vedtaget for 50 år siden, netop 100 år efter, at vor grundlovs fædre sad og baksede med at give Danmark sin frie forfatning.
 
Måske tænker vi i det daglige ikke så meget på grundloven. Men er det i virkeligheden ikke er sundhedstegn? Det betyder, at vores grundlov virkelig er blevet det grundlag, vi bygger vort samfund på. Den er gået os i blodet i en sådan grad, at dens regler og rettigheder føles indlysende. Alligevel ved vi godt, at de idealer og værdier, der er indfældet i grundloven, ikke er nogen selvfølge. De skal bruges og holdes i hævd; ellers visner de og dør.
 
Det samme gælder for menneskerettighederne. De sikres ikke blot ved en højtidelig vedtagelse. Det er den respekt, vi viser dem i der daglige, der giver dem livskraft og bæreevne.
 
Vi behøver blot at se os om i verden for at forstå, hvor privilegerede, vi selv er. Derfor har Danmark også engageret sig så aktivt på mange fronter og mange steder i verden. Det lægges der mærke til, og vi kan alle glæde os over, at der står respekt om os som nation.
 
Hvis Danmark nyder anseelse, skyldes der ikke alene organisationer og vel tilrettelagte initiativer; det er i høj grad takket være de enkeltpersoner, som har engageret sig. Ofte gør de en indsats, som langt overstiger den opgave, de rejste ud for løse. Når krig eller naturkatastrofer pludselig vender op og ned på alting, er de roligt blevet på deres post for at gøre, hvad gøres kunne, ofte under fortvivlede omstændigheder. Dem skal vi tænke på, og til dem sender jeg en særlig hilsen på denne nytårsaften. Jeg sender også mine gode nytårshilsener til alle dem, der er udsendt af forsvaret, og som gør tjeneste under FN, OSCE og ved NATO-styrkerne i Bosnien; med deres besindighed og gode humør repræsenterer de noget, som vi gerne vil se som typisk dansk.
 
Overalt i verden lever der mennesker, hvis rod er i Danmark. Mange har lagt hele deres livsgerning i det fremmede og har fået hjemme der; men i julen og ved nytårstid vil tankerne ofte gå hjem, selv om båndene næsten er bristede. Derfor sender jeg mine hilsener til alle de mange, for hvem Danmark altid vil være det gamle land, og ønsker dem et godt nytår.
 
En af sommerens store og gode oplevelser for Prinsen og mig var vores besøg i grænselandet. Sammen med den tyske forbundspræsident var vi gæster både hos de danske sydslesvigere og hos det tyske mindretal nord for grænsen. Dybt rodfæstede i deres hjemstavn er begge samfund et smukt eksempel på trofasthed og loyalitet, og jeg sender mine varmeste nytårshilsener med tak for den modtagelse, vi fik.
 
På denne aften vil jeg også sende en hilsen til de efterhånden mange, som er kommet til Danmark fra fremmede egne. Lige let er det ikke at slå sig ned i et nyt land, og ved årets højtider vil man ofte føle sig særligt langt fra alt, hvad der er kendt og fortroligt. Måtte de sammen med os alle få et godt nytår.
 
I årets løb er mine tanker ofte gået til Færøerne og Grønland. Et godt nytår ønsker jeg alle, der bebor de egne, som nok ligger langt herfra, men som jeg føler mig så hjerteligt knyttet til. Måtte begge samfund fortsat vokse sig stærke og sunde.
 
Når vi ønsker godt nytår, er det en god skik også at takke hinanden for det gamle år. Så vil jeg da i aften takke for det år, der er gået. Takke alle, der har været med til at gøre det til et godt år for Danmark; men først og fremmest takke for alt, hvad jeg selv og min familie har nydt af tillid og venlighed fra alle sider.
 
Som små hjul, der drejer og måler tiden med skiftende tal, går timerne, mens sekunderne klikker lystigt af sted. Om seks timer er vi nået igennem 1998; et nyt år står for døren: 1999. Sikken en masse nitaller, vi nu skal til at skrive i dette århundredets sidste år. Lad os tage fat på det år med godt mod og bruge dets dage vel. Det er ikke tolv måneder, der skal overstås; det er et helt år - enestående og fuldt af muligheder. Et godt nytår ønsker jeg for alle.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1997

 
Årets og tidens gang kan ses på flere måder. Som et målebånd, der ruller sig ud: Dag føjer sig til dag i en uendelig række fra fortiden ind i fremtiden. Eller det kan ses som en evig gentagelse: Somm er bliver til vinter, december følges af januar, i år som i fjor, som gennem årtusinder.
 
Men uanset, hvilket billede vi vælger, er der altid tale om et forløb, som det er nødvendigt for os mennesker at holde orden på. Et sted på cirklen, på målebåndet, må vi sætte et mærke. Ikke altid samme sted, det har vekslet og veksler stadig fra tid til tid og fra den ene kulturkreds til den anden. For os er punktet nu i denne nat, nytårsnat. Her går skellet, her er overgangen.
 
Derfor er nytårsaften en god anledning til at se tilbage, ikke blot på året, der gik, men også på de foregående år. Det er som at blade i familiealbummet. På billede efter billede optræder familiens medlemmer, dens venner og bekendte, til hverdag og fest, ved arbejdet og på ferie. Vi får glimt fra forskellige begivenheder, store som små.
 
De fleste er helt private, men på enkelte dukker en større sammenhang frem: En tilfældig baggrund kan pege ud over os selv, kan være med til at tidsfæste billedet, gøre det typisk for en hele epoke. Ind i mellem er der pludselig et avisbillede, hvad skal det her blandt familieminderne?
 
Jamen, se der, helt henne i hjørnet står en bedstefar, en kusine jo, vi var selv med, vi har også del i de historiske begivenheder. Vor egen private historie er en del af en større helhed. Det bliver klart, når vi betragte et længere tidsafsnit under et. Så ser vi, at ikke blot vi selv forandrer os, vort samfund forbliver heller ikke uforanderligt det samme.
 
Der er sket meget for Danmark i løbet af den sidste generation. Horisonten er blevet bredere, perspektivet dybere. Vi er godt på vej til at arbejde os ud af vores sneglehus. Der hvor vi for over 100 år siden søgte tilflugt for stilfærdigt og ubemærket at samle os om os selv og på sikker afstand nøjes med at betragte verden udenfor.
 
Oftere og oftere er Danmark til stede, hvor det gælder, ikke kun som iagttager, men som aktiv medspiller, med egen mening og egen indsats. Vi viser os ikke længere så ængstelige over for verden omkring os. Det er i mine øjne en af de største forandringer, der er sket med Danmark i de senere år. Vi er som stat, som nation begyndt at se os selv i et nyt lys, et klarere lys end det flakkende skær fra selvironiens skæve refleksspejl. For vi har jo opdaget, at vi ikke er så små endda, og at der lyttes til os, når vi gør vores stilling op og gør den klar. Vi er blevet mere bevidste om, at vores indsats betyder noget. Der lægges mærke til, at Danmark er med - og lægges vægt på det.
 
Det stiller krav til os alle sammen. Hvis vi som nation skal deltage aktivt og få indflydelse på, hvordan rammerne udformes også for vores fremtid og levevilkår, så er det nødvendigt, at vi interesserer os for, hvad der rører sig i verden omkring os. Det kan virke uoverskueligt, når vi ser på mange af dagens aktuelle spørgsmål: Fordelingen af verdens ressourcer, beskyttelsen af miljøet mod forurening og rovdrift, på CO-udslip og huller i ozonlaget. Det gør det ikke lettere, at selv eksperter har svært ved at overskue problemerne, endsige nå til enighed om dem. Derfor skal vi heller ikke lade os rive med af sensationsprægede dommedagsprofetier og som opskræmte flokdyr fare fra deri ene ende af folden til den anden, hver gang råbet lyder: `Ulven kommer'. Det er nemlig lige så ansvarsløst over for kommende generationer som bare at lade stå til. Vi må ikke afvise at beskæftige os med vor tids store udfordringer. Vi må engagere os i udviklingen og deltage i debatten. Det er til syvende og sidst vore egne holdninger, der er bestemmende for, om Danmark kan være med til at yde en indsats.
 
Har Danmark mange gange ført en lidt tilbagetrukken tilværelse, har det på den anden side aldrig skortet på enkeltpersoner, der var villige til at engagere sig og gøre en indsats. Urædde danskere har der altid været. Dem skal vi takke, og til dem går min nytårshilsen. Det gælder dem, der gør tjeneste for fredens og sikkerhedens skyld, i OSCE- eller NATOsammenhæng eller under FN's flag, og det gælder de mange i det internationale hjælpearbejde, som lindrer og hjælper, opmuntrer og støtter. Dem og deres pårørende ønsker jeg et godt og glædeligt nytår.
 
Jeg ønsker også er godt nytår for de mange danske, der har slået sig ned uden for Danmark og for de danske syd for grænsen, alle de mange, der som gode borgere i deres land dog stadig føler en dyb tilknytning til deres danske sprog og flag.
 
Som altid omkring nytår går mine tanker også mod nord til Færøerne og Grønland, og ganske særlig når vi som i år har været på besøg. Sammen med kronprins Frederik var Prinsen og jeg på kort visit i Tórshavn. Den velkomst, vi fik under det indholdsmættede besøg, vil vi ikke glemme. For Kronprinsen blev mødet med Færøerne en stor oplevelse, også han fik tydeligt at mærke, at det færøske samfund er ved at finde optimismen og livsmodet igen. Jeg ønsker et godt og lykkeligt nytår for Færøerne og det færøske samfund.
 
Rejsen gik også til Grønland, og jeg havde glædet mig til gensynet med de mange kendte steder, men ikke mindre til at opleve nogle af de nordlige grønlandske bygder, som hverken Prinsen eller jeg før havde besøgt. Desto større var min skuffelse over at måtte afbryde turen på grund af helbredet.
 
Men trods mit frafald kunne Prinsen sammen med prins Joachim og prinsesse Alexandra gennemføre hele rejsen. Den modtagelse, som det grønlandske folk gav dem, vil de altid mindes, og jeg, som sad nede i Danmark, kunne stolt og rørt følge med i alt, hvad der foregik.
 
I aften har jeg hele min familie med mig, når jeg ønsker et godt nytår for alle i Grønland, for hver enkelt familie og for de mange samfund, små som store, der ligger langs Grønlands forrevne kyster og lyser varmt og fortrøstningsfuldt i polarnatten.
 
Mens de fleste af os sover trygt eller fejrer nytår, er der nogle, som må våge også i denne nat. Jeg tænker på dem, der gør tjeneste i politi og beredskab og ved hospitalerne, og sender dem alle mine gode nytårsønsker.
 
Skal 1997 fortælles i billeder, er det helt klart regeringsjubilæet, som har sat sir præg på året for Prinsen og mig. I aften vil jeg benytte muligheden for igen at sige tak for alt, hvad vi har modtaget af gode ønsker, af gaver og af hjertelig opmærksomhed i årets løb. Den samme hengivenhed har også min moder, dronning Ingrid, mærket under sin sygdom, og hun beder mig bringe sin dybfølte tak.
 
Når vi hver især vil sætte billeder i årets album, er der både glade og tunge stunder at mindes, for nogle måske flest af de sidste. Måtte det nye år bringe dem lindring og mange glæder trods alt og blive et godt år for os alle.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1996

 
Alle kender vi julekalenderen, den hører december måned til. Dag for dag står flere små døre åbne, indtil man når den sidste: Juleaften. For børnene kan det næsten ikke gå stærkt nok. Men der er en dør, som aldrig kommer med i julekalenderen, og som de voksne ,synes dukker alt for hurtigt op. Det er døren til i morgen. Der står 1997 på den. Når vi har åbnet den, er vi i det nye år.
 
Der er ingen vej tilbage. Her har vi ikke noget valg.
 
Det er, som om selve tiden løber hurtigere med de forbløffende muligheder for kommunikation og samfærdsel, vi kender i dag. Alle kan vi komme alle steder hen. Nu kommer informationssamfundet, siger de, og vi får det hele direkte ind i stuen til os. Der kan vi sidde foran skærmen, mens vi zapper os ind og ud af alle dagens tilbud og alle fantasiens mulige og umulige situationer. Her er frit valg.
 
Men det er ikke kun ved skærmen, vi kan vælge. Vi skal helt fra vores tidligste ungdom foretage valg, der blive bestemmende for vores eget liv og for andres. Også her er valgmulighederne vel flere end nogensinde tidligere, og det kan opleves som en byrde. Men det kan samtidig være en mulighed for selv at forme sit liv og skabe sin tilværelse.
 
Der giver en betydelig frihed, men den er ikke ubegrænset, for ingen kan undslå sig for at vælge. Livet er ikke noget tv, hvor vi kan skifte kanal, så snart det, der foregår, ikke rigtig fænger. Ethvert valg indebærer uvilkårligt et fravalg, også det er det vigtigt at huske på. Det, vi ikke gør, har lige så ubønhørlige konsekvenser, som det, vi gør.
 
Og viser vort valg sig at være uheldigt, må vi stå ved det og tage konsekvenserne, også når vi indser, ar vi må skifte kurs. Først da bliver de mange valgmuligheder frugtbare for os selv og for den rolle, vi hver især spiller i det danske samfund.
 
Det er så nemt at tro, at vi er med i, hvad der sker når vi har sat os til rette foran vores skærm. Alt kan vi opleve, alt kan møde os. Blot ved tryk på en tast kan vi skiftevis hygge os med underholdning og lade os forfærde ved synet af hundredetusinder af trætte flygtninge på Afrikas støvede veje eller ved billeder af bange børneansigter i sønderskudte byer.
 
Men pludselig sprænges det uforpligtende billede, og vi står ansigt til ansigt med virkeligheden. Det er måske inde ved siden af eller lige uden for vores egen gadedør. Nogen, vi selv kender eller kunne kende, bliver offer for det utænkelige.
 
Det er som om, der er kommet noget råt og brutalt ind i tiden. Det er næsten blevet et modefænomen, og det virker skræmmende. Det er udviklingen, siger man, ikke til at komme uden om, nej, måske - men især, hvis man lader det udvikle sig.
 
Det er ikke, at man ikke må blive vred eller ophidset, det er menneskeligt og ikke i sig selv usundt. Men man må have grænser, der gør, at man ikke lader sig rive med eller give efter for sine aggressioner. Og de grænser skal man selv kunne sætte.
 
Det er nemt nok, mener nogle, når man sidder på `den grønne gren' med `villa, vovse og så videre'. Men hvad med dem, der aldrig har haft et ordentligt familieliv, hvad kender de til tryghed? Hvad har de at bygge på eller at give videre? Nu er det ingen naturlov, at det må ende galt med en dårlig start. Hvor var vi henne, hvis ingen i tidligere tider havde formået at vende en udvikling, selv i det små.
 
Jeg tror, det bliver de unges generation, som for alvor vil gøre op med den råhed og mangel på ansvarsfølelse, som alt for ofte præger vor tid. De er dybt berørt, når det er deres kammerater, det går ud over, og deres egen aldersgruppe, der er indblandet. De fornemmer instinktivt, at hvis man ikke selv kan sætte grænser og lære andre at gøre det, mister enhver tale om valg og muligheder sin betydning. De vil søge nye udveje og gøre alt for at forvinde den mistillid, der slår ud i vold, for at den ikke skal fortsætte og inddrage nye generationer.
 
På denne nytårsaften går mine tanker uvilkårligt til dem, der er blevet ofre for vold og for ulykker, og til dem, der sidder tilbage med savnet og sorgen, og som må spørge: Hvorfor? For dem ønsker jeg, at det ny år må bringe lindring og håb. Til alle, der gør en indsats i stort som i småt for, at volden ikke skal gribe om sig, bringer jeg min tak og mine gode nytårsønsker.
 
Også uden for Danmark er mange med til at dæmme op for vold og ufred. De gør tjeneste i det krigshærgede tidligere Jugoslavien eller har stillet sig til rådighed for fredsbevarende opgaver og humanitært hjælpearbejde i nogle af verdens brændpunkter. Overalt står der respekt om den indsats, der fra dansk side ydes under uvante og vanskelige forhold. De og deres familie ved, at det ikke er uden omkostninger, og alle husker vi, at det har krævet ofre. Jeg sender dem alle min nytårshilsen og tak for deres helhjertede indsats.
 
Et godt nytår ønsker jeg de mange andre danske, som opholder sig under fremmede himmelstrøg eller på havet, og som i aften ønsker sig tilbage til dem derhjemme. Mine nytårsønsker gælder også de danske syd for grænsen og alle, der viser trofasthed over for Danmark og alt dansk.
 
Til sommer vil turen atter gå til Færøerne og Grønland, og både Prinsen og jeg glæder os til gensynet. Jeg ønsker et godt nytår for de to landsstyrer, for Lagring og Landsting og for hvert enkelt hjem.
 
Jeg kan ikke slutte uden at sige tak, en tak for alt, hvad Prinsen og jeg og hele min familie dagligt modtager af venlighed og forståelse og for den medleven i vores tilværelse, som så mange giver udtryk for i glade som i triste stunder.
 
På årets sidste dag sender jeg da til hver og en ud over det ganske land min varmeste nytårshilsen med ønsket om et trygt og glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1995

 
'Det var saa grueligt koldt, det sneede, og det begyndte at blive mørk Aften, det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder.' Sådan indleder H.C. Andersen sit eventyr om Den lille Pige med Svovlstikkerne.
 
Det eventyr husker vi godt, og billederne fra det gamle København. Som børn fik vi det læst højt, og det gjorde et dybt indtryk på os, men vi lod os trøste med, at det var i gamle dage. I dag kunne det ikke ske, ikke her hos os.
 
Da jeg var barn, levede vi for længst i et samfund med velfærd og velordnet forsorg, men den velstand, som vi kender, tog fart i løbet af 50'erne og 60'erne, og det forandrede hele vort samfunds struktur. Nu var det ikke så meget landbefolkningen, der flyttede til byerne, som det var by-livet, der kom til at gennemsyre hele samfundet med alt, hvad det betyder - på godt og ondt. Vi kom alle sammen til at leve med byens hektiske, tidløse rytme.
 
Vi har fået så travlt, at det kan være svært at holde sammen på familielivet, at huske venner, som bor lidt af vejen, at lægge mærke til, om der er nogen, som bliver helt glemt eller overset. De gamle med deri lange erfaring sidder med så tomme hænder, når der ikke længere er nogen at dele den med, skønt der nok bliver sørget for dem på mange måder. De unge har det ikke nødvendigvis nemmere, for der stilles store krav til dem, og alligevel kan det være endda særdeles svært ar få noget at bruge sine evner på eller blot finde ud af, hvori de består.
 
Vi har al god grund til at glæde os over de mange materielle goder, der er blevet en del af vores hverdag, og over den velstand, som vort samfund har opnået. Historien om Den lille Pige med Svovlstikkerne forekommer utænkelig i dag. Men kan vi stille os tilfreds med det?
 
Et fintmasket socialt sikkerhedsnet er måske ikke i sig selv tilstrækkeligt for mennesker, der har det vanskeligt, for nettets masker kan aldrig blive tætte nok, hvis det blot består af systemer og paragraffer. Det er mennesker, medmennesker, der udgør det net, der for alvor kan hjælpe, når vi er i nød eller trænger til råd. I grunden er vi hinandens net - familien, på arbejdet, overalt hvor vi færdes. Ikke nævenyttigt og bedrevidende, ikke ved at være særlig stærke eller gode, men fordi vi er mennesker, der er sårbare, men også alle har noget at komme med. Det er nettets hemmelighed.
 
1995 har været et minderigt år. En af de begivenheder, som jeg ser tilbage på med særlig glæde, er de dage omkring 4. og 5. maj, da vi mindedes og fejrede Danmarks befrielse 1945. Det var smukt og opløftende at se den store og brede deltagelse, det kaldte frem, for nu 50 år efter er der ikke mange i den aktive alder, der selv kan mindes de tider, og endnu færre, som selv har deltaget.
 
Det blev til en stor og varm, folkelig fest, der omfattede alle generationer, og som både officielt og på helt lokalt plan mundede ud i en tak til vore allierede og til vore egne, som i de år viste sig parat til at vove og ofre alt, da det gjaldt. Det var, som om også de ganske unge kunne se og forstå meningen med det, der engang havde været dødsens alvor.
 
Måske skyldes det, at vi igen har faet den alvor ind på livet, og nu ikke alene fra tv-skærmen. I flere år har unge danske mænd og kvinder, civile og militære, gjort tjeneste på det krigshærgede Balkan. De har høstet erfaringer, ofte smertefulde og rystende, som ligger meget langt fra de trygge vilkår, vi er vant til herhjemme. Ansvarsbevidst og engageret yder de en indsats, som værdsættes højt både ude og hjemme. Jeg ønsker et godt nytår for dem og alle danske, der gør tjeneste rundt omkring på kriseramte brændpunkter i verden. Indsatsen har kostet menneskeliv, og vore tanker samler sig i aften om de hjem og familier, der er blevet ramt.
 
Endnu en skelsættende historisk begivenhed kunne vi mindes i denne sommer: Sønderjyllands genforening med det gamle land i 1920. Kun de allerældste har egne erindringer om den tid, men mindet er levende, ikke mindst i grænseegnen. Og lige så stærkt lever trofastheden over for alt dansk blandt de danske syd for grænsen. Til dem går mine varmeste nytårshilsener. Og jeg føjer hertil mine gode ønsker for det nye år til alle danske uden for landets grænser, hvis tanker i aften går tilbage til Danmark, og til de mange, der må fejre jul og nytår på havet eller fjernt fra deres hjem og familie.
 
Ved årsskiftet sender jeg mine nytårshilsener til Færøerne med en særlig tak for al den gæstfrihed, jeg mødte under mit besøg i sommer. Det er fortsat vanskelige tider på Færøerne, det kan ingen være i tvivl om, men det gjorde et stærkt indtryk på mig, at man taler åbent om krisen, og at man overalt viser vilje til at komme videre. Måtte det nye år bringe fornyede kræfter og frimodighed til det færøske folk og fremgang for det færøske samfund.
 
Igen i år har jeg haft den glæde at gøre et kort besøg i Grønland. Den smukke bispeindvielse blev anledningen til et opmuntrende og glædeligt gensyn, og jeg ønsker et godt nytår for hjemmestyret og det grønlandske folk.
 
Det glædeligste og det mest ubehagelige kommer altid bag på én, det er en sand erfaring. Derfor har den hjertelige medleven, som min familie og jeg i årets løb har mødt overalt, varmet mere, end vi formår at udtrykke. Det har være ganske overvældende - lige fra de mange glade smil rundt omkring, hvor vi færdes, til den medfølende deltagelse i prins Henriks lange, smertefulde sygdomsperiode, og til den enestående opmærksomhed og opslutten om prins Joachims og prinsesse Alexandras forlovelse og bryllup.
 
At man fra alle sider i hele landet i den grad lever med i min og min families ve og vel og tager del i både vore private og officielle gøremål, giver os så meget at takke for og leve op til. Det har været med til at gøre dette år særlig minderigt.
 
Morgendagen, det nye år, ser vi hen til i håb og med forventning. Vil det opfylde vore ønsker? Give en god fortsættelse eller en ny begyndelse? Vil vi forstå at tage hver dag, som den kommer, og bruge de muligheder, der viser sig? Hvad det nye år vil bringe, ved vi aldrig - storm eller solskin eller lange, grå dage. Men vi har brug for hinanden under alle forhold, for at dele en glæde og bære en sorg eller bare holde ud sammen.
 
I håb om, at det må blive et godt år for Danmark og for hver enkelt, ønsker jeg alle et glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1994

 
Det er sidst på året, det er sent på dagen, sent i århundredet. Det stemmer til eftertanke.
 
Ser vi hundrede år tilbage for at sammenligne den tid med vor, er det den herskende optimisme, der falder i øjnene. De fremskridt, som videnskab og teknologi allerede havde gjort, varslede om bedre og bedre tider. Man så fremad med fortrøstning. Der lå et strålende lys over fremtiden, det 20. århundrede skulle blive det bedste nogensinde for menneskeheden. Blåøjet optimisme, synes vi i dag. Naiv fremskridtstro. For, ak, hvad bragte den fremtid? Konflikter både indadtil og udadtil, opløsning, krige, større og værre end nogensinde før. Rædsler, rådløshed.
 
I dag ved indgangen til 1995 har vi sværere ved at få øje på stråleglansen over det 21. århundrede. Teknologi såvel som videnskab gør nok store fremskridt, men viser også risikoen for misbrug, for uoverskuelige konsekvenser af vor formåen, for katastrofale følger af vore gode hensigter.
 
Nej, blåøjede vil vi ikke være. Tør vi overhovedet være optimister? Men lad os alligevel ikke vrænge bedrevidende af 1890'ernes fremtidstro. Lad os lægge mærke til den fortrøstning og de visioner, som den rummede. Lidt lysere tro på fremtiden ville måske være godt, ja sundt, også for os. Lad os prøve at lære noget af dette kaotiske århundrede, som vi har mishandlet så grumt. Jeg tror ikke, det var optimismen som sådan, der fik så meget godt til at løbe af sporet. Det var snarere deri opfattelse, at den strålende fremtid ville komme helt automatisk.
 
Konsekvensen af den indstilling blev jo, at det, der gik galt, altså var uundgåeligt. Vi glemte, at det drejer sig om mennesker, ikke vulkaner eller flodbølger. Og hvor der er mennesker, er der altid viljer med i spillet, gode såvel som dårlige. Den enkeltes vilje, den enkeltes mulighed for at vælge, og dermed den enkeltes ansvar, det ansvar som ingen kan unddrage sig - end ikke ved at løbe fra det.
 
Det er måske derfor begreber som etik og moral i disse sene år af det 20. århundrede begynder at dukke op i den offentlige debat, både herhjemme og i udlandet. Vi véd jo godt, at vi har et ansvar, selv om vi så gerne skyder det fra os, idet vi tænker: Der sker for meget omkring os. Vi orker ikke at følge med og engagere os i det alt sammen. Det hele er blevet så stort og indviklet. Det må andre hellere tage sig af.
 
Men vi kan ikke overlade ansvaret til andre, lige så lidt som vi kan lade andre leve vort liv. Vi kan heller ikke vente på, at nogen giver os ansvaret, eller vente på at alle bliver enige om, hvori det består.
 
Ansvaret er vores, dit og mit - og vi har det nu! Her kan vi ikke bare sige: `Det skal jeg nok tage ansvaret for', for det betyder, at andre ikke skal blande sig - eller: `På eget ansvar', der betyder, at jeg ikke gider at blande mig. Det drejer sig om selve grundlaget for vort samfund og for det, vi kalder vor kultur, nemlig troen på det enkelte menneskes værd. Troen på, at hvert enkelt menneske betyder noget, og at hver enkelts indsats gør en forskel.
 
Hvis vi lukker os om os selv - hver for sig eller som samfund - isolerer vi os fra vore medmennesker. Så er vi løbet fra ansvaret. Ansvarsfølelsen er trådene i et net, som binder os mennesker sammen - i familien, i vort land, ja ud over verden.
 
1994 har været lidt af et mærkeår i min familie. Min søster, prinsesse Benedikte, fyldte 50 i april, og i juni fejrede vi prins Henriks 60 års dag. Det har rørt ikke blot min søster og min mand, men hele familien, at så mange har sluttet op om de to festdage. De varme følelser, som da kom til udtryk, er en kilde til glæde og inspiration for os alle sammen.
 
Selv kan jeg ikke se tilbage på dette år uden at takke for al den deltagelse og hjertelige omsorg, der fra alle sider er blevet vist mig i sommer under min sygdom. Det har været med til at gøre denne dejlige sommer uforglemmelig og fylder mig stadig med en stor taknemmelighed, nu da jeg er helt rask.
 
Kronprinsen og prins Joachim har tilbragt en stor del af det forløbne år i udlandet. Dér har de ved mange lejligheder været sammen med danske og ofte mødt mennesker med danske rødder. Endnu en gang er det blevet bekræftet, hvor nære og varme bånd, der går mellem dem derude og os herhjemme. Til dem alle sammen går mine nytårsønsker og min hilsen med en tak for, at de stadig vil kendes ved deres arv, sommetider gennem generationer.
 
Den samme trofasthed, om end på en ganske anden historisk baggrund, viser de danske syd for grænsen. Med deres dobbelte tilhørsforhold og deres altid værdige holdning kan de ses som et eksempel for mange i andre dele af verden. Jeg ønsker dem et godt nytår. Ved årsskiftet sender jeg også mine nytårshilsener og gode ønsker til Grønland, hvor jeg igen i år fik lejlighed til at gøre et kort besøg, og hvor jeg også mere privat oplevede østkystens fantastiske natur under mit besøg hos Sirius-patruljen.
 
Mange gange i det forløbne er mine tanker gået til Færøerne, for det er vanskelige tider for det færøske samfund, og det mærkes i hvert enkelt hjem. Mit nytårsønske for Færøerne skal være, at ikke modløshed, men nyt mod må præge det nye år. Jeg ønsker et godt og glædeligere 1995.
 
I mere end en generation har Danmark, som medlem af det internationale samfund, påtaget sig det ansvar at være aktivt med i fredsbevarende og humanitære aktioner overalt i verden. På snart fjerde år gør danske soldater nu tjeneste i det kaotiske tidligere Jugoslavien. De har vist sig selv og deres land, hvordan et ansvar kan bæres, nøgternt og roligt under meget vanskelige forhold, og med stor personlig risiko. Når jeg sender min nytårshilsen til dem, tænker jeg også på deres familie og på de nærmeste, som for en tid må klare dagligdagen alene, der hvor man ellers har været to til at dele ansvaret. Indsatsen har kostet. Flere er kommet alvorligt til skade, og nogle har mistet livet. Alle samler vi vore tanker om dem og deres pårørende med ønsket om, at det nye år dog må bringe noget godt.
 
Intet år går hen, uden at nogle vil huske det med sorg for, hvad de har måttet gennemleve, enten det var sygdom og ulykke eller tabet af et elsket menneske. Den trygge, vante dagligdag blev med et forvandlet. Hvordan vil det nye år dog blive? Jeg vil ønske, at det nye år må blive godt og fornyende også for dem. Så rinder det gamle år da ud. Klokken 12 vil klokkerne ringe et nyt år ind - et nyt år med nye udfordringer, nye muligheder. Lade os hver især prøve at tage vort ansvar op i stort og småt, hvor vi møder det. Sådan kan vi bedst hjælpe med at bringe nyt håb til alle modløse, og sådan tror jeg, at 1995 vil kunne bringe nye glæder til os alle.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1993

 
Ethvert år får i tilbageblikket sit eget præg, lidt forskelligt for enhver af os. Sådan er det også med 1993: En blanding af stort og småt, af glæder og sorger, af skuffelser, eller af forhåbninger, som gik i opfyldelse. Der er oplevelser, som er helt vore egne, andre vi kan dele med mange; men nogle er fælles for os alle: de begivenheder, der angår vort land og vort samfund.
 
I det forløbne år har Danmark skullet tage stilling til spørgsmålet om tilslutning til Den Europæiske Union. Ved folkeafstemningen i maj blev svaret et ja, og siden den 1. november i år taler vi ikke mere om EF, men om EU. Hvad nu? Betyder det mere Union, mindre Danmark, - eller mere Danmark i Europa? Det er en sag, som - når alt kommer til alt - er op til os alle sammen her i Danmark.
 
Det er vanskeligt at gå ind i en større sammenhæng, hvis man ikke ved, hvorfra man selv kommer; eller tage imod det fremmede, hvis man ikke véd, hvem man selv er.
 
Hvem er jeg da? Hvem er vi? Hvorfor føler man stolthed, når man ser en reklame med et kendt dansk firmanavn i det fremmede? Hvorfor er der noget varmt og fortroligt ved et typisk dansk navn på -sen i en fremmed telefonbog? Hvorfor synes vi, at alene Dannebrog smiler blandt alverdens andre, pæne flag?
 
Fordi jeg er dansk, vil de fleste vel sige. Det svar er ægte nok, men den umiddelbare følelse, den udefinerbare fornemmelse, er et alt for skrøbeligt grundlag, hvis vi selv skal kunne klare os i en større sammenhæng. Nu er det ikke længere tilstrækkeligt at sige: `Her har jeg hjemme, her har jeg rod.' Nu må vi også begynde at spørge `hvorfor?' og `hvordan?'
 
Vi behøver ikke at være ængstelige for de nye, vi møder, når vi har vore rødder i behold. Det vil ikke gå os som et stykke hugget sukker, der opløses i varmt vand. Tværtimod skal vi undgå at kapsle os ind i en afvisende skal, der kan lamme og kvæle os. Når vi er bevidste om vore rødder, virker det fremmede hverken så farligt eller truende, og vi vil opleve, at meget af det slet ikke er så anderledes; vi vil få øje på nuancerne både i `deres' og 'vort' og gang på gang nikke genkendende, fordi vi har mere til fælles, end vi troede.
 
Men vi skal pleje vore rødder, bl.a. ved det, vi giver videre til vore børn og vore unge. Ved at give dem en rig og god arv i form af et sprog, det danske, som de kender og kan bruge smidigt; ved at gøre dem fortrolige med vores historie, så at de - ikke ukritisk - tør være stolte af deres baggrund. Danmarks fortid har altid været en del af et større hele, af Europas historie, af verdenshistorien; for sådan ligger vort land på verdenskortet, en dynge af sten og grus, som istiden gnubbede ud af de skandinaviske fjelde og lagde fra sig her mellem Østersø og Vesterhav.
 
Det er herfra, vor verden går.
 
Både sprog og historie er nøglen til vore livsholdninger, til vort menneskesyn og vore vaner. På dem har vi opbygget vort samfund, både bevidst og ubevidst. De er rammerne om vor tilværelse; kender vi ikke dem og deres baggrund, kan vi heller ikke tage kritisk stilling til dem, for at fastholde dem eller for om fornødent at bryde ud eller bryde om.
 
Alt det har værdi for os, og det vil vi gerne give videre til vore børn. Lige så naturligt må det være, at vi giver det videre også til de indbyggere, der er kommet hertil udefra, deres baggrund være sig aldrig så forskellig. De vil huske eller have fået fortalt om helt andre landskaber, andre skikke og et ganske andet vejrlig. Men deres hverdagsbilleder består nu af det samme som vore: af biler og busser og gader i regnvejr, den friske blæst fra vandet, en grøn mark og skovene bagved. Ordene og sproget vil give tingene navn og gøre billederne forståelige. De vil blive fortrolige med vort samfund og leve sig ind i tilværelsen i Danmark, til også de kan føle: `Her fik vi rod.'
 
Ved nytårstid ser vi tilbage på året, der gik; men også forgangne år dukker op i erindringen. Det er næsten en vane, at fortiden melder sig i spring: 10 år, 25, 50, 100 år. Vi husker - Lad os fejre - Vi mindes endnu - Lad os aldrig glemme.
 
Standser vi ved 50, mindes vi endnu besættelsestiden under Anden Verdenskrig. 1943. Netop det år rummer to væsentlige begivenheder: den 29. august 1943 brød Danmark endelig med samarbejdspolitikken, og i oktober samme år lykkedes det at hjælpe størstedelen af de danske jøder til Sverige. Det blev et vendepunkt; fra nu af kom krigen til at præge hverdagen på en anden måde, tilværelsen blev farligere; men vi fik rene linier. Det føltes som en lettelse, fortæller alle, som kan huske den tid.
 
Når man tænker tilbage på disse begivenheder, gribes man af en vis undren. Hvordan gik det egentlig til, at så mange herhjemme med et kunne reagere så rigtigt og så frygtløst; gøre, hvad der skulle gøres - uden vaklen, uden tøven? Kunne vi igen reagere sådan, eller har mere end en menneskealders fredelige tilværelse fjernt fra alle farer kvalt de gode egenskaber i vellevned? Nej, vil jeg hævde, det viser sig bl.a., når både yngre og ældre melder sig til FN-tjeneste og til humanitært arbejde, dér hvor det brænder på. De vakler ikke; de går roligt og uforknyt til opgaverne og løser dem, så vi alle kan være stolte af dem.
 
Til dem og deres pårørende går min hilsen ug mine ønsker om et godt nytår Det fredsbevarende arbejde er forbundet med risiko, det skal vi ikke glemme; og det har allerede krævet ofre. Mine tanker og nytårsønsker går til hver enkelt, som skæbnen har ramt, og som nu må møde tilværelsen på helt andre vilkår.
 
I aften går mine tanker også nordpå. Jeg ønsker et godt nytår for alle på Færøerne - for Landsstyre og Lagting og for hvert enkelt hjem. Færøerne har haft endnu et svært år. Måtte 1994 bringe lysning og fornyede kræfter til at stå vanskelighederne igennem.
 
Godt nytår ønsker jeg også for det grønlandske samfund - for det grønlandske hjemmestyre og for alle i Grønland, i `Menneskenes Land', som i disse år oplever en ny bevidsthed om sine rødder og sin historie.
 
Mange danske har i tidens løb bosat sig i det fremmede. Gang på gang oplever min familie og jeg beviser på deres trofasthed mod alt dansk, hvad enten de er ude for en kortere tid, eller de har valgt at slå sig ned for bestandig. Også til dem, og til de danske syd for grænsen, går min nytårshilsen.
 
Nytårsaften. Det er for længst blevet mørkt; nu sidder vi ud over hele landet og er så småt ved at komme i stemning for at fejre årsskiftet. De første raketter høres i gaderne; i aften vil vi være glade og slå os løs - når vi nu bare passer på, så det ikke går over gevind.
 
Men lad os ikke glemme, at der i aften nok er mange, som synes, at der er meget lidt eller slet intet at fejre: Dem, der ramt af sygdom eller personlig sorg; dem, for hvem tilværelsen er gået helt i kludder, og som føler sig til overs; dem, der er sket uret, og som føler sig som ofre. Mennesker i alle aldre, med vidt forskellig baggrund. De trænger ikke blot til hjælp, de trænger til fornyet livsmod. Det er noget, vi alle kan være med til at give, i stort eller småt, for livsmod har vi alle god brug for.
 
Så vender vi på ny et blad. Der står 1994 på det; vi vil være ved godt mod og møde det nye år med fortrøstning. Godt mod ønsker jeg alle - og godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1992

 
Det er årets sidste aften: Nytårsaften, for de fleste af os tilbageblikkets aften. Ikke blot det gamle års begivenheder passerer revy, også tidligere årsskifter melder sig i erindringen. Vi husker de seneste år for alt det, der skete i Europa, ja, i store dele af verden. Dybfrosne systemer, stivnede grænser tøede op og smuldrede, næsten glemte folkeslag og nationer, som i årevis havde levet i undertrykkelse, genopstod og fejrede deres genvundne frihed. Jubelen brusede fra land til land. Vi følte det også i Danmark, så glade på andres vegne har vi sjældent været.
 
Men alt for hurtigt, synes vi, kom der pletter på den smukke festdug. Med den genvundne frihed er gamle spændinger dukket op i lyset, og fjendskaber, som vi troede hørte fortiden til, er brudt ud på ny. I det tidligere Jugoslavien kværner krigens gru på ny menneskeskæbner ned i nød og elendighed. Konflikter blusser op - snart her, snart der. Daglig ser vi billederne af flygtende, sultende, døende mennesker, og vi hører forstemmende nyt om overgreb over for mindretal og andre svage og udsatte grupper.
 
Nej, frygtens tid er ikke forbi, der er krig, også i Europa. Hvad er det egentlig, vi er vidner til i disse år? Er det den overgearede nationalismes gamle spøgelse, der viser sig som hadefuld konfrontation mellem folkeslag og mistænkeliggørelse af dem, der virker `anderledes?' Er det ved at dukke op også hos os? Er vores egne rød/hvide begejstring over en fodboldsejr i virkeligheden et udslag af det samme? Det lyder måske voldsomt, når jeg nævner alt dette i samme åndedrag, men jeg tror, det skal siges, for at vi kan tænke os om.
 
Det er dejligt, at vi spontant kan juble over dansk fodbold, og at de røde og hvide farver er det selvfølgelige symbol på vores glæde. Jeg er glad for, at det ikke længere er `smart' at omtale vort eget land med lidet pyntelige tillægsord. Der er kommet en langt større interesse for vore rødder og stolthed over den arv, vi er fælles om. Men det må aldrig føre os ud i den misforståelse, at alt dansk er godt, ubetinget, og alt det fremmede mistænkeligt, blot fordi det er fremmed.
 
En gold og afvisende nationalisme, der giver sig udslag i fremmedhad og ringeagt for mennesker, der er anderledes, kan og skal vi tage afstand fra. Den er for alvor u-dansk, den er ikke i tråd med noget, som vi bør kalde vort.
 
Vi, der har hjemme i Danmark, er en del af en sammenhæng. Vi lever i et samfund, et fællesskab som vi selv er med til at udforme. Hverdag og fest, privat og offentligt, alt sammen bygger det på værdier og idealer, som vi gennem generationer har været fælles om. Også når vi er indbyrdes uenige, ved vi, hvor vi har hinanden. Det er, målt med den øvrige verden, lidt af en sjældenhed, ja en gave.
 
Jeg tror, det er noget, vi alle skal huske på, også de mange, som er blevet alvorligt skuffede i deres forventninger til 1992 - enten det skyldes krise eller arbejdsløshed, eller sygdom og anden modgang. For hvor umulig situationen i øjeblikket end kan tegne sig for den enkelte, så kan vi dog alle gå ind i det nye år med bevidstheden om, at vi lever i et samfund, der netop er en sammenhæng. Hos os går der ingen fronter, hverken synlige eller usynlige, hos os er ingen tinder så høje, at vi ikke kan se dem, og ingen kløfter så dybe, at de skjuler, hvad der ligger på bunden.
 
Derfor har vi lov til at kalde vore hjemlige problemer overskuelige, derfor går det os også på, hvis vi tilsyneladende kommer til kort, og derfor fortsætter vi stædigt med at prøve på at gøre noget ved det.
 
Vi kan som danske godt være stolte af, at vi bliver bedt om at hjælpe til rundt omkring i verden, hvor det brænder på. Røde Kors, De Forenede Nationer og EF har bud efter os, og mange private hjælpeorganisationer har selv fundet opgaver at engagere sig i. Det må dreje sig om hundredvis af danskere, der er taget ud, og som i år må savne det hjemlige samvær i julen og ved nytårstid. Det er krævende opgaver, de er sat på, og de løser dem ansvarsbevidst og omsorgsfuldt med al den fantasi, som er nødvendig under primitive og usikre forhold. De kommer ud for meget, som er rystende, og som må få det rolige og trygge liv herhjemme til at virke fjernt og fremmed. Mine tanker går til dem og til deres familier på denne aften, og jeg ønsker dem alle et godt nytår.
 
Et godt nytår ønsker jeg for alle danske, som opholder sig langt fra landet, enten det er til søs eller på fjerne poster, og mine nytårsønsker gælder også de danske syd for grænsen og alle, for hvem Danmark og alt dansk er det faste holdepunkt.
 
Mine tanker og nytårsønsker går også til de mange, der oplever dette årsskifte i Danmark som en nytårsaften i udlændighed, med sprog og skikke, som de ikke kender, og for hvem fremtiden tegner sig usikker. Lad os alle medvirke til, at de ikke mister modet.
 
Det er krisetider mange steder, og særlig mindre samfund rammer det hårdt. På Færøerne må det sætte sit præg på nytårsstemningen, men jeg sender mine hilsener og gode nytårsønsker i forvisning om, at det færøske folk og samfund er stærkt, og at modløshed aldrig har været tradition dér på øerne. Også det grønlandske samfund og folk sender jeg mine tanker og ønsker denne nytårsaften. Måtte 1993 blive et godt år for alle i Grønland.
 
Det år, som min famille og jeg i aften kan se tilbage på, har stået i sølvbrvlluppets tegn. Det har rørt og varmet både Prinsen og mig, at så mange har villet deltage i vores glæde og har villet fejre os både i hovedstaden og rundt omkring i landet. De 25 år, vi sammen har haft, har vi også oplevet med hele det danske folk, det følte vi meget stærkt i de minderige sommerdage, og det vil vi gerne bringe vor inderlige tak for.
 
Så er da 1992 ved at være forbi, og vi tager alle sammen afsked med både dets tunge og dets glade dage. De kommer ikke igen, men minderne står tilbage og kaster både lys og skygger ind over det nye år. For 1993 er jo et barn af det år, der gik, og som vi selv præget af sit ophav, men også helt nyt. Det nye år byder vi velkommen og ønsker for hinanden, at det må blive godt, at meget må lykkes for os af det, som vi ikke nåede, og at det, som gik i hårdknude, dog må løse sig, hvis vi også selv er parate til at lægge kræfterne i. Lad os hjælpe hinanden, støtte hinanden og glædes med hinanden ved hver en lejlighed, der byder sig.
 
Af hjertet ønsker jeg alle et godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1991

 
Den lukkede dør, den ulæste bog, brevet, der ligger og venter. Hvad gemmer de mon? Hvad vil vi finde der, når vi lukker op? Endnu er det fremtid, om lidt er alt måske anderledes. Sådan er nytåret, sådan står vi den 31. december - nysgerrigt forventningsfulde, ængsteligt afventende.
 
Sidste år holdt vi nytår under skyggen af en truende krig i Golfen. Det fyldte vore tanker med frygt og bæven. Jeg husker, at jeg tænkte: Hvordan har vi det mon om et år? Hvad vil vi så kunne se tilbage på? Nu ved vi, hvordan det gik.
 
Vi mente nok, at vi kendte grundmønstret for 1991, men meget af det, der optog os, blev helt anderledes. Vi har set håb, der synes umulige, gå i opfyldelse. Men vi har også set håb blive knust og tilværelsens grusomme sider blive rullet op for vore øjne. Skønt den isnende polarisering er borte, er usikkerhedens og ufredens tider langt fra forbi, end ikke her på vort eget kontinent.
 
Alligevel er det en helt anden stemning, der behersker os i dag. Europa har undergået en forvandling. Overalt er det frihed og demokrati, der tales om og virkes for. Den frihed og det demokrati, som den vestlige verden i hele den lange efterkrigsperiode har været forpligtet på og har været rede til at forsvare med både hånd og mund. Friheden er selve grundlaget for, at demokratiet kan vokse og trives. Nu ser vi det endelig spire frem også hos nationer, som sjældent eller aldrig har fået lov at udvikle det.
 
Blot må vi ikke foregøgle os, at vi nu står over for demokratiets endelige sejr. For demokrati er ikke en tilstand, der opnås en gang for alle i det øjeblik, det bliver vedtaget. Det skal leves, det skal omhyggeligt bygges op, det er en stående udfordring til hver ny generation.
 
Heller ikke hos os i Danmark, hvor demokratiet er indbygget i forfatningen, og hvor vi har bekendt os til det i mere end hundrede år, trives det af sig selv. Også vi må arbejde med det og vedligeholde det dag for dag, hvis det skal bære.
 
Hvordan skal vi bære os ad? Måske synes vi, at Samfundet er blevet alt for kompliceret til, at vi selv personlig kan stille noget op, og hvad nytter det så at stille spørgsmål eller at påtale, hvad vi er utilfredse med? Der er jo altid en `organisation' eller `nogle specialister', der er meget bedre til at tage sig af det dér.
 
Men vi kan ikke bare sætte os tilbage, overlade ansvaret til andre, og ryste på hovedet, når vi synes, det hele går skævt. Hvis demokratiet skal leve, er der et væsentligt led, som ikke kan undværes: os selv, den enkelte. Retten til frit at kritisere, hvad vi finder er urimeligt eller forkert, er en afgørende del af den demokratiske proces. Men vi må ikke nøjes med det tvære `øv', den golde kritik, der som et rustangreb æder sig ind i samfundets krop og gennemtærer både respekten for demokratiet og vor egen selvrespekt.
 
Det er ikke nok bare at `sige fra', vi skal også hjælpe til. Hvis vi er sløve og tvære, bliver resultatet derefter, for samfundet er kun, hvad vi selv gør det til. Derfor må vi leve med i dagens problemer, vi må tale om dem og tale sammen. Det er demokratiets udfordring også til os - som mennesker og som nation.
 
Det er gammel skik, at vi nytårsaften takker hinanden for det år, der er gået. Den tak skal også lyde i aften. Den går til alle, der virker for, at vort vidt forgrenede samfund kan fungere, hvad enten de er valgt eller ansat, og hvad enten de virker i det stille eller i forreste række.
 
Der er mange danske, der gør en indsats rundt omkring i verden, hvor freden og friheden er truet, eller hvor der er hjælp behov. Deres indsats bliver bemærket langt ud over Danmarks grænser Det gælder dem, der gjorde tjeneste på korvetten 'Olfert Fischer' og på lægeholdet under udsendelsen til Golfen. Det gælder dem, der atter i år har gjort tjeneste i FN's fredsbevarende styrker, eller som i øvrigt har meldt sig under FN's eller EF's flag i områder ramt af krig og nød. Og det gælder de mange, der - udsendt eller på eget initiativ - tager del i humanitært hjælpearbejde. Til dem alle går min nytårshilsen og tak. Deres ansvarsbevidste optræden er med til at tegne der ansigt udadtil, som Danmark gerne vil kendes på.
 
I der forløbne år har Prinsen og jeg besøgt både USA og Canada, to lande, hvor mange danske i årenes løb har slået sig ned. Mødet med disse udvandrere og deres efterkommere i februar og nu senest i oktober blev en oplevelse for os begge. På årets sidste dag skal der lyde en tak for den modtagelse, de gav os, og et ønske om godt nytår for hver især, et ønske, der gælder danske, hvor de end befinder sig i hele den vide verden; enten båndene til Danmark, `det gamle land', er løsere eller meget nære, er de ofte i vore tanker, og altid med glæde og stolthed.
 
På samme måde tænker jeg på de danske syd for grænsen, som så trofast holder ved deres danske arv, de er med til at minde os om, hvem vi er, og jeg bringer dem også i år mine varmeste nytårsønsker.
 
At Kronprinsens første rejse i Grønland på egen hånd blev en enestående oplevelse behøver jeg vist ikke at understrege. Jeg véd, at de dage vil få betydning for ham altid. Prinsen og jeg mindes selv med glæde vort eget besøg i sommer. Vi ønsker et godt nytår for det grønlandske samfund og for alle i Grønland.
 
Også til Færøerne sender jeg mine gode nytårsønsker for hele samfundet og for alle hjem.
 
Prinsen og jeg, vore to sønner og min moder, dronning Ingrid, har en tak at sige for det gamle år. En tak for den modtagelse, vi møder overalt i landet både ved særlige lejligheder og i det hele dagligdags. Det er en støtte og en inspiration for os, og det giver os overskud og en følelse af, at vor tilværelse har mening.
 
For mange har 1991 været et tungt år, og de kan have svært ved at se nogen mening i deres tilværelse. De ser i hvert fald ikke megen mening i at fejre nytåret. Men `det er i mørket lyset fødes', sådan er julens budskab. Er det ikke også det nye års budskab? For årsskiftet er en opfordring til en begyndelse, til med friske kræfter at tage fat på de problemer, som det gamle år ikke fik has på.
 
Hvad det nye år vil bringe, Men som dag føjer sig til dag, vil et mønster dukke frem. Dele af mønstret kommer til os udefra, det er fælles for os alle. Men alligevel vil det tage sig forskelligt ud for hver enkelt, for i mønstret indgår også, hvad der sker for os selv, for vore nærmeste og i vore daglige omgivelser.
 
Om lidt vil døren gå op, vi kan åbne bogen, brevet, begynde at læse. Vi håber, vi ønsker. Hvordan 1992 vil blive, véd vi ikke, men ingen af os er uden indflydelse på, hvordan det nye år vil blive oplevet af os selv og af andre. Derfor betyder det noget, at vi går ind i det nye år med en ærlig vilje til at give plads for hinanden, lytte til hinanden og hjælpe hinanden. Da kan vi alle fejre årsskiftet med håb! Jeg ønsker alle et godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1990

 
Nytårstid er tilbageblikkets tid - og forventningens tid. I det gamle Rom var Janus, guden for januar måned, udstyret med to ansigter, et, der så tilbage, og et, der så frem. Også vi kan have brug for både at kunne se tilbage og frem. Hvad gav det gamle år? Hvad vil det nye bringe?
 
Sjældent er et nyt år blevet mødt med større forventning end året 1990 Og det blev virkelig et skelsættende år for vor del af verden, et år, der indfriede mange forventninger, selv de dristigste, både hurtigere og mere gennemgribende, end vi havde troet muligt. Mure blev nedbrudt, og skel, vi troede uoverstigelige, forsvandt. Spændinger, der syntes at låse alt fast i en sprængfarlig balance, blev løst op: Det blev forår med tøbrud efter en lang, lang vinter.
 
Meget kom frem i dagens lys, om undertrykkelse og om menneskelig afmagt, men også om menneskers håb og vilje til at overleve. Selv i Danmark, hvor vi vel mest har været tilskuere til begivenhederne, føler vi det som en befrielse. Vi havde igennem mange år næsten stirret os blinde på de mure, som spærrede af for udsynet. De skabte en afstand, som stod i skærende kontrast til de geografiske forhold og gjorde os mere fremmede for hinanden, end vi vist havde været på noget andet tidspunkt i Europas brogede historie. Nu kan mennesker igen mødes og færdes frit og uden frygt, og med egne øjne se de steder, som de kun kendte fra bøgernes billeder og fra ældre folks beretninger. Vi kan genfinde gamle bånd og knytte dem sammen på ny. Vi fornemmer alle, at vor verdensdel, Europa, er ved at blive hel igen. Det var den glædelige gave, som 1990 skænkede os.
 
Blev verden så bedre, smukkere, tryggere i løbet af 1990? Hele verden, ikke kun vort hjørne af den?
 
Nej, bliver svaret på det spørgsmål. Det er, som om konflikter bryder ud på nye steder, hver gang et stridsforhold bliver bilagt, mens andre ulmer videre under asken, konflikter, der synes at angå fjerne egne og folkeslag, men som alligevel kan gribe ind også i vores tilværelse, i vores dagligdag, og som gør os ængstelige for fremtiden.
 
Konflikter må kunne løses med lidt fornuft, siger vi. Men konflikter er menneskelige modsætninger, der dybest set afspejler modsætningerne i det enkelte menneske. For vi mennesker er nogle uberegnelige størrelser. Vi ved det fra os selv. Mennesker er i stand til at lægge de værste egenskaber for dagen for i næste øjeblik at vise storsind og næstekærlighed og offervilje.
 
Vi må indse, at vi lever i denne vekslen mellem lys og mørke, derfor må vi glæde os så meget mere hver gang, vi oplever noget, som vi fornemmer giver ny næring til lyset og håbet.
 
Tilværelsen i Danmark er ikke problemløs. Også blandt os kan mennesker have det svært. Det gælder dem, der er blevet ramt af sygdom eller sorg, dem der er uden arbejde, eller unge der ikke har kunnet komme i gang med en uddannelse.
 
Sammenligner vi os med andre egne af verden, også med lande, som slet ikke ligger langt herfra, må vi dog sige, at vi er privilegerede. Vi lever stadig i et blomstrende land, et velordnet samfund. Vi skal ikke efter årtiers ørkesløs indsats til at begynde forfra og bygge alt op fra grunden. Vi råder over næsten alle de materielle ressourcer, man kan ønske sig, skulle vi ikke have de menneskelige også?
 
Skal man virkelig med grund sige om os, at vi har skabt en tid, der er kold, og som kun regner med stræberen og den blanke succes?
 
Vi kan ikke ofte nok minde hinanden om, at selv om vi ikke personlig kan råde bod på alle ulykker eller afhjælpe alle savn, så kan vi heller ikke overlade hele ansvaret til det offentlige, til samfundet. Hver især må vi vare med til at udbrede lidt mere varme, lidt større glæde. Det skal ikke gælde bare vore nærmeste og vor egen snævre kreds. Vi kan give så meget videre ved et smil, et venligt blik eller en bemærkning - også til dem, vi ikke kender personligt. Den overraskende opmuntring, den uventede glæde er somme tider den, der varmer mest, det har vi vist alle oplevet.
 
På selve nytårsaften at kunne henvende mig direkte til så mange, føler jeg hvert som en forpligtelse og glæde. Det giver mig mulighed for at takke enhver i det danske samfund for, hvad de yder for vort land i stort som småt, og føje mine gode nytårshilsener til.
 
Mange danske må fejre jul og nytår uden for landet og fjernt fra den hjemlige kreds. De skal vide, at vi alle tænker på dem. Enten det er af pligt eller efter eget valg, må savnet føles stærkt netop denne aften, både for dem selv og for familie og venner derhjemme. Jeg bringer min og min families særlige nytårshilsen til alle, ikke mindst til dem, der forretter tjeneste under FN's flag og til alle om bord i korvetten »Olfert Fischer«. Jeg er stolt af, at der lægges mærke til deres indsats, og at de er gode repræsentanter for Danmark.
 
Mine varmeste nytårshilsener går også til Grønland og det grønlandske samfund - og til Færøerne med en særlig tak for al gæstfrihed, der blev vist Prinsen og mig under vort besøg i sommer, og i november, da jeg var med til bispevielsen i Tórshavn. Jeg ønsker, at 1991 må blive et godt år for både det grønlandske og det færøske folk.
 
Tankerne går også til de mange syd for grænsen, hvis rod er i Danmark eller i danskheden. Måtte de finde styrke og glæde ved at fastholde deres tilknytning til Danmark og til alt, hvad der er dansk, også i det Europa, som nu tegner sig.
 
I tilbageblikket består et år af de begivenheder, der gjorde indtryk på os, ikke mindst de helt personlige, de hvor andre mennesker greb berigende ind i vor tilværelse og gav den nye dimensioner. Det føler vi en umiddelbar trang til at sige tak for.
 
Ingen lejlighed er mig bedre egnet til at sige personligt tak end netop den sidste aften i det år, hvor jeg fyldte halvtreds. At blive fejret på sin fødselsdag er noget af det mest ufortjente, der findes, måske er det netop derfor så festligt og så varmende.
 
Tak alle sammen - herhjemme såvel som ude. De var med til at gøre den dag så stor for mig. Det er en gave, som forpligter, og som har gjort mig både glad og benovet.
 
Også min mor, dronning Ingrid, fejrede rund fødselsdag i år, og skønt hun helst ville, at det skulle gå stille for sig, ved jeg, at den store deltagelse overvældede og glædede hende meget. Både hun og Prinsen og vore to sønner føjer deres tak til min for året, der gik, og de er alle med, når jeg i aften ønsker hver især et godt og glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1989

 
Oktober - november - december, og i morgen skriver vi januar på ny. Hvor blev de tolv måneder dog af? Kunne det ikke lige så godt være 1988 eller 1989 som 1990, der står for døren? Nej - ikke to årsskifter er ens, men denne gang er det, som om det er noget ganske særligt.
 
Åndeløst har vi kunnet opleve, hvordan udviklingen har forandret verden omkring os med rivende hast. For vort indre øje genkalder vi os de billeder, som aviser og fjernsyn har præsenteret for os. Rystende billeder, gribende billeder - fra alle verdens egne.
 
Men ingen kan bebrejde os, hvis vi især har hæftet os ved, hvad der skete i vor nærhed - ved opbruddet i Østeuropa. Bevægende er det, måske særlig fordi forhistorien blander sig med vore egne oplevelser. Den har fulgt os, som vi den. Der er jo tale om lande og folk, der ikke er langt borte, og som altid har tilhørt samme kulturkreds som vi, men hvis tilværelse i niere end en menneskealder har været afskåret fra vor virkelighed.
 
Når vi også ved dette årsskifte i taknemmelighed glæder os over at leve i et samfund og et land, hvor frygt og lukkethed ikke er vilkårene, bliver glæden så meget dybere, fordi vi ved, at mange flere nu går ind i det nye år med samme følelser som vore. For os er det en selvfølgelighed - andre steder er det et helt nyt lys, der tændes.
 
Men glæden kan ikke bortvejre en vis usikkerhed. Vi fatter ikke helt, hvad der er sket, og vi ved ikke rigtig, hvad det næste bliver. Står vi endelig på tærsklen til en tid, hvor frihed og fred, internationalt samarbejde og gensidig forståelse og tillid vil sætte varigt præg på denne del af verden?
 
Der bliver meget at tage fat på, også for os. For vi er jo netop en del af det Europa, som igen er ved at åbne sig. Der bliver fordomme at revidere, der bliver holdrunger at bearbejde, der bliver udfordringer at møde.
 
Det er nok ingen skade til at se sin egen situation i et andet perspektiv, og at standse op et øjeblik og besinde sig på det, der samler, frem for det, der skiller.
 
Vi har så meget at være taknemmelige over i Danmark. Vort samfund er rigt, vore menneskelige ressourcer er mange. Vi kan tænke og tale frit, alle de grundlæggende rettigheder, som man andre steder må kæmpe for at få anerkendt og respekteret, kan vi anse for selvfølgelige. Men vi ved jo godt, at det kan være anderledes, og det er værd at mindes ved indgangen til 50-året for den 9. april.
 
Frihed og fred er ingen selvfølge, og heller ikke omkostninger. Prisen kan være høj - hvor høj har vi oplevet i de seneste dage. Der kræves både vovemod og tålmod - og `hjerter, der aldrig bli'r tvivlende kolde'. Er det mon en historisk pointe, at Drachmanns ord fra vores elskede Midsommervise skal passe så smukt også i denne situation?
 
Frihed er ikke en vare, der kan bruges op, og som man altså må spare på. Man kan ikke lægge frihed på lager, for så mugner den. Man kan heller ikke besidde den som noget, andre ikke skal have, for så er der jo slet ikke tale om frihed.
 
For os er frihed uløseligt forbundet med den demokratiske proces, hvor meninger udveksles, brydes og bøjes mod hinanden. Ingen forventer, at vi skal ende med at mene det samme eller være aldeles enige om alle spørgsmål, og ingen skal forlange det. Men vi skal prøve at forstå hinanden, for hvis vi ikke vil lytte til, hvad andre siger, er debatten meningsløs, og hvis vi ikke bestræber os på at bevare følelsen af at høre sammen også i uenigheden, går fællesskabet i opløsning.
 
Friheden sikres ikke alene ved nogle ord i en grundlov. De giver rammen. Men det afgørende er, at vi bruger friheden og er parate til at dele den med hinanden. Det forudsætter - i det store som i det små - et medmenneskeligt engagement og en respekt for den enkelte, også når han eller hun er anderledes eller mener noget andet.
 
Frihed under ansvar taler man om. Men det største ansvar er medansvaret - det ansvar vi hver især har for hinandens frihed.
 
Det ansvar rækker videre end til vort eget ve og vel. Derfor er der mange danske rundt omkring i verden, som - udsendt eller på eget initiativ- virker der, hvor freden og friheden er truet. Til dem, men også til alle andre, hvis rod er i Danmark eller i danskheden, sender jeg min nytårshilsen og min tak for, hvad de gør, og hvad de betyder.
 
Prinsen og jeg var i Grønland i sommer, det var hjemmestyrets 10 års jubilæum, der fejredes. De dage blev ikke blot et varmt gensyn, men en bekræftelse på, hvad hjemmestyre og medansvar betyder. Vi sender begge vore hjertelige hilsener til Grønland og det grønlandske folk med ønsket om et godt nytår.
 
I aften går mine tanker også til Færøerne, og jeg mindes de mange oplevelser, jeg der har fået i årenes løb. Til sommer vil vi sætte kursen mod nordvest, og Prinsen og jeg glæder os til mødet med færingerne og deres dejlige øer. Med et `på gensyn' ønsker vi begge et godt nytår for Færøerne og det færøske folk.
 
Et godt nytår vil jeg også ønske for alle, der virker i offentlig tjeneste. Ligesom forsvar og politi er de hver især med til at værne om vort samfund.
 
At ønske godt nytår er også at sige tak for året, der gik. Den tak gælder hele landet og alle, som jeg og min familie personlig har haft kontakt med.
 
Vi har der med at se året som et væsen med en egen personlighed: I januar taler vi om `det nye år', året er ungt, fuldt af løfter om nye oplevelser, nye uprøvede muligheder. I december er det `det gamle år', man kan ligefrem se det afbildet som en elendig gamling, der hinker ud af døren - opbrugt, udslidt.
 
Men gælder det denne gang? Passer det på 1989? Det var i efterårsmånederne, at 1989 satte sine grønneste skud, sine mest forjættede blomster. Det er som om, året blev yngre for hver måned, der gik. Trods de ugerninger og tragedier, vi har kunnet læse om eller selv kan have været vidne til, så blev det dog et mærkeår, et ungt år!
 
Det nye år står for døren, det vil blive mødt med et håb og forventning. Måtte det ikke gøre vore håb til skamme. Måtte det give en frisk start til alle, for hvem det forgangne år har været tungt. Måtte udviklingen fortsætte, så at vi også vil kunne se tilbage på 1990 som et år, der er værd at mindes.
 
Det skal være vort nytårsønske for hinanden. Med det ønske siger jeg: godt nytår!
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1988

 
'Man siger, livet har mange kår'. Den verselinje fra en af vore gamle salmer har meldt sig hos mig mange gange i de senere år. At salmedigteren nok var ude i et helt andet ærinde, gør ikke ordene mindre slående. For denne verselinje rammer kun alt for godt den følelse af mismod og magtesløshed, som kan gribe enhver af os, når vi læser om vold og hærværk i vore egne omgivelser; og når tv næsten daglig viser os andres sult og nød og bringer billeder fra krigsskuepladser og naturkatastrofer lige ind i stuen til os - ofte i selv samme nu, som de sker.
 
Der appelleres til os igen og igen, vi oprives, og vi rystes og bliver forvirrede. Så er det så bekvemt at indtage tilskuerens passive rolle. Og undertiden ser vi næsten ikke anden mulighed. Fjernsynet og de andre nyhedsmedier overøser os med stof. Alle slags nyheder står ligefrem i kø for at påkalde sig vores opmærksomhed.
 
Det bliver som at skulle åbne og læse to forskellige breve på én gang, svare på tre telefoner, samtidig med at naboen står og fortæller om sine fortrædeligheder og beder om at få hunden passet i ferien. Det bliver, som man siger: `bare for meget'.
 
Hvad kan vi dog stille op? Hvad nytter vores medfølelse eller endog vores hjælp i al den elendighed? Bliver verden bedre af det? Eller bliver vores samvittighed lidt bedre? Er det ikke et helt andet sted, man skal søge grunden til den usikkerhed og ængstelse, vi føler?
 
Vi lever i en tid, hvor meget er uafklaret, hvor vi snart længe har sat spørgsmålstegn ved overleverede normer og moralbegreber. Derfor kan det være frygtelig svær for os at skelne åbenhed og tolerance fra holdningsløs ligegyldighed. Derfor bliver det endnu sværere for de unge at vide, hvor de skal sætte grænser, og for os ældre at vide, hvordan vi skal hjælpe dem til det.
 
Vi vil så gerne være tolerante. Tolerance er en god egenskab, når det betyder, at vi vil lytte til andres mening, også når det, vi får at høre, skurrer fælt i vores ører; men det er svært: for det fordrer egentlig, at man selv er klar over, hvad man mener og tror og står for. Vi er så bange for at tage fejl, det vil sige bange for at tage ansvar. Se, der var det: Ansvar. Det er vel ikke ved at blive sådan, at ansvar er noget, de andre har for det, der går galt for en selv? Ansvar har vi for hinanden, men så sandelig også for os selv. Vi har ansvar for hinanden i familien, på arbejdet, i samfundet; men vi har samtidig ansvar for os selv hele tiden, både når vi kan være stolte af, hvad vi har udrettet, og når vi må skamme os så inderligt.
 
Derfor skal vi alligevel ikke give op og på forhånd fraskrive os vort medansvar for udviklingen eller vores mulighed for at præge den. Vi behøver heller ikke beskæmmende at dukke hovedet over vor lidenhed; for vort land har i virkelighed en rolle at spille. Der regnes med Danmark, når der skal ydes akut katastrofehjælp, vi er med til at hjælpe på mange måder, i mange verdensdele. I dette efterår har vi oplevet, at FN's fredsbevarende styrker har fået Nobels Fredspris for 1988. Her har Danmark været med fra første færd, og i årenes løb har mange danske påtaget sig denne tjeneste. Vi kan godt være stolte over deres indsats under vanskelige og uvante forhold; jeg sender dem alle en særlig hilsen med ønsket om godt nytår.
 
Rundt omkring i hele verden er der mennesker, kendte som ukendte, der har deres rødder i Danmark, og som ved jule- og nytårstid sender tanker hjem; til dem alle, også de danske syd for grænsen, går mine nytårsønsker med en tak for, hvad de betyder for vort land.
 
Også i år bringer jeg en nytårshilsen til Grønland og Færøerne til by og bygd og til hvert enkelt hjem. Min mand og jeg glæder os til i sommer atter at gense Grønland, og vi håber, at der heller ikke vil gå for lang tid, før vi igen kan besøge Færøerne.
 
Danmark er et privilegeret land, hvor dagligdagen kan leves fredeligt og roligt; derfor gør det et stærkt indtryk på os, når ulykke eller vold pludselig bryder det vante mønster. Til alle, der har måttet opleve det chok på nærmeste hold, går mine tanker i aften; det gælder ikke mindst forsvaret og politiet, som må leve særlig udsat, for at vort land stadig kan være et godt sted at bo.
 
Det år, der er gået, har budt på mange oplevelser for min familie og mig. Det jeg særlig vil hæfte mig ved, er den varme og venlighed, der altid vises os, hvor vi end kommer, enten der er ved særlige begivenheder eller i det ganske dagligdags. Det siger jeg af hjertet tak for. Det er den største berigelse for min mand og jeg; og det giver vore to sønner både den tryghed og den udfordring, som de skal bygge deres tilværelse på.
 
Hjælpsomhed, tolerance, ansvarlighed det er egenskaber, vi gerne vil hendes på. Man det kræver indføling og selverkendelse, hvis det skal have nogen værdi.
 
Vi forfærdes, når vi hører om mishandling og anden grusomhed ude i verden. Åh nej, tænker vi; hvad mennesker dog gør mod hinanden! Som om naturens voldsomhed ikke kunne være nok. Men det er ikke kun derude, det sker. Vi oplever jo også vold og ondskab herhjemme. Og selv om vi Fordømmer det, véd vi vel inderst inde godt, at vi også selv, hvis vi var mindre heldigt stillede, kunne foretage os noget, vi nødig vil kendes ved.
 
Lad os gå ind i det nye år med øjnene åbne for, at vi alle er mennesker på godt og ondt. Lad os vise hjælpsomhed og tolerance og ansvarlighed over for andre i erkendelse af, at vi selv har behov for, at andre gør det samme over for os. Lad os gøre det til vort nytårsforsæt og vort nytårsønske for hinanden.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1987

 
Årstiderne veksler, glider umærkeligt over i hinanden. Solen står op og går ned, står op igen: en ny dag, næppe til at skelne fra den foregående. Egentlig er årsskiftet noget sært kunstigt noget!
 
Men sådan oplever vi det jo alligevel ikke. I morgen begynder ikke bare en ny dag, i morgen begynder det nye år. Vi skal skrive 1988 og tage fat på en frisk. 1988 er 400-året for Christian 4.'s tronbestigelse og 200-året for stavnsbåndets ophævelse; og begge begivenheder vil vi mindes og fejre rundt omkring i landet. Vel er der ikke nogen egentlig indbyrdes forbindelse mellem de to jubilæer; men mindeværdige er de.
 
For trods al nøgtern kritik kan vi ikke lade være at holde af Christian 4. for hans storslåede menneskelighed på godt og ondt; og med de store landboreformer i 1788 begyndte det Danmark, vi kender i dag.
 
Sådan at fejre og mindes fortiden, er det ikke det modsatte af at begynde på en frisk? Er det ikke at underkende det nye års ret til at være noget i sig selv, ligesom det kan virke lammende på et ungt menneske, når vi ustandselig siger: hvor du dog ligner din fader eller: det kunne din moder have sagt!
 
Nej, vil jeg mene. At tage fat på en frisk er ikke det samme som at begynde på bar bund. Når vi fastholder mindet om tidligere tider, er det ikke for med længsel at se tilbage på, hvad vi engang formåede. Disse jubilæer skal være os til stolthed og inspiration; vi kunne noget engang, vi danskere vi kan noget endnu. Der lægges mærke til os ude omkring i verden. Egentlig er det oftere i vort eget omdømme, vi ikke syner af noget.
 
Vi skal passe på, at vi ikke af misforstået beskedenhed kommer til at ligge under for den såkaldte jantelov og dens '... du skal tro, du er noget ...'. Vel er den meget dansk; men den er farlig, hvis den ender med at gå os i blodet. Det kan føre til, at vi kryber i et hul og gemmer os for at prøve at overleve der, i mørke og ubemærkethed. Men er der et liv?
 
At krybe om, døve og blinde som huledyr, uden sans for hinanden eller for, hvad der sker ude omkring. Det ligger dybt i selve vor kultur, ja, i hele vores måde at tænke på, at respektere det enkelte menneskes værd. Lad os derfor vende Janteloven om og sige: du skal ikke tro, du er ingenting!
 
Vi skal tro på vort eget værd, tro på at vi betyder noget også som danskere. Vort land er ikke en afmægtig kedsomhedens baggård. Vi kan sagtens være os selv bekendt. Derfor tør vi fejre fortidens bedrifter. Og hvad enten vore rødder fortaber sig i fjerne tider, eller vi først for nylig har slået os ned her, kan vi godt samles om vor fortid. Den udgør en del af vor fælles arv.
 
Men kan vi tale om fælles arv, når vi ikke alle længe har haft hjemme i dette land? Jo, vi kan; for det er lidt som i et ægteskab. Der får man også del i sin svigerfamilies traditioner og historie, skønt de er nye og måske lidt fremmede for en. Det stiller krav til begge parter, men det er også en berigelse.
 
Vor arv, vort sprog, vort menneskesyn og vor kultur, kort sagt: Vor nationale identitet. Det fællesskab, som gør os til danske. Vi skal værne om det, men ikke skinsygt ruge over det. Vi skal være åbne over for alt, hvad der kommer udefra og prøve at gøre i vor egen tid, hvad vore forfædre så dygtigt forstod: At tage imod meget nyt, men næsten umærkeligt gøre det til vort eget, gøre det dansk.
 
Det slår mig gang på gang, når jeg har været på rejse i udlandet, og måske særligt i år, hvor rejsen gik så langt bort som til Australien og New Zealand: At danske i det fremmede altid lægges mærke til for de gode egenskaber, ikke mindst det, at de er danske. De er sig deres arv bevidst og forstår samtidig at være gode borgere i det samfund, hvor de befinder sig. Til dem og til alle fjern som nær, danske af sind og af rod, sender Prinsen og jeg vore gode nytårsønsker.
 
Langt mod nord og ude i det store hav ligger dele af Det Danske Rige. Grønland og Færøerne oplever i disse år vanskelige tider. Mit nytårsønske til der grønlandske og det færøske folk skal være, at de må bevare livsmodet, og at viljen til at påtage sig opgaver og stå modgangen igennem aldrig må svigte.
 
Når jeg udtrykker mine nytårsønsker til forsvar, politi og alle andre, hvis opgave det er at værne om vort land og vor dagligdag, må jeg sende en særlig hilsen til det unge værnepligtige mandskab, som i år også omfatter mine egne sønner.
 
Det er spændende, men ikke altid lige let at være ung. Vi ældre ser måske somme tider lidt skævt til dem: Hvordan er det dog de gør, siger, klæder sig? Men inderst inde er vi vel alligevel lidt imponerede over deres opfindsomhed og skabertrang og det gå-på-mod, de lægger for dagen, når de står over for tidens udfordringer. For alle landets unge ønsker jeg, at 88 må blive et godt år.
 
Et land, en nation, skal have plads til alle unge og gamle, stærke og svage. Der skal være plads til mange meninger; plads til at være enige, og til ikke at være enige. Det er godt, at vi af og til ser nøgternt på os selv og ikke ukritisk godtager hvad som helst; men vi skal ikke tidligt som sent være så kritiske, at vi lammer hinanden både i tanke og handling. Løft hovedet, frisk mod. Tag fat i det små, hvis det store er mere, end du kan overkomme. Du er jo en hel dansker, det er ikke så ringe.
 
Med Prinsen og vore to sønner vil sige en tak for året, der gik, og ønske et godt og glædeligt nyt år for alle.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1986

 
For mere end 1oo år siden skrev H.C. Andersen sit eventyr 'Tolv med posten' om årets tolv måneder, der kommer rejsende, viser deres pas og bliver lukket ind. `Når et år omme,' slutter han, `skal jeg sige dig, hvad de tolv har bragt - dig, mig og os alle sammen. Nu ved jeg det ikke, og de ved det heller ikke selv - for det er er en underlig tid, vi lever i.'
 
På ny er 12 måneder gået - 365 dage. Vi har lært året 1986 at kende - glædet os over meget, ladet os oprøre af andet, men også henter trøst. Det er blevet lidt slidt, det gamle år, men det er fortroligt. Vi har vænnet os til det.
 
Alligevel kommer mange af os nok til at mindes 1986 som året, der for alvor viste os, hvor voldsomt, ja katastrofalt mennesket kan gribe ind i naturen. Forureningen er rykket os nær ind på livet, og konsekvenserne kan virke næsten uoverskuelige. Vi får let deri fornemmelse, at vi selv intet kan stille op; at det `de andre', `de store', der laver ulykkerne og bare lader stå til.
 
Men lad os lige standse op her. Er det virkelig rigtigt, at vi intet kan stille op? Passer det, at det kun er 'de andres' skyld? Begynder det hele ikke netop med os selv?
 
Vi har igennem snart mange år gradvis og umærkeligt vænnet os til at have et helt andet forhold til ting, end man havde i tidligere generationer. De ting, vi bruger, og som omgiver os med i dagligdagen, forældes hurtigere. Der stilles ikke længere de samme krav til holdbarheden som tidligere, og vi kasserer og skifter ud som aldrig før.
 
Det er udviklingen, siger vi; og udviklingen har også givet os mange goder og fordele, som vi ikke skal kaste vrag på.
 
Men det er vigtigt, at vi viser omtanke, og at vi ikke lader 'smide-væk-mentaliteten' løbe af med os, så at vi glemmer at vise respekt og omsorg for de værdier vi har fået betroet.
 
'Det er også dit tog', hedder det på en af plakaterne i kampagnen for at komme hærværket i togene til livs. Og det er så sandt, som der er sagt. Det er, som om nogle tror, at det ikke gør noget, når det kun går ud over det offentlige - det er også os. Vort samfund er ikke andet end dig og mig og os alle sammen.
 
Vi kan på samme måde sige: Det er også din natur;' `det er også dit land'.
 
Vi har et dejligt land. Men har vi ikke alle oplevet at komme tilbage til et kendt og skattet sted og ærgre os over, at der ikke længere er så rent og friskt, som vi synes, der burde være? Hvad mon det kommer af? Er det mon, fordi vi har taget det for selvfølgeligt - fordi vi ikke forstår, ar vi hver især skal passe på det?
 
Vi smider et lille stykke papir - hvad gør det? Men når der først ligger 100 små, krøllede stykker papir - og meget andet - så er det ikke så uskyldigt mere, så er det noget griseri - så er forureningen begyndt.
 
Vi er ved at forstå, at de ydre omgivelser er en del af den arv, vi skal forvalte, at også de naturgivne værdier skal gives videre til næste generation. Men det er ikke nok, at vi er opmærksomme på rammerne. Kernen i vor kulturarv er respekten for det enkelte menneske og viljen til at række en hjælpende hånd til den, der har hjælp behov. Det har vi lært fra barnsben, og vi har prøvet at indrette vort samfund efter det; men er det ikke ved at blive for koldt, for automatisk? Er der ikke en tendens til, at vi viser for megen respekt og for lidt omsorg, tager for lidt hensyn - menneskeligt hensyn?
 
Hvis 1987 kunne blive det år, hvor vi blev mere bevidste om betydningen af at vise hensyn - både i vort forhold til hinanden og til vore omgivelser - så kunne vi sige, at vi havde gjort god brug af det gamle år.
 
Hvert årsskifte er som en streg på tidens lange målebånd - et mærke, som er fælles for os alle; men desuden sætter hvert enkelt menneske og hver familie sine mærker, som gør året uforglemmeligt.
 
Kronprins Frederiks 18 års fødselsdag blev sådant et mærke - for ham selv, for hans forældre og hele hans familie; men desuden blev det en mærkedag, som mange mennesker landet over tog del i. Jeg ved, at det gjorde et stort indtryk på ham selv; men for min mand og mig blev det også en dag, som vi ikke glemmer. Jeg vil gerne her i aften takke for al den opmærksomhed, som blev vist os. Jeg vover at tro, at så mange deltog i begivenheden, fordi det i enhver familie er noget særligt, når børnene bliver voksne, når de tager fat på det ansvar, der lægges på enhver os i vort voksne liv. De flyver fra reden, siger vi; men samtidig ved vi fra os selv, at vort hjem og vores familie slipper vi aldrig helt, fordi den er en del af os selv. Det kan være et pres, som man kan dele med hinanden, både når det går op, og når det går ned.
 
Hvert nytår plejer jeg at sende mine hilsener til de danske uden for landets grænser, idet jeg håber, at de bag mine ord også vil mærke alle andre hilsener og tanker, som går fra os i Danmark til dem derude, nær eller fjern. Enhver vil sikkert kunne forstå, at denne nytårsaften er noget særligt for mig, og når jeg sender mine ønsker og hilsener, må jeg også tilføje: Godt nytår, Joachim.
 
Der er langt fra Danmark til Færøerne og Grønland - afstandene er store, forskellighederne mange; men de bånd, der knytter os sammen i rigsfællesskabet, styrkes af de varme følelser, vi nærer for hinanden. Jeg ønsker et godt nytår for Færøerne og Grønland - for de to landsstyrer, for der arbejde, der gøres i Lagting og Landsting, og for alle, der bebor de egne, som nok er fjerne men som har givet mig og min familie så mange uforglemmelige oplevelser.
 
Vort moderne samfund er kompliceret og sårbart på mange måder. Det kan kun fungere, når uendeligt mange dele, store som små, griber ind i hinanden, afpasser sig efter hinanden. Det består af os hver især, men samtidig af større enheder, der hver har sine opgaver at løse. Til alle de mange, der er med til at holde hjulene i gang, til at værne om vor fred og frihed og daglige velfærd, vil jeg gerne bringe en tak for året, der gik, og samtidig ønske et godt nytår.
 
Vi kan lægge det gamle år bag os, men vi kan ikke glemme det. Det er blevet fortid, men det skal ikke være en død vægt, vi må slæbe med os. Det skal blive en del af vores erfaring, som vi kan bruge, medens det nye år lægger dag til dag.
 
Om få timer begynder det nye år. Gid det må bringe os alle meget godt og glædeligt; måtte vi forskånes for ufred og ulykker og hver især finde trøst, når vi har det behov.
 
Et godt nytår ønsker jeg for alle.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1985

 
I lang tid har jeg set frem til denne aften. Ikke uden ængstelse har jeg tænkt: `Hvad skal jeg sige i min nytårstale?', men ved nærmere eftertanke er spørgsmålet snarere: `Hvordan skal jeg begrænse mig?'
 
For jeg føler det som stor forpligtelse og et sandt privilegium at have denne lejlighed til at henvende mig til hele befolkningen, og som en virkelig glæde, at så mange giver sig tid til at være sammen med mig i disse minutter.
 
Det er i sandhed en gave at leve i et land, hvor vi alle, regent og borgere, ministre, politikere og organisationer, har lov til at tale med hinanden og lade hinanden komme til orde.
 
At lade hinanden komme til orde, det skulle gerne være adelsmærket for et folk og et land, som er demokratisk. Vi skal kunne tale sammen for at kunne nå til enighed, men vi skal også tale sammen, for at alle vore forskelligheder kan komme til udtryk. For vi er jo ikke kvæg eller får eller myrer, vi er mennesker med hver sit liv, sin skæbne, sin historie, sin stemme. Danmark er ikke et stort land, men det rummeligt, og det er fredeligt, det har vi altid ment; og når man i udlandet endog roser os for det, er det kun rimeligt, at vi også bliver stolte. Det er dejligt at være kendt som et velfungerende samfund, at være kendt for vort gode kunsthåndværk, for dygtige ingeniører, landmænd, forretningsfolk. Vi bliver glade, når man bemærker vores indsats i internationalt hjælpearbejde, både de store kampagner og de mange små, men væsentlige bidrag, der ydes, også i gerning. Det er heller ikke så ringe at være kendt som den rød-hvide skare, der kan larme festligt ved en fodboldkamp og juble over vort dygtige landshold.
 
Fra det store udland når meddelelserne om gru og rædsler ustandselig til os; vi gyser og skutter os: Gud ske lov, sådan er det ikke her, vi er nemlig så hyggelige! Og alligevel! Har vi ikke i de senere år set alt for mange eksempler på, at vi også kan gå over stregen? Har vi ikke set voldeligt fremfærd, kynisk råhed også herhjemme? Det nemmeste er at tænke: Heldigvis var det ikke en af vore, ikke på vor egn, ikke i vores gade, - men det var jo netop i Danmark, det er vores egn, vores gade, det er en af os. Det må vi som danskere også hæfte for. Alle vi, der bor i dette land, må dele godt og skidt med hinanden, det var det, den kendte fædrelandssang ville huske os på, og som vi kan gøre tydeligt ved at ændre et enkelt ord:
 
`Hver glans, hver plet må jeg bære, som falder på Danmarks navn.'
 
Fædrelandssang, fædrelandskærlighed - er det ikke ensidigt og selvtilstrækkeligt i en verden, som den tekniske udvikling har fået til at skrumpe, og hvor ingen kan eller bør være sig selv nok?
 
Den selvtilstrækkelighed kommer vi bare ikke til livs blot ved, at vi sætter millioner af til u-landshjælp, ved at vi organiserer store indsamlingskampagner og helhjertet slutter op om dem med penge og sang og med underskrifter på indignationens lister. Engagement og offervilje er der så sandelig brug for; men vi skal nok passe på, at netop dette ikke bliver en hovedpude for vores samvittighed.
 
Danmark er det land, vi lever i, hvad enten vore rødder går langt tilbage og måske fortaber sig l en fjern fortid, eller vi først for nylig har slået os ned her. Der er ikke verdens centrum, men det er midtpunktet for vor verden. Derfor må vi tage vare på det og på hinanden.
 
At være glad for sit eget land, være stolt af det, holde varmt og inderligt af Danmark, er ikke noget at skamme sig over. Det er noget, der giver ballast i en verden, der overøser os med medietilbud om under-holdning, og i en tid hvor strømme af oplysninger vælter ind over os og er ved at tage pippet fra mange, både unge og gamle. Viden og kunnen har vi brug for og sund fornuft, når vi skal skelne mellem godt og ondt, mellem ret og uret; men når det kommer til stykket, er hjertevarme og hjertelighed det, vi aldrig må glemme. Hjælpsomhed på verdensplan er fint; hjælpsomhed i dagligdagen mod de mennesker, der omgiver os, kan vi slet ikke leve foruden.
 
1985 har for min familie og mig i særlig grad været .il-et, hvor vi har fejret min moder dronning Ingrid for ;o års gerning i Danmark og som dansk. Hvad der gjorde jubilæet uforglemmeligt for hende og for os var ikke mindst de mange varme tanker og ønsker, som hun modtog fra alle sider og fra hele landet.
 
Prinsen og jeg og med os kronprins Frederik og prins Joachim vil også sige hjertelig tak for det gamle år til alle nær og fjern.
 
En tak og et ønske om godt nytår til Færøerne og Grønland, der deler megen sol og vind med Danmark, men som også har deres eget vejr. Et ønske om godt nytår og en tak for sidst til de små grupper af mænd i det fjerne Nordøstgrønland og til beboerne i Scoresbysund, der var vore værter i april.
 
En særlig hilsen til dem, der har havet som arbejdsplads, til fiskere og folk i handelsflåden, og en tak til de mange i værn og politi, hvis opgave det er at værne om vor fred.
 
En hilsen med gode nytårsønsker til alle danske uden for landet, til de danske syd for grænsen, og til vore gæster i Danmark. Alle er de med til at gøre begrebet dansk bredere og Danmark rummeligere.
 
I vinterens mørkeste dage kæntrer året, det vælter ikke som et isfjeld, dramatisk og frygtindgydende, men et skifte sker umærkeligt i nattens timer, og vågner op til et nyt tal, et nyt år: 1986.
 
Hvad skal vi så i det nye år? Alle har vi en dagligdag, som skal klares, måske med problemer, der kan synes uoverskuelige. Men lad os standse op et øjeblik for at tænke på det kommende år i lyset af det svundne. Lad os ønske for 1986, at det må blive et år præget af fordragelighed, hvor vi lader hinanden komme til orde, hvor vi indbyrdes kan være overbærende, og hvor humor og godt humør kommer til udtryk. Lad os give en hånd med der, hvor der er brug for det; og lad os også tage imod med et smil, hvis nogen rækker os hånden, hvor det kniber.
 
På denne sidste aften i det gamle år sender jeg da min varmeste hilsen til hver og en, med tak for året, der gik, og med ønsket om et godt og glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1984

 
Nytårsaften lader vi tankerne gå tilbage; det gamle år passerer revy og får karakter; det gør journalisterne for os, politikerne og alle andre, som vi plejer at lytte til; det gør vi også hver især. Men lad os i aften kaste blikket længere tilbage i tiden, lad os forestille os nytårsaften 1944. Det sidste krigsnytår. Vi er mange, som ikke har mulighed for selv at huske den tid, men vi kender til den fra vore forældre og bedsteforældre. En mørk tid, kulde ude og inde, mangel på de fleste bekvemmeligheder, usikkerhed, angst, spændt forventning. De må have vidst, hvad der lå i ønsket om et godt nytår. Det nye år måtte blive bedre. Og det blev bedre; det blev befrielsens år 1945. Freden og friheden kom tilbage til os danske - den fred og den frihed til selv at bestemme over vores tilværelse, som det har været vort held og lykke at kunne beholde siden, og som det må være vores pligt at sørge for at bevare til vore efterkommere.
 
De 39 år, som fulgte efter, har alle været gode år, dyrtid og bekymringer ufortalt, for vi er herrer i vort eget hus. Vi har kunnet indrette os, som vi selv ville, med et velfærd og en velstand, som for 40 år siden måtte have forekommet næsten utænkelig, og i dag for mange af verdens folk må synes uopnåelig. Skal vi så igen ønske os et bedre nyt år, end det der gik? Er det ikke at stille sig forkælet an i en verden, der rummer så megen nød, så megen gru og ulykke?
 
Hvor naturkatastrofer lægger liv og værdier øde, hvor sulten hærger - der taler man ikke om et godt eller bedre nyt år, der gælder det om overhovedet at få et nyt år at leve i. Ikke blot den materielle nød, mangelen på det nødvendigste, er vi forskånet for her i Danmark. Hos os hersker også den fred, det frie politiske liv og de ordnede samfundsforhold, som gør vort land til en eftertragtet havn for mange. Med vidt forskellig baggrund kommer flygtninge hertil, kvæstede somme tider både på sind og krop. Vi tager imod dem og er nok også lidt stolte over, at de har valgt netop vort lille paradis, men når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden, og skuffelsen melder sig på begge sider.
 
Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæstearbejderne og deres familier. Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores `danske humor' og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt.
 
Hvis vi ønsker, at det nye år skal blive bedre end det gamle, så er her et godt sted at begynde. Et nyt år er en ny chance, nye muligheder, ikke mindst for den, der er ung. Men de unge har det slet ikke så let i dag, trods al tale om ungdomskultur og alle gode tilbud om sport, mode, musik og underholdning. For det kan være vanskeligt at slå sig igennem, problematisk at finde og få lov til den uddannelse, man ønsker sig, og usikkerheden om der vil være arbejde til en, når man en dag langt om længe er færdig.
 
Alligevel har unge mennesker i dag måske en fordel frem for generationen umiddelbart før. For de tror bestemt ikke på, at de stegte duer kommer flyvende ind i munden på dem. De er vokset op med noget, der kaldes krisetider, de ved, at der skal gøres en indsats.
 
Der er så meget nyt, der vælter ind over os i dagligdagen: der er nyhederne, somme tider meget ængstende, der er den nye teknologi, som kan være både forbløffende og skræmmende. Jeg tror ikke, vi ukritisk skal tage imod alt nyt, for så mister vi fodfæstet og bliver rodløse, men afviser vi til gengæld det hele som noget fremmed og fjendtligt, går vi i stå hver enkelt af os og med os vort samfund. Vanskeligheder og bekymringer har alle mennesker, vi lever ikke et år, uden at der er noget, vi kunne ønske var faldet heldigere ud, eller uden at vi fortryder både det ene og det andet af det, vi har sagt eller gjort; men når alt kommer til alt, og vi har stillet vore krav og udtrykt vore forventninger til fremtiden, så er det dog vor egen indsats, og ikke mindst vor egen indstilling, der bestemmer, hvad det nye år skal blive til, om det bliver til at ha'. I dette år har Prinsen og Jeg igen haft den glæde at være på Færøerne; til mine gode nytårsønsker til det færøske folk vil jeg gerne føje min mands og min tak for al den gæstfrihed, vi mødte, og for den oplevelse det altid er at besøge det færøske samfund.
 
Et godt nytår ønsker jeg også for Grønland, som jeg nåede at gæste et kort øjeblik i den tilstundende vinter. Endelig føler jeg trang til sammen med Prinsen, kronprins Frederik og prins Joachim at sige tak for det år, der er gået, en tak til alle de mange overalt i landet, der har gjort 1984 til et godt år både for mig og min lille familie.
 
Specielt ved jul og nytår er der mennesker rundt omkring i verden, som sender deres tanker hjem til Danmark, hvad enten de er rejst ud for bestandig, eller det kun er for en kortere tid, de opholder sig i det fremmede, eller er på langfart. Til dem alle og de mange syd for grænsen, hvis hjem er så dansk som noget, sender jeg mine varmeste hilsener og ønsket om et godt nytår.
 
Nytårsnat er der mange, som må gøre tjeneste i forsvar, civilforsvar, politi og brandvæsen, på hospitalerne og ved andre livsvigtige institutioner. Til dem og til alle, der sørger for, at årets timer og døgn kan forløbe trygt og roligt for os, sender jeg min tak og min nytårshilsen.
 
Nytår for 40 år siden og det nye år, vi nu går ind til, hvad har de tilfælles? Den glæde, som sprang ud den 4.-5. maj 1945 den opleves kun på baggrund af det, der gik forud, den kan ikke blive vores i 1985, den glæde skal vi ikke give os til at efterligne. Men optimismen og troen på en morgendag, der bliver bedre, fordi vi selv er med til at gøre noget ved det, der skal vi lægge i vore nytårsønsker til hinanden, når vi siger godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1983

 
Det er igen blevet nytårsaften, i morgen tager vi hul på et nyt år, ikke noget rundt årsskifte, blot det fjerde i firsernes række - og dog.
 
1984 er der nok mange, der har set hen til med en vis gysen, for ikke sandt, fremtidsromanen `1984', skrevet for mere end tredive år siden, har ved sit knugende billede af et samfund, hvor al frihed og menneskelighed er undertrykt, på en eller anden måde givet en skæbnesvanger klang til det årstal, også for de mange, der ikke selv har læst bogen.
 
Men lad os nu først og fremmest huske på, at bogen `84' netop er det omvendte af `48', det år romanen udkom, og et tal er et tal - ikke andet, så vi må ikke lade os skræmme af tallet 84 mere end af - 5 eller - 6 eller 87.
 
Vi må netop ikke lade os skræmme. Skrækslagne mennesker er det nemmeste bytte for alt, hvad de mest frygter, en forskræmt bilist kører bestemt ikke sikrere end den roligt årvågne.
 
Den bange kan man binde hvad som helst på ærmet.
 
Vi lever i vanskelige og farlige tider, derom er der ingen tvivl, men også ved dette årsskifte kan vi konstatere at vi har levet endnu et år i frihed og fred - hvor mange steder i verden kan man sige det?
 
Jo, i Danmark, i den vestlige verden. Her er vi stadig frie folk i frie lande med ret til og mulighed for at udtrykke vor mening, som vi hver især ønsker det. Med adgang til at give tanker og følelser luft, hvor vi vil, og når vi vil, ikke uimodsagt - deri består friheden også - men uhindret.
 
Men denne frihed forpligter. Den kræver, at vi under andre samme ret til at komme til orde, som vi forlanger for os selv. Det kaldes tolerance. Men tolerance betyder vel at mærke ikke, at det ene standpunkt kan være lige så godt som der andet.
 
Tolerancen er nemlig intet værd, hvis vi ikke også respekterer os selv og vort eget standpunkt.
 
Vi er et lille land, og fem millioner er ikke mange. Vi har som danskere nemt ved at finde vor identitet, som man kalder det. Vi bliver ikke borte for os selv i et talløst menneskemylder.
 
Derfor er det vigtigt, at vi også forstår, at andre har en identitet, som de ikke vil miste, selv om de har slået sig ned her hos os og ønsker at være en del af vort samfund.
 
Hvad der sker i vort land og i verden ude omkring vil præge året for os alle. Alligevel vil det ny år tage sig forskelligt ud for hver enkelt, og hver især må vi spørge: hvad vil der ske for mig, for min familie, mine venner, i året der kommer? Vil det indeholde mærkedage, uventede som uforudsigelige?
 
En aften, nytårsaften, har for mig fået en ganske særlig vægt, en betydning, som ingen anden i hele året. Her føler jeg, at jeg kan få folk i tale, både i Danmark, på Færøerne og i Grønland, og sige tak for det år, vi har haft sammen. Sige tak for den indsats, som hver især har gjort - det være sig begivenhedernes brændpunkt eller jævnt og stille der, hvor ingen synes at mærke det.
 
Sige tak, ikke mindst for alt, hvad min familie og jeg selv modtager af venlighed og varm interesse både ved særlige lejligheder og i vor daglige færden.
 
Jeg ønsker et godt nytår for Grønland trods alle vanskeligheder og trods det uberegnelige klima, som truer med at gøre alting endnu mere besværligt, gid der også denne vinter og hele dette år må være mange lys i mørket.
 
Til maj går turen atter til nordover for Prinsen og jeg. Vi glæder os til at gense Færøerne, og jeg sender mine varmeste nytårshilsener til alle, der har hjemme på de lysende grønne øer i det gråsorte hav.
 
Det er søen, der præger det danske rige i stort og småt, derfor skal en særlig nytårshilsen også gå til alle, der har deres dont på eller ved havet, særligt til dem, der må være hjemmefra på denne aften. Ja til alle - fjern eller nær - der trofast føler Danmark som deres eget, sender jeg min nytårshilsen.
 
Til de mange overalt i landet, der året rundt gør deres indsats for, at det danske samfund kan leve sin hverdag i tryghed og ro, sender jeg en særlig hilsen og tak.
 
Det gælder ikke blot politiet og forsvaret, men også alle andre, der virker i samfundets tjeneste, og som altid viser sig rede til at gøre en ekstra indsats, når det kræves.
 
Har 1983 end været fredeligt og godt for Danmark, er der dog altid mange, for hvem året gik tungt, og som føler, at de næsten har mere at slås med, end kræfterne kan klare. Dem må vi alle ønske et godt, ja, et fornyende nytår, hvad enten det er sygdom eller personlige sorger, der har ramt dem, eller de står uden arbejde måske gennem lange tider.
 
Et årsskifte er et skel, men om det bliver epokegørende eller ej, det kan vi ikke vide. Mange gange i historien har man ment, at man stod ved en skillevej for at senere at indse, at den ny tidsalder for længst var indledt. Andre gange var det først ved tilbageblik, man måtte konstatere, at den dato eller det år blev skelsættende.
 
Hvad 1984 vil blive, kan vi ikke vide, hvad det gemmer til os af glæder eller sorger er skjult. Så lad os møde det ny år hverken blåøjede eller som strudsen med hovedet i busken, men med fortrøstning og uforfærdede.
 
Vel vidende, at `sorrig og glæde, de vandre til hobe', så kan vi ønske hinanden et godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1982

 
Det er en gammel skik at samles nytårsaften for at tage afsked med det gamle år og byde det nye år velkommen. Det kan ske under festlige, lidt løsslupne former, det kan være en aften til stille eftertanke, eller det kan være den aften, da familien samles om gamle traditioner. Det er i hvert fald en aften, der ikke skal være som alle andre, det føler de fleste af os.
 
For mig er det blevet den aften, hvor jeg kan henvende mig direkte til mange mange mennesker og har mulighed for at tale om noget af det, der angår os alle, og som nytårstiden gerne får os til at tænke lidt mere over.
 
Hvad er det for et år, vi har oplevet sammen her i Danmark, det 1982 som nu næsten er forbi? Den krise, som vi længe har levet med, kan vi nu alle mærke, og mange har den ramt hårdt. Danmark er måske ikke helt det lykkeland, som vi engang syntes, det var, eller mente det ville blive. Dog kan de, der har oplevet tidligere tiders kriser, nok fortælle os, at der er meget stor forskel på dengang og nu.
 
De fremskridt, vi har oplevet i den sidste menneskealder, er uden sidestykke i vores historie. Både socialt og kulturelt har vi udbygget vort samfund på en måde, som tidligere generationer næppe kunne forestille sig, og den enkelte har fået udfoldelsesmuligheder, som før var de færreste beskåret. Vor dagligdag er blevet nemmere ikke mindst takket være den ny tids teknik: vi køber, vi rejser, vi bruger.
 
Vi er blevet et overflodssamfund - men hvordan lever vi med overfloden? Er vi blevet `forkælede, egoistiske og utaknemmelige', som en bekymret sortseer frygtede det et par år efter krigen, da opgangen så småt kunne skimtes?
 
Vi har fået så mange materielle goder, som tidligere tider aldrig har kendt til og dem lever vi godt med, så godt at de forekommer os uundværlige. Ja, men overflod, siger vi, vi har jo krisetider, og de har stået på i adskillige år? Det kan gerne være, men sammenlignet med hele vor jord lever vi stadig i et samfund, der har overflod. Vi har taget os lidt sammen, vi har fundet et nyt begreb, `genbrug', det skulle afløse vort hidtidige `forbrug'. Men de gamle, de kendte skam ingen af ordene, de brugte nok, men de brugte helt op - jo, selv `genbrug' er et barn af overflodssamfundet.
 
Så er vi altså forkælede? Ja vist, men vi behøver ikke at opføre os sådan. 1982 har nok stillet hårdere krav til os, end vi har været vant til, og der er mange i vort samfund, som har grund til ikke at føle sig særlig forkælede. Især tænker jeg på dem, som er uden arbejde, og på de unge, der ikke kan komme i gang med et aktivt arbejdsliv. Det må bekymre os alle, og 1983 giver ikke alt for meget håb om snarlig bedring, i hvert fald er det vist ikke udefra, vi skal vente blidere vinde.
 
Så meget vigtigere bliver det da, at vi selv gør noget ved sagen, at vi står sammen her i vort land. Danmark er ikke stort. Men hvor ofte har vi ikke været stolte af os selv, netop fordi vi dog evner ikke så lidt. Vor lidenhed har jo også den fordel, at der ikke er stor afstand fra landsdel til landsdel, fra gruppe til gruppe, fra menneske til menneske.
 
For vi er da ikke for alvor blevet så egoistiske, at vi kun kan tænke på os selv, kun tale med vores egen gruppe, kun regne med folk fra vor egen landsdel, at vi kun vil have noget at gøre med dem, der ser ud som os selv, lever som os selv, er som os selv? I de gode år åbnede vi vore døre for mange mennesker fra andre egne af verden. Nu, hvor der er knaphed, må vi ikke slå hånden af dem. De står langt svagere end os, fordi de ikke er vokset op med vore normer eller er helt fortrolige med vort sprog og vort livsmønster. 1983 er ikke bare vores år, det skal også være deres.
 
Grønlandsrejsen i sommer blev for min mand og jeg og for vore to drenge den helt enestående oplevelse. Det var dejligt at gense landet og at møde så mange mennesker fra by og bygd. Der sker så meget i det grønlandske samfund i disse år, også der er der nok af problemer at slås med. Men det var en glæde at se, hvor ansvarsbevidst og fortrøstningsfuldt der tages fat overalt. En tak for i sommer skal lyde fra os alle fire og et godt nytår.
 
Til Færøerne sender jeg mange tanker og ønsket om et godt nytår for hele samfundet og for alle hjem. Også i år går mine nytårshilsener til alle danske i det fremmede og til alle, der enten nærved eller langt borte hæger om deres danske arv og sind.
 
Det arbejde, der udføres af ordenens håndhævere, er ofte forbundet med store vanskeligheder, og de udsættes endda for alvorlige knubs og ringe forståelse. Vil dem og til alle andre, der står i vort samfunds tjeneste, vil jeg bringe min tak og mit ønske om et godt nytår.
 
Her ved årsskiftet må vi nok indse, at vi er blevet lidt blødsødne, og det er nærliggende at skyde skylden på de gode tider, vi har haft. Men lad os ikke foragte de gode tider af den grund - det ville dog være den største utaknemmelighed. Lad os hellere prøve, om vi ikke af de gamle kan lære lidt af det tålmod, som de viste over for livets tilskikkelser. Ikke det opgivende tålmod, men den sindets ligevægt, som ikke gør modgang til en katastrofe, men til en `udfordring', som gør, at vi vender os til vore naboer for at se, om ikke de har brug for noget, vi kan hjælpe dem med. Det gælder ikke blot vort forhold til folk i den tredje verden, for hvem den globale krise er en ulykke. Men det gælder også dem henne om hjørnet, det ældre ægtepar nedenunder eller dem af vores egen familie, som vi måske er ved at glemme, fordi de ikke bor lige i nærheden.
 
Man må ikke bære julen ud, hedder det. Lad os omskrive det udtryk, lad os bære nytåret ind hos hinanden og ønske et godt og glædeligt nytår for hinanden og vort land.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1981

 
Så gik der atter et år, tolv måneder, 365 dage, som er gennemlevet på godt og ondt, gennemslidt vil mange mene. Udgangen blev hård, vinteren satte tidligt ind, en storm fejede over landet, væltede træer, satte marker under vand, kostede dyrt, kostede menneskeliv.
 
Som Danmark ligger, er blæsten en del af vor hverdag, men naturkræfternes fulde styrke kender vi kun dårligt; de, der bor nær det store vand, og de, der har deres udkomme på havet, ved, hvad der kan hænde, men de fleste af os er vant til at give digteren ret:
 
`Under vejrs og vindes nåde ligger lander dybt i ro.'
 
Det passer endnu, selv om uenigheden herhjemme kan være ganske iøjnefaldende. Men vort land er frit, som det har været i tusind år. Den frihed bør vi skatte på, ikke mindst når vi ser, hvad andre må døje, som ikke er fri, eller som føler deres frihed truet, og hvad de er parat til at ofre.
 
Vi danskere er så mange slags, vi har forskellige vilkår, vi har forskellige meninger om tilværelsen i al almindelighed og om de løsninger, vi ønsker på dens problemer, men vi er sat her på denne del af kloden, i dette land, i Danmark, det er vor fælles baggrund og vort fælles mål, så må vi også kunne stå sammen, når vi føler os mindre inspirerede, og når opgaverne virker besværlige.
 
Det gælder ikke blot om at forstå de andres synspunkter, men i endnu højere grad om at respektere dem. Og grunden er den simple, at disse andre, denne anden, er vort medmenneske. Det skulle være demokratiets kendetegn, ikke at de fleste har ret, men at alle giver plads for hinanden. Det er nok et ønske, vi alle gerne ville overføre på verdenssituationen; men lad os nu bare begynde med os selv, i vort land, på vor arbejdsplads, i vor egen familie. Ville det ikke være et nytårsforsæt, som vi kunne blive enige om?
 
Et vanskeligt år er langt. Den økonomiske krise er det ikke lykkedes at overvinde, hverken herhjemme eller ude i den store verden. Endnu længere virker året, når vi må indse, at det nye vil indeholde de samme vanskeligheder som det gamle. Allerlængst har året været for den arbejdsløse.
 
Krisen har gjort sit til at øge den usikkerhed, som vi alle føler over for 1982, en usikkerhed, som særlig de unge mærker som en trussel, hvad enten de står uden arbejde eller ved deres egen arbejdsplads truet, eller det er den verdenspolitiske usikkerhed, der skræmmer dem. Vi må alle sande, at i en tid, hvor der tales om sikkerhed som sjældent før, lurer usikkerheden også uden for vor egen dør.
 
Nytårsaften er det god skik at takke hinanden for det gamle år, den tak vil jeg gerne lade gå til enhver, som professionelt eller frivilligt stiller sig til rådighed for vort samfunds sikkerhed, og frem for alt tænker jeg på dem, der vover liv og førlighed for at redde mennesker i nød, på denne aften skal vi ikke glemme, at det også i år har kostet nogle livet.
 
Vore søfolk og fiskerne og alle, for hvem havet er det daglige livs vilkår, må i år være i vore tanker, dem vil jeg sende en særlig hilsen.
 
Næppe nogen lever havet så nær som det færøske folk, dem ønsker jeg- `gott nyggjár'.
 
Det grønlandske folk oplever naturens barske alvor i dagligdagen, min mand og jeg glæder os til gensynet og til, at vore drenge også skal møde Grønland og det grønlandske folk næste sommer: `ukiortaami pilluaritsi' ønsker vi alle.
 
Danmark er ikke et stort land, men danskerne var aldrig bange for at engagere sig i det fremmede; til de mange, som er rejst ud, og ganske særligt til dem, der har påtaget sig at hjælpe rundt omkring i verden, vil jeg rette en nytårshilsen med en tak fra deres land for den offervillighed, de lægger for dagen. Min nytårshilsen går også til vore landsmænd syd for grænsen og til vore mange medborgere, som er kommet hertil fra andre himmelstrøg.
 
I aften vil jeg også gerne bringe en personlig tak for al den venlighed og betænksomhed, som bliver Prinsen og mig og vore to drenge til del snart sagt hver eneste dag i året.
 
Det er ikke blide sange, der synges ved det ny års vugge. Januar er en barsk måned, kold og lang, regningernes tid, uindbydende - ikke mindst i økonomisk vanskelige tider. Om sent eller tidligt, så må foråret komme, det ved vi. Vintertiden må gennemleves, den må tåles, vi er ikke herrer over dens forløb, men dens virkninger bekæmper vi, det er nødvendigt, dertil behøves både de gamles erfaring og de unges gåpåmod; da kræves det af os, at vi ikke tager modet fra hinanden.
 
Er vinter kommen, kan vår da være fjern?
 
Lad os takke alle, der i en vanskelig tid røgter deres hverv, stort eller lille, der støt bliver ved, også når det sker næsten i trods. Hver enkelt, der ikke opgiver håbet, er med til at skabe lidt mere håb for alle andre.
 
I tillid til det håb vil vi ønske hinanden glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1980

 
Hvad hjertet er fuldt af må komme allerførst, og jeg kan ikke begynde denne aften uden at bringe en tak for det gamle år. Både på rejser rundt i landet, ved festlige lejligheder og i det daglige modtager jeg, min mand og vore to drenge så megen varme og sympati fra alle sider, at det gør hver dag rigere. Til min 40 års fødselsdag modtog jeg gaver og telegrammer og hilsener, som jeg er uendelig taknemmelig for, men først og fremmest vil jeg sige tak for de kærlige tanker, jeg føler ligger bag al denne hyldest, og som er en støtte og en kilde til inspiration. For os alle i familien blev årets største oplevelse dog min moders fødselsdag, en dag, som hun vist nok selv frygtede, men som blev den smukkeste bekræftelse på, at hun ikke blot er elsket og respekteret, men at hendes liv og gerning har mening. En smukkere fødselsdagsgave gives ikke. Fødselsdage og nytår er en underlig foreteelse; i det daglige følger time på time, dage bliver til uger og måneder, og pludselig opdager vi, at et år er gået. At tid er et relativt begreb er ikke nogen floskel. For barnet er der en evighed til jul, når vi skriver 1. december, for de voksne er det `allerede jul igen'. Den unge møder hver dag med nysgerrighed og lægger utålmodigt år til år, den fyrreårige forstår pludselig, at mere end halvdelen af livet sandsynligvis er gået. Mennesker ældes, det ved vi, vort århundrede er ved at løbe ud, kan tiden også ældes, eller kan kulturer? Mange civilisationer har blomstret og er døde og begravet, hvad med vor egen, går den mon på hæld?
 
Det er, som om den økonomiske nedgang, vi oplever i disse år, snarere opfattes som en forløber for endnu værre ting end som en udfordring til os alle. Er det mon, fordi også de unge ubevidst aner, at vor civilisation er blevet gammel, at så alt for mange lader sig opsluge af narkotika? Det er næsten, som om de valgte hellere at springe i afgrunden nu, frem for at give livet en chance med al den risiko, som er en del af livet.
 
Der er meget, som kan bekymre ikke blot de unge i denne tid; der er økonomiske vanskeligheder, der er frygten for, at ufreden i verden skal brede sig med live problemer til følge, og der er arbejdsløsheden, der i år er mere omfattende, end den har været i lange tider.
 
Jeg tror, vi prisgiver alle de svageste i samfundet, hvis vi ser for sort på vor egen tid - for hvis de, der har kræfter, er modløse, hvordan skal så de svage gøre sig håb om, at morgendagen er værd at opleve?
 
Vist skal vi ikke bilde os ind, at vor egen civilisation er den bedste - endsige den eneste gyldige - og det samme gælder om vort eget land, om Danmark; men denne del af verden, dette land er vort, her er vi vokset op, her har vi rod, herfra vor verden går. Vi skal ikke `hygge os i smug', men vi skal værne om vort land, vor kultur, vort sprog, ikke ved at lukke det inde i et glasskab på museet, smagfuldt belyst og med forklarende tekst - det skal ske ude på torvet, i vore hjem, i vore skoler, på hver arbejdsplads, der hvor livet er, hvor der kan blæse koldt og regne, men hvor solen også kommer.
 
I de senere år er mange mennesker kommet til Danmark ude fra den store verden, hvor vilkårene ofte er meget anderledes end hos os. Nogle slår sig ned for en kortere tid, andre håber at kunne lægge resten af deres liv og deres børns tilværelse blandt os i Danmark. Årsagerne kan være mange, ønsket om bedre vilkår, større tryghed, eller fordi de i Danmark ser en sikker havn. De er nu vore medborgere, dem skal vi gøre vort land begribeligt for, så at det har en mening for dem at indpasse sig i vort samfund. De er også med, når vi ønsker hinanden et godt nytår.
 
På denne nytårsaften sidder der ligesom i tidligere år mange danske tiden for landets grænser, både fjernt og nær. Til dem går mine tanker og min nytårshilsen med tak for deres trofasthed overfor, hvad der er dansk, og for den indsats de yder, og som gør deres land ære.
 
Til Færøerne og Grønland sender jeg mine gode nytårsønsker i glæden over den gensidige respekt og samhørighed, som præger forholdet mellem de tre folk i Det Danske Rige. Den tillid skal vi fortsat bygge på, og jeg håber og tror, at den vil bestå usvækket også i fremtiden.
 
For at et skib kan sejle, og tog kan gå, for at meddelelser kan nå frem, for at vi alle kan sove trygt, er mennesker i aktivitet tidlig og sent rundt om i vort samfund; hvad enten de er valgt eller hvervet til deres gerning, hvad enten de virker i det stille eller fremme i rampelyset, i forsvar og politi eller sygehuse, vil jeg rakke dem for deres gerning i det gamle år og ønske dem et godt nytår.
 
Fra i morgen skriver vi 1981, vi er i firserne - fattigfirserne, som nogle ynder at sige. Der er noget selvynkende i det udtryk, som jeg ikke kan lide, for fattige - ynkværdige bliver vi ikke, blot fordi vi har mindre råd end før, men fordi vi med os selv ved, at vi ikke har sat nok ind på at holde modet oppe hos os selv og hos hinanden.
 
Mennesker, der bliver genstand for oprigtige beundring, er næsten altid dem, der gør mere end det blot nødvendige, vi kalder dem ofte `enere' som en særlig hædersbevisning; men egentlig er det vor egen fallit-erklæring, vi dermed udtrykker, for vi har hver og en noget, vi skal gøre, og jeg gad vide, om vi ikke altid kunne gøre mere. Det nødvendige holder os og vort samfund i gang, men det lille - eller store - ekstra nap. det bringer os videre, både vort samfund og os selv, hver enkelt af os. Vi skal ikke lade tiden slæbe os ved hårene baglæns ind i 1981, vi skal selv, uforknytte, gå det ny år i møde og af hjertet ønske hinanden et godt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1979

 
Ved et årsskifte er det skik at se tilbage. Når også årtiet skifter, kan vi ikke lade være med at betragte hele det forløbne tidsrum. Hvordan var det på hin aften i 1969, da 7o'erne stod for døren? Så vi ikke frem til et tiår, hvor vi skulle høste de rige frugter af 60'ernes opgang, da et vældigt lyssyn endelig forekom os berettiget; morgendagen ville blive endnu bedre end dagen i dag, vi havde lært at styre økonomi og samfund, nu skulle tidens løbske heste lystre vore tøjler. I dag kan vi nok huske, at de første advarselsklemt havde lydt. Ungdomsoprøret, som vi har valgt at kalde begivenhederne navnlig i 1968, viste sig at være mere end en pludselig influenza.
 
Vel havde ungdomsoprøret politisk sigte og talte økonomi som alle andre i sin tid. Men egentlig tror jeg kun, det var overfladen, der tog sig ud som et samfundspolitisk spørgsmål. Det var problemer af langt dybere karakter, der var den virkelige årsag til den uro, som navnlig de unge gav udtryk for. De hævdede sig i samfundsdebatten, tog nye initiativer på mange felter, søgte nye veje - somme tider næsten febrilsk. Mange gav det nyt livsindhold, men andre væltede det over ende og gjorde endnu mere rådvilde, eller det drog dem ned i narkotikaens mørke, hvor selv de gode viljer kun vanskeligt finder vej.
 
Man kan sagtens give problemerne navn og adresse, men er de i virkeligheden ikke tegn på en usikkerhed, som er af menneskelig art, og som deles af alle aldersgrupper og samfundslag? Jeg synes vores reaktion på 70'ernes energikrise og økonomiske nedtur tyder på det, for det er da en underlig mistrøstighed, der har grebet os alle sammen. Følte vi os simpelthen uretfærdigt behandlet af skæbnen, da 70'erne ikke kunne byde os den fortsatte fremgang, som 60'erne havde vænnet os til?
 
Det er ikke svært at beskrive det forgangne tiår i en bedrøvelig tone, men ingen begivenhed, ingen periode, hvor trist den end synes, er uden lyspunkter. Skraber vi de klamme, visne blade til side en dag i den sene vinter, står nye spirer altid parat. Jeg tror, 70'ernes gode arv til 80'erne er sådan en lille erantis, der hedder ny opmærksomhed over for det enkelte menneske, en genvågnende omsorg, ikke blot for naturen, men for hvert menneskes værd som enestående personlighed, som en uerstattelig tone i det store klanghav.
 
Min mand, vore to drenge og jeg lader i aften tankerne gå ud til alle egne af vort land, til ethvert hjem og til hver enkelt med en tak for det år, vi har oplevet sammen.
 
Blandt de mange gode minder er der et, som både Prinsen og jeg gerne vil fremhæve: nemlig vort besøg i Grønland, da hjemmestyreloven trådte i kraft. Det var en historisk dag for Grønland og dermed for hele Det Danske Rige. Gid den smukke optakt må blive et godt varsel for Grønlands fremtid. Et godt nytår ønsker jeg for hele det grønlandske folk, for hvert enkelt hjem i det fjerne nord.
 
De samme ønsker sender jeg også til Færøerne. Gid det ny år må bringe meget godt trods de vanskeligheder, som trods alt heller ikke det færøske samfund forskånes for.
 
Min tak og min nytårshilsen bringer jeg til alle, der virker i det danske samfunds tjeneste, ikke mindst til dem, der våger over vor sikkerhed. Ofte har de i deres arbejde udvist en offervilje, der gik langt videre, end pligten krævede.
 
Ved årets udgang går mine tanker også til alle landsmænd uden for landets grænser med en tak for den trofasthed, de viser deres gamle land. Hvad enten deres virke er fjernt eller nær, af kortere varighed eller er et helt livs indsats, er de med til at hævde Danmarks navn i hele den vide verden.
 
I denne nat lægger vi så det gamle år bag os og med det de vaklende 7o'ere. Står vi lidt rådvilde over for 80'erne? Ængstelige ved at ane nye vanskeligheder, urolige fordi vi meget vel ved, at det, vi nu kalder trangere tider, er for intet at regne mod, hvad vort land før har måttet gennemleve, eller hvad andre den dag i dag må tåle.
 
I gamle dage plejede man at fremstille årsskiftet som en gamling, der går ud, mens det ny år banker på døren i skikkelse af et lille barn.
 
Skulle vi ikke prøve som de gamle at byde det ny år velkommen? Når et barn kommer til verden, er det dog altid med glæde og forventning, det modtages i familien, selv om ingen vil vove at spå det idel fremgang og lykke eller et liv uden bekymring. Vi véd jo, at vi selv skal gøre noget for barnet og med det, at uden vor indsats bliver der intet ud af det lille væsen, er det end nok så lovende.
 
Lad os sammen tage imod 1980 og hvad det kan bringe vort land og os hver især. Måtte vi alle sande, at der er brug for hver enkelts indsats og omhu og fortrøstning:
 
Så kan vi alle ønske hinanden et glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1978

 
I aften udløber året 1978. Det er atter blevet nytårsaften, og vi vil atter fejre det med fest og højtid, lidt nervøst måske, lidt forskrækkede over, at 365 dage kan gå så hurtigt - at det, der for nylig var fremtid, nu allerede er fortid og snart gamle dage.
 
Det er, som om der til vor tid, til det årti vi nu oplever, knytter sig en frygt, en angst for fremtiden, en angst for dagligdagen, en angst for, hvad der kan møde os, når vi dykker ned i vort eget indre. Nytår ligger kun få dage efter jul, og for de familier, der har børn, er det endnu juleferie, så kan vi godt lade julen vare lidt endnu og huske juleevangeliets ord: Frygt ikke!
 
Ikke fordi det værste ikke kan ske, ikke fordi en eneste af os kan gøre sig håb om at gå ram forbi, når tilværelsen viser sine hårde sider, men fordi vi skal vide, at angst og frygt ikke skal få bugt med os. For angst og frygt er destruktive kræfter, og giver vi dem spillerum, ætser de os op indefra, så at medmenneskelighed og godt humør, og tillid og fortrøstning smuldrer hen og bliver til mistro og surhed og ligegyldighed og snæversyn.
 
Er det sådan, vi er, vi danskere, som dog ikke lider nød? Min fader sagde engang - det var vist i en nytårstale - at han efterlyste det danske smil. Det vakte lidt forargelse hist og her, for det flade danske grin havde vi da så rigeligt nok af. Men der var jo netop tale om smilet - grinets modsætning - det smil, der kommer af varme og fortrøstning. For Danmark er jo et dejligt land! Kan skyerne hænge tunge og våde over hustagene en vinterdag, så spredes de jo dog så hurtigt af blæsten til alle årets tider, og solen skinner dobbelt dejligt, skønt karrigt og ustadigt.
 
Det kan være fristende at holde dom over det forgangne år og give det karakter som godt eller dårligt. Men så enkelt er det ikke, for 1978 bød på både godt og ondt, og der er næppe nogen, som har oplevet udelukkende det ene eller det andet. Men vi danske har levet endnu et år forskånet for ufred og ødelæggelser i en verden, hvor så mange andre lande hjemsøges af krig og katastrofer.
 
Blandt de gode ting, vi særlig vil huske, er de første konkrete skridt mod fred i Mellemøsten, og alle vore ønsker forenes nu i et håb om, at fredsbestræbelserne må lykkes og have frugtbare følger for hele den ufredshærgede del af verden.
 
Den internationale økonomiske krise er derimod stadig uløst, og skønt der arbejdes af alle kræfter på at komme den til livs, mærkes dens følger også herhjemme. Måske så vi for naivt og optimistisk på økonomien i de glade tresser, og måske er det derfor, krisen ikke blot spores på priser og arbejdsmarked, men føles som et pres, der giver mismod og skuffelse, også hos dem, der ikke rammes direkte.
 
Begivenhederne i verden omkring os, enten det er ude eller hjemme, sætter nok deres præg på vort år, men jeg tror, at når vi vil gøre året op, som det formede sig for os hver især, vil de personlige glæder og sorger sammen med vore nærmeste, med slægt og venner, være det, der tæller mest. Det kan ingen statistik eller storpolitiske overvejelser lave om på.
 
Blandt årets mange glæder vil Prinsen og jeg særlig huske vore rejser til Færøerne og Grønland og vort første besøg syd for grænsen. Sydslesvig i strålende sommersol og mødet med de danske vil vi aldrig glemme. Med stor trofasthed har de holdt fast ved deres arv, ved deres sprog og deres hjemstavn, samtidig med at de i højeste grad er medvirkende til det gode naboskab, som i dag eksisterer mellem Danmark og Tyskland. Denne nytårsaften må jeg bringe en særlig tak for de to junidage og et ønske om godt nytår for alle danske i Sydslesvig.
 
Gensynet med Færøerne står for os ikke blot som et officielt besøg, men også som en familiebegivenhed, fordi Prinsen og jeg for første gang havde vore to drenge med på rejsen. Til alle på Færøerne, til hver ø og hver bygd, går vore gode ønsker for det nye år. Godthåbs 250 års jubilæum blev en kærkommen lejlighed til et besøg, hvor vi kunne være med til at fejre en begivenhed i Grønlands historie. Også det kommende år kan blive historisk ikke blot for Grønland men for hele Det Danske Rige. For i 1979 skal Grønlands befolkning tage stilling til indførelse af en hjemmestyreordning, som Færøerne allerede har det. Det er mit inderlige håb, at der hermed er skabt et redskab, som vil kunne bruges til at lede Grønland ind i en ny og lykkelig udvikling. Gid enhver i Grønland må føle, at de har del i det nye, som nu skal sættes i værk, og at de er med i dette betydningsfulde arbejde. Et samarbejde baseret på gensidig tillid og respekt vil tjene både grønlændere, færinger og danske til ære. Et godt nytår og godt mod ønsker jeg for alle i Grønland.
 
Det er gammel skik her i landet ved nytår, at der fra hvert hus går en tak for det gamle år til alle, som huset føler sig forbundet med. Prinsen og jeg og vore børn vil da sende vor hilsen til alle i Danmark og til alle danske, hvor de end færdes. Tak til enhver, der gør en indsats for vort land, stor eller lille, kendt eller ubemærket, og en tak for den venlighed og tillid, vi har mødt overalt, og for de mange varmende hilsener, vi har modtaget. Tak for det gamle år.
 
Hvad det nye år vil bringe for os selv, for vort land eller for hele verden kan ingen af os sige. Men ønsker og håb har vi hver især, og bekymringer, er de end nok så små, frygter vi alle: For 'sorrig og glæde de vandrer til hobe', det har vi alle måttet sande. Så er det da mit håb, at 1979 må blive et godt år for Danmark og at glæden ikke må gå nogens dør forbi, men at vi også i det nye år må få dens ansigt at se. Lad os med fortrøstning ønske hinanden et velsignet nytår.
 
I aften må jeg fejre nytår uden min mand og min yngste søn. Derfor: Godt nytår, Henrik, godt nytår, Joachim, og alle, som I skal dele nytårsaften med. Gud bevare os alle sammen.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1977

 
Tolv måneder er gået, og det er igen den sidste aften i det gamle år; for nogle af os blev det tolv måneder, der fulgte hinanden i flyvende fart, for andre har de snarere slæbt sig af sted - der er gode minder og dårlige, når vi ser tilbage på 1977 og ikke to mennesker i verden vil huske året ens; ikke engang her i Danmark.
 
Det er vanskelige tider, vi lever i. Ikke blot kaster den internationale økonomiske krise og usikkerhed fortsat sin slagskygge ind over vort samfund, den blinde terror har også vist sig meget nær ved vore grænser, og vold er ikke længere et sjældent fænomen i vort eget land. Så meget synes at være blevet uoverskueligt og kompliceret, og viljerne kan synes mindre og mindre villige til at bøje sig mod hinanden herhjemme såvel som ude. På den baggrund er det ikke mærkeligt, om vi fristes til hver for sig at lukke omverdenen ude og forsøge at have nok i os selv. Der er store værdier at finde ved at leve i harmoni med sine nærmeste omgivelser, men selvtilstrækkeligt at stikke hovedet i busken og lade verden gå sin skæve gang er uansvarligt, for det ødelægger netop det, vi troede at bevare.
 
Der er måske dem, der vil mene, at forskellighederne i vort land er blevet så store, at man kan spørge, om vi stadig kan kaldes et folk; er vi da ved at gå i opløsning som folk og som nation?
 
Det tror jeg ikke et øjeblik. Opfattelserne af mangt og meget kan være forskellige, og der diskuteres ivrigt og somme tider højrøstet, men et folk skal ikke forstås som et antal mennesker, der mener og tænker ens; den gamle udlægning af begrebet folk forudsatte altid et fælles sprog og et fælles land, en fælles historie og fælles traditioner. Danmark er vort land. Danskere kalder vi os, og de to ord går så langt tilbage i historien, at ingen kilder kan fortælle, hvornår vi først begyndte at bruge dem om os selv.
 
Vi ved, at den økonomiske krise, som hærger verden, sulten, fattigdommen, ufreden og truslerne mod vort miljø stiller os over for voksende udfordringer. Vi ved også, hvor svært det kan være for nationerne at samarbejde om de nødvendige løsninger. Men det må ikke føre til, at vi falder tilbage på os selv og forsøger at løse problemerne alene, måske på bekostning af andres berettigede interesser.
 
`Hvert menneskes død nedbryder mig, fordi jeg har del i menneskeheden'
 
- sådan skrev digteren John Donne i det 17. århundrede. Det er ord, som jeg tit må tænke på, når talen falder på det, vi kalder 'den store verden'.
 
Både det officielle Danmark og mange, mange enkeltpersoner har forsøgt at påtage sig det ansvar og ser en udfordring i at være med til problemernes løsning. Dansk indsats værdsættes meget højt rundt omkring i verden, noget som Prinsen og jeg gang på gang har fået at høre. De anerkendende ord om Danmark er noget, som jeg synes, vi alle kan være stolte af, og det må være en spore for os til ikke at tabe modet eller troen på, at vore bidrag er til nytte.
 
Hvad ønsker vi så for det ny år? At de ord stadig må have indhold og mening for os, som står i den gamle sang:
 
`der har jeg rod - derfra min verden går',
 
at vi i bevidsthed om vor egenart som danskere ikke må savne mod eller kræfter til at tage de udfordringer op, som udefra møder os; at vi hver især både hjemme og ude åbent tør tale ud om, hvad der ligger os på sinde: ikke kun ved at snakke med meningsfæller, men heller ikke ved at råbe vor egen mening op i hovedet på vore modstandere og så kalde det en diskussion! Året igennem kommer prinsen og jeg og vore to drenge og hele vor familie i kontakt med uendeligt mange mennesker og møder overalt en sådan varme og hjertelighed, at ord slet ikke kan udtrykke den taknemmelighed vi føler.
 
Jeg bringer en tak til alle i det danske samfunds tjeneste, der hjemme som ude har gjort en indsats for vort land. Jeg takker særligt dem, som med liv og førlighed som indsats står rede til at værne om vort samfunds tryghed og sikkerhed.
 
Til Færøerne og Grønland sender Prinsen og jeg vore varme ønsker for det ny år. Henover de geografiske afstande går altid en vågen og levende interesse for disse folkesamfund, og vi glæder os til til sommer at gense Færøerne og håber, at et besøg i Godthåb må blive muligt.
 
Det er med bekymring, vi nu går ind i et nyt år, hvor så mange vil stå uden arbejde. Mest af alt tænker jeg på de mange unge, som ser sig ude af stand til at finde beskæftigelse, og som måske endnu aldrig har fået lov at opleve tilfredsstillelsen og udfordringen ved et fast arbejde. Måtte det ny år bringe lysning og nyt håb.
 
Vi mennesker frygter det ukendte, og intet er så ukendt som det ny år. De gamle tog varsler, og vi bruger at opstille prognoser og beregninger, men inderst inde ved vi dog, at vi må tage dagene, som de kommer.
 
Gid da ingen i vort land må opleve, hvad der ikke kan bæres, og gid alle med fortrøstning tør give sig fremtiden i vold, gid 1978 må blive et glædeligt nyt år. Gud bevare hver enkelt af os.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1976

 
Den 31. december er en underlig dato. Der er ingen forskel på i aften og alle andre vinteraftener, men i denne nat skal december blive til januar, og her siger vi så farvel til det gamle år og byder det nye velkommen. For hver eneste af os har året haft sit eget ansigt med glæder og sorger, nogle som var helt vore egne, andre som vi har kunnet dele med hinanden.
 
Danmark har lagt endnu et år til sin tusindårige historie, og vi har oplevet endnu et år i frihed og fred. Dog er det ikke kun for de lyse minder, vi vil huske 1976, for arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed har ramt mange, og den økonomiske krise præger endnu vort land og synes ikke at skulle være så kortvarig, som man først antog. Det kan ikke undgå at påvirke de forventninger, vi stiller til det nye år.
 
Meget af, hvad der skal ske i 1977 afhænger af andre end os selv, det ved vi godt, for begivenhederne ude i verden har alle deres virkning også hos os - som ringe i vandet spreder de sig og når ud til de fjerneste afkroge, men uendelig meget afhænger af os selv, af enhver især. Vi er jo helt i hinandens vold, ikke blot i vort hjem og blandt vore venner, men også hvor vi arbejder og færdes blandt andre mennesker; der er nogen, der engang har sagt, at vi har hinandens skæbne i vor hånd. Det kan lyde tungt og højtideligt, men rigtigt er det jo, at vi bliver gladere, når vi møder glade mennesker, og at en dag kan virke endnu mere grå og nedslående, hvis vi har set lutter triste ansigter. Ikke mindst kan vi få en ganske forfærdende indflydelse på hinandens ve og vel ved vor færden i trafikken; der har vi ansvar for hinanden, så det forslår, men det gælder som i alle andre forhold, at vor egoisme oftest er den største fare.
 
Hvad jager vi dog efter? Er det lykken? Den har endnu ingen fanget ved kun at tænke på sig selv, den smutter fra os, hvis vi tror, vi kan gribe den uden at dele den med andre - ja, uden at det først og fremmest er de andres lykke, vi vil. Gælder dette blandt os selv i vort eget land, gælder det i lige så høj grad mellem nationerne.
 
Den tredje verden eller udviklingslandene kæmper for bedre økonomiske vilkår og ser ikke uden en vis bitterhed på den meget store del af kagen, som den privilegerede verden råder over. Det er vigtigt, at nationerne hver især bekæmper deres egoisme for i fællesskab at kunne løse de vældige problemer, der melder sig, når verdens begrænsede goder skal finde en mere retfærdig fordeling.
 
Ikke blot er verdens goder `sælsomt rundt fordelt' - for at tale med Oehlenschläger - vi véd nu også, at de ikke er uudtømmelige, og at vi mennesker nu er så talrige og i besiddelse af så megen teknik, at vi kan ødelægge selve den natur, hvoraf vi dybest set lever. Her som i andre internationale spørgsmål må også Danmark lade sin røst høre i bevidstheden om, at også vi har et ansvar for, hvordan tidens udfordringer skal mødes.
 
På denne årets sidste aften føler jeg trang til at bringe Prinsens og min tak for alt, hvad vi og vore børn og min moder dronning Ingrid har mødt af venlighed og varme og forståelse fra alle sider. Den samme hjertelighed har omfattet arveprinsesse Caroline-Mathilde, og jeg ved, hvor meget det har betydet for hende ved arveprins Knuds død at mærke hvilken hengivenhed og respekt, der stod om ham som menneske og som udøver af alle sine opgaver.
 
Hver gang min mand og jeg er på rejse i udlandet, er vort møde med danske udefra en meget væsentlig oplevelse for os. Sjældent har dette været sandere end under vor rejse til Amerika, som både blev et møde med det store udland og et møde med de mange mennesker, der har deres rod i Danmark. Den særlige måde, hvorpå de holder fast ved det gamle land, samtidig med at de er loyale borgere i deres nye fædreland, rørte os begge meget. Jeg sender en varm nytårshilsen til dansk-amerikanerne. Min hilsen gælder også vore landsmænd syd for grænsen, og de mange danske, der har deres gerning i udlandet, hvad enten de er udsendte, eller deres egen virkelyst har ført dem ud i verden.
 
På denne aften ønsker jeg også et glædeligt nytår for de mange, der har fundet hertil, men for hvem Danmark er et fremmed land, gid også de må føle, at de er en del af det danske samfund.
 
Til Grønland går mine tanker ved årsskiftet med ønsket om, at hjemmestyrekommissionens arbejde må blive til lykke for landet. Jeg ønsker et godt og fortrøstningsfuldt nyt år for alle i Grønland.
 
Min nytårshilsen går også til Færøerne, og til alle andre, for hvem havet er den altafgørende faktor i dagligdagen.
 
Jeg takker alt personel i vort forsvar og politi for trofast og godt arbejde i det forløbne år og ønsker et godt nytår for alle. Året er næsten udløbet, og for mange har det været tungt at komme igennem. Nytårsaften, hvor vi traditionelt fester og morer os, er næsten en hån mod dem, der er tynget af sorg eller sygdom, eller som må se hen til et nyt år uden arbejde og med frygt for, hvor meget længere denne tilstand skal vare. For dem og for hver eneste af os ønsker jeg, at nytåret dog må blive glædeligt, og at vi dog må kunne sige: Velkommen nytår og velsignet her.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1975

 
Ved et årsskifte løber tankerne tilbage over de tolv måneder, der er gået, og alle må vi tænke på, hvad der er hændt os selv, vore nærmeste, vort land - os alle sammen.
 
Nej, det har ikke været et af disse lyse problemløse år, hvor vi tilfredse og glade er parate til at tage fat på endnu et år med lykke og fremgang.
 
Arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed er tungt at bære, ikke blot for den, der rammes direkte, men for alle i landet; og verden omkring os er heller ikke det paradis, vi måske som børn troede den var eller kunne blive.
 
'Den skal have den onde lykke. Den gode lykke har vi få', hedder det i en gammel folkevise. Det lyder tungt og barsk i vore ører, fordi vi nu udelukkende bruger ordet lykke om noget glædeligt, mens de gamle vidste, at lykken havde to ansigter - at der også var en ond lykke. Den gode lykke har vi i den grad vænnet os til, at vi har taget den for givet. Nu har den onde lykke vist sig, og det må bæres, ikke i stum resignation, men heller ikke i knarvorn fornærmethed - hårde tider er en alt for alvorlig sag til, at vi kan spilde vore kræfter mod den slags.
 
Det er en udbredt følelse nu for tiden, at der er noget i vejen med vort livssyn - at vi må prøve at tage fat langt dybere, end vi hidtil har været vant til. Her tror jeg, de unge ser klarere - har en sikrere intuition, når de så ofte peger på vor ensidige optagethed af de materielle goder og på så mange måder prøver at gå andre veje. Om midlerne og vejene vil jeg slet ikke tale, her gives ingen absolutte svar eller entydige løsninger. I det gamle år har vi oplevet et kalejdoskopisk opbud af begivenheder i verden omkring os: glædelige - sørgelige, foruroligende - opmuntrende, rædselsvækkende eller hjertevarmende. Der appelleres i et væk til vore følelser såvel som til vor fornuft, og vi fristes til enten helt at lade os rive med eller til ængsteligt at lukke af for alle disse indtryk.
 
De unge er på mange måder de mest åbne, hvad forbindelserne ude i verden angår. De rejser, de lærer fremmede skikke at kende, som de fører med sig hjem, og mange kulturelle strømninger kommer ind i Danmark ved de unges indsats. Men det er også blandt de unge, man ofte møder den største skepsis over for det etablerede officielle internationale samarbejde.
 
I årets løb er der dog sket ting, som vi håber vil være indledningen til en positiv udvikling i det internationale samfund. Den europæiske sikkerhedskonference har således i enighed fastlagt en række vigtige principper for staters og menneskers adfærd. Det har bragt forventning til mange familier om at kunne genforenes, og samtidig er der skabt håb og mulighed for en friere udveksling af tanker og ideer over landegrænserne.
 
Det internationale økonomiske samarbejde har derimod haft vanskeligheder, ikke mindst med arbejdsløshedsproblemerne. Det er nødvendigt at holde den nationale egoisme i tømme, og de førende lande må i fællesskab med os andre søge at finde en vej ud af krisen. Vi må i den forbindelse være opmærksomme på, at der består en nøje sammenhæng mellem den rige verdens økonomiske vanskeligheder og u-landenes problemer.
 
Det er vigtigere end nogensinde, at vi vedstår vore forpligtelser som europæisk land med frie traditioner, både i De Forenede Nationer, i NATO og i De Europæiske Fællesskaber men også under de mere hjemlige forhold og i det nordiske samarbejde.
 
Prins Henrik og jeg vil altid huske 1975 som det år, der igen bragte os til Grønland. Gensynet blev en stor oplevelse for os begge, og den varme og venlighed, vi mødte overalt, er gået os til hjertet. I Grønland går udviklingen så hurtigt, at meget var forandret på de få år siden vort forrige besøg, men den største glæde var det at se, hvordan fortrøstning, mod og god vilje prægede alle. Det er mit håb for Grønland, at netop disse gode egenskaber må være til stede i rigt mål, både i dagligdagens mangeartede problemer og under arbejdet i hjemmestyrekommissionen. Prins Henrik og jeg sender varme nytårsønsker og en tak af hjertet til alle i Grønland.
 
Min moder dronning Ingrid oplevede et hjerteligt og festligt gensyn med Færøerne ved kirkeindvielsen i sommer og har bedt mig føje sin hilsen og tak til prins Henriks og mine ønsker om godt nytår for alle på Færøerne.
 
Det er en årlig glæde for mig på denne aften at kunne bringe min mands, min families og min egen tak alle i Danmark for året, der er gået. Vi møder daglig så megen åbenhed og venlighed, at det gør vor tilværelse rigere og bekræfter for os, at vi har en opgave med vort liv. Jeg bringer en tak for god og trofast tjeneste til alle i vort lands forsvar og politi og til de mange, som både hjemme og ude gør en indsats til gavn for Danmark. En særlig nytårshilsen sender jeg også til vore søfolk og til alle, der på årets sidste aften må være uden deres familie og deres kære.
 
Til dem, der har oplevet mange, mange årsskifter, som måske med særlig vemod må se endnu et år forsvinde, sender jeg en hilsen og ønsket om, at dette år også for dem må få en mening og blive til glæde. Der er mange, for hvem det må falde tungt at fejre nytår. De, der er syge, og de, for hvem spørgsmålet om at få eller beholde et arbejde overskygger alle andre problemer; til dem går også en særlig hilsen med ønsket om, at det ny år må bringe dem den gode lykke tilbage.
 
Det er aften, årets sidste, men nytårsmorgen er hele årets morgen; derfor vil jeg ønske alle et glædeligt nytår med ordene fra den gamle morgensang:
 
'Gud give os lykke og gode råd, sin nådes lys os tilsende.'
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1974

 
Da jeg nytårsaften for et år siden talte herfra, var det med en følelse af, at den vestlige verden stod over for et vendepunkt i historien. Jeg tror, at denne følelse var rigtig.
 
Vi har i året 1974 - om end nødtvungent - måttet lære at acceptere, at energi kan være en mangelvare. Vi har erfaret, hvor følsomt også det danske samfund er over for svingninger i den internationale konjunkturudvikling, og mange hjem må nu leve med i arbejdsløshed - eller i frygten herfor.
 
Ude fra den store verden har vi gennem nyhedsmidlerne fået hungersnødens frygtelige ansigt ind i vore stuer, og vi har måttet se, hvor lidt alverdens lande har formået at stille op.
 
Vi har måttet opleve vold og blind terror gribe om sig i uhyggelig grad.
 
Bag denne utryghed ligger frygten og faren for, at det internationale økonomiske system ikke vil kunne bære de belastninger, som det udsættes for, men at det bryder sammen med heraf følgende uoverskuelige konsekvenser.
 
I lyset af det gamle års mange nye erfaringer er vi i utallige områder, i stort som i småt, blevet tvunget til at tage accepterede forestillinger op til revision. Vil vi opnå noget ad denne vej, er det med os selv, vi må begynde, vi må hver især tage vore standpunkter op til overvejelse.
 
Den lyse fortrøstning, med hvilken vi alle siden Anden Verdenskrig har set fremtiden i møde, er nu blevet vanskeligere at opretholde. Den menneskelige egoisme har - ikke mindst i international sammenhæng vist sig gang på gang, og det ændrede økonomiske klima har ikke gjort sagen bedre, men synes fremskridtet end på visse områder at være sinket, kan vi stadig håbe på et samhørighedsforhold mellem landene. Intet land kan isoleret klare problemerne.
 
Det er også derfor, vi trods skuffelser må blive ved med at lade vor røst lyde i De Forenede Nationer, i De Europæiske Fællesskaber, i NATO, i Nordisk Råd og i alle de andre organer for internationalt samarbejde vi er parthavere i.
 
FN har besluttet at gøre 1975 til Det Internationale Kvindeår for på den måde at samle opmærksomheden om kvindernes stilling. Det er mit ønske, at dette år må bidrage til, at kvinderne alle vegne accepteres og accepterer sig selv såvel i deres gerning i hjem og familie som i alle de mange andre opgaver, samfundet stiller sine medborgere.
 
Vi er et gammelt land med traditioner for åbenhed og fordragelighed og evne til samarbejde. Lad os derfor ikke i en vanskelig tid glemme, hvor meget vi har at være taknemmelige for - som nation og som mennesker. Vi lever i fred bag vore grænser uden at være plaget af stridigheder med vore naboer. Vi har - set med verdens øjne - en høj levestandard, og hver enkelt har mulighed for at give sine børn det væsentligste af alt - en opvækst i tryghed og kærlighed. Vi kan glæde os over det daglige samvær med familie og venner og se vore børn trives og vokse.
 
Under prins Henriks og mine rejser rundt i Danmark har vi glædet os over al den venlighed, hvormed vi og vore børn overalt er blevet modtaget, og jeg benytter denne lejlighed til at udtale vor hjertelige tak, også for de mange hilsener, vi året igennem har modtaget fra alle egne af landet.
 
Også til Færøerne og Grønland går min hilsen og min tak for det gamle år. Både prins Henrik og jeg glæder os til at gense Grønland til sommer, vi ser frem til at få indblik i alt det nye, der sker, og til igen at opleve det dejlige land.
 
Til vort forsvar og til politiet bringer jeg en tak for god tjeneste året igennem både herhjemme og i udlandet, ligesom mine nytårshilsener også gælder alle danske, danske der har deres liv og gerning i det fremmede, og alle, hvis indsats - stor eller lille - er med til at hævde Danmarks navn.
 
Mine tanker går i år særligt til alle dem, der må føle krisen på deres egen krop og i deres eget hjem, og for hvem julen og nytåret må synes særlig tunge at komme igennem under arbejdsløshedens tryk.
 
Tiderne er vanskelige, og alvoren må præge os mere ved dette årsskifte end mange gange tidligere. Lad os dog ikke miste modet.
 
Lad os gå ind i det ny år med det smil og den venlighed, uden hvilken de mørke dage bliver mørkere, og de lyse mister deres glans.
 
Min nytårshilsen vil jeg lade munde ud i ordene fra Kingos salme:
 
'Giv Danmarks Rige fryd og fred, lad ret og skel alt blive ved og dagligt blomster bære.'
 
Gud give os alle et glædeligt nytår.
 
GUD BEVARE DANMARK
 

Dronningens nytårstale 1973

 
Vi alle fornemmer dette årsskifte som noget særligt. Vi står måske ved et afgørende vendepunkt.
 
Året 1973 vil komme til at stå som et betydningsfuldt år i historien, ikke mindst derved, at Danmark fra den 1. januar indtrådte i de europæiske fællesskaber. Efter kun et halvt års medlemskab overtog Danmark formandsposten, og det nyligt afholdte regeringschefmøde i København bragte os fællesskabet på nærmeste hold og understregede dets betydning. Jeg vil her benytte lejligheden til at takke alle danske, som hver på deres plads har hjulpet med til at varetage Danmarks forpligtelser i det internationale samarbejde i dette sidste halve år - ofte under vanskelige forhold og med stor personlig indsats.
 
1973 blev ikke i sin helhed noget fredens år for verden. Skønt det vakte glæde og lettelse, da det i januar måned kom til en våbenhvile i Vietnam, blev verden i oktober vidne til, at en ny voldsom krig brød ud i Mellemøsten. Måtte den våbenstilstand, som nu er etableret føre til stabile forhold for de implicerede parter.
 
En reduktion af energiforsyningen har i årets sidste måneder medført vanskeligheder, som i særlig grad har ramt de stærkt industrialiserede lande.
 
For første gang i næsten en menneskealder har en sådan international krise virkelig kunnet mærkes også i vort land, ja ud i hvert enkelte hjem.
 
Knappe tider har vi kendt mange gange, også i vor nyere historie. Men hver gang har det øgede pres også givet anledning til større sammenhold og forståelse for hinandens problemer. Lad os vise os selv og verden, at de gode tider, vi indtil nu har oplevet, ikke har taget vore gode egenskaber fra os, men at vi som før er i stand tid til at møde modgang med fortrøstning og godt humør.
 
De vestlige lande stilles i øjeblikket over for en udfordring som vil sætte vor kulturkreds på en alvorlig prøve. Vi vil blive nødt til at gennemtænkte og revidere mange af vore opfattelser, men jeg er forvisset om, at den vestlige verden ikke alene har de materielle ressourcer, men også de åndelige kræfter, som skal til for at bære vor kultur videre.
 
De seneste begivenheder har på ny understreget, at vor klode er blevet mindre, og at vi alle er direkte berørt af begivenheder i lande, som før var fjerne. Erkendelsen heraf gør det nødvendigt, at vi fortsætter med at deltage i det omfattende internationale samarbejde. Verdensproblemerne kan ikke løses, medmindre landene kan mødes, udveksle synspunkter og træffe beslutninger.
 
I det forløbne år har prins Henrik og jeg haft lejlighed ril at besøge Sverige, Norge, Island og Finland. Den venlige modtagelse, vi fik, viste, hvor nær de nordiske lande står hinanden, og bekræftede, at den nordiske kultur er et stærkt og særpræget islæt i det brogede verdensbillede.
 
Vore rejser har også ført min familie og mig rundt i Danmark og til Færøerne. Det har været os en stor glæde at genopleve de forskellige egne og mærke den venlighed og hengivenhed, som mødte os overalt.
 
Det har rørt prins Henrik og mig at opleve, hvor mange der tager del i vor families sorger og glæder, og vi takker for alt, hvad vi og vore børn har mødt af hjertelighed og varme i årets løb, og for den sympati og medfølelse, der har omgivet min moder, dronning Ingrid, og mig selv ved min morfar, kong Gustav 6. Adolfs død.
 
På årets sidste dag bringer jeg en varm hilsen med mine bedste ønsker til Færøerne og Grønland. Måtte de vanskelige tider, som nu går over verden, ikke i alvorlig grad sinke opbygningen af det færøske og det grønlandske samfund.
 
Jeg retter en tak for trofast gerning til vort forsvar og politi og til alle, som rundt omkring i landet og i det fremmede, fjernt såvel som nær, gør en indsats for Danmark og er med til at hæge om Danmarks navn. Få timer skiller os nu fra det ny år. Hvad det vil bringe, ved vi ikke. Foran os ligger vinteren, det kan føles både mørkt og koldt, og foråret er måske sværere at øjne end ofte før. Lad os ikke tabe modet, men fortrøstningsfuldt ønske hinanden et glædeligt nytår. Er det end koldt derude, skal varmen i vore hjerter ikke mangle. Mine tanker går også til de svageste i samfundet og til dem, hvem store sorger har hjemsøgt. Må Guds velsignelse være over dem og over os alle.
 
GUD BEVARE DANMARK

 

Dronningens nytårstale 1972

 
For min familie og for mig selv blev dette år skelsættende ved min fader kong Frederiks sygdom og død. Den dybe sorg, der ramte os, følte vi, at hele folket tog del i, og jeg kan ikke begynde denne min første nytårshilsen uden at bringe en tak for al den varme og sympati, som blev prins Henrik og mig, men ikke mindst min moder, dronning Ingrid, til del.
 
De hjertelige følelser, som i de tunge dage støttede og løftede os, har jeg siden i årets løb mødt så mange gange, og det har været mig en glæde og inspiration i min gerning som Danmarks dronning.
 
1972 vil blive et historisk år på mange måder. I Danmarkshistorien vil året blive husket for den betydningsfulde beslutning, som det danske folk traf om Danmarks medlemskab af det udvidede europæiske fællesskab. Hermed træder vi ind i et nært samarbejde med de vigtigste vesteuropæiske nationer, vi går ind til det med store forhåbninger, men selvsagt også med en bevidsthed om, at dette vil stille krav til dansk kultur- og samfundsliv. Jeg udtrykker et inderligt håb om og en tro på, at det bedste i dansk ånd og kultur vil formå ikke blot at hævde sig, men også bidrage positivt til nationernes samarbejde.
 
Dette gælder naturligvis også i en videre forstand de mange områder, hvor Danmark deltager eller står overfor at skulle deltage i internationalt samarbejde. Jeg tænker i første række på FN, på den forestående konference om sikkerhed og samarbejde i Europa og på vort samarbejde med de andre nordiske lande, til hvem vi er knyttet med så stærke bånd.
 
1972 vil sikkert også komme til at stå som et betydningsfuldt år i verdenshistorien. I Europa har vi set væsentlige skridt imod en udsoning af modsætningsforholdet mellem de to Tysklande, der vil sætte sig spor i forholdet også til de andre europæiske lande. Medens det endnu kort før jul var en udbredt forventning, at den blodige krig i Vietnam endelig nærmede sig afslutningen, har vi i den seneste tid været vidne til en ny tragisk vending ved en genopblusning af krigshandlingerne. Det seneste døgns efterretninger får os til at håbe, at freden endelig må komme til dette ulykkelige land.
 
Jeg vil samtidig udtrykke håbet om, at det ny kapitel i forhandlingens og samarbejdets ånd i forholdet mellem de store magter og i det internationale samfund som helhed, der syntes indledt i 1972, vil vise sig at indfri forventningerne, således at det virkelige verdensomspændende samarbejde for menneskehedens fremtid kan få bærekraft.
 
Jeg tror, at det er en udbredt følelse i vort land, ligesom i mange af de lande, vi er nært knyttet til, at det moderne industrialiserede samfund går en lang række alvorlige problemer i møde, problemer såvel af social og økonomisk som af menneskelig og ikke mindst miljømæssig karakter. Hvis det fri og tolerante velfærdssamfund vi hidtil har kendt, og som har værdi for os, skal kunne fortsætte, er det nødvendigt, at disse problemer finder en løsning. Jeg håber, og jeg tror, at vor livsholdning og vore institutioner må vise sig at slå til.
 
Vi ønsker alle en verden i fred, ikke blot for os selv, men også for kommende generationer. Men dette mål er ikke alene et spørgsmål om at undgå krig og vold. Skal freden vindes, er det tillige nødvendigt, at vi ikke begrænser vor horisont til blot at omfatte os selv og vore egne behov, men at vi også tænker på de fattigste dele af verden og på kommende slægters mulighed for at eksistere.
 
Det har været min mand og mig en meget stor glæde sammen med vore børn at aflægge en række besøg rundt omkring i landet, og den hjertelige velkomst, der overalt blev os til del, vil vi bevare som et kært og festligt minde. Vi håber i de kommende år at kunne fortsætte disse besøg og udstrække dem til Grønland og Færøerne.
 
Netop her ved årsskiftet vil jeg gerne sende en særlig hilsen til det grønlandske og det færøske folk, der under indbyrdes forskellige, men altid barske vilkår står midt i en stærk samfundsmæssig og erhvervsmæssig udbygning. Jeg er forvisset om, at de fortsat - uden
 
at slippe deres kulturarv - vil have livsmod og kræfter til at løse denne opgave.
 
Til alle i forsvaret og politiet retter jeg en tak for veludført gerning i det forløbne år til beskyttelse af vor frihed og fred. Min hilsen går også til vore landsmænd syd for grænsen og til alle danske, der rundt omkring i verden - på søen såvel som til lands - har deres daglige gerning.
 
Nu er det gamle år næsten forbi, et nyt står for døren. Mine tanker går til alle, der er syge, og til alle, der mistet en af de nære.
 
Måtte 1973 blive et godt år for vort land.
 
Måtte lykke og velsignelse bo i alle danske hjem.
 
GUD BEVARE DANMARK