Efter aflysning af kæmpe fest: Nu fejrer dronningen alligevel
Det skulle have været en af årets helt store fejringer i 2020, men måtte aflyses på grund af coronakrisen.
Torsdag den 9. juli og flere dage frem skulle dronning Margrethe sammen med kronprinsparret og prinseparret have deltaget i en kæmpefest i forbindelse med 100-året for Genforeningen af Danmark og Sønderjylland.
Spændende program
Blandt andet skulle dronningen og kronprinsparret på 100-årsdagen for Christian 10.s ridt over grænsen have besøgt samme rute, som han i sin tid tog.
Men selvom det hele er blevet aflyst og udskudt, så har dronning Margrethe nu alligevel valgt at markere den store fejring på særlig vis.
Personlig markering
Således har kongehuset på deres sociale medier meddelt, at begivenheden i de kommende dage vil blive markeret på kongehusets digitale platforme med billeder fra Christian 10.s arkiv og udpluk fra Kongens dagbog
"I dag er det 100 år siden, at Christian 10. stadfæstede Indlemmelsesloven i Grundloven, som indlemmede Sønderjylland i Danmark.
Selve Genforeningen var et resultat af den folkeafstemning, hvor et flertal af befolkningen i Nordslesvig stemte sig hjem til Danmark efter at have været under tysk styre i 56 år. Overdragelsen af Sønderjylland fandt sted på Valdemarsdag den 15. juni 1920, og tre uger senere tog Christian 10. og den kongelige familie på rundrejse i området. Denne rejse står i dag for mange som symbolet på, at landsdelen igen blev en del af Danmark. Særligt var øjeblikket, hvor Christian 10. red over den tidligere grænse på en hvid hest, en central begivenhed under rundrejsen.
I anledning af 100-året for Genforeningen var det planen, at Hendes Majestæt Dronningen og den kongelige familie skulle have besøgt området ad den samme rute som Majestætens farfar, Christian 10., havde fulgt 100 år tidligere. Besøget og fejringen i Sønderjylland er aflyst på grund af coronavirus, men på Kongehusets digitale platforme vil begivenheden i de kommende dage blive markeret med billeder fra Christian 10.s arkiv og udpluk fra Kongens dagbog.
Fra Dronningens Håndbibliotek vises der i dag eksempler fra den fejring, der for 100 år siden fandt sted i hele landet. Et eksempel viser blandt andet, at Sct. Pauls Kirke i Aarhus fejrede begivenheden med salmer, særlige kantater og genforeningsprædiken. De øvrige landsdele lykønskede også Sønderjylland, og på billedet ses en Genforeningshilsen fra Samsø med en sang skrevet særligt til lejligheden." skriver kongehuset til opslaget.