28. maj. 2025
Af Malan Joensen

Efter gaven fra kong Frederik: Dette må grev Nikolai og grev Felix dog kigge langt efter

Grev Felix og grev Nikolai
Grev Felix og grev Nikolai
Foto: Hanne Juul
Grev Nikolai og grev Felix fik en fornem gave fra onkel kong Frederik mandag, og det udløser et nyt spørgsmål.

Tirsdag kom det frem, at kong Frederik ikke var den eneste kongelige, der fik gaver på fødselsdagen mandag - således havde han selv delt et par meget fornemme gaver ud til nevøerne grev Nikolai og grev Felix.

De fik nemlig tildelt Storkorset af Dannebrog.

Kongehuset delte i den anledning en række billeder af overrækkelsen og ordenen, men spørgsmålet er nu, hvornår vi mon kan få greverne at se med ordenen på?

Bliv opdateret med vores nyhedsbrev

Det kan have lange udsigter, da Storkorset af Dannebrog bæres til store begivenheder i kongehuset som f.eks. runde fødselsdage, gallataffel, nytårstaffel og regeringsjubilæum. F.eks. til gallataflet i anledning af daværende prins Christians 18-års fødselsdag.

Begivenheder af mere privat karakter som f.eks. et bryllup kan også være en festlig anledning til at bære en orden, men det lader ikke til, at der kommer noget bryllup i kongefamilien dette år.

Grev Nikolai og grev Felix plejer ikke at være til nytårstaffel eller gallataffel i anledning af indgående statsbesøg, så det ser pt. ud til, at de må kigge langt efter lejlighed til at trække i festskrud og Storkors.

Den 6. februar 2026 bliver prinsesse Marie 50 år, men om dresscoden til den fest vil indebære mulighed for ordener er tvivlsomt, da der f.eks. ikke blev båret ordener til prins Joachims 50-års fødselsdagsmiddag på Amalienborg.

Ordenerne fra kong Frederik blev i øvrigt overrakt i forbindelse med en privat frokost på Amalienborg med farmor dronning Margrethe, dronning Mary samt kusinerne prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og fætter Vincent.

Mere om: