Efter stor forvirring: Nu bekræfter kongehuset
Kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag skulle være blevet fejret med stort gallataffel på Rosenborg Slot fredag d. 4. februar. Men i januar traf kronprinsessen i samarbejde med dronningen den tunge beslutning om at aflyse festen grundet covid-19.
Således lød det i kongehusets pressemeddelelse:
"Aflysningen sker på baggrund af den aktuelle situation med smitte i samfundet og den usikkerhed, der fortsat er om udviklingen af Covid-19. Beslutningen er desuden taget i respekt for de mange samarbejdspartnere, der er involveret i en fejring af denne størrelse. Et arbejde der forestod i de kommende uger og som ville blive særdeles vanskeligt at gennemføre."
Er den aflyst eller udskudt?
Det er langt fra den første større kongelige begivenhed, som er blevet påvirket af corona-pandemien.
Dronningens stort planlagte 80-års fødselsdag i april 2020 måtte lægges helt om, genforeningsfejringen blev udskudt et år, nytårskure og -tafler blev aflyst og senest blev flere store begivenheder i forbindelse med dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum udskudt fra januar til september 2022.
Måske netop på grund af udskydelsen af bl.a. gallataffel og gallaforestilling, der skulle have været afholdt i januar, da regeringsjubilæet officielt fandt sted, konkluderede mange danskere på de sociale medier, at kronprinsessens fødselsdag-gallataffel også måtte være udsat.
Dette selvom der i pressemeddelsen fra kongehuset stod "Gallataffel på Rosenborg Slot aflyses". Flere af BILLED-BLADETs læsere rettede desuden henvendelse til os, for at høre, hvorvidt gallataflet blot af udsat eller ej.
For at få opklaret, hvorvidt vi kan se frem til et gallataffel senere på året, spurgte vi naturligvis kongehuset om, hvad der er op og ned.
Til BILLED-BLADET bekræfter kongehuset, at det er, som det også lyder i pressemeddelsen: gallataflet er aflyst og ikke udsat.