15. sep. 2025
Af Sofie Nymand

Ekspert ikke i tvivl: Mary og Margrethes manøvre sender stærkt signal om kongefamilien

Dronning Mary og dronning Margrethe
Dronning Mary og dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul
Det sender et stærkt signal om kongefamilien, at dronning Mary og dronning Margrethe skal på en kongelig opgave sammen. Det siger kongehusekspert Marianne Singer.

Det er ikke ofte, at de to dronninger er på arbejde sammen. Men mandag gør dronning Mary og dronning Margrethe en undtagelse.

Abonnement på BILLED-BLADET

Det sker, når de kaster royal glans over Møns Klint, hvor de besøger Geocentret. Her skal de gå på opdagelse i projektområdet Life Orchids, der har til formål at øge og sikre biodiversiteten med fokus på orkidéer, ligesom de indleder besøget med en rundvisning i særudstillingen ”Alt Er Forbundet”.

Det er ikke helt tilfældigt, at det netop er dronning Mary og dronning Margrethe, som tropper op sammen. Selv om dronningerne har hver deres interesse, mødes de i geocentret på ”fælles grund”.

Det fortæller BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer:

– Dronning Margrethe har en direkte forbindelse til GeoCenter Møns Klint, da er hun protektor for centret og åbnede det tilbage i 2007. Samtidig har hun en stor passion for det historiske, og Møns Klint er, med blandt andet sine fossiler fra Kridttiden og som en nyudnævnt del UNESCOs verdensarvsliste, helt sikkert også af privat interesse for hende, udtaler Marianne Singer og tilføjer:

– Dronning Mary har en også naturlig interesse for besøget, idet hun siden tronskiftet har vist en stigende interesse for dansk natur og naturbevarelse samt biodiversitet – både arbejdsmæssigt men også privat.

Det giver god mening, at det netop er dronning Mary og dronning Margrethe, som repræsenterer kongehuset. Opsigtsvækkende er det dog, at det er dem begge, som besøger geocentret – i fællesskab.

Ifølge Marianne Singer er det en helt bevidst manøvre:

– Dronning Mary og dronning Margrethe sender et stærkt signal om sammenhold i kongefamilien. Dronningerne har hver deres hof med deres protektioner og interesser, og det er ikke ofte, at de er på job sammen, bortset fra selvfølgelig familieorienterede begivenheder som for eksempel fejringer af mærkedage.

Sammenholdet har også strålet ud af Mary og Margrethe, når de ved tidligere lejligheder har været ”på arbejde sammen”.

– Jeg har tidligere været ude med Mary og Margrethe i 2018 ved jubilæumsfejringen for Haandarbejdets Fremme, og hold da op, der var god kemi mellem dem. Der var både grin og hyggesnak dem imellem, fortæller kongehusekspert Marianne Singer og afslutter:

– Jeg er sikker på, at de to kongelige kvinder glæder sig til at tage af sted sammen, er trygge i hinandens selskab og har masser at tale om undervejs.

Mere om: