
Ekspert om dronning Margrethes indlæggelse: Det kan man læse ud af pressemeddelelsen

Torsdag formiddag skulle dronning Margrethe have været på officiel opgave i Hellerup, men kort forinden bekræftede kongehuset, at hun måtte aflyse som følge af sygdom.
Meldingen lød, at dronning Margrethe var blevet ramt af en forkølelse, og torsdag eftermiddag har kongehuset oplyst, at dronningen nu er blevet indlagt.

”Som følge af den forkølelse H.M. Dronning Margrethe har pådraget sig, er det besluttet, at Dronningen for en sikkerheds skyld indlægges til observation på Rigshospitalet”, lyder det i den kortfattede pressemeddelelse.
- Fra kongehuset fik vi i morges at vide, at hun er forkølet, og der må efter min vurdering nu være sket en udvikling. Hun må være blevet tilset af en læge, og vedkommende har så vurderet, at det var en god ide, at hun blev indlagt til observation, siger BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer, der desuden tilføjer, at man uden tvivl er meget opmærksom på dronning Margrethes sundhedstilstand både som følge af hendes alder og hendes sygdomshistorik.
Hun var senest indlagt i efteråret, efter hun var faldet hjemme på Fredensborg.
- Nu hvor kongehuset har sendt en pressemeddelelse ud om indlæggelse, og i og med en indlæggelse normalt varer mere end et par timer, må vi formode, at hun skal overnatte på hospitalet i hvert fald én og måske også flere nætter. Nu må vi vente at se. Kongehuset plejer at give besked, når hun bliver udskrevet igen, lyder det videre fra Marianne Singer.
Dronning Margrethe viste sig senest i officiel sammenhæng, da hun søndag eftermiddag og aften deltog i markeringen af 80-året for Danmarks befrielse.
Først deltog hun i en gudstjeneste i Vor Frue Kirke, og dernæst var hun med i Mindelunden. Begge arrangementer blev transmitteret på tv, og som man kunne fornemme, viste foråret sig ikke fra sin mildeste side.


Samme oplevelse havde BILLED-BLADETs Ulrik Ulriksen, der fulgte begivenhederne tæt.
- Det var en overraskende ubehagelig og kold aften, og oven i det hele var den også meget fugtig. Det haglede og regnede som på en vinterdag, så det var rigtig, rigtig koldt at stå der, hvor BILLED-BLADET stod, og det må også have være iskoldt at sidde ned og ikke bevæge sig i den tid, det hele varede fra 19.30-20.40, lyder det fra Ulrik Ulriksen.

Kongehuset har ikke oplyst, hvor længe dronning Margrethe har været syg.
Ifølge den kongelige kalender er hendes næste officielle arrangement den 22. maj. Her modtager hun bibelselskabets pris 2025.
