En læser undrer sig: Kan man få tredobbelt ministerløn?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Jeg ved ikke lige, hvem jeg ellers kan spørge, men jeg tænker, at BILLED-BLADET kan besvare mit spørgsmål. Louise Schack Elholm er kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde. Hun har altså tre ministerposter. Får hun så også tre gange ministerløn?
Venlig hilsen
Dorthe Margyt
Kære Dorthe Margyt
Tak for dit spørgsmål, som jeg gerne besvarer, selv om det ikke direkte omhandler det royale stof. Ministrenes lønninger efter den seneste reguleringsprocent pr. 1. april 2023 fremgår af regeringens hjemmeside. Her kan du se, at statsministeren tjener ca. 1,7 mio. kr. om året. Den minister, der er nr. 2 i statsrådsrækkefølgen, og det er aktuelt vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, honoreres med ca. 1,5 mio. kr. ligesom finansministeren og udenrigsministeren, mens de øvrige ministre modtager et vederlag på ca. 1,3 min. kr. om året. Louise Schack Elholm (V), der ganske korrekt er kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde tjener ikke mere, fordi hun har ansvaret for flere ressortområder. Ministerlønningerne er i øvrigt en del af finansloven, som skal vedtages af et flertal i Folketinget og underskrives af monarken og kontrasigneres af den ansvarlige finansminister for at være gyldig. Ingen minister kan fungere i sit embede, før han eller hun er udnævnt af majestæten jf. bestemmelserne i Grundlovens § 14. Her står der også, at monarken "… bestemmer deres (ministrenes, red.) antal og forretningernes fordeling imellem dem". Sådan er det formelt, men reelt er det statsministeren, der beslutter, hvem der skal være minister, og hvilke ressortområder de er ansvarlige for.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".