25. jan. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Er dette i virkeligheden baggrunden for den kongelige families rejseplaner?

Kronprins Frederik, dronning Margrethe og prins Joachim
Kronprins Frederik, dronning Margrethe og prins Joachim
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Siger det ikke en del om den kritiske situation i kongehuset, at dronning Margrethe har holdt jul uden børn og børnebørn i år?
Med venlig hilsen
Bente Kjær

Kære Bente Kjær
Jeg mener ikke, vi kan udlægge de kongeliges prioriteter i julen som en konsekvens af de problemer, der opstod i familien, da majestæten valgte at fratage prins Joachims børn deres prinse- og prinsessetitel, for der har ikke været et fast mønster i de kongeliges jul i de senere år. I år skulle kronprinsfamilien for første gang siden 2017 holde jul i Australien med sin australske familie, mens prins Joachim, prinsesse Marie og deres børn havde valgt at fejre højtiden under en udenlandstur, som så vidt vides var planlagt længe før, sagen om titlerne opstod. Sidste år fejrede kronprinsparret og deres børn jul sammen med dronningen på Marselisborg Slot, mens prins Joachim og hans familie holdt jul i Frankrig. I julen 2020 holdt majestæten jul med prins Joachim og hans familie på Schackenborg Slot, mens kronprinsparret og deres børn var hjemme i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg. Sidst dronningen var sammen med begge sine sønner, svigerdøtre og deres fælles børn var i julen i Aarhus i 2019. Det var hun i øvrigt også i 2018, som var den første jul uden prins Henrik, der som bekendt døde i februar samme år.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: