23. jan. 2023
Af Ulrik Ulriksen

Fantastisk opfindelse er landet på Amalienborg: Frederik og Mary kan nu lege med deres hunde på helt ny måde

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary
Foto: Kaspar Wenstrup
Kronprinsfamilien elsker deres hunde, der helt sikkert har det godt hjemme i Frederik VIII’s Palæ i denne tid. Hundene er af en helt særlig race, der har brug for meget motion og for en god gang hjernegymnastik.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og deres børn prins Christian, prinsesse Isabella og prins Vincent samt prinsesse Josephine er vilde med hunde, og de nyder hverdagen med deres border collier Grace og Coco.

Netop border collie-racen er ret speciel og har brug for masser af motion og for at blive udfordret med sjove lege og opgaver.

Mary og Frederik kan give hundene ny oplevelse

Forleden var kronprins Frederik til uddeling af Danish Tech Challenge Award i København, og her blev nye innovative iværksættere hædret for deres geniale idéer og opfindelser.

For et par år siden var kronprinsen også til stede ved Danisk Tech Challenge Award, og ved den lejlighed deltog hjernen bag et helt nyt produkt til hunde.

Hjernegymnastik til Grace og Coco

Direktør i Go Dogo og hundeejer Hanne Jarmer har sat sig for give hunde hjernegymnastik, og gymnastikken foregår gennem opfindelsen Go Dogo, som hun præsenterede for offentligheden i 2019.

Hanne Jarmer var blandt de inviterede til prisoverrækkelsen forleden, og hun havde Go Dogo med til en helt særlig hundeejer.

Hanne sagde i hvert fald fra scenen, at hun havde noget med til kronprinsfamiliens hunde.

Go Dogo består af to kameraer, en godbidskarrusel og en tilhørende mobilapp. Det ene kamera placeres ved hjemmets TV, og det andet filmer hunden fra siden.

Når spillet starter, præsenteres hunden for en simpel opgave – eksempelvis "sit" eller "dæk".

Hvis hunden udfører den korrekt, identificerer kameraet bevægelsen, og herefter udløses en godbid fra godbidskarrusellen.

– Kedsomhed er en af de største daglige udfordringer, hundeejere står overfor. Go Dogo sørger for daglig hjerneaktivitet gennem et sjovt spil til din hund. Spillet er et perfekt supplement til dagligt samvær og træning, så hunden får et mentalt sundere hundeliv, siger Hanne Jarmer til hunden.dk.

Hanne Jarmer
Hanne Jarmer
Foto: Hanne Juul

Om kronprinsfamilien har installeret og prøvet det nye spil med deres hunde hjemme i den private del af palæet på Amalienborg er uvist.

Men mon ikke, at der er uanset hvad er sjove og spændende opgaver og udfordringer på vej til de royale hunde i den kommende tid, så de ikke keder sig.

Læs mere om: