Far og farmor fik fornemme gaver: Hvad mon Mette Frederiksen finder på til prins Christian?
Når man ser på det officielle gavevalg til den kongelige 18-års fødselar gennem tiden, viser det også på sin vis tegn på udvikling og fornyelse.
Således fik daværende prinsesse Margrethe ved sin myndighedsdag i 1958 overrakt en guldfyldepen i gave af regeringen, mens kronprins Frederik i 1986 efter mødet med regeringen kunne hjemtage sin egen udgave af Grundloven samt et spejlreflekskamera.
Det er spændende, hvad regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen har valgt at forære tronarvingen prins Christian i myndighedsgave, når han den 15. oktober fylder 18 år.
Fin gave
En fin gave er dog allerede, at fødselaren i den officielle fejring også skal være repræsenteret ved jævnaldrende, der denne aften skal være med ved fejringen i Riddersalen på Christiansborg Slot.
Et nybrud i traditionerne som peger fremad og som med valget af unge fra hele landet samtidig på elegant vis understreger, hvad det er for en opgave der langt ude i fremtiden venter prins Christian – nemlig at være konge for hele det land, hvorfra festdeltagerne kommer.