Festlig start på dronningens ferie i Gråsten
Kongeskibet Dannebrog lægger efter planen til kl 10 i Sønderborg havn på tirsdag den 16. juli, og ombord er dronningen. Majestæten flytter nemlig residens til Gråsten for at holde tiltrængt sommerferie i det sydlige Danmark. Og her i Sønderjylland glæder man sig til dronningens besøg, som hvert år gøres til noget af en begivenhed.
Rød løber, flag og fest
De seneste år har Aabenraa lagt kaj til, når dronningen ankom med kongeskibet for at holde ferie på Gråsten slot, men i år lægger Dannebrog til kaj i Sønderborg.
Dét bliver helt sikkert festligt, for der er lagt an til rød løber, flag og festligheder, når dronningen ankommer efter planen kl 10.
Her vil borgmester Erik Lauritzen modtage dronningen sammen med de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der ikke er på sommerferie, samt regionsrådsformand Stephanie Lohse, biskop Marianne Christiansen, byretspræsident Karen Thegen, politidirektør Jørgen Meyer og havnemestrene Finn Hansen og Torben Østerby.
Efter ankomsten til Sønderborg kører dronningen så til Gråsten, hvor majestæten igen bliver bliver modtaget borgmesteren og en lang række glade og forventningsfulde lokale beboere og turister.
At byde dronningen officielt velkommen til Gråsten er blevet en traditionsrig begivenhed, som alle sætter stor pris på.
BILLED-BLADET er naturligvis med, når dronningen ankommer til Sønderborg og Gråsten, og modtagelsen af majestæten og billederne fra festlighederne kan du glæde dig til i næste nummer af BILLED-BLADET.