Flotte billeder fra 2020: Kongelige og ministre i smukke nytårskjoler


Fortryllende nytårstaffelkjoler fra 2020.


Dronning Margrethe ankommer til årets store nytårskur og -taffel på Amalienborg den 1. januar 2020.


Trods en slem forkølelse så dronning Margrethe frisk og veloplagt ud ved ankomsten. Hun var i en smuk kjole kreeret af Birgitte Thaulow og bar desuden det fantastiske smaragdsæt, som er en del af kronjuvelerne. Smykkesættet med de 62 smaragder bar dronningen første gang til nytårskuren i 1974.


Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik var i højt humør ved ankomsten. Kronprinsessen så eventyrlig smuk ud i vinrød velourkjole med slæb. Kjolen, der er syet af skrædder Birgit Hallstein, har kronprinsessen båret tre gange tidligere til nytårstaflet – i 2007, 2012 og 2014.


Kronprinsparret så godt ud fra alle sider.


Kronprinsesse Marys frisure var sat på plads med det pragtfulde rubindiadem, som kronprins Frederik har arvet efter dronning Ingrid. Dele fra rubingarnituret var også fæstnet i håret.


Kronprinsessen havde valgt det tilhørende armbånd og den tilhørende ring fra rubinsættet og dertil en fin lille skindclutch som tilbehør.


De høje stiletter i velour og med glimtende sten er fra Gianvito Rossi.


Kronprinsesse Mary.


Prinsesse Marie sammen med en synlig stolt prins Joachim. Prinsessen bar den blå silkegallakjole med flot dyb udskæring og vidde i skørtet, som hun også havde på ti år tidligere, da hun var gravid med parrets søn, prins Henrik.


Prinsesse Marie og prins Joachim var hjemme på juleferie fra Paris.


Prinsesse Marie havde en lille selskabsclutch af slangeskind i hånden.


Prinseparret i blitzlysenes skær.


Da prinsesse Marie steg ud af bilen, afslørede hun høje, bordeauxfarvede stiletter i ruskind og kjolens knaldrøde for.


Prinsesse Marie havde ladet sit lange hår hænge løst. Bagtil var frisurens to snoede lokker samlet med et flot diamantspænde, som komplimenterede prinsessens bryllupsdiadem.


Prinsesse Benedikte var som altid et studie i gennemført elegance, da hun ankom til sin storesøster, dronningens nytårskur. Hun bar en ny ametystfarvet fløjlskjole designet af Wichmann Couture. Kjolens ærmer er lavet med vidde og foret med offwhite silkeduchesse, som komplimenterede perlekæden. Det smukke stjernediadem med diamanter og perler, som prinsessen har arvet fra sin mor, dronning Ingrid, fuldendte nytårslooket.


Elegante prinsesse Benedikte.


Statsminister Mette Frederiksen havde selv idéer til sin kjole, men havde lagt designet i hænderne på Jesper Høvring, der havde lavet en flot kjole af auberginefarvet velour med slæb og en overdel af fransk blonde pyntet med pailletter. I nederdelens venstre side var der en dyb slids med en drapering henover.


Statsministeren på vej ind til den fornemme nytårskur.


Også bagfra så statsministeren fantastisk ud. Kjolens slæb og nederdelens vidde gav en flot silhuet.




Privatsekretær og hofdame for kronprinsessen, Christine Pii, kom sammen med kronprinsens privatsekretær, Morten Roland Hansen.


Forsvarsminister Trine Bramsen havde tænkt meget over sit udtryk, for som forsvarsminister syntes hun ikke, at f.eks farven lyserød var passende. Kjolen fra Lasse Spangenberg passede flot til ministeren.


Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen kom i et modigt design kreeret af Vi Hyttel fra Thi Thao i København. Den lyseblå gallakjole viste sig at gemme på en buksedragt under det vide skørt.


Miljøminister Lea Wermelin i en enkelt kjole lavet af genbrug fra gamle indfarvede duge. – Firmaet hedder Left Over. Sjovt, at de ”gamle” duge nu ender som gallakjole til en kongelig fest, sagde Lea Wermelin.








Dronningen inspicerer Den Kongelige Livgarde, der i fuld galla står kommando foran hende.


Dronning Margrethe så smuk ud med den opsatte frisure og funklende juveler.


Kronprinsesse Mary.


Prins Joachim og prinsesse Marie hilser på.


Prinsesse Benedikte.


Kronprinsesse Mary.
GALLERI: Kongelige nytårskjoler 2020
Rammerne er pragtfulde og gæsterne fornemme, når dronningen inviterer til årets nytårskure.
På grund af coronaepidemien er festerne i år aflyst og BILLED-BLADET har derfor fundet dejlige billeder frem fra sidste års store nytårskur og -taffel, der traditionen tro fandt sted i Riddersalen i Christian VII’s Palæ på Amalienborg.
Overdådige rober
Her mødtes samfundets højeste og vigtigste repræsentanter med den danske kongefamilie for at ønske hinanden et glædeligt nytår – alle klædt i deres flotteste festtøj.
Værtinden dronning Margrethe og de andre kongelige kvinder strålede i overdådige rober og bar kostbare smykker.
Få rabat på BILLED-BLADETKlik her og læs hvordan
Den fornemste middag
Ved årets fornemste middag er regeringen, landets øverste embedsmænd og hoffets ledelse inviteret indenfor til en udsøgt middag.
Blandt sidste års gæster var Mette Frederiksen og hendes ministre samt kongehusets kommunikationschef Lene Balleby og andre af kongefamiliens nærmeste medarbejdere.
BILLED-BLADET har samlet de flotteste billeder fra den fantastiske aften i det vedhæftede galleri.