For første gang om sommeren: Her tager dronningen hen efter sejlturen
Dronning Margrethe får en helt anderledes sommer end hun havde forestillet sig.
For efter problemer med kongeskibet Dannebrog og en aflyst og udsat rejse til Grønland har dronning pludselig fået et par ugers ekstra ferie, som skal planlægges.
Dronningen gik i weekenden ombord på kongeskibet Dannebrog i Københavns Havn og har siden været ombord.
Sommerferie i skoven
Nu er det planen, at dronningen tager ophold i den kongelige jagthytte i Trend i Vesthimmerland, hvor majestæten kan opholde sig helt ugeneret og holde ferie omgivet af smuk natur.
Det er første gang i mange, mange år, at dronning Margrethe opholder sig på Trend om sommeren, for majestæten plejer at anvende Gråsten Slot og Marselisborg om sommeren.
Da dronningen var barn, tilbragte kongefamilien ofte sommeren i Trend, der byder på både skov og strand.
Masser af minder
Ferieminderne fra sommerferierne i Trend med sine forældre og søskende kan dronningen så genopfriske, når hun igen kommer til Nordjylland, for Trend plejer at være et fristed for dronningen, men altid på andre tider af året.
Dronningen vil opholde sig på Trend, indtil hun den 8. august rejser ned til Chateau de Cayx nær Cahors i Frankrig.
Her har hun ikke været siden før pandemien startede i foråret 2020. Dronningen var på Cayx og holdt ferie i sommeren 2019, men ikke siden har dronningen været på ferieophold i udlandet.