14. feb. 2018
Af Ulrik Ulriksen

Fredensborg i sorg over tabet af prins Henrik

Fredensborg Slot
Fredensborg Slot
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Ved Fredensborg Slot har lokale borgere samt flere tilrejsende været samlet hele morgenen for at lægge blomster og mindes prins Henrik.

Allerede i aftes, tirsdag, omkring midnat blev det første lys som en smuk hilsen sat foran Fredensborg Slot, hvor prins Henrik torsdag klokken 23.18 sov stille ind.

Længe stod lyset, som et ungt par satte ved slotspladsen, og brændte helt alene.

Onsdag morgen kom der flere blomster, kranse og lys til slottet, hvor mange lokale Fredensborg-borgere var samlet, og hvor også flere fra andre steder i landet kom forbi for at ære og mindes hele Danmarks prins Henrik.

Sorg over Henriks død

- Vi er i sorg over prins Henriks død. Han har været en stor personlighed. Han har været meget mere elsket, end mange måske tror, sagde Lene Tødsø Jensen, der var i Fredensborg sammen med sin datter Lene.

Også hun var trist til mode.

- Det var enormt trist at vågne i morges og få beskeden, at prins Henrik var død. Det sætter et gråt skær over hele dagen. Det er dog en trøst at vide, at han fik lov at dø her på slottet i stedet for på et hospital, og at han var med sin familie til det sidste. Han fik trods alt lov at dø, som han gerne ville, lød det fra Line Tødsø Jensen.

Dronning og sønnerne var hos Henrik

For prins Henrik blev den sidste tid på Fredensborg Slot tilbragt med dronning Margrethe, der tirsdag aften til og med tre kvarter over midnat havde sine sønner kronprins Frederik og prins Joachim på slottet hos sig.

Prins Joachim havde sin søn prins Felix med på Fredensborg på prins Henriks sidste aften.

Travlhed på slottet fra morgenstunden

Mens sorgen og tågen lå tungt over Fredensborg, var der på slottet fra morgenstunden megen aktivitet.

Blandt andet ankom en rustvogn til slotsområdet, og der var også travlhed omkring Fredensborg Slotskirke på denne triste dag.

Både de ansatte på slottet og de mange lokale borgere, som valgte at tage turen forbi slotsområdet for at sende Henrik en sidste hilsen, virkede meget påvirkede af tabet af Danmarks elskede prins.

Læs mere om: