Frederik efter kæmpe skuffelse: Nu gælder det om at se fremad!
Der var lagt op til en kæmpe folkelig motionsfest i september med kronprinsfamilien i hovedrollerne sammen med en masse friske danskere.
Desværre er løbefesten Royal Run 2020 på grund af corona-situationen nu aflyst, men kronprins Frederik beder folk om at holde sig i form.
Frederik og familien bevarer glæden
- Jeg vil i stedet, sammen med min familie, se frem mod pinsen 2021, hvor vi forhåbentligt kan samles igen til et Royal Run, som vi kender det. Indtil da håber jeg, at alle bevarer glæden ved løb og fysisk udfoldelse, lyder det fra Frederik, der gennem flere år har gjort meget for at støtte folkesundheden og sætte fokus på både yngre og ældre danskernes motionsvaner.
Kronprinsfamilien elsker at være aktive
Netop løb og fysisk udfoldelse, som Frederik taler om i Royal Run-udtalelsen fra i går, betyder meget for ham selv og hans familie.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og deres børn prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine er som sportsudøvende familie betragtet et godt forbillede for os alle sammen.
Elsker at løbe og lege
Mary og Frederik og børnene elsker at løbe, og i deres have bag Amalienborg hygger børnene sig også med lidt fodbold og trampolinspring, når de bor i Frederik VIII’s Palæ.
I denne tid bor kronprinsfamilien i Kancellihuset i Fredensborg, hvor der er god mulighed for at motionere i slotsparken eller tage på cykeltur eller måske en ridetur.
Hele familien er også ivrige tennisspillere, og for et par uger siden åbnede de udendørs baner i den klub, som Mary og Frederik og børnene er tilknyttet.
Frederik og familien holder sig i form
Der er med andre ord ingen tvivl om, at Frederik og familien nok skal bevare glæden ved løb og fysisk udfoldelse indtil næste år med Royal Run 2021, som ifølge planen afvikles den 24. maj på tværs af Danmark og den 17. maj i Nuuk, Grønland.