Frederik og Mary afventer nyt i skandalesag: Undersøgelse i gang på Herlufsholm

Kronprinsparret har i et opslag på de sociale medier givet deres mening til kende efter at have set TV 2-dokumentaren “Herlufsholms hemmeligheder”, der afslører krænkelseskultur og mobning på Danmarks mest kendte kostskole.
– Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt, skriver kronprinsparret, hvis ældste søn prins Christian, 16, har været elev på skolen i 1.g siden august 2021.

Overrumplet af spørgsmål: Nu reagerer Mary på kritisk Herlufsholm-dokumentar
Mary og Frederik vil følge udviklingen
– Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige, lyder det desuden fra kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der ligesom mange andre nu afventer resultatet af en uvildig undersøgelse af forholdene på Herlufsholm.
En undersøgelse, som skolens ledelse har igangsat.

Grevinde Alexandra chokeret over afsløringer: Min søn har kun gode minder
Isabella bliver efter planen elev
Efter planen skal kronprinsparrets ældste datter, 15-årige prinsesse Isabella, begynde i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien.
Prins Joachim og grevinde Alexandras ældste søn prins Nikolai har også været elev på skolen, hvorfra han blev student i 2018.
Umiddelbart kan skolens ledelse ikke genkende det billede, som TV 2-programmet fremstiller om Herlufsholm Skole, og derfor har man altså ønsket at gennemføre en uvildig undersøgelse af de forhold, som programmet kritiserer.

Mette Frederiksen har fået nok: Nu skal der ryddes op på Herlufsholm
Uvildig undersøgelse klar om et par uger
På hjemmesiden Herlufsholm.dk kan man om den uvildige undersøgelse blandt andet læse følgende:
“Den uvildige undersøgelse bliver ledet af advokat Jon Lauritzen med erfaring i kommissionsarbejde med bistand af en pædagogisk faglig ekspert. Kommissoriet offentliggøres på Herlufsholms hjemmeside, når det er endeligt på plads, inden for de kommende uger. Med venlig hilsen, Mikkel Kjellberg, rektor, Torben von Lowzow, formand for bestyrelsen.”

Mary Fonden om overgreb på prins Christians skole: Voldsomt og chokerende