Gæster kom for sent – her var de nødt til at vente på Danmarks kommende kongepar
Det var en kæmpe oplevelse at se kronprins Frederik og kronprinsesse Mary ankomme til årets sidste nytårskur - blot få minutter før dronning Margrethe gjorde sin entré i guldkaret til Christiansborg Slot.
Da Danmarks kommende kongepar trådte ind i Drabantsalen, var banen fri, og de kunne på elegant vis gå gennem salen.
Mary og Frederik havde scenen for sig selv
Bare få sekunder før Mary og Frederik trådte ind, var en flok kurgæster, der var ankommet lidt for sent, venligt blevet bedt om at fjerne sig med lynets hast.
Mens de sent ankomne gæster fra 1. og 2. rangklasse blev ført ind i Drabantsalens garderobe bag lukkede døre, kunne kronprinsparret uforstyrret gøre deres entré på en tom ”scene".
Efter Mary og Frederik var kommet indenfor, kunne de seks, syv gæster, der ankom lidt efter tidsplanen, få lov til at gå gennem Drabantsalen til ventesalonen.