20. jul. 2019
Af Ulrik Ulriksen
Gråsten lader op til festlig begivenhed med dronning Margrethe
Dronning Margrethe.
Foto: Lars H. Laursen
I Gråsten i Sønderjylland er der ringriderfest, og lørdag kom ringriderforeningens store rytteroptog forbi byens slot, hvor dronning Margrethe nyder dejlige juli-dage.
Dronning Margrethe nyder sommeren på Gråsten Slot, hvor hun fredag sammen med flere hundrede tilskuere kunne se Livgardens vagtskifte. Lørdag var der igen stor begivenhed ved Gråsten Slot.
Den lokale ringriderforenings rytteroptog kom forbi slottet, og mange ryttere kiggede ind i slotshaven for at se, om dronningen og hendes gæster måske lige kom ud fra haven for at hilse på optoget og høre den gode marchmusik serveret af blandt andre Rinkenæs Brass Band og Broager Pipes and Drums. Dronningen og prinsesse Benedikte samt prinsesse Alexandra og grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille kom dog ikke ud i Slotsgade ved denne lejlighed.
Margrethe og Benedikte tager imod
Søndag skal dronning Margrethe og prinsesse Benedikte dog se på det store rytteroptog, som traditionen tro kommer til slottet for at hilse på de kongelige. Det bliver helt sikkert en festlig begivenhed, som man altså allerede lørdag middag ladede op til med stil og smil i den sønderjyske sommeridyl.Fest og glade dage i Gråsten
I det hele taget er der fest og glade dage i denne periode i Gråsten, hvor der nær slottet er stor ringriderkonkurrence på festpladsen. Ved ringrider-banen sørger et omrejsende Tivoli for, at der er gang i den med mange sjove forlystelser.