19. nov. 2016
Af Henrik Salling

Grevinde Alexandra åbnede Ældre Sagens nye lokaler

Grevinde Alexandra
Grevinde Alexandra
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
6.500 medlemmer i Hvidovres afdeling af Ældre Sagen har fået nye lokaler, som grevinden indviede.

Der var ros til grevinde Alexandra, da hun fredag 17. november åbnede Ældre Sagens nye lokaler i Hvidovre.

Grevinden var nemlig særdeles velorienteret om Ældre Sagens arbejde, og hun uddelte i sin egen tale stor ros til organisationens arbejde og en stor tak til de 250 frivillige, som hver dag gør en flot indsats i bydelen vest for København.

Svært at finde gode lokaler

Her fik hun også lejlighed til at fortælle, hvor vigtigt det er, at der er en aktiv forening som Ældre Sagen, som tager hånd om de ældre og giver dem muligheder.

Afdelingen af Ældre Sagen i Hvidovre har i mange år søgt efter nye lokaler, men det lykkedes først efter en del søgen.

Inden Ældre Sagen fandt de nye lokaler, demonstrerede medlemmer foran rådhuset i Hvidovre. Dog uden den store effekt. Derfor tog organisationen sagen i egen hånd, og de var glade for endelig at kunne vise de nye lokaler frem for grevinde Alexandra.

- Min mor har det godt

I 2010 mistede grevinde Alexandra sin far, Richard Manley, men grevinden har stadig sin mor boende i Wien. Grevinde Alexandra kunne fortælle, at hendes mor heldigvis har det godt. I en alder af 83 år bor hun stadig for sig selv og trives godt.

- Min mor har det godt, og hun er meget god til at bruge sit netværk, sagde grevinden, inden hun tog de nye lokaler i øjesyn.

LÆS MERE: Grevinde Alexandras far er død

Læs mere om: