Guld og ametyster fra hendes private smykkeskrin: Dronning Margrethe bar kærlighedsgave fra prins Henrik
I løbet af deres 51 år lange ægteskab har Prins Henrik givet dronning Margrethe flere udsøgte gaver til smykkeskrinet, og en af dem fik vi at se igen torsdag aften.
Her ankom dronning Margrethe til Charlottenborg ved Kongens Nytorv, hvor Akademiraadet afholdt deres årlige stiftelsesfest.
Akademiraadet hører ind under Kulturministeriet og rådgiver staten i kunstneriske spørgsmål. Netop kunsten og arkitektur var da også samlingspunktet på aftenen, hvor hædersmedaljer blev uddelt til dem, som har gjort sig særligt bemærket inden for feltet. Dronningen har som bekendt altid haft en forkærlighed for kunst, som hun selv udøver, og det er da heller ikke første gang, at hun deltager i rådets fest.
Denne gang dukkede hun op i et fuchsiafarvet sæt fra det italienske modebrand Luisa Spagnoli, og det matchede hun med et par ametyst-øreringe, som hun oprindeligt har fået i gave af prins Henrik.
Øreringene består af guld og fire ametyster – to store, der hænger i vedhæng fra to mindre.