18. jul. 2025
Af Christinna Braun

Helt nye billeder: Anne-Marie, Margrethe og Benedikte bærer søster-armbånd

Dronning Anne-Marie, dronning Margrethe og prinsesse Benedikte.
Dronning Anne-Marie, dronning Margrethe og prinsesse Benedikte.
Foto: Kongehuset
Kongehuset har delt nye billeder af de tre kongelige søstre, og her kan deres særlige ”søster-armbånd” ses.

Det er efterhånden mange år siden, at dronning Margrethe, 85, prinsesse Benedikte, 81, og dronning Anne-Marie, 78, fik deres gyldne armbånd.

Armbåndet har en helt særlig betydning for de tre søstre, eftersom de fik det af deres mor, dronning Ingrid, da de fyldte fem år.

Få alt fra de kongelige gemakker, til den røde løber!

Traditionen med armbåndet er dog endnu ældre.

Det stammer fra Margrethe, Benedikte og Anne-Maries mormor, kronprinsesse Margareta af Sverige.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-07-18/19970917-672050-3-1412x1844ma-%282%29.jpg
Kronprinsesse Margareta med lille Ingrid. Margareta bærer her det gyldne armbånd, som er blevet en tradition i den kongelige familie.
Foto: Spraight/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Hun forærede et gyldent armbånd til sin datter, den senere dronning Ingrid, da Ingrid fyldte fem år.

Kun fem år senere døde Ingrids mor, og armbåndet blev siden et minde om hendes mor.

Efterfølgende forærede dronning Ingrid sine tre døtre, Margrethe, Benedikte og Anne-Marie, et armbånd magen til sit eget på deres femårs fødselsdage.

Kongehuset har fredag delt en sommerhilsen fra dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, og her bærer alle tre søstre det gyldne armbånd.

Se de nye sommerbilleder i galleriet herunder.

Sommerhilsen fra Graasten Slot 2025

Dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie har siden foræret armbåndet til deres kvindelige efterkommere, og det er blevet et symbol på et særligt sammenhold piger og kvinder imellem i den kongelige familie.

Eftersom dronning Margrethe ingen døtre har, har hun foræret armbåndet til børnebørnene prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og komtesse Athena.

Isabella, Josephine og Athena med dronning Ingrids armbånd

I 2006 fortalte dronning Anne-Marie om den mere end 100 år gamle tradition til BILLED-BLADET. - Min mor fik sådan et armbånd af sin mor, da hun fyldte fem, og jeg tror, hun opfattede det som et bånd fra sin mor, som hun gerne ville give videre til os. Mor var jo kun ti år, da hendes mor døde, så derfor var armbåndet altid forbundet med al den lykke, hun havde haft inden. Nu er traditionen gået videre. Både Benedikte og jeg har givet vores døtre et armbånd magen til, og når Alexias piger bliver fem, får de også et, for hun synes, ligesom jeg, at det er sådan en hyggelig ting. Da jeg som stor pige knækkede mit armbånd, var jeg dybt ulykkelig, indtil det blev repareret. Siden har jeg ikke haft det af, fortalte dronning Anne-Marie i interviewet i 2006.

Da dronning Anne-Maries datter Theodora blev gift i 2024, bar mange kongelige kvinder armbåndet. Se i galleriet herunder.

Kvinder med dronning Ingrids kongelige armbånd til prinsesse Theodoras bryllup

Mere om: