Her er dronning Margrethe som Anders And-figur
Man gnider øjnene en ekstra gang i disse tider, når man åbner det traditionsrige Andersa And-blad. Der er nemlig forandring i luften på det gamle børneblad, og det seneste påfund bringer Anders And til Danmark.
Anders And og Rip, Rap og Rup rejser til Danmark for at hente en gammel indiansk-amerikansk halskæde til Onkel Joakim. Halskæden blev stjålet af vikingerne under deres besøg på den anden side af Atlanten og er nu på mystisk vis havnet i hænderne på Danmarks Statsminister, Lars Grynte Grismussen. Halskæden er et bevis på, at vikingerne opdagede Amerika 500 år før Columbus og derfor vil Statsministeren selvfølgelig ikke levere halskæden tilbage. Men så truer Onkel Joakim med at lukke al produktion af wienerbrød i Danmark ned …
På deres jagt kommer Anders og ungerne forbi Kongernes Jelling, på besøg hos Dronning Margrethe og støder på Sidney Lee inden det afgørende møde med Statsministeren i hans ministerbil. Om det lykkes at få fat i halskæden med tilbage til Andeby og i givet fald hvordan afsløres først torsdag den 16. september.