Her er tre årsager til, at Marselisborg Slot har en særlig plads i dronning Margrethes hjerte
Med udsigt til mindeparken og Aarhusbugten ligger det smukke Marselisborg Slot godt placeret, og her ynder dronning Margrethe særligt at opholde sig i højtider.
Slottet blev opført i årene 1899-1902 til daværende prins Christian (kong Christian 10.) og prinsesse Alexandrine (dronning Alexandrine) i forbindelse med deres forlovelse.
Senere – i 1967 – stillede Frederik 9. det aarhusianske slot til rådighed for tronfølgeren prinsesse Margrethe (dronning Margrethe) og prins Henrik i forbindelse med deres bryllup.
Modsat Fredensborg, Amalienborg og Gråsten Slot, der er statsejede, er det dronning Margrethe og hendes familie, der ejer Marselisborg Slot.
BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau giver her tre grunde til, at Marselisborg Slot har en særlig plads i dronning Margrethes hjerte.
1: Den første og måske allerstørste grund til, at slottet betyder så meget for dronningen, må være, at det jo er et kærlighedsslot. Dronning Margrethe og prins Henrik fik Marselisborg Slot stillet til rådighed i forbindelse med deres bryllup, og de har dermed kunnet sætte deres eget personlige præg på slottet. Dronning Margrethe har også broderet smukke puder, som pynter i stuerne på slottet, lyder det fra Annemette Krakau.
Herunder ses nogle af de smukke puder, dronningen har broderet til Marselisborg Slot. Puderne er på billedet udstillet på Koldinghus i forbindelse med udstillingen ”Dronningens broderier”.
2: Marselisborg Slot har i mange, mange år dannet ramme om den kongelige jul og påske. Det er på Marselisborg, dronningen har kunnet være helt privat med sin familie, hvor de maler påskeæg og spiser påskefrokost. Når påsken falder sammen dronning Margrethes fødselsdag den 16. april, har hun haft mulighed for at se danskerne i øjnene fra verandaen på Marselisborg Slot. Det er en mere intim fejring, end den er på Amalienborg Slotsplads, da det jo er i en større skala, fortæller BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau.
I galleriet herunder ses dronning Margrethe påskehygge med kronprinsfamilien på Marselisborg Slot i 2021.
Den kongelige familie påskehygger 2021
3: Det særlige ved Marselisborg Slot er jo også, at danskerne har mulighed for at besøge slottet – eller i hvert fald haven – altid. Bortset fra når den kongelige familie er der, naturligvis. Man kan som helt almindelig borger gå en tur i slotshaven, hvor man kan finde smukke skulpturer, bl.a. skabt af prins Henrik. Det er også muligt at nyde en spadseretur i dronningens private have og den flotte rosenhave, siger Annemette Krakau.
- Det er altså helt forståeligt, at dronningen holder så meget af at være på det gamle slot, afslutter Annemette Krakau.
Herunder ses skulpturen "Torso", som prins Henrik stod bag.