11. jan. 2024
Af Sofie Nymand

Historisk tronskifte i Danmark: Derfor kommer de udenlandske kongelige ikke

Sammensat foto: Kronprinsesse Victoria og prins Daniel, kronprinsesse Mary og kronprins Frederik, prins William og prinsesse Catherine.
Sammensat foto: Kronprinsesse Victoria og prins Daniel, kronprinsesse Mary og kronprins Frederik, prins William og prinsesse Catherine.
Foto: Hanne Juul, Chris Jackson/AP/Ritzau Scanpix og Albert Nieboer/AP/Ritzau Scanpix
Kongelige fra hele Europa vil ikke valfarte til København, når kronprins Frederik bliver udråbt. Og det er der særligt en årsag til.

Karetture, æressalut og vajende Dannebrog. Der er lagt op til en historisk dag på søndag, hvor der venter noget så sjældent som et tronskifte.

Et tronskifte, der denne gang ikke sker på baggrund af et kongeligt dødsfald men derimod en abdikation. Dronning Margrethe har besluttet, at tiden er inde til at overlade tronen til næste generation, og fra den 14. januar vil Danmarks regent hedde kong Frederik 10.

Selv om det anses som et sjældent øjeblik i Danmarkshistorien og et personligt øjeblik for dronning Margrethe og ikke mindst kronprins Frederik, kommer slægtninge og venner fra de udenlandske kongehuse ikke til at valfarte til København for at være en del af dagen.

Buckingham Palace har oplyst, at de britiske kongelige ikke rejser til Danmark. Ligesom det svenske kongehus har meldt ud, at dronningens fætter, kong Carl Gustaf, og familien heller ikke vil være til stede for at byde den nye konge velkommen.

Der er dog hverken tale om afbud eller afvisning.

Et tronskifte er udelukkende en markering herhjemme, og der er ikke tradition for, at kongelige fra udenlandske kongehuset deltager.

Det bliver derfor ikke, som vi så det ved kong Charles’ kroning sidste år, hvor kongelige fra nær og fjern sad klar i Westminster Abbey. Desuden er der på søndag ikke tale om kroning, men derimod et tronskifte hvor kong Frederik udråbes fra balkonen på Christiansborg Slot.

Læs mere om: