9. jan. 2021
Af af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Hvad flyver de kongelige med?

Dronning Margrethe.
Dronning Margrethe.
Fotomontage: Martin Høien og Jesper Sunesen
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.
Kære kongelige brevkasse! Flyver de kongelige fortsat i forsvarets fly, eller bruger de lavprisselskaber ligesom os andre? På forhånd tak Jan Erik Rasmussen Kære Jan Erik Rasmussen! Det er primært majestæten, der befordres i forsvarets helikoptere og fly, og det sker kun i tjenstlig sammenhæng. Kongehuset tænker sig godt om, inden der bestilles en transport på forsvarets regning. Det sker alene under særlige omstændigheder. Til flyvninger i Danmark anvendes som regel en af forsvarets EH-101-helikoptere. Til udenrigsflyvningerne anvendes de særlige Challenger-fly. Enkelte gange har f.eks. kronprinsparret lånt et privatfly, men ellers er de henvist til at chartre et fly eller anvende almindelige rutefly ligesom os andre. Det gælder også dronningen, når hun rejser privat. I de senere år har der i dele af pressen været en øget opmærksomhed på både de klimamæssige og økonomiske konsekvenser af de royale flyvninger på forsvarets regning. Samlet koster flyvningerne forsvaret ca. 1,5 mio. kr. om året. I forhold til klimaet er det selvsagt altid bedre at tage f.eks. toget, men når majestæten flyver, er det som antydet alene, når det er nødvendigt for at få arbejdsopgaver og privatliv til at hænge sammen. Venlige hilsner Jon Bloch Skipper Har du et spørgsmål af royal karakter, som du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad. Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: