23. apr. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Hvem bor på Sorgenfri Slot i dag?

Prinsesse Elisabeth
Prinsesse Elisabeth
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET kort tid før forslaget fra Statsministeriet om en ny civillistelov, der kan få konsekvenser for Sorgenfri Slot - læs mere herunder:

Kære kongelige brevkasse
Hvem bor på Sorgenfri Slot i dag? Mig bekendt var prinsesse Elisabeth den sidste beboer. Kunne man ikke indrette slottet til boliger for efterkommere af arveprins Knud? En bygning har ikke godt af at stå tom.
Med venlig hilsen
Ingrid E.

Kære Ingrid E.
Sorgenfri Slot i Lyngby nord for København, hvis hovedbygning stammer fra begyndelsen af 1700-tallet, har tjent som kongelig beboelse i århundreder – også i nyere tid, hvor daværende prins Christian (10.) og prinsesse Alexandrine tog det i brug som sommerresidens fra 1898. De benyttede ofte slottet, og begge deres sønner, Frederik (9.) og (arve-)prins Knud, blev født der i hhv. 1899 og 1900. Dronning Alexandrine fortsatte med at anvende Sorgenfri Slot efter Christian 10.s død i 1947, hvor det gik i arv til arveprins Knud. Han og hustruen, arveprinsesse Caroline-Mathilde, havde dog boet i Damefløjen, en sidebygning til Sorgenfri Slot, siden deres bryllup i 1933 og havde også fået deres to sønner, Ingolf og Christian, der. Arveprinsen og arveprinsessen boede på slottet til deres død i hhv. 1976 og 1995, og hovedbygningen har reelt været ubeboet siden. Grev Christian og grevinde Anne Dorte af Rosenborg boede dog i Damefløjen fra 1991 til deres død i hhv. 2013 og 2014, ligesom prinsesse Elisabeth tilbragte sine sidste leveår, nærmere bestemt fra 2015 til 2018, i sidebygningen. Sorgenfri Slot står i dag til rådighed for kong Frederik 10., men bruges, så vidt jeg ved, alene som magasin og til opbevaring af møbler og andet inventar. Jeg anser det ikke for usandsynligt, at slottet på et tidspunkt atter bliver bolig for en prins eller prinsesse. Jeg kan ikke forestille mig, at Josephine, Camilla og Feodora af Rosenborg skulle få adgang til slottet. Deres forældre boede der godt nok i 22-23 år, og derfor kom de der ofte, men Sorgenfri Slot er ikke deres barndomshjem, og de har ingen formel tilknytning til kongefamilien i dag. Vi må se, hvad fremtiden bringer.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: