6. feb. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Hvilken indflydelse har dronning Margrethe egentlig på den nye regering og ministrene?

Dronning Margrethe.
Dronning Margrethe.
Arkivfoto: Claus Fisker
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Er det kun skik og tradition, at dronningen skal præsenteres for den nye regering og ministrene? Eller har hun nogen indflydelse på det?
Venlig hilsen
E. Møller

Kære E. Møller
Det er sørme ikke dronningen, der præsenteres for regeringen. Der er regeringen, der præsenteres for dronningen. Der er tale om en fast statspraksis, idet Grundlovens §14 anfører, at ”Kongen (dvs. monarken) udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre”. At majestæten tiltræder regeringsdannelsen er med andre ord dens formelle virkegrundlag, for hun er ikke blot er en ceremoniel kransekagefigur, men Danmarks statsoverhoved og derfor den krumtap i statsdannelsen, hvorom de demokratiske hjul drejer. I praksis har monarken dog ikke indflydelse på sammensætningen af regeringen, ligesom hun ikke kan afskedige den efter behag. Den sidste regent i nyere danmarkshistorie, der læste Grundloven lidt for bogstaveligt og aktivt forsøgte at blande sig i politik, var Christian 10., der i slutningen af marts 1920 afskedigede Regeringen Zahle II imod folkeflertallets vilje pga. uenigheder om grænsedragningen i Sønderjylland efter Første Verdenskrigs afslutning. Det udløste den såkaldte Påskekrise, hvor kongen blev beskyldt for at begå statskup, og hvor tronen vaklede under ham i nogle dramatiske dage. For kong Christian og hans efterfølgere blev krisen en alvorlig påmindelse om en af de vigtigste, parlamentariske spilleregler i et moderne, konstitutionelt monarki – nemlig at monarken ikke kan blande sig i, men skal være hævet over politik.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: