
Hvordan får man dette særlige emblem med det kronede M?

Kære Lizzi F.
Der er tale om et medlemsemblem fra Danmarks Marineforening. Den har eksisteret siden 1913 med det formål at "styrke nationens interesse for søværnet og søfarten samt at vedligeholde forbindelsen og kammeratskabsfølelsen mellem personer, der er eller har været tjenstgørende under Orlogsflaget, ansat til søs eller nærer særlig interesse for det maritime miljø". Tidligere kunne kun mænd være medlem, men siden 1995 har også kvinder været velkomne.
Marineforeningen har haft kongelig bevågenhed i hele sin levetid, hvor skiftende medlemmer af kongehuset har været dens æresformand. Den første var Christian 9.s yngste søn, prins Valdemar. Herefter fulgte kronprins, senere kong Frederik 9., arveprins Knud og prins Henrik, og siden 2008 har kronprins Frederik beklædt posten.
Emblemet fra din mors kusine er i øvrigt et almindeligt medlemsemblem, som er fremstillet i tusindvis af eksemplarer. Det har nok primært affektionsværdi. Her ses prins Henrik til festgudstjeneste i Holmens Kirke i anledning af Marineforeningens 100-års jubilæum i 2013.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

