Hvornår vil kronprinsparret se på deres børns titler? Det siger kronprins Frederik
I slutningen af september udsendte kongehuset en overraskende nyhed i en pressemeddelelse.
Dronning Margrethe har besluttet, at prins Joachims fire børn, Nikolai, Felix, Henrik og Athena, pr. 1. januar 2023 ikke længere er prinser og prinsesse.
I stedet vil de alene kunne bruge deres titler som grever og komtesse af Monpezat.
Da kronprinsesse Mary kort efter pressemeddelelsen udtalte sig om sagen, fortalte hun, at der også skulle kigges på kronprinsparrets børns titler.
Dengang sagde kronprinsesse Mary:
- Forandring kan være svær og kan gøre rigtigt ondt. Men det er ikke ensbetydende med, at beslutningen ikke er den rigtige. Vi kommer også til at se på vores børns titler, når den tid kommer. I dag ved vi ikke, hvordan kongehuset kommer til at se ud til Christians tid, eller når Christians tid begynder at nærme sig, lød det fra kronprinsesse Mary.
Kronprins Frederik svarer på spørgsmålet
Torsdag har kronprins Frederik for første gang udtalt sig om dronning Margrethes beslutning.
Her blev han spurgt til prins Joachims reaktion på beslutningen, og hvornår der skal ses på kronprinsparrets børns titler.
Hvordan har De det med, at Deres bror er blevet så påvirket af den beslutning, dronningen har truffet i forbindelse med hans børns titler?
- Det er jo trist at se, hvor berørt han er blevet af beslutningen. Det gør selvfølgelig et indtryk på en anden bror. Hans eneste. Og min eneste. Men altså majestæten, min mor, har taget en beslutning, som er hendes alene. Og det har jeg forståelse for. Og jeg er jo selv selvfølgelig interesseret i, at dansk monarki bliver så fornyet eller i hvert fald holder sig slankt med tiden.
Ja Deres kone har nævnt, at De også kommer til at se på Deres børns titler. Hvornår kommer det til at ske, og hvad indebærer det?
- Det betragter jeg som noget, der hører til i fremtiden.
Læs hele interviewet med kronprins Frederik i linket herunder.