21. dec. 2023
Af Sofie Nymand

I modsætning til de fleste danskere: Det her gør den kongelige familie ikke

Dronning Margrethe med sin familie. 
Dronning Margrethe med sin familie.
Foto: Hanne Juul
Det er en fast tradition hos de fleste danskere – men den kongelige familie gør det ikke.

I år holder dronning Margrethe jul med sin store familie på Marselisborg Slot i Aarhus, hvor børn, svigerbørn og børnebørn samles. Og lige nu er de helt store forberedelser er i gang.

Den kongelige families juleaften ligner meget den ”almindelige” danskers. Der kommer steg på bordet, i stuen troner et stort juletræ med sin pynt, og under det ligger pakker i alskens farver og former – men på ét punkt afskiller den kongelige jul sig.

Torsdag kan man se på kongehusets sociale medier, at juletræet er fundet og er blevet sat på fod, så det kan stilles i havestuen, hvor dronningen pynter det.

Men hvor der i andre hjem bliver slået ring om juletræet og danset om det, tager dronningen ikke Frederik og Joachim i hænderne og begynder første vers af ”Højt fra træets grønne top”.

Som bekendt danser den kongelige familie ikke om juletræet, men sunget bliver der. Og det uddybes i føromtalte opslag.

”I modsætning til mange danskere, danser Dronningen og den kongelige familie ikke om træet, men nyder i stedet synet og duften af det tændte juletræ,” skriver kongehuset.

Dronning Margrethe flyttede onsdag ind på Marselisborg, hvor hun altså skal opholde sig hen over julen. Her får hun selskab af kronprinsfamilien samt prins Joachim og prinsesse Marie og deres fælles børn, grev Henrik og komtesse Athena. Ligesom grev Felix slutter sig til familien den 25. december.

Læs mere om: