4. okt. 2022
Af Marianne Singer

Ikke sket før ved Folketingets åbning: Højst usædvanlig ankomst af de kongelige

Dronningen hilser på kronprins Frederik ved ankomsten tirsdag. 
Dronningen hilser på kronprins Frederik ved ankomsten tirsdag.
Foto: Hanne Juul
Meget var anderledes ved den kongelige families ankomst til Folketingets åbning tirsdag middag.

Den danske kongelige familie så ud til at have valgt at ankomme på anden vis end normalt i år, da de tirsdag kort før klokken 12.00 ankom til Folketingets åbning på Christiansborg Slot.

Således ankom dronningen, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt prinsesse Benedikte nærmest i en slags kortege, med kun få sekunders mellemrum, til ankomsten på den røde løber.

Ikke som det plejer

Normalt plejer der at gå flere minutter mellem ankomsterne af de kongelige til den traditionsrige dag.

Noget, der også var helt anderledes var, at der blev råbt spørgsmål fra pressen om den nuværende krise i kongehuset, efter at prins Joachim og hans familie har kritiseret dronningens beslutning om at fratage prins Joachims børn deres prins- og prinsessetitler i det nye år.

Kronprinsparret blev blandt andet spurgt, hvordan de har det med, at prins Joachim er ked af det, og om deres forhold til prins Joachim er kompliceret.

Efter et kort ophold på den brede slotstrappe gik de danske kongelige samlet ind for at markere demokratiets festdag i Folketinget.

Dronningen udsendte i går dybt personlige ord, hvor hun forklarer, hvor påvirket hun er af hele familiesituationen.

Læs mere om: