17. mar. 2019
Af Trine Larsen

Ingen pause til dronning Margrethe: Tog direkte på sightseeing

Dronning Margrethe ankom søndag den 17 marts til Argentinas hovedstad Buenos Aires efter 13 ½ times flyvetur fra København via Frankfurt. Kort efter ankomsten tog den snart 79-årige dronning på sightseeing.

Dronning Margrethe imponerer gang på gang.

I stedet for at hvile sig efter en lang flyvetur og lade op til de kommende travle dage på officielt besøg i Argentina, drog majestæten på sightseeing.

Kun et par timer efter ankomsten havde dronning Margrethe skiftet vinterfrakken ud med en sød mønstret sommerkjole og i 28 graders varme indtog dronningen ét af hovedstaden Buenos Aires' absolutte turistattraktioner, kirkegården Recoleta.

https://imgix.billedbladet.dk/20190317_han0208.jpg
Dronning Margrethe i Argentina, 2019.
Foto: Hanne Juul

Besøgte Evita Perons grav

Kirkegården er en oplevelse i storslået arkitektur og med det ene monstrøse monument efter det andet, bygget som gravmæler for mere end 5.000 mennesker.

Mere end 90 af gravstederne er erklæret historiske monumenter, og ét af dem er den tidligere præsidentfrue, Evita Peróns sidste hvilested, som dronningen også besøgte.

Maria Eva Duarte de Perón, bedre kendt som Evita Perón, kæmpede for de svages rettigheder og døde i 1952 i en alder af 33 år. Hendes betydning for Argentina er stadig stor og hendes minde udødeligt.

Rundtur på berømte kirkegård

Dronning Margrethe fik en rundtur på kirkegården mellem alle andre besøgende, og efter at have set en række udvalgte steder i den labyrintiske kirkegård skrev majestæten sig ind i gæstebogen - med sin egen medbragte tusch.

Så gik turen gennem et nærliggende marked, hvor dronningen ønskede at få et glimt af det lokale kunsthåndværk.

https://imgix.billedbladet.dk/20190317_hjp5104.jpg
Foto: Hanne Juul

Herefter tog dronningen til sit hotel for at gøre sig klar til aftenens middag hos ambassadør Søren Vøhtz, hvor også udenrigsminister Anders Samuelsen og miljø-og fødevareminister Jakob Ellemann- Jensen var inviteret.

I morgen ankommer kronprins Frederik til Argentina, og så begynder statsbesøget officielt.

Læs mere om: