Kaotisk trafik skilte pressen og dronning Margrethe i Moskva
Selv om alt er tilrettelagt ned til mindste detalje under dronningens statsbesøg i Rusland, gik planlægningen alligevel helt galt allerede første dag.
Den danske presse, der er med udelukkende for at skrive om dronningens besøg, kom aldrig frem til en af den måske vigtigste udstilling under besøget, den med de danske guldaldermalere på Pushkin-museet.
Fordi trafikken er så katastrofal i Moskva, der har 13 mill. indbygggere,skulle pressen køre med i dronningens kortege ,og den russiske chauffør havde flere gange fået nøje besked på at køre lige efter de andre biler, tæt på dronningens limousine. Men allerede efter 100 meter gik det galt. Chaufføren kom pludselig i tvivl om, hvor han skulle hen, drejede i en forkert retning, og i løbet af få sekunder var alle de danske pressefolk hægtet af den kongelige kortege.
På egen hånd, uden politi-ledsagelse var det umuligt at komme gennem Moskva i myldretiden. Derfor nåede ikke en eneste fotograf eller journalist til museet, mens dronningen og prins Henrik var der. Og derfor er ingen i stand til at skrive om åbningen, som alle ellers havde ventet sig så meget af, og som den danske Kunststyrelse og flere danske museer har lagt så stort et arbejde i.