
Kongehuset bekræfter: Dronning Margrethe er rejst på privat sommertogt

Mens kongeparret netop er gået i land, er dronning Margrethe stukket til søs.
Dronningen har nemlig overtaget Kongeskibet Dannebrog fra kong Frederik og dronning Mary, som i sidste uge rejste rundt i landet på årets sommertogt. Nu laver dronningen samme manøvre, men dette foregår helt privat.
– Vi bekræfter, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe er på et privat sommertogt med Kongeskibet Dannebrog, udtaler Kongehusets kommunikationsafdeling.
Mandag blev dronning Margrethe set i Bandholm på Lolland, hvor hun var i selskab med sin Gudsøn Lensgreven fra Knuthenborg, Christoffer Knuth. Og det rejste spørgsmålet om, hvorvidt dronningen gentager sidste års sommersejlads, hvor hun i forbindelse med officielle opgaver rundtom i landet nød et privat ophold ombord på Kongeskibet.
Også i år kombinerer dronning Margrethe fornøjelse med officielle programpunkter. Og onsdag kommer hun sejlende til, når hun besøger Dansk Gigthospital i Sønderborg.

Der er ingen meldinger om, hvor længe dronning Margrethes private sommertogt varer. Men i næste uge, nærmere bestemt den 10. september, afsluttes Kongeskibet Dannebrogs sejlsæson.
Det sker officielt, når kong Frederik og dronning Mary går i land fra Kongeskibet kl. 15, og om aftenen hvor kongeparret afholder den såkaldte Strygemiddag i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg.
Dronning Margrethes private sommertogt kommer i forlængelse af et længere ophold på Marselisborg Slot i Aarhus, hvor hun fredag deltog i gallaåbningen af Aarhus Festuge.
