17. jan. 2022
Af Malan Joensen

Kongelig ekspert efter vild nyhed: Dronning Margrethe smiler nok fornøjet

Dronning Margrethe.
Dronning Margrethe.
Arkivfoto: Martin Høien
Dronning Margrethe er hovedkarakteren i en helt ny musical med fuld fokus på kongehuset. BILLED-BLADETs royale ekspert er sikker på, at dronningen synes, at musicalen ”Margrethe” er en spændende idé.

Søndag blev det meldt ud til hele verden, at den første musical om dronning Margrethe er på trapperne.

Musicalen ”Margrethe” offentliggøres i anledning af dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum, og premieren finder efter planen sted den 23. juni 2023 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Dronning Margrethe elsker kunst og kultur, og majestæten er selv bidt af ballettens univers, så mon ikke den royale kulturnyder synes, at musicalen ”Margrethe” er en spændende idé.

Det mener BILLED-BLADETs Ulrik Ulriksen i hvert fald:

”Dronning Margrethe smiler nok fornøjet over den nye musical ”Margrethe”, og jeg tror da også, at dronningen er lidt spændt på, hvordan man med musik, sang og dans vil fortolke hendes liv fra fødslen og frem til i dag. Jeg er helt sikker på, at dronningen glæder sig meget til at se forestillingens fornemme kostumer og eventyrlige scenografi. Netop kostumer og scenografi er jo noget Majestæten selv har stor erfaring med i forbindelse med sit virke i Tivoli, hvor hun senest har lavet kostumer og scenografi til ”Snedronningen”.

Kongehuset er ikke involveret i arbejdet med den nye musical, men er for længst blevet orienteret om projektet, som man ikke har modsat sig.

Musicalen bliver ikke bare en reproduktion af virkeligheden, som danskerne allerede kender den.

Skaberne Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier har sammen skrevet og komponeret den nye musical, og de er drevne dramatikere, der har taget sig den kunstneriske frihed at skabe en unik historie omkring de store royale øjeblikke, og om alt det der sker bag facaden i den kongelige familie.

Det med den kunstneriske frihed er der ingen tvivl om, at dronningen er helt afklaret med ifølge BILLED-BLADETs Ulrik Ulriksen:

”Dronningen er selv kunstner og sætter pris på kunstnerisk frihed. Derfor er jeg helt sikker på, at Majestæten er afklaret med, at det ikke nødvendigvis er et glansbillede, der bliver fremstillet i hele forestillingen. Musicalen er dog først og fremmest en stor hyldest til en regent, som på sin egen måde har leveret varen i 50 år.”

Læs mere om: