4. feb. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Kongelige titler: Er der forskel på dronning Camilla og danske dronning Ingrid?

Dronning Camilla, dronning Margrethe og dronning Ingrid.
Dronning Camilla, dronning Margrethe og dronning Ingrid.
Fotomontage: MEGA og Elfelt
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Tak for dine altid fyldige svar. Jeg undrer mig dog over et svar i BILLED-BLADET d. 8. december. Kongehuset har vedtaget at omtale engelske Camilla som "dronning", selv om afdøde dronning Elizabeth havde besluttet, at det skulle være det, der på dansk er "dronninggemalinde". Begrundelsen skulle være, at den titel ikke er brugt i Danmark. Men dronning Margrethes egen mor, dronning Ingrid, blev omtalt som dronninggemalinde i sin tid, så hvorfor ikke følge dronning Elizabeths ønske?
Venlig hilsen
D. M. Gudme

Kære D. M. Gudme
Tak for roserne, som glæder mig. Jeg kan desværre kun give dig den begrundelse, som kongehuset har givet, og som jeg gengav i min tidligere besvarelse. "På dansk har vi ikke haft tradition for at benytte forskellige udtryk for en dronning, som er regerende, og en dronning, som er ægtefælle til en regerende konge … Derfor har kongehuset besluttet at anvende titlen "dronning" i begge tilfælde”. BILLED-BLADET har, som jeg også skrev, valgt at følge den linje, hvorfor Camilla omtales som "dronning". Det er muligt, at britiske medier omtalte dronning Ingrid som "Queen consort", men mig bekendt blev hun det så godt som aldrig i en dansk sammenhæng. I Frederik 9.s regeringstid blev kun konsekvent kaldt dronning – og blev det faktisk også efter sin mands død i 1972, selv om flere efterladte dronninger i danmarkshistorien officielt fik titel af "enkedronning". Det ønskede Ingrid ikke, fordi Frederik 9. havde ment, at den titel var for tæt forbundet med Frederik 8.s efterladte hustru, enkedronning Louise, som ikke var særlig vellidt.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: