Kongeligt besøg i Den Forbudte By
- Det er fantastisk spændende at være her igen. Der er sket så meget i Kina, siden jeg var her sidste gang i 1979, men Den Forbudte By ligner sig selv, sagde dronning Margrethe, da hun sammen med prins Henrik blev vist rundt i den kæmpestore gamle by, der består af 800 bygninger og husede de kinesiske kejsere i flere hundrede år, lige til den sidste abdicerede i 1912.
Hvis almindelige mennesker vovede sig ind i byen blev de henrettet, derfor blev området kaldt Den Forbudte By.
Dronningen læste op
Anden dag af det store statsbesøg har bragt regentparret fra topmoderne forretningsseminar til gammel kinesisk kultur. Og det var en begejstret dronning Margrethe, der derefter læste op af H. C. Andersens eventyr på museet for kvinder og børn.
Det er ikke ofte, dronningen læser op for andre end sin nærmeste famile, men her skete det. Også den kinesiske præsidentfrue var med, og hun læste det samme eventyr på kinesisk.
Efter en frokost i smukke omgivelser i et gammelt buddhisttempel fortsætter det tætte program med et møde med statsministeren og formanden for parlamentet, og derefter er der stor reception for de danskere, der bor i Kina.