
Kongeparrets nære veninde var også med til juleaftensgudstjeneste
Kongefamilien så glade ud, da de ankom til juleaftensgudstjenesten i Vor Frue Kirke i København.
Kongeparret var omgivet af alle deres fire børn, og både kronprins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine smilede og vinkede til de fremmødte, inden de gik ind i kirken.
Men der var faktisk også en anden med, der står kongeparret nær!

BILLED-BLADETs udsendte ved kirken fortæller, at kongeparret havde selskab af Julie Mølsgaard, som kong Frederik kender helt tilbage fra sin gymnasietid på Øregaard Gymnasium.
Senere er Julie Mølsgaard også blevet en af dronning Marys nære veninder.

Julie Mølsgaard er altid fast gæst, når kongefamilien fejrer store familiebegivenheder, og hun har også engang været med den daværende kronprinsfamilie på juleferie i Australien.
Juleaften var hun endnu en gang med kongefamilien – denne gang til juleaftensgudstjeneste!
I videoen øverst i artiklen kan man se kongefamilien ankomme til juleaftensgudstjeneste – og til sidst kan man også se et lille glimt af Julie Mølsgaard.
