Kort før Isabellas store dag: I kirke med dronning Margrethe
Lørdag stod de side om side på verandaen foran Marselisborg Slot, og søndag nød de en højtidelig stund i kirken.
Prinsesse Isabella og dronning Margrethe har nydt påsken i hinandens selskab, og der går ikke længe, før de igen skal dele et særligt øjeblik i det kirkelige rum.
Kronprinsparrets ældste datter, der fylder 15 år på torsdag, er nemlig ved at være klar til en længe ventet dag.
Den 30. april skal hun konfirmeres i Fredensborg Slotskirke, og hun er nu i fuld gang med de sidste forberedelser.
I anledningen af påskedag ankom den kommende konfirmand til Aarhus Domkirke i selskab med dronning Margrethe og kronprins Frederik.
Her blev de modtaget af kongelig konfessionarius biskop Henrik Wigh-Poulsen, der forestod højmessen.
Det er også kongelig konfessionarius Henrik Wigh-Poulsen, der om et par uger skal konfirmere prinsesse Isabella.
Ligesom han i 2021 konfirmerede Isabellas storebror, prins Christian.