
Koster 25.000 kroner: Kong Frederik og dronning Mary får kostbar gave

Der ventede kongeparret en kostbar overraskelse, da de tirsdag besøgte Det Gamle Rådhus i Thisted.
I øjeblikket rejser kong Frederik og dronning Mary rundt i landet på årets sommertogt, og andendagen var altså gået til Thys største by, hvor de blev budt velkommen af borgmester Niels Jørgen Pedersen.
Det var også borgmesteren, der førte an på rådhuset, hvor de kunne afsløre byens gave til kongeparret.
Kong Frederik og dronning Mary fik overrakt en mini-bronzeskulptur af Thisted Pigen – byens vartegn siden 1956. Og gaven er ifølge kommunen givet som et særligt minde om byen.
Thisted Pigen i sin virkelige størrelse er kreeret af billedhugger Henning Wienberg Jensen og placeret ved Thisted Kystvej med udsigt udover Limfjorden. Stedet kom kongeparret forbi på deres vej til rådhuset i karet.
Bronzeskulpturen er en kostbar en af slagsen. Kongeparrets gave har kostet 25.000 kroner. Det fremgår af kommunens budgetter, som er blevet fremlagt under et møde i kommunens økonomiudvalg.

Det er dog ikke den eneste, der findes. Alligevel er den unik.
”Miniature-skulpturen, der blev overrakt til Kongeparret, findes i meget få eksemplarer, da den udelukkende uddeles en gang om året af “Sparekassen Thy” til Årets Thybo,” skriver kommunen på deres hjemmeside.
