22. maj. 2018
Af Trine Larsen

Kronprins Frederik festede videre på kongeskibet Dannebrog

Kronprins Frederik
Kronprins Frederik
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Trods ømme ben efter gårsdagens 16,4 kilometers løb i fem byer var kronprins Frederik allerede ved middagstid igen på benene. Denne gang for at modtage sine 72 protektioner på kongeskibet Dannebrog.

Kronprins Frederik viste allerede mandag til Royal Run, at hans fysik forud for 50-årsdagen på lørdag er i top, men fejringen af ham kræver også sin mand.

For allerede ved middagstid skulle kronprinsen være klar på kongeskibet Dannabrog, der ligger ved kaj lige ud for kronprinsparrets vinduer ved Amaliehaven.

Kronprins Frederik tog glad imod

Her var der reception for 72 af Frederiks protektioner, som alle kiggede forbi med gaver til den kommende fødselar. Opfindsomheden var stor, og det var en glad og veloplagt kronprins, der tog imod sine mange gæster i strålende sol.

Blandt dem Marie Fensmark, pressekoordinator i Red Barnet, og organisationens generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm, som kronprins Frederik har et tæt og godt samarbejde med.

https://imgix.billedbladet.dk/20180522-154959-3-2.jpg
Foto: Ritzau/Scanpix

- Arbejdet for Red Barnet ligger kronprinsen meget på sinde, og han lægger et stort stykke arbejde i at stille op og hjælpe børn og unge, som ikke har det så godt, roser Red Barnets generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm, der synes, det var en kæmpe ære at komme ombord sammen med Marie Fensmark og ønske tillykke og sige tak til deres protektor.

Besøg af organisationerne bag Royal Run

Forinden havde kronprinsen haft besøg på Dannebrog af en halv snes repræsentanter fra de tre organisationer, DGI, DIF og Dansk Atletik Forbund, der stod bag tilrettelæggelsen af Royal Run mandag.

- Kronprinsen udtrykte stor glæde og lettelse over, hvor godt arrangementet forløb. Men kronprinsen lagde især stor vægt på alle de frivilliges arbejde. Han bad os virkelig om at hilse alle dem, som var involveret på den ene eller anden måde. Som kronprinsen sagde, så er det jo en kæde af frivillige, der ikke har nogen ende, siger Landsformand i DGI, Søren Møller, der fortæller, at kronprinsen i dag havde lidt ømme ben, men heldigvis ikke ondt i ryggen, hvad der ellers har drillet ham i nogle uger.

Folkelig opbakning fik kronprins Frederik gennem løbefest

- Kronprinsen sagde, at han klarede sig igennem løbefesten, bl.a. med den enestående folkelige opbakning og velvijle, han mærkede overalt.

- Han er meget glad, men det er vi også, for både hans og kronprinsessens appel til befolkningen er endnu bedre end alverdens sundhedsoplysning. Deres evne til at motivere, også nye løbere, er enestående, siger DGI-formanden, Søren Møller, imponeret.

Læs mere om: