Kronprins Frederik i morfars fodspor
For kronprins Frederik bliver det sikkert en stor fornøjelse, når han fredag den 21. august indvier Asnæsværket i Kalundborg.
Dermed viderefører han nemlig en tradition, hvor medlemmer af den danske kongefamilie besøger kraftvarmeværket ved festlige lejligheder.
Morfar og forældre på besøg
Således indviede kronprinsens morfar, kong Frederik 9. i 1959 Asnæsværket og da kraftvarmeværkets blok 5 senere stod færdig kastede dronning Margrethe og prins Henrik kongelig glans over indvielsen.
Kronprins Frederik indvier Asnæsværket i forbindelse med, at det har været igennem en omstilling fra sort til grøn energi og gennem de sidste tre år gennemgået en omfattende ombygning.
Værkets nye blok 6 kan nu levere el og varme uden at fyre med fossile brændsler, da produktionen er omstillet til at fyre med resttræ fra bæredygtigt skovbrug.
Forbi i maj
Kronprins Frederik besøgte også Asnæsværket i Kalundborg midt i maj under coronakrisen, hvor der på en nedlukket fabrik ved værket blev sat en nødproduktion af ethanol i gang.
Ethanol kan anvendes i desinfektionsmidler såsom håndsprit, og da der i Danmark ikke var en stor egenproduktion af ethanol, var der behov for det.